Krøniker

Literatur

Henrik Pontoppidan: Krøniker, 109 S. (P.G. Philipsen.)

Der findes et Dusin ganske smaa Historier samlede i denne Bog: Legender, Anekdoter, Indfald, kuriøse og symbolske Materier, i hvilke der gemmes en stridende Mands Livsidéer. Mod Avtoriteten rettes de skarpeste Hug, særlig mod de gejstlige og verdslige Kurfyrster, der regerer et lille teologisk Land; selv en saadan Magt som den danske Forlæggers vover Pontoppidan at skæmte med. Den Historie, der kaldes Digterliv, handler om en stakkels Poet, der Gang efter Gang forgæves bærer Manuskriptpakker til den mægtige Forlægger. Første Gang som Yngling frembærer han de glade Aars fejre Lyrik – han afvises med en Henvisning til, at Tiden fordrer den drøje og ubarmhjærtige Samfundssatire. Anden Gang medbringer han som ældre Mand den langsomt modnede Beskrivelse af egne og efterfølte1 Lidelser – dog nu er Moden skiftet, og den før saa alvorsfulde Forlægger er bleven en Levemand, der fordrer farverige, livsglade Poesier, men ikke Romaner, der gør Verden til "et eneste aadselsstinkende Hospital". Og da Digteren arriverer tredje Gang, gammel og syg men med Favnen fuld af Digte, der sprudler af fantastisk Glans og bakkantisk Jubel, saa genfinder han den store Forlægger som en salvelsesfuld Bedemand, der opfordrer ham til at skrive Salmer eller en liden Postille.

Betydeligst er uden Tvivl Samlingens første Krønike, en moderne Legende om Vorherre og Sct. Peder, nok saa dybsindig som mangt et Munkesagn. Der fortælles om en Ø, hvor der i mange Maaneder ikke er faldet en Draabe Regn, der hersker Hungersnød og Soten raser; paa de afsvedne Marker ligger Lig i Dynger, og inde i Kirken samles Menigheden og lader vilde og inderlige Bønner opstige til Himlen. Sct. Peder røres over al den Elendighed og opfordrer Vorherre til at vise sin Barmhjærtighed, da Menneskene ellers med Rette tvivler om hans Tilværelse. Og skønt Vorherre ryster paa Hovedet over Peders Blindhed, føjer han Helgenen: Regnen falder i Strømme, en ukendt Frugtbarhed kommer over Egnen, hvor snart alt staar i den skønneste Trivsel. Ved Høsttid vender saa Vorherre og Sct. Peder tilbage, og hvad ser de: Lystighed, glad Arbejde og stor Morskab, Menneskenes Børn nyder al Jordens Herlighed, men i Kirken staar Præst og Degn ganske alene, og deres Suk lyder i det tomme Rum: "Blot I ikke vil glemme Eders ejegode, himmelske Fader!" Sct. Peder synker paa Knæ og beder om Tilgivelse: nu har den hellige Mand forstaaet Religionens Hemmelighed, saaledes som denne former sig for en meget moderne Tanke.

Fælles for disse Noveller er den fint farvede Stil, det sunde og rolige Sprog. Vi har hertillands ikke mange, som skriver saadant Dansk som Pontoppidan, og man føler det som en sand Vederkvægelse at læse en Bog, hvis bevidste Kunst ikke plettes af nogen Affektation. Pontoppidan er en Forfatterpersonlighed uden Forfængelighed; han lider ikke at underholde det store Publikum om sin egen Skæbne og saadanne romantiske Bedrifter, der egner sig for lyrisk Musik. Han hører til de Stille. Men i hans Produktion knyttes en sjælfuld Fasthed sammen med en modig Skæmt paa en højst indtagende Maade. Hans ny Bog vil sikkert finde god Jordbund.

 
[1] efterfølte: af efterføle, optage en andens følelse i sig (ODS). tilbage