Literatur
— Krøniker. Af Henrik Pontoppidan. P.G. Philipsens Forlag (109 S.).
I sit Forord skriver Forfatteren: "Dette er det første Hefte af en større Samling Smaafortællinger, Eventyr, Anekdoter – eller hvad man nu vil kalde disse Smaating, hvis Udgivelse vil blive fortsat, ifald det skulde lykkes mig at vinde Læsere". Denne Fortsættelse vil vistnok følge; Henrik Pontoppidan er i disse Krøniker – en Titel, han selv betegner som mangelfuld – slaaet ind paa en anden Vei, end den han hidtil har meent at burde følge i Literaturen, og han vil derved naae at vinde nye Venner blandt de Mange, der hidtil kun have anerkjendt hans betydelige sproglige Evne, men ikke have kunnet sympathisere med den Tendents, der kom til Syne i hans Forfattervirksomhed.
Henrik Pontoppidan har paany i "Krøniker" viist, at han skriver en let og elegant Prosa. Hvor andre Forfattere benytte Side paa Side til at præcisere en Persons ydre eller indre Egenskaber eller udmale et Sceneri, nøies han i Reglen med faa Ord, maaskee paa Grund af Fortællingernes fabellignende Indhold, men vel ogsaa fordi han har indseet, at et Maleri ikke saa meget beroer paa Farvernes Mængde som paa deres rette Brug. Hvad Indholdet angaaer, har han tildeels benyttet Træk fra gamle, danske Folkesagn, som han gjengiver i sammentrængt Form, ironiserende eller stemningsfuldt, alt efter Sujettets Beskaffenhed, saa at Krønikerne bygges over en enkelt kraftig Pointe i Smag med de Smaaskitser, der i rig Mængde findes i den nyere franske Literatur. For Indholdet af de øvrige Krøniker staar han, som han skriver, selv til Ansvar.
