IV. akt – København
På scenen/ I en stue, sen eftermiddag. Asmus er på vej hjem. Han var været og tilset Fru Bertha. Hun har det ikke rigtig godt. I mørkningen.
ASMUS:
(på vej ud, overfrakken)
Jytte og Karsten From! Jamen det tror jeg simpelthen ikke på, tante!
FRU BERTHA:
(der har skiftet karakter, er blevet mere forsigtig)
Ikke?
ASMUS:
Jytte! Med hendes kritiske sans! Det er vel ligefrem hendes adelsmærke! Ikke at lade sig forblænde! Alt hvad han laver, hele hans væsen er jo et stort blændværk.
FRU BERTHA:
Man har da hørt ham omtalt som sin generations største talent.
ASMUS:
Jeg har endda hørt ham omtalt som et geni! Jo tak. Den mand er skamløs! Han ser sine kunder som en glædespige betragter sine. Stryg dem med håret, kys dem i øret, så kan de ikke høre andet. Tror du ikke Jytte for længst har gennemskuet det.
Fru Bertha sukker.
ASMUS:
Jaja, lille tante. Det har været en slem tid for dig, og oprigtigt talt, salget af Storeholt kunne vi godt have undværet.
FRU BERTHA:
Jeg ser Johns navn i "Femte Juni" næsten hver dag. Jeg begriber ikke, hvad det kan interessere læserne, hvilke teaterforestillinger han finder på at besøge. Der er jo ikke fornuft i noget.
Tak fordi du ville komme, Asmus.
ASMUS:
Altid, tante. Og hvad Jytte angår så er den lille portrætmaler måske talentfuld; men De evner, der skal til for at true Jyttes stand og anstændighed, dem besidder han slet ikke. Jeg ville være helt rolig, hvis jeg var dig.
(ud)
IV,2 Jytte, John (om Karsten)
Rådhusuret slår. Aften, efterår, diset. Mennesker for hjemadgående.
Jytte kommer. Efter hende John.
JOHN:
Jytte! Vent! Hvorfor har du så travlt?
Jytte standser op og venter til John forpustet har indhentet hende.
JOHN:
Er du vred, Jytte?
JYTTE:
Beslutsom.
JOHN:
Det må jeg sige.
JYTTE:
Dig kan man ikke blive vred på. Ikke rigtig vred, John.
JOHN:
Vilhelmine kan.
JYTTE:
Det kan jeg så til gengæld godt forstå. Hvorfor er hun ikke med i aften?
JOHN:
Hvorfor, hvorfor ikke? Fordi hun har travlt. Det er en hemmelighed, men ...
JYTTE:
Så lad være med at afsløre den.
JOHN:
Hun er foreslået som præsident for den store vifteudstilling.
JYTTE:
Åh!
JOHN:
Dronningen skal være protektrice.
JYTTE:
Vil du svare mig ærligt, John.
JOHN:
Selvfølgelig.
JYTTE:
Det var ikke helt tilfældigt, vi mødte Karsten From i aften.
JOHN:
From? Hvad mener du?
JYTTE:
At han dukkede op. Ikke lyve, John.
JOHN:
Jeg tror ikke du er klar over det; men det ligger mig på sinde, at du forstår, at From agter dig, Jytte.
JYTTE:
Hvorfor?
JOHN:
Fordi! Det gør han! Han taler hele tiden om dig. Han er vist engang kommet til at være for påtrængende, og det er han forfærdelig ked af.
JYTTE:
Hvorfor ligger det dig meget på sinde?
JOHN:
Jeg vil bede dig gøre mig en tjeneste. Derfor. Det drejer sig om et stort portræt, der er bestilt hos From.
JYTTE:
Et portræt af dig?!
JOHN:
Ja. Hvad er der galt med det? Jeg er rigsdagsmedlem! Og det er lige det, der er problemet. From har lavet to skitser. En hvor jeg står i mit laboratorium med reagensglas og baskerhue … Ja, du skal ikke smile, det er meget … det er faktisk meget, meget …
JYTTE:
Godt.
JOHN:
Ja! Rigtig godt. Men det andet er måske bedre. Du skal se et blik. Det er ligesom når man ser sig selv i spejlet. Fra Rigsdagen. På talerstolen. Oprigtig talt, jeg kan ikke vælge, Jytte.
JYTTE:
Så tag dem begge to. Du må kunne få rabat.
JOHN:
Jytte!
JYTTE:
Hvorfor ikke?
JOHN:
Jeg må bede dig hjælpe med at vælge.
JYTTE:
Hvorfor ikke Vilhelmine?
JOHN:
Men det er jo til hende. Hendes fødselsdagsgave.
JYTTE:
Hun bliver henrykt.
JOHN:
Det tror jeg. Jeg ved lige, hvor det skal hænge.
JYTTE:
I entréen?
JOHN:
Ja. Hvor kunne det vide det? Lige hvor man kommer ind.
JYTTE:
Spøg til side, John.
JOHN:
Spøg?
JYTTE:
… Var det dig, der fik ideen til, at det var mig, der skulle vælge?
JOHN:
Ja!
JYTTE:
–
JOHN:
From er et helt igennem hæderligt menneske. Og ganske fornuftig, når man er på tomandshånd. Vidste du, at hans mor blev sindssyg og kastede sig ud af et vindue på fjerde sal.
JYTTE:
Så er det der måske derfor, han selv er som han er.
JOHN:
Faktisk. Jeg ved, han går i en stadig angst for selv at blive sindssyg.
JYTTE:
Karsten From?
JOHN:
Han har engang fortalt mig, at når han imellem kunne finde på at skabe sig, så var det for at folk ikke skulle mærke overgangen, hvis hans mors sygdom en skønne dag skulle bryde ud hos ham.
Jytte tavs og tænksom.
JOHN:
Har du nogensinde set hans øjne? Melankolien? Du ville virkelig gøre mig en stor tjeneste, hvis du ville se på de skitser.
JYTTE:
(tøver)
Du ved, hvad jeg mener om ham.
JOHN:
Ja. Selvfølgelig. Det anfægter jeg ikke.
JYTTE:
Det bliver ikke i morgen.
JOHN:
I overmorgen måske?
En dør går op, et lys. Karsten From træder frem. Han er lykkelig.
KARSTEN:
Frøken Abildgaard! Hvilen ære! Hvilken lykke! Velkommen til mit ydmyge hjem.
JYTTE:
Jeg kommer for at gøre min fætter en tjeneste.
KARSTEN:
Naturligvis. Det er mere end jeg turde håbe på.
JOHN:
En stor tjeneste!
KARSTEN:
(tager Johns hånd)
Kære ven! Træd nærmere.
Karsten leder sine gæster ind i mørket. Rådhusuret.
IV,3 Frk. Evaldsen i rigsdagen
Da de tre forsvinder kommer i det samme Tyrstrup og Gjærup ind på scenen. Rigsdagens forhal. De to officielt udseende herrer går målrettede afsted.
Frk. Evaldsen står der. Tyrstrup ser hende, tøver, beslutter sig til at gå over til hende.
TYRSTRUP:
Gjærup, vil De have mig undskyldt et øjeblik.
GJÆRUP:
(der ikke bryder sig om Frk. Evaldsens tilstedeværelse)
De har allerede ventet i …
(ser på sit lommeur)
TYRSTRUP:
Mødet starter ikke før, jeg kommer.
GJÆRUP:
Tyve minutter.
TYRSTRUP:
De kan gå i forvejen.
(over til Frk. Evaldsen)
Goddag, Frk. Evaldsen. Hvordan står det til? Jeg hører Enslev igen er blevet upasselig.
FRK. EVALDSEN:
Jeg kommer ikke fra ham.
TYRSTRUP:
Min sekretær fortalte, at han har forsøgt at få mig i tale?
FRK. EVALDSEN:
Det kan gøres kort.
TYRSTRUP:
Det vil jeg sætte pris på. Jeg er ventet.
FRK. EVALDSEN:
(ser over mod Gjærup, der er blevet stående)
Af Gjærup?
TYRSTRUP:
Og 20 andre herrer. Ja?
FRK. EVALDSEN:
Jeg kommer i anledning af meddelelsen i Berlingske i dag.
TYRSTRUP:
Hvilken meddelelse?
FRK. EVALDSEN:
At provst Broberg vil blive udnævnt til kultusminister, så snart kongen vender hjem fra jagten på Fyn. Det blev omtalt som en kendsgerning.
TYRSTRUP:
Det kan jeg ikke stå her og diskutere med Dem, Frk. Evaldsen.
FRK. EVALDSEN:
De er naturligvis klar over, at samme Broberg op til valget i uforblommede vendinger tog afstand fra Enslev og hans politik.
TYRSTRUP:
Som sagt, Frk. Evaldsen, det er et regeringsanliggende, som jeg ikke kan drøfte med Dem.
FRK. EVALDSEN:
Heller ikke overfor mig ganske privat dementere den?
TYRSTRUP:
Nej.
Frk. Evaldsen ser et øjeblik Tyrstrup an, i et forsøg på en moralsk nedsmeltning af ham. Så vender hun sig og går.
Gjærup kommer til.
GJÆRUP:
Var det i anledning af ministerudnævnelsen.
TYRSTRUP:
Frk. Evaldsen er en af de sjældne.
GJÆRUP:
En advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis kvinder får stemmeret.
TYRSTRUP:
Sådan var det ikke ment.
GJÆRUP:
De fortryder forhåbentlig ikke beslutningen.
TYRSTRUP:
(på vej ud)
Ikke så længe der er opbakning bag regeringens økonomiske reformer. Og det har De jo garanteret, der er.
IV,4 Frk. Evaldsen hos Enslev
Det ringer på døren. Lille Frøken Jensen kommer ilende til. Også Enslev kommer – under stærke (sten)smerter – ind på scenen og kaster sig i en stol.
LILLE JENSEN:
Er det Dem?
FRK. EVALDSEN:
Hvad havde De ventet? Den unge jægermesterinde?
LILLE JENSEN:
Vi troede, det var professoren.
ENSLEV:
(trods smerter, ler han fra sin stol)
Har De hørt, Lille Jensen. Evald er jaloux.
FRK. EVALDSEN:
Du kan vel ikke nægte, hun kommer her.
ENSLEV:
(stadig under smerter)
Og jeg nyder det! Det hviner af silkeundertøj, når hun går. Det er anderledes toner end dem fra de gamle harper. Åh …
(får rigtig ondt, begynder at jamre sig)
FRK. EVALDSEN:
(til Enslev)
Kære ven.
ENSLEV:
Lad vær’ at ynk!
FRK. EVALDSEN:
Slap af.
ENSLEV:
Bliv fra mig.
FRK. EVALDSEN:
Slap af, siger jeg. Træk vejret roligt.
ENSLEV:
Jeg …
FRK. EVALDSEN:
Thys! Hjælper det?
Enslev svarer ikke, men det ser ud som om, det gør.
FRK. EVALDSEN:
Hjælper det?!
ENSLEV:
Ikke ret meget.
Det hjælper helt tydeligt. Frk. Evaldsen fortsætter med sin massage? Lille Jensen er gået ud, men kommer nu tilbage. Hun bliver stående lidt bagved.
ENSLEV:
Meget lidt.
FRK. EVALDSEN:
Dejligt at høre, du sætter pris på det.
ENSLEV:
Har jeg ikke sagt, jeg ikke vil have dig rendende her i tide og utide.
FRK. EVALDSEN:
Jeg kommer heller ikke rendende.
ENSLEV:
Det er mit hjem.
FRK. EVALDSEN:
For så vidt man kan kalde en møbeludstilling fra Magasin et hjem.
ENSLEV:
Kom så med det. Hvor har du været?
FRK. EVALDSEN:
Det skal du ikke bryde dit hoved med nu.
ENSLEV:
Du har været hos Tyrstrup.
Frk. Evaldsen siger ikke noget.
ENSLEV:
Han gir pokker i mig. Jeg ved det. Gjærup og kumpaner har ham i krebsen. Det bliver Broberg.
FRK. EVALDSEN:
Det bliver Broberg.
Der kommer en række smertejag gennem Enslev.
FRK. EVALDSEN:
Rolig … Træk vejret roligt.
ENSLEV:
(har svært ved at beherske smerten)
Nyder du det?!
FRK. EVALDSEN:
Nej.
Smerterne fortager sig.
ENSLEV:
Hvad forestiller de sig? At de kan gøre det gratis?! At jeg vil finde mig i den ydmygelse! Jeg har naturligvis forberedt det hele. Evald, inde i den øverste skrivebordsskuffe. Du kan spørge …
(får øje på Lille Jensen)
Lille Jensen! Står De der endnu.
LILLE JENSEN:
(tørt)
Ja.
ENSLEV:
Og hvor mange gange har jeg ikke sagt, at De bare har at forsvinde, når jeg ikke udtrykkelig beder Dem blive.
Lille Jensen, ingen reaktion, deadpan.
ENSLEV:
Og alligevel står De der?!
Ingen reaktion.
ENSLEV:
Hvad har jeg arme menneske gjort, siden jeg er omgivet af æsler og dromedarer! Kan De slet ingenting høre?!
(påtaget mildt)
Lille frøken Jensen …
LILLE JENSEN:
Ja.
ENSLEV:
De har altså ikke rent mistet hørelsen.
LILLE JENSEN:
Nej da.
ENSLEV:
Det glæder mig.
LILLE JENSEN:
Jeg hører skam udmærket, når bare ikke hr. Enslev råber op og skælder ud. Så jeg døv. Af barmhjertighed!
ENSLEV:
Inde i den øverste skuffe, ligger der et brev. Hvad er det?
LILLE JENSEN:
Brevet!
ENSLEV:
Hvor har De det fra?! Går De …
LILLE JENSEN:
Det lå og flød!
ENSLEV:
Lå og flød? Hvordan … Det forstår jeg ikke.
LILLE JENSEN:
Det lå og flød!
ENSLEV:
Tager det.
Ikke så snart har man fået lidt ondt, før De benytter Dem af lejligheden til at behandle mig som et barn.
(rækker brevet til Frk. Evaldsen)
Her.
(til Lille Jensen)
Hvad har jeg gjort?
LILLE JENSEN:
(smiler)
– Det kunne ikke falde mig ind at sige det er fordi, De opfører Dem som … ja. Jeg er et tyende, der kender sin plads.
ENSLEV:
Må jeg være her!
FRK. EVALDSEN:
Må jeg læse det?
ENSLEV:
Du skal!
Frk. Evaldsen åbner brevet og læser.
ENSLEV:
(til Lille Jensen)
"… et tyende, der kender sin plads … " Vorherre bevares. Vidste De, at det er i kampen for mennesker som Dem, jeg har slidt et helt liv.
LILLE JENSEN:
De har fortalt det.
(følger med i Frk. Evaldsen reaktion, lidt adspredt)
Tak, hr. Enslev.
Frk. Evaldsen sænker brevet. Det har gjort indtryk på hende.
FRK. EVALDSEN:
– Og det er du sikker på, du mener?
Enslev pludselig grebet af fortvivlelse. Han har svært ved at holde følelserne nede.
FRK. EVALDSEN:
Tyge?
(vil være ham til trøst)
ENSLEV:
Nej. Bliv fra mig. Rør mig ikke! Ja, det er jeg sikker på!
(får styr på bevægelsen)
Tag brevet med dig. Så snart ministerudnævnelsen foreligger begiver du dig uden tøven til Tyrstrup og afleverer det. Lover du mig det?
FRK. EVALDSEN:
– Ja.
Det ringer på døren.
ENSLEV:
Professor Hagen. Jeg vil være alene med ham.
Det ringer igen på døren. Vedvarende.
LILLE JENSEN:
Jaja. Vi er jo ikke døve.
Lille Jensen på vej ud for at lukke op. Hvor hun forsvinder ud, dukker Karsten From med gæster, dvs. John og Jytte op.
IV,5 Forførelsen – 1, skitserne
I stedet for Asmus træder John og Jytte nu ind.
KARSTEN:
Velkommen til min ydmyge bolig.
JOHN:
Ydmyge! Nu ber jeg. Hvad siger du, Jytte?
Jytte siger ingenting. Hun ser sig omkring.
KARSTEN:
Jeg har bedt min husholderske servere lidt te inde i dagligstuen, men jeg foreslår, vi først ser på skitserne.
JOHN:
Enig. Og du bestemmer, Jytte. Hvad du beslutter dig for er lov for mig.
Karsten trækker tæppet af den første skitse. Vi ser ikke billedet, men skuespillernes reaktion. John lyser op.
JOHN:
På talerstolen! Rigsdagsbilledet. Den sorte frakke. Den klæder mig vist egentlig, gør den ikke?
(ser over på Jytte, som ikke svarer, derpå over på Karsten From)
KARSTEN:
Bestemt.
JOHN:
Og blikket. Har du set det. Ånd, myndighed …
(fniser)
… det er lige ved, det slet ikke ligner.
JYTTE:
Det har du da egentlig ret i.
JOHN:
(krænket)
Hvad mener du med det.
KARSTEN:
(afslører næste)
Laboratoriet. Forskeren.
JOHN:
(forelsket i sit eget billede)
Det er nu altså heller ikke ueffent. Det må du da indrømme, Jytte.
JYTTE:
Hvad er det, du står med i hånden?
JOHN:
En kartoffelblomst.
JYTTE:
Åh. Men hvorfor dette lidende udtryk.
JOHN:
Lidende?
(ser over på Karsten i håb om, han kan svare)
KARSTEN:
Tænksomme.
JOHN:
Tænksomme, Jytte. Jeg vil nu snarere kalde det "tænksomt".
KARSTEN:
Dyb indsigt er ofte forbundet med lidelse.
Jytte ænser ikke John. Hendes opmærksomhed er rettet mod Karsten From. Karsten møder lidt genert hendes blik.
JOHN:
Sådan er det jo. Jeg synes udtrykket er fuldkommen rigtig truffet. På den anden side … rigsdagsbilledet … Men ikke et ord. Fuldkommen tavshed, mens retten sidder.
Jytte bevæger sig – som jeg ser det – frem på scenen, ned mellem de to staffelier. John bliver tilbage, fastlåst i beskuelse. Jytte passerer Karsten – og den flg. samtale er hævet en etage over situationen.
JYTTE:
(i det hun passerer)
De er dygtig.
KARSTEN:
Tak.
JYTTE:
Meget dygtig.
KARSTEN:
Mange tak.
JYTTE:
Når nu menneskene er så glade for at blive bedraget, hvorfor så ikke unde dem den lykke.
KARSTEN:
Fordi vi måske kan blive enige om, at mørket til slut opsluger alting, behøver vi så alle at indrette vore dage på at se denne frygtelige sandhed i øjnene?
JYTTE:
– Hvad mener De?
KARSTEN:
Jeg spørger.
JYTTE:
Om hvad?
KARSTEN:
Skal vi leve i forsagelse, fordi døden venter? Et tåbeligt spørgsmål, ikke sandt. Ikke desto mindre synes det at være begrundelsen for at så mange henslæber deres liv i grå kedsommelighed og føler sig moralsk hævet over dem, der foretrækker lys, farver, bevægelse.
JYTTE:
Jeg kom her, fordi min fætter bad mig så mindeligt; men det her er kunstnerisk … jeg ved ikke hvad.
KARSTEN:
Bondefangeri.
JYTTE:
De siger ordet.
KARSTEN:
Fordi det står stavet i Deres øjne; men De tager fejl, frøken.
JYTTE:
Det kan være De kan bedrage John, det kan være De kan bedrage hele verden; men jeg finder det utilgiveligt, at De tror, De kan bedrage mig.
KARSTEN:
De tager fejl, siger jeg jo.
JYTTE:
Jeg har da øjne.
KARSTEN:
De ser det, De forventer at se, frøken Abildgaard.
Jeg var dygtig, siger De. Det er rigtigt. Jeg har i modsætning til de fleste af mine kolleger gjort mig den umage at bemestre et håndværk. Enhver idiot kan smøre verdens elendighed op på et lærred.
JYTTE:
De er jo vred.
KARSTEN:
Men er skønheden mindre sand end disse idioters elendighed?! Er henrykkelsen, selvforglemmelsen?! Er det lykkelige suk, der forløses i en elskovsakt mindre sandt end dét, vi forlader verden med? Jeg har et stort ønske …
JOHN:
Nej! Så kan du sige hvad du vil, Jytte; men det bliver … Det må blive … Ja …
(kan så alligevel ikke beslutte sig)
KARSTEN:
(vender sig mod John)
Hvis det er så svært, er der endelig også den mulighed at vi trak lod.
JOHN:
(med forfærdelse)
Trække lod?! Det kan man da ikke!
KARSTEN:
Det sker slet ikke så sjældent.
JOHN:
Rigsdagsbilledet! Det må være dét! Det er det mest repræsentative. Hvad siger du, Jytte.
JYTTE:
Hvis det er det, du vil.
JOHN:
Vilhelmine vil synes bedst om det. Hun er blevet direktrice for den store vifteudstilling. Har jeg fortalt det?
KARSTEN:
Det har De.
JOHN:
Jeg ser hende næsten aldrig. Så besøger hun Enslev, og nu har hun så også kastet sig over vævningen.
KARSTEN:
Jeg troede det var heste.
JOHN:
Det var det på Storeholt. Nu er det vævningen. Hun er meget ivrig. Tre gange om ugen drager hun afsted til Østerbros Væveskole …
(vender sig mod skitsen igen, forelsket)
Det er rejsningen.
KARSTEN:
Undskyld?
JOHN:
På rigsdagsbilledet. Der er noget storslået og monumentalt over det.
John sætter sig ned i stille beundring. Her efterlader vi ham på standby.
Jytte vil gå.
KARSTEN:
Frøken.
Jytte venter.
KARSTEN:
Lov mig ikke at svare, før De har tænkt Dem om.
JYTTE:
På hvad dog?
KARSTEN:
Jeg vil gerne have mulighed for – om ikke andet, så blot for denne ene gangs skyld at vise, hvad jeg formår.
JYTTE:
Hvad holder Dem tilbage?
KARSTEN:
Dertil kræves den ypperste model. Vil De sidde for mig?
JYTTE:
For bagefter at blive hængt op på væggen på Charlottenborg, til skue for hele København! Hvad forestiller De Dem?
KARSTEN:
At vi river øjeblikket ud af tidens strøm og foreviger det i Deres skikkelse og med Deres ånd. At vi skaber vor egen verden. Af lysende skønhed og stor dybde.
JYTTE:
De og jeg?
KARSTEN:
Ja.
JYTTE:
Jeg takker for æren, men jeg er helst fri.
(vil vende sig bort)
KARSTEN:
Frøken Abildgaard – !
(griber fat i hende)
JYTTE:
(dæmpet)
Jeg må bede Dem slippe.
Karsten holder stadig fat i Jytte. Så slipper han. Hun bliver stående.
KARSTEN:
Jeg er vokset op i elendigheden. Jeg kender den bedre end de fleste. Enten går man til grunde, eller også beslutter man sig. Jeg besluttede mig, til at gå gennem denne jammerdal med et uforskammet smil. En bajads, men lyt ikke til ordene, lyt til tonen, åndedraget bag …
IV,6 Forførelsen – 2, Jytte & Fru Bertha
Jytte går, dvs. frem på scenen.
FRU BERTHA (off):
Jytte!
JYTTE:
(råber tilbage)
Jeg er hjemme!
KARSTEN:
Jeg ved De hver dag mellem klokken 11 og 12 spadserer på Langlinje.
JYTTE:
Har John fortalt det?
KARSTEN:
Jeg vil tillade mig at hilse på Dem og tage det som et tegn på at jeg må stoppe Dem, hvis De hilser igen.
Fru Bertha kommer ind. Karsten trækker sig tilbage, men følger med i standby position.
FRU BERTHA:
Jeg kunne ikke forstå, hvor du blev af. Hvor har du været?
JYTTE:
Jamen, det sagde jeg jo. Jeg har hjulpet John med at vælge det maleri, han vil forære til Vilhelmine.
FRU BERTHA:
Så har du alligevel været hos From. Talte vi ikke om det forleden aften og blev enige om, at …
JYTTE:
Mor! Det er ikke alvorligt.
FRU BERTHA:
Er det ikke alvorligt at min datter sjusker sit liv væk med den slags mennesker.
JYTTE:
Den slags mennesker! Tager ikke tilværelsen mere alvorligt end den fortjener. Det kunne vi lære noget af.
FRU BERTHA:
Forleden dag bad jeg dig ikke at besøge denne maler. Nu forbyder jeg dig det.
JYTTE:
Forbyde mig, lille mor. Det kan du ikke.
FRU BERTHA:
Hvorfor gør du det, Jytte. Det er samme ligeglade rastløshed som Arvid. Jeg beder dig.
JYTTE:
(til brevet, Fru Bertha står med)
Er det et brev?
FRU BERTHA:
(rækker brevet til Jytte og går)
Ja, det er et brev.
Fru Bertha rækker Jytte brevet og går.
IV,7 Forførelsen – 3, breve fra Meta
JYTTE:
(Åbner konvolutten)
Meta –
Meta står i udkanten af scenen, publikum bliver nu opmærksom på hende. Meta begynder at gå frem mod Jytte. Meta taler som et brev, mens Jytte folder brevet ud og begynder at læse. Fra læsningen, går det over i en regulær situation mellem to kvinder.
META:
Jerve den 3. november. Allerkæreste Jytte. Jeg har i den sidste tid tænkt meget på dig og på, hvordan jeg må have såret dig, da du opholdt dig på Storeholt i sommer. Jeg håber du kan tilgive mig.
JYTTE:
Jamen sødeste, Meta, hvad er det, jeg skal tilgive dig?
META:
At jeg gik omkring der og vidste alting meget bedre og ville have dig til at synes om Johannes.
JYTTE:
Ja, det var dumt.
META:
Vi ønskede jo bare det bedste, og jeg var jo helt lukket inde i min egen uforgribelige lykke, at jeg ingenting så. Men nu!
JYTTE:
Du er måske ikke lykkelig mere?
META:
Jo! Og alligevel også ulykkelig. Fynboerne kan jo ikke lide den kur, Povl giver dem. Nej! Fynboerne vil have piller og nu er der en folkestemning mod Povl.
JYTTE:
Men hvad med din svoger? Han må da kunne mægle.
META:
Jo. Men det gør han ikke.
JYTTE:
Hvad siger han?
META:
Bebrejder Povl, at valget gik som det gik. Bare fordi Povl sagde, at han hjertens gerne solgte sin stemmeret for en sukkerkringle til hver af sine børn.
JYTTE:
Sagde han det?
META:
Det gjorde han da. Povl har jo aldrig lagt skjul på, hvad han mente, Men jeg vil meget hellere høre, hvordan går det dig?
JYTTE:
Jo –
META:
Og jeg skal nok lade være med at spørge, om du er blevet gift eller forlovet. Det kom jeg rigtig galt afsted med på Storeholt, så meget forstod jeg da. Jeg kan huske, jeg tænkte om du måske var syg.
JYTTE:
Syg? Hvorfor det?
META:
Men det gjorde jeg bare. Povl spurgte, hvordan du havde det, da han kom og hentede mig den dag.
JYTTE:
Han kender mig jo slet ikke.
META:
Jeg har da fortalt ham om dig. Og jeg sagde. Jeg tror Jytte bliver sindssyg.
JYTTE:
Sindssyg?!
META:
Hvis hun ikke allerede er det. Ja, det sagde jeg. For det troede jeg. For der var også dette skrækkelige menneske … denne maler …
JYTTE:
Karsten From.
META:
Ja. Bagefter forstod jeg godt, hvorfor du var så interesseret i ham. Jeg skulle selvfølgelig forstå, at du i hvert fald ikke var forelsket i Johannes. Men dengang. Jeg troede jo, du var ved at blive sindssyg.
JYTTE:
(lægger en finger på Metas læber, i fortrolighed)
Thys!
META:
Jeg forstod ikke, du overhovedet ville lade ham komme i nærheden af dig. At du ville tale med ham.
JYTTE:
(igen fingerens på Metas læber)
Thyss.
Meta bliver stille, forundret. Lyttende. Karsten From trækker frem.
KARSTEN:
Frøken Abildgaard …
JYTTE:
(til Meta)
Jeg har talt med ham.
META:
Hvem? Maleren?!
JYTTE:
Karsten From. Jeg har mødt ham flere gange, men aldrig rigtig, før nu.
META:
Og?
JYTTE:
Alt hvad han siger, skal selvfølgelig ikke tages alvorligt, men når jeg tænker på det … eller … det var tonen, jeg blev grebet så underligt om hjertet … der bliver råbt, men aldrig svaret … tonen af ensomhed, af hjemløshed …
(vender sig fortabt mod Meta)
Hvem kender ikke den?
META:
Vil det sige …
JYTTE:
(afbryder resolut)
Nej! Det er naturligvis udelukket!
KARSTEN:
Men hvorfor? Hvad har jeg gjort, siden De synes jeg skal straffes på denne måde?
JYTTE:
Lige siden jeg var helt ung, har jeg set frem til det øjeblik med en blanding af skræk og nysgerrighed, da jeg skulle møde ham …
Meta sætter sig ned, læsende Jyttes ord.
META:
" … dette mandlige genbillede af min egen ulykkesskikkelse … "
KARSTEN:
De må da kunne sige mig, hvad jeg har gjort.
META:
(hen for sig)
Povl har klumpfod. Man vænner sig til det.
KARSTEN:
(taler til Jyttes ryg)
Hver dag mellem klokken elleve og tolv spadserer jeg på Langlinje. Jeg venter; men De dukker aldrig op.
Jytte vender sig.
KARSTEN:
Frøken Abildgaard. Endelig.
JYTTE:
Ikke her! Her er der for mange der kender os.
KARSTEN:
Jeg er til Deres disposition. De siger blot hvor.
IV,8 Forførelsen – 4, søerne
META:
(med brev)
" … myldr, trængsel i butikker, travlhed på kontorerne, som alle femhundrede tusinde københavnere er sat i bevægelse for at finde en knappenål. Overalt møder man kendte ansigter, derfor har vi forlagt vore ture til stierne omkring søerne, og alligevel … "
NATHALIE LUND:
(kommer ilende)
Frk. Abildgaard – !
JYTTE:
Skynd Dem!
Karsten From vender sig bort for at komme væk fra Nathalie Lund.
NATHALIE LUND:
Frøken Abildgaard. Jeg syntes jo nok det var Dem. Og er det ikke …
(ser over mod Karsten, snøfter)
KARSTEN:
From.
NATHALIE LUND:
Ja, Dem kender man. Vi er jo nogle stykker –
KARSTEN:
Undskyld?
NATHALIE LUND:
Som man ikke kan undgå at kende.
Karsten kender ikke Nathalie Lund, men er selvfølgelig for høflig. Hvad betyder kvinden?
JYTTE:
Fru Nathalie Lund.
NATHALIE LUND:
Kolding. Jeg har taget min mands navn efter …
KARSTEN:
Åh.
NATHALIE LUND:
Så er De med, ikke sandt.
(til Jytte)
Så skal De måske snart op at hænge.
(snøfter)
Jytte ryster på hovedet, har tankerne andre steder henne, kan ikke rigtig følge med.
NATHALIE LUND:
Jamen kæreste, hvordan er det De ser ud. De hører vist ikke til vores venner. Bevægelsen.
(snøfter)
JYTTE:
Åh ja, den wellerske. Undskyld, jeg er lidt fraværende ….
NATHALIE LUND:
Den wellerske?! Den Nathalie-Koldingske! Weller er humbug og fidus, det har jeg engang for alle bevist! Vidste De ikke det?! Lille frøken. Hver morgen. Kolde fodbade. Åndedrætsøvelser for åbenstående vinduer. Gentaget hver anden time dagen igennem.
(snøfter)
Det ved efterhånden alle fornuftige folk i København.
Jeg har hørt at Dihmer er kommet til byen. Min mand har set ham.
(går uden yderligere)
Karsten og Jytte tilbage.
Meta snøfter. Rejser sig, lader brevet ligge for at gå ud i køkkenet. Børnene er blevet så underligt stille. De sidder sikkert og spiser strøsukker under bordet.
KARSTEN:
En religionsstifter.
JYTTE:
– Hvad?
KARSTEN:
Fruen. En prædiken i koldt vand for åbne vinduer.
JYTTE:
Her kan vi ikke mødes mere.
KARSTEN:
Så var tiden måske inde til at jeg inviterer Dem indendørs.
JYTTE:
Jeg må hjem.
KARSTEN:
Eller bedre endnu. Offentlig vedgår at vi mødes.
JYTTE:
Jeg er bange for, min mor ikke forstår, hvor jeg bliver af.
KARSTEN:
Frøken Abildgaard!
JYTTE:
Jeg beklager, men jeg bliver nødt til …
(vil gå)
KARSTEN:
Jytte!
Hun standser. Fornavnet er nyt i hans mund. Næsten som en blufærdighedskrænkelse.
KARSTEN:
De tror ikke jeg kan forandre mig?!
JYTTE:
Nej.
KARSTEN:
Men alting er forandret efter jeg har mødt Dem. Jeg er blevet set. For første gang er der et menneske, der har set mig, og ikke kun den person, jeg stiller til skue. Jeg burde være lykkelig, men det er jeg ikke. Det er grufuldt. For nu ser jeg mit eget liv med Deres øjne, fra begyndelsen til nu. Den forældreløse vajsenhusdreng, der søger sine glæder på gaden og hvad dermed følger af menneskeforagt og mistro til anden lykke end øjeblikkets nydelse. Mit liv er tomt. De har vist mig det, og jeg takker Dem. Uden Dem ved jeg ikke, hvad jeg stiller op. Med Dem åbenbarer sig en verden, jeg ikke før har kendt til. I Deres ansigt …
JYTTE:
Jeg beder Dem.
KARSTEN:
Giv mig i det mindste lov til at male Dem. Så De kan få syn for sagn.
JYTTE:
Vær venlig at tie stille.
KARSTEN:
I Deres øjne er der hemmeligheder til et helt liv.
JYTTE:
Ti stille.
KARSTEN:
De vil kunne hjælpe mig. Gøre mig til det, De bebrejder mig, jeg ikke er. Et ordentligt menneske, en betydende kunstner.
JYTTE:
– Ti Stille. Jeg beder Dem.
KARSTEN:
Så tier jeg. Jeg forstår. Jeg håber så også De forstår, at det ikke er med min gode vilje, at jeg må sige farvel. Jeg kan ikke længere holde til at møde Dem på denne måde og vide, at jeg aldrig kommer Dem nærmere. Jeg er kommet til at holde af Dem. Jeg elsker Dem. Farvel, frøken Abildgaard.
(vender sig bort)
IV,9 Forførelsen – 5, Jytte overgiver sig
Jytte raser.
JYTTE:
Han ved det. Han ved, jeg er … ! Og så tror han ikke, jeg kan gennemskue ham. Farvel, frøken Abildgaard. Lev vel, frøken Abildgaard. Jeg ved jo, hvem han er. Hvordan han lever!
Tvillingebroderen. Min sjælelige tvillingebroder!
Det er ham jeg tænker på, når jeg vågner. Ham jeg længes efter, når jeg går i seng. Ham af alle. Jeg ved han har haft elskerinder, mange elskerinder; men man må ikke dømme ham. Han er et ensomt ulykkeligt menneske – og meget sårbar. Jeg nærer en stor ømhed for ham. Det kan ikke være anderledes.
FRU BERTHA (off):
Jytte! Er det dig, Jytte?
JYTTE:
(får travlt med at komme afsted)
Ikke nu. Jeg kan ikke tale med hende nu.
Jytte bevæger sig helt frem på scenen, med ryggen til Fru Bertha, der nu kommer ind og ser sig omkring. Ser ingen. – Meta forlader også scenen.
FRU BERTHA:
Jytte? Det var mærkeligt.
(igen på vej ud)
Jytte …? Er du her?
IV,10 Forførelsen – 6, Karsten & John
Uden overgang. John har "stået", er færdig. Alt dette foregår bogstaveligt bag Jyttes ryg, og han er nu ved at afføre sig sin sorte frakke, og iføre sig hverdagstøj.
KARSTEN:
… hvad der er blevet mig tilstået af kvindekønnet er altid blevet foræret mig i min egenskab af ungkarl, ikke som kommende ægtemand. Selv finder jeg, at det ville have været både grisk og uforskammet, hvis jeg ud over deres milde gaver også havde anmodet om deres hånd.
JOHN:
Det lyder interessant.
KARSTEN:
Ikke spor. Det er sørgeligt.
JOHN:
På den måde, selvfølgelig.
KARSTEN:
Men jeg har for så vidt affundet mig med min skæbne, og jeg gjorde mig da heller ikke andre forestillinger end den at indtage den sædvanlige ydmyge rolle, da jeg forsigtigt nærmede mig Deres overmåde attraktive kusine.
JOHN:
Jeg tænkte nok, det var hos hende hunden lå begravet.
KARSTEN:
(taler til John, men nærmer sig samtidig Jytte, der har ryggen til; det er tydeligt at hun hører, hvad han siger, hun har rejst sig, men ikke vendt sig – han ved, at hun hører det; han begynder under dette at kærtegne hende; Jytte står med ryggen til og lader sig kærtegne)
Sky og stolt. En fuldblodshoppe. Og fra starten vidste jeg, det ville blive vanskeligt. Sådan ville hun have det, og jeg var villig til at føje hende. Jeg glædede mig endda over, at jeg blev nødt til at tage alle mine talenter i brug, hvis jeg skulle gøre mig noget håb om gevinst.
JOHN:
De udtrykker Dem lige lovligt bramfrit. Jytte er trods alt min kusine.
KARSTEN:
Forførelsen er også en kunstart, jægermester.
JOHN:
Jojo.
KARSTEN:
Jeg tror, jeg har vundet Deres kusines hengivenhed.
JOHN:
Virkelig? Så burde man vist ønske til lykke.
KARSTEN:
Men jeg vil så nødigt se lang tids møje blive til ingenting på grund af en dumhed. Kan jeg bede om Deres råd, jægermester.
JOHN:
Hvis jeg kan give det inden for anstændighedens grænser.
KARSTEN:
Modsat enhver erfaring, får jeg, ansigt til ansigt med Deres kusine, pludselig den fornemmelse, at det vil være en krænkelse ikke at fri.
JYTTE:
(vender sig mod Karsten)
Således driver Vorherre sit svigefulde spil med menneskesjælen.
KARSTEN:
(til Jytte)
Det gør han vist.
JOHN:
(tager sit ur frem, adspredt)
Undskyld, jeg er sen på den. Der er et farligt postyr i Rigsdagen for øjeblikket. Modsætningerne skærpes. Jeg kunne få en høj pris for min loyalitet; men jeg bevarer overblikket og venter til det rette øjeblik. Jeg ved jo, det ville glæde Vilhelmine, hvis jeg kunne overraske hende med en ministerpost.
(på vej ud)
KARSTEN:
Jeg bad om Deres råd.
JOHN:
Jamen, jeg vil da anbefale at gøre alvor af det. Jeg skal blot lige vænne mig til tanken om Dem som ægtemand.
(på vej ud)
Som jeg siger til Vilhelmine: Man kan snart ikke stole på noget mere.
Karsten har fulgt John ud. Off:
JOHN
Hvad ved De for resten om Østerbros Væveskole – ?
IV,11 Forførelsen 7 – Budskabet
Jytte ind på Scenen. Asmus og Fru Bertha.
JYTTE:
(rystet)
– John? Det er ikke mere end et par dage siden jeg så ham. Da lignede han da helt sig selv.
ASMUS:
Han så tilfældigt Vilhelmine stige af sporvognen. Han fulgte efter hende og fik formentlig et chok, da han opdagede, at hun var på forbudne veje. I hvert fald måtte politiet tilkaldes.
JYTTE:
Sidder han virkelig på den lukkede?
ASMUS:
Der var ikke meget fornuft tilbage i ham. Gudskelov nåede Vilhelmine at slippe væk af bagtrappen, mens John ødelagde entredøren. Jeg tør ikke tænke på, hvad der ellers ville være sket.
JYTTE:
Hvem var det?
ASMUS:
Hvem?
JYTTE:
Elskeren.
FRU BERTHA:
Det kommer ikke os ved.
ASMUS:
En skovtaksator, der har arbejdet for Rabenfelt på Fyn. Han kom meget på Storeholt. Ja, jeg syntes blot jeg ville orientere jer, før I læste om det i aviserne.
Asmus ud. Jytte vil også gå.
FRU BERTHA:
Jytte.
(rækker en kuvert frem mod hende)
JYTTE:
Hvad er det?
FRU BERTHA:
Du kan jo selv se.
JYTTE:
(begynder at læse)
"Kære Geheimrådinde! Hjertelig til lykke med Deres datter. Hun er blevet kunstmaler Froms elskerinde". Nej! Hvad er det?
(ser igen)
" En veninde". Det skal jeg da lige love for. Hvad siger du til det?
FRU BERTHA:
Hvad kan jeg sige?
JYTTE:
Tror du på det?
FRU BERTHA:
Ikke hvis du siger, det ikke passer.
JYTTE:
Men det gør det overhovedet ikke!
FRU BERTHA:
Det er jeg glad for at høre.
JYTTE:
Har du været i tvivl?
FRU BERTHA:
Jeg har hørt så meget, men ikke noget fra dig. Du går, du kommer, jeg har ingen anelse om, hvad du foretager dig og hvad du tænker.
JYTTE:
Jeg er ikke Karsten Froms elskerinde; men jeg har talt meget med ham den sidste tid.
FRU BERTHA:
Så er det alligevel sandt.
JYTTE:
Det er ikke sandt, mor. Jeg vil meget gerne have, at du møder ham. At vi inviterer ham herhjem.
FRU BERTHA:
Det kan der ikke blive tale om.
JYTTE:
Mor. Det her er ikke noget pludseligt indfald.
FRU BERTHA:
Det vil jeg virkelig håbe, det er.
JYTTE:
Karsten og jeg har talt om at forlove os.
FRU BERTHA:
Nej!
JYTTE:
Og vi vil gerne have din velsignelse.
FRU BERTHA:
Det må ikke være sandt.
JYTTE:
Jeg er lykkelig, mor.
FRU BERTHA:
Og hvor længe tror du, den lykke vil vare?
JYTTE:
Hvorfor ikke bare tage tingene, som de er? Hvorfor skal vi altid gøre det så svært for os selv?
FRU BERTHA:
Og det siger du, Jytte?
JYTTE:
Det siger jeg.
FRU BERTHA:
Du, der i din sygelige måde grublede dig ud af din kærlighed til en god og hæderlig mand som Torben Dihmer, og som nu igen har fantaseret dig ind i dette forhold til en ... person, som kun vil misbruge dig.
JYTTE:
Hvorfor kan du ikke tro på, han kan elske mig?
FRU BERTHA:
Karsten From ønsker sig social anseelse, og den skal du levere.
JYTTE:
Du kender ham overhovedet ikke.
FRU BERTHA:
Jeg vil aldrig anerkende hr. From som min svigersøn.
JYTTE:
Så må du jo lade være.
FRU BERTHA:
Jeg havde engang tre børn, Jytte.
JYTTE:
Det har jeg hørt, og hvor Arvid fandt sit sidste hvilested, det ved vi ikke. Men Ebbe ligger med skam i sin grav.
FRU BERTHA:
Vil du tie stille, Jytte!
JYTTE:
Hvor længe skal vi blive ved med at bære sorg?! Jeg vil have lov til at være lykkelig!
FRU BERTHA:
Ja; men du vil blive misbrugt som enhver, der lader sig fange ind af sine egne drømme.
To kvinder, der netop har været i samme situation, skænderiet. De befinder sig stadig begge på scenen, men kontakten mellem dem ophører. De er alene, hver især:
Fru Bertha synker ned på en stol, bliver fjern, og bliver nok siddende der et stykke tid endnu (til Tyrstrup opsøger hende).
IV,12 Forførelsen – 8 beseglet
Jytte bliver opmærksom på Karsten, der – forelsket – står og betragter hende. Kommer hen, tager hende i sine arme. Musik. De danser, med opmærksomheden rettet mod hinanden, sensuelt.
Torben Dihmer kommer ind. Standser i periferien. Som den allerførste scene, nu blot med mennesker. Bliver stående.
JYTTE:
(optaget af Karsten)
Fra tidernes morgen. Har vi været bestemt for hinanden. To omflakkende aftensvæsner, der mødes ved solnedgang og forenes før natten skiller os. Begge født med samme fredløse skumringssind, der flygter for lyset og gruer for natten.
Jytte trækker Karsten ind til sig og med sig. De forsvinder.
Torben går frem på scenen. I byen, og over byens tage, høres rådhusklokken – ? Torben sætter sig, lader stedet sive ind. Han er tilbage i byen. (I princippet sidder Torben og Fru Bertha i hver sin side af scenen).
IV,13 På redaktionen.
Nat på "Femte Juni"’s redaktion. Samuelsen er på vej hjem. Han har allerede overfrakken på.
RÅB:
Stormvarslet!
Stormvarslet!
Stormvarslet er på trapperne!
Samuelsen sukker dybt, irriteret, men resignerer så. Han vender sig mod det sted, hvor Frk. Evaldsen et kort øjeblik efter dukker op.
SAMUELSEN:
(elskværdig)
Frk. Evaldsen. Hvad skylder jeg æren så sent?
FRK. EVALDSEN:
Er der nogen nyheder?
SAMUELSEN:
Det må man håbe. Vi driver en forretning med den slags.
FRK. EVALDSEN:
Fra Rigsdagen.
SAMUELSEN:
Der har været aftenmøde, men ingenting er sivet ud om ministerudnævnelsen. Jeg går ud fra, det er det, Enslev gerne vil høre. Jeg har lovet at ringe, så snart jeg hørte noget.
FRK. EVALDSEN:
Og hvornår regner man med det?
SAMUELSEN:
Når som helst. Er der noget jeg kan byde på?
FRK. EVALDSEN:
Vognen holder dernede og venter. Jeg kom kun for at fortælle, at mødet i overmorgen ikke finder sted her på redaktionen, men hos Enslev på Skt. Annæ Plads.
SAMUELSEN:
Enslev har fået et tilbagefald, hører jeg.
FRK. EVALDSEN:
Og så også for at indprente, at det De kalder Enslevs tilbagefald ikke er noget at snakke om, og slet ikke noget at skrive om. Vi skulle nødig vække forhåbninger de forkerte steder, og nødig se "Femte Juni" gentage succesen fra sidste gang, da folk troede ham død. Så megen vægt lægger Enslev heller ikke på store oplag.
(vil gå)
SAMUELSEN:
Frk. Evaldsen.
FRK. EVALDSEN:
Ja?
SAMUELSEN:
Må jeg tage et øjeblik af Deres tid.
FRK. EVALDSEN:
Hvad drejer det sig om?
SAMUELSEN
(ser om der befinder sig nogen i det tilstødende lokale)
Undskyld, men om natten har væggene ører.
FRK. EVALDSEN:
Er det så slemt?
SAMUELSEN:
Det er ikke godt. Jeg ville meget gerne forberede Enslev på, at kvartalsregnskabet stiller sig betydeligt ringere, end vi har været vant til i de sidste mange år.
FRK. EVALDSEN:
Det kan vel ikke overraske.
SAMUELSEN:
Ikke?
FRK. EVALDSEN:
Med det pjank, som "Femte Juni" efterhånden bliver fyldt med. Damepynt, fodbold teatersladder. Hvad er der blevet af fyrtårnet i den politiske kamp?
SAMUELSEN:
600 af vore faste abonnenter forlod avisen efter Enslevs Strige tale, dertil kommer at vore annonceindtægter i samme periode drastisk er blevet formindsket. Jeg vil foreslå Enslev, at vi dæmper den politiske tone i bladet og beder om Deres opbakning.
FRK. EVALDSEN:
Det mener De ikke alvorligt?
SAMUELSEN:
Det kan jeg love Dem for, jeg gør.
FRK. EVALDSEN:
Hvad har vi ellers "Femte Juni" til, hvis den ikke skal være forum for vore synspunkter.
SAMUELSEN:
Jeg havde håbet, De ville kunne forstå problemet.
FRK. EVALDSEN:
Men det kan jeg ikke!
SAMUELSEN:
Frafaldet hos os giver de moderate fremgang, Frk. Evaldsen. 2000 nye abonnenter hos "Folkebladet" alene på grund af deres nye kirkelige søndagstillæg.
FRK. EVALDSEN:
Det får De rig lejlighed til at forklare, når De taler med Enslev i overmorgen.
(på vej ud)
SAMUELSEN:
(nærmest desperat)
Der må gøres noget! Afdragene på Viktoriapressen, papirpriserne, mindre oplag, en skrue uden ende.
Frk. Evaldsen er gået.
IV,14 Asmus møder Torben Dihmer
Torben Dihmer har rejst sig op.
TORBEN:
Hotellet havde et par billetter til salg, og jeg havde ikke andet at foretage mig, så jeg gik til bal. Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne sidde uforstyrret. En mærkværdig oplevelse, ingen kendte mig, men jeg kendte alle. Næsten.
Her har Asmus vist sig.
TORBEN:
Din kusine dansede med en herre jeg ikke før har set.
ASMUS:
Jeg forstår hende ikke. Hun er og bliver en af de mere uløselige gåder i mit liv.
TORBEN:
Hvem var han?
ASMUS:
Karsten From. Portrætmaleren.
TORBEN:
Nej. Det siger mig ikke noget.
ASMUS:
I dag en af de mest kendte ansigter, i morgen, hvad der kommer hurtigt, går hurtigt.
TORBEN:
Er det … ?
ASMUS:
Jyttes forlovede. Det er det vel.
TORBEN:
Kunne man ikke have forventet sig et lidt mere anseeligt resultat med al den ihærdighed, hun har lagt for dagen i sin udvælgelse.
ASMUS:
Kærlighed suspenderer fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop meningen med den; men lov mig, Torben. Bliv ikke bitter over den historie.
TORBEN:
Bitter? Tværtimod. Jeg er taknemmelig for din kusines standhaftige vankelmod.
ASMUS:
Bravo Torben! Sådan skal det være!
TORBEN:
(lidt forundret)
Hvad mener du?
ASMUS:
Hvad skal du bruge bitterheden til nu, hvor der er så meget at tage fat på.
TORBEN:
Å h jo.
ASMUS:
Du kunne ikke være kommet hjem på et mere heldigt tidspunkt. Politikerne har længe arbejdet ihærdig på at bringe folkestyret i miskredit. Tyrstrup har allieret sig med præsteskabet. Og Enslev bliver det aldrig godt med igen. Med andre ord, Torben, så venter man på den virkelige statsmand, og her kommer du så med friske erfaringer fra begge sider af Atlanterhavet.
TORBEN:
Hvis det er mig, du ser i skikkelsen som den virkelige statsmand, kommer du til at vente længe.
ASMUS:
Sludder og vrøvl, du skal blot lige akklimatiseres.
TORBEN:
Der skal nok mere til end det, når jeg ikke længere deler den almindelige tiltro til lovgivningsmagten. Faktisk tvivler jeg på, at den kan udrette noget som helst til gavn for menneskene.
ASMUS:
Det forstår jeg vist ikke helt.
TORBEN:
Det er ellers meget enkelt. Jeg er på vej tilbage til Favsingholm.
ASMUS:
Til Favsingholm! Du vil da ikke fortælle mig, at du vil begrave dig derovre igen?
TORBEN:
Ikke begraves. Jeg hører til der.
ASMUS:
Du er måske et stykke nagelfast inventar?
TORBEN:
Vi føres.
ASMUS:
Jaja.
TORBEN:
Stik imod vore egne ønsker og forhåbninger narres vi eller nødes vi til, skridt for skridt at opfylde vort livs bestemmelse. Det ser vi, om end ikke før, så når vi når vejs ende.
ASMUS:
(har måbende hørt Torben)
– – – Det siger du?
TORBEN:
Ja.
ASMUS:
Du mener det måske også? Det er ikke din spøg.
TORBEN:
Nej.
ASMUS:
Jeg har aldrig, i alle mine dage hørt noget så enestående dumt som det! Aldrig! Hvordan skal vi nogensinde kunne slippe ud af middelalderens mørke, hvis vi lader vore liv spærre inde af fordomsfulde forestillinger om, hvad der er vores bestemmelse?! I stedet for at åbne os og blive til i de muligheder, der ligger foran os.
TORBEN:
Det kan være du har ret …
ASMUS:
Ikke hvis det er sandt, det du lige har sagt!
TORBEN:
Kan du huske historien om munken, der blev sunget ind i evigheden af en troldfugl, mens han sov.
Asmus sukker.
TORBEN:
Da han vågnede, var der gået flere hundrede år, og verden var blevet en anden. For mig er det gået lige omvendt: Jeg har fundet verden ganske uforandret, men jeg er blevet 3oo år ældre og har mistet følingen med tiden.
ASMUS:
Gift dig, Torben.
TORBEN:
" Gift dig".
ASMUS:
Ja, for pokker! Der findes andre kvinder i verden. Et ægteskab giver et sundt og fornuftigt forhold til tilværelsen. Gift dig, Torben.
TORBEN:
Gift dig selv, Asmus.
ASMUS:
Jeg?! Det har jeg ikke tid til.
Torben ler.
ASMUS:
Jeg har min plads i ambulancen.
TORBEN:
Ja, det kan vi blive enige om. Menneskeslægten er syg, afsindig. Jeg har rejst i tre verdensdele. Overalt, hvor jeg kom frem, har jeg mødt samme sygelige rastløshed. Hele denne vanvittige produktionsfeber som ikke svarer til noget naturligt behov. Det må være en dødsdømts sidste krampetrækninger. Vi fører et liv, der ikke er noget liv.
ASMUS:
Men hvad vil du? Fortæl mig, hvad du vil.
TORBEN:
Jeg vil mærke det virkelige liv. – Jeg rejser tilbage til Favsingholm i morgen. Det vil sige jeg vil forbi Jerve. Jeg vil gerne hilse på distriktslægen der. Du må jo kende ham.
ASMUS:
Povl Gaardbo?
TORBEN:
Det er navnet.
ASMUS:
Hvad vil du ham?
TORBEN:
Jeg har læst hans bog bog. En moderne levelære …
ASMUS:
Du fortæller mig da ikke, du frivilligt har læst den bog.
TORBEN:
Har du?
ASMUS:
Nej, men jeg har læst interviewene med ham i aviserne. Han er endnu en af disse …
TORBEN:
Asmus. Lad os ikke også blive uenige om ham. Tak fordi du tog tid til at tale med mig.
ASMUS:
Sig mig, tager du dine piller.
TORBEN:
Du må hilse din tante og din kusine …
ASMUS:
Tager du dine piller, Torben? Svar mig ærligt.
TORBEN:
Der gøres ikke mirakler i verden, Asmus. Heller ikke af videnskaben.
(vil gå)
ASMUS:
Jeg håber, du er klar over, hvad det betyder?
TORBEN:
Du har gjort meget for mig, og jeg forstår, hvis du mener, jeg er utaknemmelig.
ASMUS:
Det er ikke et spørgsmål, om du er taknemmelig eller ej. For dig drejer det sig om liv og død. Hvad kan jeg sige, før du forstår det.
TORBEN:
Jeg har forstået det.
ASMUS:
Du tager dem altså ikke?
TORBEN:
Jeg har forsonet mig med min skæbne.
ASMUS:
Det er selvmord! Det er selvmord, du er i gang med.
TORBEN:
Lad os nu ikke skilles som uvenner.
ASMUS:
Selvmord, Torben.
TORBEN:
I morgen tager jeg til Favsingholm, og om et år, kommer du og besøger mig. Så kan vi fortsætte samtalen derfra.
ASMUS:
Et år?! Du lever ikke et år til, hvis du ikke tager din medicin.
TORBEN:
Nå ja. Så vil der være et menneske mindre i verden. Det er det hele.
IV,15 Nat hos Enslev
Telefonen ringer i mørket. Frk. Evaldsen i en spot, tager telefonen.
FRK. EVALDSEN:
Det er hos Enslev. (…) Ja det er mig.
Nu tændes der også et lys et andet sted på scenen. Enslev i sin seng.
ENSLEV:
(rejser sig halvt op i sengen, råber)
Jensen! Lille Jensen!
Frk. Evaldsen har lagt røret, går ind til Enslev.
ENSLEV:
Evald! Hvorfor er du ikke hjemme hos dig selv?
FRK. EVALDSEN:
Taburetten er blevet besat. Det blev Broberg.
ENSLEV:
Men vi er forberedt, Evald. Brevet til Tyrstrup.
FRK. EVALDSEN:
Jeg bliver nu alligevel en smule forstemt. Jeg kan ikke forstå, de vil byde dig det.
ENSLEV:
Sørg for han får det hurtigt.
LILLE JENSEN:
(kommer lidt fortumlet ind)
Ja! Hr. Enslev kaldte.
ENSLEV:
Ja, tak for opmærksomheden, Lille Jensen. Jeg er både død og begravet.
LILLE JENSEN:
Meget vel. Så går jeg i gang med at sende takkekort for elskværdig deltagelse i begravelse. Eller foretrækker hr. Enslev at få sin havregrød først?
Frk. Evaldsen kommer tilbage, halv påklædt til at gå ud.
FRK. EVALDSEN:
Jeg skrev en kopi til Samuelsen, så han er orienteret.
Viser kopi frem til Enslev, så han kan kontrollere det.
ENSLEV:
(ser ikke på den)
Skynd dig nu bare.
Frk. Evaldsen gir Enslev et kys på panden, eller forsøger, Enslev undgår det.
FRK. EVALDSEN:
Pas godt på dig selv.
(ud)
På vej ud passerer Frk. Evaldsen Tyrstrup "i svingdøren". Lyset fades ned for Enslev, som bliver siddende i sin seng. Og vi kan stadig se ham i et svagt lys. Og lyset fades op for Fru Bertha.
IV,16 Tyrstrup hos Fru Bertha.
Tyrstrup på vej ind til Fru Bertha.
TYRSTRUP:
Fru Abildgaard. Tak fordi De ville se mig.
FRU BERTHA:
De er altid velkommen, Tyrstrup.
TYRSTRUP:
Jeg tillader mig at gå lige til sagen. Vi kan være sikre på, at ingen hører os her.
FRU BERTHA:
Fuldstændig.
TYRSTRUP:
Jeg er kommet for at bede Dem om en tjeneste. Det drejer sig om et brev fra Enslev, jeg fik overbragt af Frk. Evaldsen her til morgen. Hvis indholdet af det brev kom til offentlighedens kundskab ville det være en ulykke både for partiet og – det er min faste overbevisning – for den gamle selv. Jeg ved han sætter Dem højt, og jeg vil ganske enkelt bede Dem gå til Enslev og bede ham trække brevet tilbage.
Fru Bertha går frem, det har ramt hende, hun tænker.
FRU BERTHA:
– – Og må jeg spørge, hvad der står i det brev.
TYRSTRUP:
Det kan jeg desværre ikke svare på. Brevet er stilet til partiledelsen og overrakt til mig i min egenskab af næstformand.
FRU BERTHA:
Det er en lidt besynderlig tjeneste, De beder af mig, Tyrstrup.
TYRSTRUP:
Det ved jeg. Jeg ville heller aldrig have spurgt Dem, hvis jeg ikke er fuldkommen overbevist om, at De vil være enig med mig, hvis De kendte indholdet.
FRU BERTHA:
Men der findes folk i partiet, hvis ærinde jeg ikke vil gå.
TYRSTRUP:
Netop de menneskers sag, vil blive styrket, hvis Enslevs brev bliver offentliggjort.
FRU BERTHA:
Jeg står i gæld til Enslev. Vi står alle i gæld til ham.
TYRSTRUP:
Tør jeg håbe, at De ikke tror mig i stand til at misbruge et tillidsforhold.
FRU BERTHA:
Jeg stoler på Dem, Tyrstrup. Men jeg tror ikke De skal gøre Dem håb om, at Enslev vil lytte til mig.
TYRSTRUP:
De vil altså gøre forsøget.
FRU BERTHA:
Ja.
ENSLEV:
(i baggrunden)
Selve fru Abildgaard, det må jeg sige. Men så ræk mig min slåbrok, Lille Jensen.
Tyrstrup
Jeg vil være Dem meget taknemmelig. Hvis jeg så blot må bede Dem om, der ikke går for lang tid, før De opsøger ham. Jeg skulle gerne have svaret inden klokken seks. På det tidspunkt har jeg et møde, hvor jeg bliver nødt til at offentliggøre brevet, hvis det ikke er trukket tilbage.
IV,17 Fru Bertha og Enslev
Nu hos Enslev.
ENSLEV:
Som De ser finder De mig halvt i negligé.
FRU BERTHA:
De skal have tak fordi, De ville lukke mig ind.
ENSLEV:
Det er også mod Deres nevøs udtrykkelige ordre; men fornøjelsen ved at få besøg af en så sjælden gæst kunne jeg ikke nægte mig selv.
FRU BERTHA:
Så elskværdig, Enslev. Jeg har hørt, De har været upasselig på det sidste.
ENSLEV:
Ikke noget at tale om.
(holder en cigar op)
Jeg skulle lige til at tænde den, da jeg fik Deres kort. Hvad siger De, fru Abildgaard. Går det an?
FRU BERTHA:
Endelig, Enslev.
ENSLEV:
Jamen så …
(går i gang med at tænde)
Tre dages afholdenhed. Det er jo en af de få fornøjelser … …
FRU BERTHA:
Jeg håber den smager Dem. Det er det sikreste tegn på, at en mand befinder sig vel.
ENSLEV:
Det gør den. Sandelig.
(babber på cigaren)
– Skal jeg lette Dem overgangen?
FRU BERTHA:
Hvad mener De?
ENSLEV:
Jeg ved, hvorfor De er kommet.
FRU BERTHA:
De ved det?!
ENSLEV:
Jeg har gættet det. De er sendt af Tyrstrup som ambassatrice og overordentlig befuldmægtiget.
FRU BERTHA:
Men hvordan?
ENSLEV:
De behøver ikke beundre min skarpsindighed. Tyrstrups grævlingekarakter er almindelig kendt, og det ligner ham godt nok at overtale en dame til at gå hans ubehagelig ærinder. Det er brevet der er anledningen.
FRU BERTHA:
Ja.
ENSLEV:
Og hvad har De så at sige til det?
FRU BERTHA:
Jeg kender ikke indholdet.
ENSLEV:
De kender ikke indholdet!
FRU BERTHA:
Tyrstrup følte ikke, han var berettiget til at meddele mig det.
ENSLEV:
Åh. Hvad kalder vi det? Finfølelse. En hæderlig mand.
FRU BERTHA:
(sukker dybt)
Enslev. Deres bitterhed …
(afbrydes)
ENSLEV:
Men hvorfor. Enhver vil kunne læse mit brev i morgen i "Femte Juni". Jeg siger blot, at jeg på grund af det almindelige bagstræb, der for tiden hersker i partiet ønsker at frabede mig den ære, at være dets formand.
FRU BERTHA:
Jeg tænkte nok, det måtte være det.
ENSLEV:
Og samtid meddeler jeg så også, at jeg udtræder af partiet.
FRU BERTHA:
Nej!
ENSLEV:
(får pludselig en enorm kvalme)
Jensen!
FRU BERTHA:
Det kan De ikke!
ENSLEV:
Ikke? Jensen!
FRU BERTHA:
Det parti, De selv har været med til at danne.
Lille Jensen kommer ind.
ENSLEV:
(holder cigaren op)
Sæt den i havnen!
LILLE JENSEN:
Havnen? Hvad for en?
ENSLEV:
Cigaren, for pokker!
LILLE JENSEN:
Professoren har ordineret Dem en god cigar.
ENSLEV:
Så tag den dog. Få den væk.
LILLE JENSEN:
(tager cigaren og går med den)
Det er ikke godt.
Frk. Evaldsen er kommet ind. Lille Jensen passerer hende.
ENSLEV:
Hvad skal du?
FRK. EVALDSEN:
Er der noget galt?
ENSLEV:
Jeg taler med Fru Abildgaard. Vi vil ikke forstyrres.
Frk. Evaldsen nikker til Fru Bertha og trækker sig tilbage. Et øjebliks pinlig tavshed.
ENSLEV:
… Sådan er det.
FRU BERTHA:
Men De er jo selve partiet Enslev.
ENSLEV:
Så må de andre gå; men det får De dem nok ikke til.
FRU BERTHA:
Der var engang, hvor vi forestillede os den tid, vi nu befinder os i som en fredens og menneskekærlighedens guldalder. Jeg husker stadig den tale, hvor De lykønskede vore børn…
ENSLEV:
(afbryder)
Undskyld, fru Abildgaard. Jeg husker den ikke. Jeg må være ved at blive gammel.
FRU BERTHA:
Åh ja.
ENSLEV:
Og det må De også være. For jeg ved ikke hvor mange gange De har fortalt mig om den.
FRU BERTHA:
Det har jeg sikkert. Det kunne skyldes, at jeg aldrig har formået, at få Dem til at komme med Deres bedømmelse af tilstandene i landet.
ENSLEV:
Tilstandene?
FRU BERTHA:
Det er vel ikke det land, De i Deres ungdom drømte om.
ENSLEV:
Hvis De med tilstandene mener det lumpne forræderi mod alt, hvad vi i partiet har kæmpet for, så har De ret. Jeg havde ikke i mine værste mareridt forestillet mig det.
FRU BERTHA:
Sammensværgelse, forfølgelse, ser De! Men ikke den elendighed, der omgiver os. Åh Enslev, hvis jeg havde en mands kraft og evne til at tale til masserne. Jeg ville råbe det ud på alle torve: tiden er af lave. Fornuft! Mere fornuft! Selvbesindelse inden det er for sent. Jeg har denne frygtelig fornemmelse af en katastrofe, vi glider imod.
ENSLEV:
Det er der heldigvis råd for. De har vel hørt om Nathalie Koldings nyeste åbenbaring.
FRU BERTHA:
Jeg spøger ikke.
ENSLEV:
Det gør fru Kolding vist heller ikke. I hvert fald har hun nu fået sin mand til at investere i et stykke jord i Odsherred. Her kravler voksne mænd og kvinder omkring på alle fire og efter, hvad jeg har hørt: uden en trevl på kroppen i den noble hensigt at afværge den store civilisatoriske verdenskatastrofe og genskabe de oprindelige paradisiske tilstande på jorden.
FRU BERTHA:
Åh Enslev.
ENSLEV:
Ikke sandt. Der er håb endnu.
FRU BERTHA:
Jeg skulle ikke være kommet. Det ser jeg nu. Jeg ønsker Dem en god bedring.
Fru Bertha, såret, på vej ud.
ENSLEV:
Fru Abildgaard … Bertha.
Fru Bertha vender sig mod Enslev. Han har rakt hånden frem mod hende.
ENSLEV:
Kom.
Fru Bertha tager Enslevs hånd.
ENSLEV:
De har mistet Hjalmar. Deres sønner. Vi mister hele tiden, vi mister alt. Sådan bindes vore liv mod slutningen sammen af sorger og savn. Til sidst mister vi også det. Livet. Det ved vi, og så svært det end er at fatte, kalder vi det ikke for "en katastrofe". Vi siger, det er livets gang. Dét vi alle skal igennem på hver vores måde. Men ud over det, hvad plager Dem så? Noget plager Dem.
FRU BERTHA:
Jeg ved snart ikke.
ENSLEV:
Jo, De ved, og De er kommet her for at fortælle mig det.
FRU BERTHA:
Håbløsheden og en dræbende ligegyldighed breder sig som en smitsom sygdom. Tro mig, der er rundt om i landet mange, der i disse tider har samme knugende følelse af hjemløshed som jeg. Mange sidder og fryser af uhygge ved tanken om, hvad fremtiden vil bringe. Andre aner ikke deres levende råd og handler i blinde. Som Jytte. Det er som en sygdom. De har da kendt hende som den kloge, den fornuftige …
ENSLEV:
Jytte? Er hun syg?
FRU BERTHA:
Undskyld. Jeg er ikke kommet for at tale om hende. Hør på mig, Enslev. Der er kun een herhjemme, der har magt til at hjælpe. En eneste, der måske endnu kan vække folket til selvbesindelse og afværge en national ulykke.
ENSLEV:
Og det er Tyrstrup?
FRU BERTHA:
Det er Dem, Enslev! De er den, hvis ord alle lytter til. Den eneste, hvis tale når ud til hele folket med myndighed og styrke. Tyrstrup ved, han ikke magter opgaven alene, og når De går imod ham, hvor skal han da søge sine forbundsfæller?
De kan gøre ende på denne vilde lovløshed, hvis De stillede Dem bag Tyrstrup.
ENSLEV:
Og ydmygt accepterede, at han udnævner den mand til kultusminister, der brugte hele sin valgkamp på at nedgøre mig og alt det jeg har stået for.
FRU BERTHA:
Glem fortiden. Nu er det fremtiden det gælder. Vi har haft splid og ufred nok. Forlig Dem med Tyrstrup! Slut fred med alle dem, som vil det gode!
ENSLEV:
Fru Abildgaard, vær venlig …
FRU BERTHA:
Gør det, Enslev! Eftertiden vil velsigne Deres Navn!
ENSLEV:
Så ti dog stille. Rejs Dem. Det er for tåbeligt! Komme her og give mig politiske råd! De må da kunne indse, hvor latterlig Deres opførsel er.
Fru Bertha, som under det foregående har knælet ned idet hun har grebet om Enslevs hånd, kommer nu til bevidsthed. Hun har rejst sig og søgt bort fra Enslev, bort fra situationen. – Jeg ser Fru Bertha i front, Enslev ved sin seng bagved, hvor lyset bliver dæmpet. Han har kaldt på:
ENSLEV:
Jensen! Lille Jensen!
Lille Jensen hjælper Enslev til rette. Frk. Evaldsen kommer også til, men det foregår meget stille.
IV,18 Fru Bertha, Jytte, Karsten
Fru Bertha sidder/står i mørkningen. Jytte kommer stille til. Bag hende anes Karsten From.
JYTTE:
Mor. Lille mor. Sidder du her?
Fru Bertha svarer ikke. Hun virker nærmest forstenet.
JYTTE:
Jeg kommer for at fortælle, at Karsten og jeg har været på rådhuset. Vi har giftet os. Mor?
FRU BERTHA:
Jeg har været en svag og dårlig mor for dig og dine brødre, Jytte.
JYTTE:
Jeg kommer for at fortælle dig, at vi er meget lykkelige.
FRU BERTHA:
Jeg skulle have tvunget dig til at gifte dig med Torben Dihmer, da jeg så, du ikke selv havde nogen vilje.
JYTTE:
Mor!
KARSTEN:
(nærmer sig, standser op igen)
Jytte –?
FRU BERTHA:
Jeg skulle have taget ansvaret på mig; men jeg var for fej. Nu kommer straffen.
KARSTEN:
(vil gå ind til Jytte og Fru Bertha)
Jytte.
Jytte får fat i Karsten, inden han kommer ind. Hun trækker ham med ud.
JYTTE:
Kom. Jeg tror mor trænger til at være alene.
Jytte og Karsten ud. Fru Bertha bliver siddende under den følgende scene.
IV,19 Enslev og Samuelsen.
Under det foregående er Samuelsen kommet ind til Enslev. Endnu mens der er halvmørke bagtil, på Enslev og co.
ENSLEV:
(delvist off)
Evald!
(Som jeg ser det): Lys på Enslev, situationen gror, personerne bevæger sig fremad på scenen.
ENSLEV:
Evald!
Frk. Evaldsen kommer ind, bliver stående "i døren".
ENSLEV:
Kom ind.
Asmus dukker op bag Frk. Evaldsen. Enslevs råb lød næsten som et nødråb.
FRK. EVALDSEN:
Professoren er kommet.
ENSLEV:
Han må vente. Kom ind og sæt dig.
Frk. Evaldsen kommer ind og sætter sig. Asmus ud igen.
ENSLEV:
(mod Samuelsen)
Så vil jeg gerne have, De gentager.
SAMUELSEN:
Gentager?
ENSLEV:
Hvad De lige har sagt.
SAMUELSEN:
At jeg siger min stilling op.
ENSLEV:
Ordret, Samuelsen.
SAMUELSEN:
Jeg skal hermed opsige min stilling som chefredaktør på "Femte Juni".
ENSLEV:
Mere.
SAMUELSEN:
Jeg kan ikke fortsætte med at handle mod min overbevisning.
ENSLEV:
Overbevisning!
(ler kraftigt)
Hører du, Evald. Den slags skal der vidner til. Vil du tage notater, så starter forhandlingerne.
(til Samuelsen)
Lad os være kontante. Hvad vil De opnå, Samuelsen?
SAMUELSEN:
Jeg tror, De har misforstået mig, Enslev.
ENSLEV:
Det kan ikke være lønnen, der er noget i vejen med. De er formentlig et af de bedst aflønnede mennesker i dette land.
SAMUELSEN:
Det er som jeg siger. Jeg ønsker at fratræde min stilling.
(lægger en konvolut på bordet)
ENSLEV:
Hvad er det?
SAMUELSEN:
Min skriftlige opsigelse.
FRK. EVALDSEN:
Det kan De ikke gøre!
SAMUELSEN:
Ikke?
FRK. EVALDSEN:
Ikke nu!
ENSLEV:
Evald!
Frk. Evaldsen klapper i.
ENSLEV:
Og hvornår ønsker De så at fratræde?
SAMUELSEN:
Opsigelsesfristen er på tre dage.
FRK. EVALDSEN:
Tre dage.
SAMUELSEN:
Som kontrakten i sin tid blev forlangt udformet. Så De kunne sætte mig på porten, når som helst det passede Dem. Det var sådan De udtrykte Dem. I overmorgen altså.
ENSLEV:
Meget vel, Samuelsen. Hos mig har enhver sin frihed.
SAMUELSEN:
Jo men så …
ENSLEV:
Jeg holder ikke på Dem.
SAMUELSEN:
Farvel.
(går)
Enslev virker (påtaget) fornøjet.
FRK. EVALDSEN:
Det er jo forræderi. Stop ham, Tyge.
ENSLEV:
Han har gjort det før. Han kommer tilbage. En mand med hans livsførelse kan ikke frivilligt gå fra en stilling som den.
(har åbnet kuverten, læser)
FRK. EVALDSEN:
Var det ikke døren.
Frk. Jensen!
Asmus stikker hovedet ind.
ASMUS:
(kommer ind)
Så er det måske tilladt lægen at få lov til at se sin patient.
LILLE JENSEN:
(kommer også ind)
Ja?
FRK. EVALDSEN:
Bed Samuelsen komme tilbage.
ASMUS:
Samuelsen?
LILLE JENSEN:
Samuelsen er gået.
ASMUS:
Det var mærkeligt, at jeg skulle møde ham her. På vej herover hørte jeg, at Samuelsen skulle være redaktør på præsternes ny blad.
FRK. EVALDSEN:
Hvad er det for et blad?
ASMUS:
Jeg har ikke hørt om det før; men startkapitalen skulle være stor og ambitionerne ligedan.
ENSLEV:
Det får de også brug for. Jeg overtager selv den daglige ledelse af "Femte Juni".
ASMUS:
De Enslev?
ENSLEV:
Det bytte taber bladet ikke ved!
ASMUS:
Det tror jeg gerne; men jeg tænker mere på Deres helbred. De er stadig rekonvalescent.
ENSLEV:
Jeg har aldrig følt mig friskere. Og aldrig så fri. Vi kunne passende starte med et mistillidsvotum til den siddende regering. Den skal ikke få et øjebliks ro!
ASMUS:
For mig at se, ligner De et menneske, der trænger til at få hvilet lidt.
ENSLEV:
Jeg tror, De vil give mig ret, professor, når jeg siger, der er to onder, der har hærget menneskeheden. Tyranni og overtro.
ASMUS:
Åh ja.
ENSLEV:
Hver for sig slemme, men en ulykke for os alle, når de optræder samlet.
ASMUS:
Bestemt, men jeg kan blot ikke se …
ENSLEV:
På en sådan overenskomst mellem tyranni og frygtsom overtro bygger ethvert kirkesamfund. Derfor har kirken, moskeen, synagogen altid været despotiets sikreste forbundsfælle. Jeg siger: vogt jer for herrerne i de lange kjoler! Men hvad foretager vor egen regering sig i den anledning? Bekæmper det?! Nej, det gør den ikke. Tværtimod. For første gang siden demokratiets sejr, bliver skole, videnskab og kunst lagt ind under en kirketjeners formynderskab! Undskyld, jeg hidser mig op, professor; men hvad betyder det i denne sammenhæng om jeg får hvilet mig eller ej?
ASMUS:
Med Deres helbred kunne det betyde forskellen mellem liv og død.
ENSLEV:
Så giver jeg Dem en mission, professor: hold mig i live til kampen er vundet. Efter Deres ven, Torben Dihmer, er blevet mere eller mindre sindssyg er der nemlig ikke andre tilbage til at vinde den – én gang til! – end mig.
(på vej ud)
Evald, sørg for at redaktionssekretærerne giver møde her i morgen formiddag.
(ud)
Frk. Evaldsen også ud. Asmus alene tilbage på scenen (bortset fra Fru Bertha, som jo også sidder der – uden for fokus).
ENSLEV (off):
Evald! Hvor er listen med telefonnumrene på vores venner?
Frk. Evaldsen passerer scenen i stor hast på vej mod Enslev. Derpå er Asmus igen alene. Han vender sig mod Fru Bertha.
IV,20 Asmus beretter for Fru Bertha
Fru Bertha har trukket opmærksomheden til sig.
FRU BERTHA:
" Døden"?
ASMUS:
Jeg bevidnede hans tale fra galleriet. Da formanden efter begæring gav ordet til det ærede medlem fra Københavns tredje kreds, rejste Enslevs sig. Det var i samme nu, som var han den eneste levende i salen, så lydløst stille blev der. Kun hørtes de dumpe stød af stokken, da han gik mod talerstolen, og i stilheden var det som et varsel. Nu stod han deroppe med tilbagekastet hoved og lod sit mørke vilde blik glide over forsamlingen, for derpå at løfte det mod loger og galleri, som han havde det for skik, så langt nogen kunne huske. Med næsten uhørlig stemme begyndte han sin tale, og for flere af dem, der havde lært hans virkemidler at kende, så man bekymringen tegne sig i deres ansigter. Var de kommet for at se Enslev styrte og selv at medvirke til faldet, vidste de dog, at ingen kunne være tryg, når den gamle kriger var på færde. Dog, de kunne have sparet sig deres frygt, for skønt han hele tiden talte i denne beherskede, næsten spagfærdige tone, lød knurrende protester fra salen. Mange af hans gamle venner fra landbokredse sad med indadvendte og bedrøvede udtryk. En skægget missionsmand fra Vestjylland sad med foldede hænder og stirrede på ham i forfærdelse. Det var som Enslev talte mod en mur. Helt derop hvor jeg sad kunne jeg mærke den kulde, der slog imod ham fra disse tætte rækker af mænd, der for de flestes vedkommende havde modtaget deres politiske dåb af den gamles egen hånd, og som han siden havde ødslet sin beskyttelse over og delt sine triumfer med. Nu var der ingen nåde at hente for ham og hans sag, og i hans tilbageholdte stemme hørtes både skrig og hulken. Pludselig sluttede han sin tale. Han samlede kort, hvad han havde sagt og opfordrede forsamlingen til at nedstemme det ministerium, der på det skammeligste havde misbrugt folkets tillid og forrådt dets helligste sag. Afstemningen var mere brutal, end selv hans værste fjender kunne have håbet. Kun tolv støttede den gamle; men allerede inden resultatet blev bekendt havde Enslev forladt rigsdagen. Om aftenen samledes en flok mennesker nedenfor hans lejlighed på Skt. Annæ Plads for at hylde ham. Han var ikke klædt på til kulden på altanen.
FRU BERTHA:
" Døden"? Nu?
Under dette, lys på Enslev i sin seng. Fru Bertha vender sig mod ham, på besøg, bliver mødt af Frk. Evaldsen. Asmus er med.
ASMUS:
Denne gang er det alvor.
ENSLEV:
Fru Abildgaard. Hvad skal jeg nu bebrejdes?!
(ler)
FRU BERTHA:
Bebrejdes, Enslev?
ENSLEV:
Har De gjort andet de sidste mange år. De er ikke den eneste. Til mig hæftes al skyld, misvækst, dårlig økonomi, vanartede børn.
FRU BERTHA:
Jeg er ikke kommet for at diskutere.
ENSLEV:
De skal ikke holde Dem tilbage. Jeg er beredt. For folk som mig findes der ingen ro og ingen lykke.
FRU BERTHA:
Men det er noget sludder, Enslev. De har meget at være lykkelig og taknemmelig for.
ENSLEV:
Min såkaldte lykke, fru Abildgaard, var, at jeg fra barnsben var lidt klogere end mængden. Derfor var det så, at hadet og småligt nag allerede tidligt bed sig fast i hælene på mig som min egen skygge. For hver en hengiven ven var der tredive falske og hundrede hadefulde missundere. Men de skal passe på, at de ikke kommer til at glæde sig for tidligt. Deres nevø har lovet at give mig mine kræfter tilbage og to år mere. Er det ikke sandt, professor.
ASMUS:
Det har jeg vist ikke.
ENSLEV:
Og så skal der holdes dommedag i Danmark!
(til Asmus)
For dether er skidt. Nu holder kræfterne ikke mere end et par minutter.
Kræfterne er sevet bort igen. Frk. Evaldsen har nærmet sig langsomt bagfra. Noget jaloux over den opmærksomhed Enslev har givet Fru Bertha.
FRK. EVALDSEN:
Jeg tror han trænger til at hvile sig nu.
ENSLEV:
Det har du ikke nogen mening om, Evald.
FRK. EVALDSEN:
– Nej.
ASMUS:
Men De har ret, Frk. Evaldsen.
Asmus og Frk. Evaldsen trækker sig tilbage. Fru Bertha bliver stående et øjeblik og ser på ham. Det må være sidste gang.
FRU BERTHA:
– Farvel, Enslev.
Svarer ikke. Fru Bertha holde øjenkontakten med ham et stykke tid, trækker sig så også, da:
ENSLEV:
Hun tog sit eget liv. Jeg kunne ikke tillade mig at sørge.
Fru Bertha ser igen på Enslev.
ENSLEV:
På det tidspunkt var jeg gift. Med min pensionatsværtinde.
(ler, så godt han nu kan)
Det vidste De nok ikke, fru Abildgaard. At Deres retsindige Hjalmar aldrig var blevet justitsminister, hvis der ikke havde fandtes en liderlig, aldrende pensionatsfrøken med stærke sympatier for ung og kraftfuld landlig accent. Gratis kost og logi og friheden til at arbejde politisk. Det var min gevinst. Og landets! Det ville alt sammen være gået tabt, hvis det var blevet kendt, at jeg bedrev utugt med en ung kvinde af det bedre selskab. Og det gjorde vi! I guder, hvor vi bedrev utugt. Hun er den eneste, jeg har elsket. Hun betalte den fulde pris for mit liv i almenvellets tjeneste.
Frk. Evaldsen står som lammet. Hun har svært ved at trække vejret.
ENSLEV:
Men jeg kunne ikke sørge. Hendes død havde været forgæves, hvis jeg havde tilladt mig at vise min sorg.
Der lyder nogle gisp fra Frk. Evaldsen. Som fra en druknende, der endelig får vejret igen. Fru Bertha er opmærksom på Frk. Evaldsen.
FRU BERTHA:
Frk. Evaldsen –
Frk. Evaldsen går ud. Hun vil bare væk. Fru Bertha efter hende. På vej ud standser hun op, ser tilbage på Enslev.
Lyset fades ned for Enslev. Asmus er i gang med at tage hans puls. Lyset forsvinder.
(Fortsæt til Akt V)