III. akt – Storeholt

III,1 Forår i Danmark.

Mørke på scenen.

Derpå. En talerstol. Ensomt udseende, placeret bagtil på scenen. En mand står på den. Det hele ligger hen i dunkel utydelighed. Skyerne driver over himlen.

ENSLEV:

(som taler, ordene står klart, men de er ikke båndede!)

Sådan kom foråret i år. I dølgsmål. Under dryp-regn og grå tåge sprang skoven ud. Mens frugthaverne blomstrede jog stride haglbyger over landet. Som var trøstesløsheden i rigsdagen flyttet udenfor. Ingen kunne i år glæde sig over det lysegrønne under. Ikke før i dag! Den 5. juni! Folkets mærkedag! Da slår vinden tidligt i morges om til nordvest og fejer skyerne ud over Østersøen. Vi der er vågne mærker det straks! Dette er himlens velsignelse af vore våben!

Fru Bertha sidder fortil på scenen. Hun læser i avisen FEMTE JUNI.

FRU BERTHA:

Åh, Enslev. Al det våbenvrøvl!

ENSLEV:

(fortsætter talen – går frem mod Fru Bertha; han har klumpfod)

Dette er tegnet! Nu er tiden kommet! Nu skal der ruskes op og luftes ud, så de sejre vi sammen har vundet ikke bliver smølet bort af det politiske præsteskab i Rigsdagens gange!

Enslev kommer hen i umiddelbar nærhed af hende; men han kan ikke nå frem til hende, til samme tid og sted. En usynlig glasvæg synes at holde dem i hver deres verden. En indirekte kommunikation.

FRU BERTHA:

(lægger avisen fra sig)

Fred kan man ikke forvente nogen steder. Men at lytte til politisk støj fra et menneske, som man sætter så højt, det burde man kunne forskånes for.

Enslev er standset op bag Fru Bertha. Han klukler.

ENSLEV:

Så fruen bryder sig ikke om, hvad hun læser? Jeg skulle vel være fornærmet?

FRU BERTHA:

Engang …

ENSLEV:

Tro mig, fru Abildgaard, på Dem har jeg aldrig for alvor kunne blive vred.

FRU BERTHA:

Der var engang … Det første år, De stod i spidsen for regeringen. Den sommer …

Enslev klukler.

FRU BERTHA:

De lyse nætter.

ENSLEV:

Nattergalen. Som barn troede jeg, det var solsorten, der var gået bersærk og ikke kunne stoppe. Som min far, når raseriet tog ham, og han natten igennem lod hammer og jernbolt synge i smedjen.

FRU BERTHA:

De skulle holde båltalen i Strige Skov den næste dag og De havde modtaget vores invitation fra Storeholt, hvor vi selv var gæster hos min bror. Vi havde sat et langbord op i parken, og midt i denne berusende – og sanselige – frodighed rejste De Dem. Deres ord besad en sådan voldsomhed, en sådan kraft der formåede at trække alle vi, der hørte på, til sig og forvandle os til pilgrimme i fremtidens forjættede land. Den skåltale gjorde natten til den lyseste i mit liv. Aldrig skulle min lykke nå højere, end da De ud på aftenen løftede glasset og lykønskede det kæreste, jeg kunne kalde mit, mine børn, fordi de var født til verden på et tidspunkt, da den danske ungdom kunne plukke de første modne frugter af kundskabens træ i dets frie udfoldelse!

ENSLEV:

Men de har stjålet vores sejr, fru Abildgaard!

FRU BERTHA:

Alt hvad vi kæmpede for og troede på foldede sig ud den nat. Deres ord gav det liv og væsen!

ENSLEV:

Kan De høre mig ? – Fru Abildgaard!

Det kan Fru Bertha ikke.

FRU BERTHA:

Den nat her på Storeholt …

ENSLEV:

Bertha! Bertha!!

Fru Bertha hører intet. Enslev ryster opgivende på hovedet, trækker sig haltende tilbage – en melankolsk skikkelse.

FRU BERTHA:

Storeholt – Her er jeg vokset op. Her kan jeg endnu se mine børn lege. Årstiderne, drømmene, forjættelserne – alle har de deres lys og dufte hæftet til dette sted … Storeholt …

III,2 Asmus og John ved nattetide.

Vi hører John, før vi ser ham. Fru Bertha forbliver på scenen.

JOHN:

Jamen, jeg holder det ikke ud! Det gør jeg ikke! Hver morgen vågner jeg og tænker … Du skal ikke tænke, John, tænker jeg. Jeg regnes jo ikke! Jeg er luft. Ingenting. Hvorfor så tænke?! Hver morgen når jeg vågner … hvis jeg overhovedet har sovet! Og så er sandheden. Sandheden, den er ilde hørt! Så den overser man! Nemlig. Jeg er John Hagen. Stamherre og jægermester på Storeholt. Her regerede min far, formand for alle betydende udvalg på Fyn, og før ham, min bedstefar, direktør for Øresundstolden. Det var store mænd. Store mænd! Enhver må kunne høre, hvor latterligt, det er, at jeg … Formand for amtets ungtyreskue. Fint! Det tager jeg med, hvis det bare ikke var alt. Men det er det! Jeg nægter at tro det. Dette er ikke mit liv. Jeg er tænkt til noget større. Jeg tænker større! Det må enhver kunne forstå.

(Klip) Asmus kommer ind. På tværs.

De passerer scenen som et par midnatsspøgelser.

ASMUS:

Du bliver nødt til at vise mig dine regnskabsbøger.

JOHN:

Det mener du ikke!

ASMUS:

Dine bøger, John.

JOHN:

Det var det, der manglende. Ikke engang du stoler på mig. Min egen bror!

ASMUS:

Hvis du vil have, at jeg skal kunne hjælpe, må du vise mig dine bøger.

JOHN:

Som om mine bøger vil kunne sige noget som helst af betydning. Det hele er herinde! Jeg har planer, Asmus! Store planer! Ved du hvor meget samfundet kunne spare, hvis jeg løste kartoffelskimmelens gåde?

ASMUS:

Jeg spurgte bare efter bøgerne.

JOHN:

Og du er fuldkommen ligeglad. Du regner ikke min forskning. Aner du overhovedet, hvor megen tid jeg bruger i mit laboratorium?!

ASMUS:

Det ville sikkert hjælpe, hvis du smed din sovesofa ud, og i stedet brugte tiden på gården.

JOHN:

Det er fint. Det er sådan vi skal tale. Så siger jeg det også rent ud: Hvis jeg ikke kan indridse mit navn i familiens annaler på anden måde, så bliver det med blod og rædsel.

ASMUS:

John …

JOHN:

Sådan er det. Som min bror, har du krav på at vide det.

ASMUS:

John for pokker.

JOHN:

Jeg er ikke nogen anerkendt videnskabsmand, endnu; men jeg har min stolthed … Jeg lider, Asmus. Kan du ikke se det.

ASMUS:

Jojo. Og du sendte selv bud. Mit arbejde kræver mig døgnet rundt. Jeg er kommet så hurtigt, jeg kunne.

JOHN:

Så du har krav på taknemmelighed. Det er det, du mener?

ASMUS:

Nej. Jeg giver mig ikke af med at mene noget, jeg ikke siger. Slå ørerne ud og lyt: min tid er afmålt! Dine bøger, John.

JOHN:

(sukker dybt af resignation)

Der er også andre ting. Ulykkelige omstændigheder. Jeg tror måske …

ASMUS:

(på vej ud)

Nu tager vi bøgerne først. Så kan vi altid give Vilhelmine af ridepisken bagefter.

JOHN:

Hvem sagde noget om Vilhelmine?

ASMUS:

(ud)

Jeg er jo ikke idiot, vel.

III,3 Efter ankomsten

Situationen: Jytte og Fru Bertha er ankommet. Fru Bertha har været på scenen hele tiden, nu kommer Jytte til. Kufferter.

FRU BERTHA:

Hvor blev Vilhelmine af? Hun var her da lige.

JYTTE:

(smiler)

Ja. Hvor blev Vilhelmine af? Jeg tror ikke hun kan lide os.

FRU BERTHA:

(ærgerligt)

Åh, Jytte.

(rejser sig)

Der er noget, der ikke er som det skal være.

JYTTE:

Er der ikke altid det her?

Fru Bertha vil ikke indlade sig på Jyttes tone. Hun rejser sig. Går hen til et vindue.

FRU BERTHA:

– Der er så stille. Så du nogen ovre ved staldene, da vi kom?

FRK. SØHOLM (off):

Vilhelmine!

VILHELMINE:

(kommer ind)

John kommer om et øjeblik. Han og Asmus har siddet oppe hele natten.

FRU BERTHA:

Er Asmus her?

VILHELMINE:

Han kom i går aftes og tager af sted først på eftermiddagen.

FRK. SØHOLM:

(off, tættere på)

Vilhelmine!

FRU BERTHA:

Hvad foregår der, Vilhelmine?

VILHELMINE:

Hvad mener tante?

FRU BERTHA:

Hvor er alle folkene henne? Der plejer da …

(her afbrydes hun af:)

FRK. SØHOLM:

(kommer ind)

Vilhelmine! Hvor bliver du af, barn?!

VILHELMINE:

(til Fru Bertha)

Jeg synes jo, der er rigeligt med folk.

FRK. SØHOLM:

Der skal vindes!

VILHELMINE:

Vi har fået gæster, faster.

FRK. SØHOLM:

Ja, dem har jeg hilst på engang; men der skal jo vindes garn til den lille, Vilhelmine!

VILHELMINE:

Den lille er her ikke mere.

FRK. SØHOLM:

Så kommer der en ny.

VILHELMINE:

Han er død. Og der kommer ikke flere!

FRK. SØHOLM:

Nå så. Ha ha. Tak for kaffe!

(mod Fru Bertha)

Et temperament! Som sin far. kaffegrossereren.

FRU BERTHA:

Goddag, Frk. Søholm.

FRK. SØHOLM:

"Søholms Kaffe". Det er min bror. Hans plakater hænger overalt i byen. "Søholms kaffe er bedst". Hvad gir De …

FRU BERTHA:

Desværre, Frk. Søholm. Vi drikker helst the.

FRK. SØHOLM:

Men hvad fejler De? Vilhelmine siger …

FRU BERTHA:

Jeg? Ingenting, så vidt jeg ved.

FRK. SØHOLM:

Men De har da været i Wiesbaden.

Det rykker i Jytte.

FRU BERTHA:

Vi var i Italien.

FRK. SØHOLM:

Det er jo det, jeg siger. Jeg rejser også. Karlsbad, Mariebad, Svalebach, Rønneby. Min bror betaler.

(mod Jytte)

Kaffegrossereren. Han har penge nok.

JYTTE:

Vi drikker fortsat helst the, Frk. Søholm.

FRK. SØHOLM:

Ikke sandt. Lige meget hjælper det. Kan man stole på lægerne? Nej, nej! Pengeafpresning, siger min bror. Det er maven. Oppustning!

FRU BERTHA:

(vender sig demonstrativt mod Vilhelmine)

Jeg fik aldrig noget svar på, hvad laver Asmus her?

VILHELMINE:

Forretninger, tror jeg. Det er jo termin.

FRU BERTHA:

Har John problemer med terminen?

VILHELMINE:

Jeg blander mig ikke i Johns sager.

Nu høres Johns stemme.

JOHN (off):

Telegrammet. Ja! Er der ikke kommet noget endnu.

VILHELMINE:

Men tante kan jo spørge ham selv.

JOHN (off):

… Sørg for jeg får det, så snart det er her.

(kommer ind)

Tante Bertha! Der kan man bare se. Og min yndlingskusine!

(til Vilhelmine)

Du sørger vel for jeg får noget at spise.

VILHELMINE:

Jeg har givet pigerne besked. Du kan selv spørge.

JOHN:

Min hustru! Ikke sandt. Hun kan være meget charmerende.

FRU BERTHA:

Du har haft forretninger, John?

JOHN:

Jeg lever af det.

Vilhelmine fnyser.

JOHN:

Men jeg vil ikke tale om dem nu.

Frk. Søholm har ondt i maven. Giver lyd fra sig.

JOHN:

Og slet ikke her. Som du selv kan se, har jeg så rigeligt at se til, for slet ikke at tale om mit arbejde med kartoffelskimmelen.

FRU BERTHA:

Kartoffelskimmelen?!

JOHN:

Ja. Det er et eventyr. Jeg bruger fire, fem nogle dage seks timer om dagen i mit laboratorium. Folk burde takke mig. Vidste du …

FRU BERTHA:

Fortæl mig om det en anden gang, John. Sig mig hellere hvad Asmus laver her.

JOHN:

(mod Vilhelmine)

Asmus?! Er han ikke rejst?

VILHELMINE:

Det er han ikke.

JOHN:

Hvad laver han? Hvor er han?

JYTTE:

Jeg tror, det var ham, der kom op gennem parken for lidt siden.

JOHN:

(til Vilhelmine)

Lader du ham bare gå rundt? På egen hånd?

VILHELMINE:

Hvad skulle jeg have gjort? Beordret ham til at sætte sig på en stol og vente, til du vågnede?

JOHN:

Du kunne have vækket mig.

VILHELMINE:

Jeg forsøgte.

JOHN:

– Men det er jo latterligt. Komplet latterligt.

(vender sig om, råber ud)

Hvor længe skal jeg vente på den morgenthe?!

ASMUS:

(svinger ind)

Morgenthe?! Jeg havde håbet, jeg kunne nå frokosten, inden jeg skulle af sted.

JOHN:

Jeg arbejder hårdt.

ASMUS:

Bevares.

JOHN:

Så jeg drikker min morgenthe, når det passer mig.

(ud)

VILHELMINE:

Om en time, Asmus. Hvis John ellers ikke sætter køkkenet på den anden ende.

FRU BERTHA:

Goddag, Asmus.

ASMUS:

Tante! Og Jytte. Det er da rart, man kan tage til Fyn og hilse på sine næsten naboer i København.

FRU BERTHA:

Det kan du næppe bebrejde os.

ASMUS:

Det kunne heller ikke falde mig ind.

FRK. SØHOLM:

Er det doktoren?!

ASMUS:

Doktoren?

FRK. SØHOLM:

Doktoren, Vilhelmine?

VILHELMINE:

Ja. Det er doktoren, faster!

ASMUS:

Oh, Frk. Søholm. De er her også.

FRK. SØHOLM:

Jeg lider af oppustethed.

ASMUS:

Det gjorde De vist også sidste år.

FRK. SØHOLM:

I 27 år har jeg lidt af det.

ASMUS:

Så er det da et mirakel, De endnu ikke er sprunget.

FRK. SØHOLM:

Hvad mener doktoren om petroleumskuren?

ASMUS:

Petroleumskuren? Jeg har vist ikke æren af at kende den.

FRK. SØHOLM:

Petroleumskuren!

VILHELMINE:

Faster.

FRK. SØHOLM:

Humbug! Læger er humbug. Enhver kender da petroleumskuren.

ASMUS:

Ikke jeg.

JOHN:

(idet han passerer med en kop the, har kun hørt det sidste)

Ikke? Følger du ikke med. Jeg har da læst en meget rosende omtale af den for nylig.

ASMUS:

Hvor, om jeg må spørge.

JOHN:

I et tysk fagtidsskrift. Anerkendt tysk fagtidsskrift.

ASMUS:

Bare et godt råd, John. Hold dig til ungtyreskuet, hvis det er den slags videnskab, du har tænkt dig at kolportere.

JOHN:

Hvad mener du?!

ASMUS:

Jeg mener, der vil blive meget stille i verden, hvis folk begyndte at følge dine råd.

John fnyser og forsvinder ud med sin tekop.

FRK. SØHOLM:

Men jeg har hørt …

ASMUS:

Stol ikke på det, Frk. Søholm!

FRK. SØHOLM:

Jamen …

ASMUS:

Fingrene væk, Frk. Søholm. Det er humbug!

FRK. SØHOLM:

Humbug! Det kan De selv være!

VILHELMINE:

Kom med faster.

FRK. SØHOLM:

Hvad er der barn?

VILHELMINE:

Kom nu med. Vi spiser om en time. Faster kan nå at hvile.

FRK. SØHOLM:

(idet hun bliver trukket ud)

Jamen, jeg skal ikke spise.

(på vej ud)

Humbug og ballade!

Alene tilbage er nu Asmus, Fru Bertha og Jytte. Asmus vender sig mod Fru Bertha.

ASMUS:

Et besynderligt sted. Er et ikke?

FRU BERTHA:

Hvorfor er du her?

ASMUS:

Det er vel også mit barndomshjem.

FRU BERTHA:

Mit spørgsmål var alvorligt. Du skal ikke skjule noget for mig.

ASMUS:

Det hele er klattet væk. I talentløshed. I forurettet storhedsvanvid. Ja, vi har jo sikret vore midler; men hvis John beder dig om yderligere, så må jeg kraftigt anbefale …

FRU BERTHA:

(lægger hånden på hans arm)

Asmus. Hvad er det du siger?

Asmus tavs.

FRU BERTHA:

Jeg har frygtet … men jeg havde også håbet …

ASMUS:

Det er vel sådan det er. Det der bliver tilbage af fortiden, er det vi selv kan bære med os i vores erindring.

Pusten går af Fru Bertha. Hun må sætte sig.

John kommer brusende ind. Uden nogen fornemmelse for, om han afbryder andre.

JOHN:

Sådan. Nu har jeg talt med bankdirektøren, og han beklager selvfølgelig meget.

(får øje på Fru Bertha, skal så forklare noget han tror, hun ikke ved)

Det er ikke sådan, når man har en masse om ørerne. Det kender du jo godt, så kan man godt glemme en regning eller to.

ASMUS:

Eller tre.

JOHN:

Jaja. Eller fire for den sags skyld. Og straks står fanden og hans fogeder og retsassessorer og hvad de nu hedder alle sammen udenfor døren. Men nu er det sat på plads.

ASMUS:

Hvor længe?

JOHN:

Jaja, i fjorten dage; men så kommer det på plads. Ikke mere vrøvl! Er det ikke pragtfuldt, tante Bertha! Sikken redelighed! Velkommen til Storeholt! Hvor er jeg glad for at se dig.

FRU BERTHA:

Tak, John.

JOHN:

Men det er jeg virkelig.

FRU BERTHA:

Tak, tak.

JOHN:

Så håber jeg bare, du ikke har følt det alt for pinligt.

FRU BERTHA:

Hvad mener du John?

JOHN:

Forholdet mellem mig og Vilhelmine er jo ikke helt, som det skal være.

ASMUS:

(flabet, blinker til Jytte)

Det har vi da ikke mærket noget til.

(tager Jytte i hånden og trækker hende afsides)

JOHN:

Jeg gør også alt for at skjule og glatte ud; men sandheden …

FRU BERTHA:

I har bare lidt vanskeligt ved at komme overens. Er det ikke sådan?

JOHN:

Vilhelmine bebrejder mig, at jeg ikke har været i stand at indføre hende i den fynske landadel. Og det er rigtigt! Mine politiske anskuelser står i vejen. De er for frisindede.

FRU BERTHA:

Dine? For frisindede, John?!

JOHN:

Rolig, tante. På det felt giver jeg ikke køb. Og jeg klager ikke, selvom det kan være svært at lade være, når man ser, de kandidater partiet støtter.

FRU BERTHA:

Er det ikke Balduin Hansen, der skal afløse mølleren?

JOHN:

Præcis, jo!

FRU BERTHA:

Balduin har været partiet en god og trofast støtte.

JOHN:

Han er skolelærer!

FRU BERTHA:

Og?

JOHN:

Skolelærere, bønder og husmænd! Ærlig talt, tante. De sidder overalt i tinget. Men intelligensen? Hvor er den? Hvor er det frie overblik? Hvad er det for landbrugsministre vi har haft?

Jeg synes, du skulle give det en tanke, tante Bertha. Du har kontakten til ledelsen. Dig lytter man til.

Vilhelmine kommer over scenen.

VILHELMINE:

Det er pastor Gaardbo, der kommer.

JOHN:

Gaardbo?

VILHELMINE:

Jeg så ham fra vinduet.

JOHN:

Det er lige det, der mangler. Jeg har da sagt, at han skal holde fra Storeholt med sine kærlighedsgerninger.

FRU BERTHA:

Jamen dog, John.

JOHN:

Mine folk får den forplejning og den omsorg, de gør sig fortjent til. Også når de er syge.

FRU BERTHA:

Hvem er da syg?

VILHELMINE:

Oline. Køkkenpigen.

JOHN:

Det er ren politisk propaganda for at sætte mig i et dårligt lys.

(til Vilhelmine)

Du må sige til ham, at jeg ikke har tid til at tale med ham nu.

VILHELMINE:

Det kan du selv.

JOHN:

Han skal ikke tro, han kan koste rundt med mig som med et andet tyende.

(ud af døren)

FRU BERTHA:

Som han dog tager på vej. Kan det være blodtrykket, Asmus? Din far havde problemer med det.

Vilhelmine ud for at tage imod Johannes Gaardbo.

ASMUS:

Han døde faktisk af det. Johns sygdom tror jeg er af en mere politisk art. Pastor Gaardbo er talsmand for de fattige i sognet.

FRU BERTHA:

Ja, naturligvis. Hvad bestiller en præst ellers?

JYTTE:

Nogle mener jo, at præsterne skal prædike evangelierne.

FRU BERTHA:

Pas du nu på, du ikke bliver for klog, Jytte.

ASMUS:

Problemet med de fattige er, at de repræsenterer en del stemmer her i sognet og så vidt jeg har forstået vil de gøre pastor Gaardbo til deres mand i København.

FRU BERTHA:

Men John kan da ikke for alvor mene, at han selv kan komme i rigsdagen?!

ASMUS:

Spørg ham, tante. Jeg bliver nødt til at gå op og pakke.

(ud)

Vilhelmine viser sig med Johannes.

JOHANNES:

(i færd med at fremlægge sit ærinde)

Det drejer sig om festpladsen i Strige Skov, som jægermesteren har været så elskværdig at stille til rådighed for ungdomsforeningen i anledning af valget. Vi skal nok vente, at der kommer langt flere, end vi oprindeligt havde regnet med. Her til morgen fik jeg nemlig en besked fra København, der fortalte, at Tyge Enslev har tænkt sig at komme.

JYTTE:

Enslev?!

FRU BERTHA:

Kommer Enslev?

VILHELMINE:

Det er så min mands familie.

JOHANNES:

Geheimrådinden? Fru Abildgaard?

FRU BERTHA:

Ja.

JOHANNES:

De må undskylde. Det er jo næsten som jeg kender Dem. Sognets gamle taler om Dem. Kun godt, skal jeg skynde mig at sige. Deres besøg bliver der set frem til.

FRU BERTHA:

Tak, så kan jeg næsten regne ud, at De er den nye præst. Pastor Gaardbo.

JOHANNES:

Ny og ny.

FRU BERTHA:

Jeg har i hvert fald ikke truffet Dem før.

JYTTE:

I vores familie hævder vi os ikke ved at være landets mest ihærdige kirkegængere.

VILHELMINE:

Det kan jo være, det ændrer sig nu.

JYTTE:

Nu?

JOHANNES:

– De skal være meget velkommen … frk. … Abildgaard?

VILHELMINE:

Pastor Gaardbo er nevø af Enslev. Det er i hvert fald, hvad der bliver fortalt.

JOHANNES:

Det er sandt.

FRU BERTHA:

Jeg har da aldrig hørt Enslev skulle have nevøer.

JOHANNES:

Jeg har heller ikke selv truffet ham. Der er aldrig blevet talt om ham hjemme.

FRU BERTHA:

Aldrig. Men hvorfor?

JOHANNES:

Jeg ved det ikke; men han var ikke troende. Han var vist ikke engang rigtig jyde.

Jytte fanger tonen og vitsen. Hun smiler. Johannes ser hun har forstået ham.

VILHELMINE:

Hvad skal det sige?

JYTTE:

Han gjorde vel mere væsen af sig end godt var for en jyde.

JOHANNES:

Sådan har jeg også tænkt det.

VILHELMINE:

Der var han! de kan følge med her, pastor Gaardbo. Så kan vi nå at fange ham. – John! John!

III,4 Jytte og Meta

Johannes vender sig for at se efter Jytte, der nu bevæger sig ind i en anden verden. Dvs. bort fra Fru Bertha og sidst Johannes, der lægges i mørke, mens Jytte træder frem.

Meta kommer.

META:

I begyndelsen er manden og kvinden ét; så bliver de splittet og sendt ud i verden, hver for sig, og hver især strejfer de omkring, ensomme og fortabte …

Jytte står uforstående.

META:

Du må da huske din egen historie.

JYTTE:

Meta? Er det dig?

META:

Kender du mig ikke?

JYTTE:

Er det virkelig dig? Meta! Pigen sagde, at det var doktorfruen.

META:

Ja, hvad gir du. Det er også mig.

JYTTE:

Gaardbo. Det er da præsten?

META:

Og doktoren. Doktoren er min mand og præsten er min svoger. Det var ham, der fortalte, du og din mor var kommet.

JYTTE:

Jeg har mødt ham et par gange.

META:

Han taler godt om dig.

JYTTE:

Der er ikke mange at vælge mellem her på egnen, hvis man vil tale med bare et nogenlunde intelligent væsen.

META:

Det siger jeg til jægermesteren.

JYTTE:

Du kan lige vove.

META:

Han er da "præsentabel". Er han ikke?

JYTTE:

John?

META:

John?

JYTTE:

Min fætter. Jægermesteren.

META:

Johannes.

JYTTE:

Johannes?

META:

Min svoger. Præsten.

JYTTE:

Meta! Han er præst.

META:

Det siger jeg jo; men han er også … Det er han da!

JYTTE:

Sammenlignet med de ubehageligt faderlige eksemplarer af standen, der cirkulerer i det københavnske selskabsliv – ja, jeg tilstår! Og han taler da også pænt til mig selvom jeg ikke er troende.

META:

Det er Povl og jeg heller ikke.

JYTTE:

Ikke?

META:

Ikke det der ligner. Povl er næsten mere nidkær i ikke at tro, end Johannes er i troen.

JYTTE:

Men hvordan kommer de så være sammen?

META:

De kan ikke lade være.

JYTTE:

– Meta!

META:

Ja?

JYTTE:

(omfavner hende)

Hvor er det dejligt at se dig. Og jeg der troede, at du for tid og evighed havde gemt dig af vejen på den jyske hede. Men man kan da høre det endnu.

META:

(med tydelig jysk accent)

Det kan man da; men det er ikke meget at snakke om. Så skulle du have hørt, da jeg var i det.

Jytte ler.

META:

Men det kunne ikke vare ved, for Johannes fik et kald på Fyn og straks skulle Povl efter. Der var et embede som distriktslæge ledigt herovre i Jerve. Og hvor Povl hænger sin hat, der skaber jeg et hjem.

JYTTE:

Hvad gør du?!

META:

Ja, det gør jeg da. Hvorfor skulle jeg ikke?

JYTTE:

Det lyder jo næsten som om, du er lykkelig.

META:

Lykkelig eller ulykkelig. Det er ikke så afgørende. Man gør sin skyldighed, og finder sig en plads.

JYTTE:

Som smørhullet i den fynske boghvedegrød. Her sidder du så med mand og to børn.

META:

Fire.

JYTTE:

Fire?! Men søde, lille Meta, hvordan kan du!

META:

Fortæl mig hellere, hvordan kan man lade være?

JYTTE:

Barslerne.

META:

Barslerne. Hjælp.

JYTTE:

Selvom det selvfølgelig ikke er som før, hvor man ikke blev bedøvet.

META:

Jeg bliver ikke bedøvet.

JYTTE:

Ikke du?

META:

Povl går ikke ind for barselsbedøvelse.

JYTTE:

Og så bliver du ikke bedøvet.

META:

Men han har ret. Hvis en mor ikke har mærket sit barn blive født og hørt dets allerførste lille kvæk, følger de fineste hjerterødder ikke med.

JYTTE:

Det er, hvad man må kalde raffineret ægteskabelig hengivelse. Hvordan holder du det ud?

META:

Jeg bider tænderne sammen … og tænker …

JYTTE:

Hvad?

META:

Det er måske for store ord at tage i sin mund.

JYTTE:

Hvad tænker du, Meta?

META:

På skæbnen. Det her er så min skæbne. Kan du huske, vi som unge fablede om, hvad fremtiden ville bringe. Vi talte om det bedste og det ondeste, der kunne overgå os. Jeg har tænkt over det, hver gang jeg skulle igennem det og var ved at besvime af angst. Og …

JYTTE:

Og? Jeg vil gerne vide det!

META:

Jeg tror jeg ved det nu. Det bedste. Når man ved vejs ende får tilbuddet om at gøre livet om, og man må svare: nej tak, jeg har levet og brugt mine kræfter på det. Den tanke har givet mig styrke til at stå imod. Jeg vil leve livet, også når det gør mest ondt.

JYTTE:

(afbryder)

Og det værste?

META:

Det værste … ville være slet ingen skæbne at få. Hvis jeg ved vejs ende måtte sige: nu dør jeg, og dog har jeg aldrig levet …

Jytte vender sig, går ind i sig selv. Gentager Metas ord …

JYTTE:

… Nu dør jeg, og dog har jeg aldrig …

META:

Men den skæbne er der vist heller ingen fare for dit vedkommende. Du har jo lige været i Italien og er blevet forlovet.

JYTTE:

Er jeg? Hvor har du det fra?

META:

Er det da ikke sandt?

JYTTE:

Nej. Det er aldeles ikke sandt. Nej!

META:

Det er jeg ked af.

JYTTE:

Det skal du ikke at være.

META:

Hvorfor Jytte?

JYTTE:

Hvorfor jeg ikke bliver gift, som alle I andre?

META:

Jeg mener denne sørgmodighed.

JYTTE:

Virker jeg sørgmodig nu?

META:

Nej ikke nu. Men ellers. Det er rigtigt. Du bærer omkring på en sørgmodighed. Det er der da ingen grund til? Er der?

JYTTE:

Hvis det er et gammelt opgør, vi aldrig fik taget, må jeg sige, at det var dejligt at træffe dig, men at jeg nu har lovet mor at hjælpe hende.

META:

Johannes har også lagt mærke til den.

JYTTE:

Præsten? Det er vel hans arbejde at lægge mærke til den slags. Også selvom det er grebet ud af luften.

META:

Men det er det jo ikke. Han bærer selv på en stor sorg. Han mistede sin kæreste lige før brylluppet. Sidste sommer. Hun fik krampe i vandet og druknede. Han havde lige besøgt os, og jeg tror aldrig jeg har set et så lykkeligt menneske.

JYTTE:

Så har han levet.

META:

Hvad mener du?

JYTTE:

Når han engang står ved vejs ende og får tilbudt at gøre livet om, vil han takke nej. Han har prøvet, hvad det vil sige.

META:

Han er sådan et prægtigt menneske, Jytte. Du kan ikke gøre dig nogen forestillinger om det. Åben, fordomsfri, kærlig. Du skal se ham sammen med børnene. Det er Povls og mit største ønske, at han må finde sig en anden, han kan blive lidt glad for og stifte familie sammen med.

JYTTE:

Så du gør gerne lidt reklame for ham, hvor du kommer frem.

META:

Åh Jytte, du kan da også misforstå alting.

Johannes kommer til syne.

JYTTE:

(har set Johannes, som er kommet frem på scenen)

Kan jeg? Jeg misunder i hvert fald ikke den, han måtte finde. Det må være vanskeligt at træde i stedet for – en engel.

Vil han overhovedet kunne se andre end hende?

Det sidste siger hun "afsides", direkte til Johannes, som er kommet. Jytte og Johannes står overfor hinanden.

III,5 Jytte og Johannes.

JOHANNES:

Frk. Abildgaard.

JYTTE:

Hr. pastor.

JOHANNES:

Det skal så være vores skæbne, hver morgen at mødes her foran gamle Bodils hus. De på vej ud, jeg på vej ind.

Jytte smiler venligt, men foretager sig ikke mere. Enhver anden end netop lige Johannes vil her begynde at vise tydelige tegn på usikkerhed. Og dog, Johannes kan heller ikke sige sig hel fri for svaghedstegn.

JOHANNES:

(gør tegn til at ville gå videre)

Godmorgen, frøken Abildgaard.

JYTTE:

Det er måske et lovligt stort ord at bruge i den forbindelse.

JOHANNES:

(standser)

Undskyld?

JYTTE:

De sagde skæbne.

JOHANNES:

Det gjorde jeg vist også.

JYTTE:

Godmorgen, hr. Gaardbo.

(på vej bort)

JOHANNES:

Frøken – Frøken Abildgaard.

Jytte standser.

JOHANNES:

De vil måske være så venlig, at gøre mig en tjeneste.

JYTTE:

Hvis jeg kan.

JOHANNES:

Jeg vil bede Dem sige til jægermesteren, at der ikke skal være nogen modtagelseskomite i morgen ved Enslevs ankomst.

JYTTE:

Det vil min fætter blive ked af at høre.

JOHN:

(over scenen i baggrunden)

Ingen modtagelseskomite!

JOHANNES:

Ja, jeg beklager.

JOHN:

Det er en sammensværgelse. Jeg siger dig … ! Vilhelmine! Vilhelmine er du der?!

(ud igen)

JOHANNES:

Jeg fik beskeden i går aftes. Enslev skulle udtrykkeligt have frabedt sig det.

JYTTE:

Det ligner ham da ikke. Han bliver måske væk, når det kommer til stykket. Det har vi før set.

JOHANNES:

Det tror jeg ikke. I hvert fald udbad Frk. Evaldsen et møde med mig på Enslevs vegne.

Tavshed.

JOHANNES:

Vil De altså være så venlig.

JYTTE:

Ja.

JOHANNES:

Tak.

(vil gå)

JYTTE:

Pastor Gaardbo –

Johannes standser.

JYTTE:

Hvorfor vil De være politiker.

JOHANNES:

Politiker? Sådan ser jeg ikke på det.

JYTTE:

Hvordan så?

JOHANNES:

Jeg har ingen personlige ambitioner i den retning.

JYTTE:

Men De stiller alligevel op.

JOHANNES:

Jeg lader mig opstille. Deri er der en forskel.

JYTTE:

Det ved jeg. Forskellen ligger i forfængeligheden.

JOHANNES:

Ja? De må forklare Dem.

JYTTE:

De, der lader sig opstille, er betydeligt mere forfængelige end dem, der bare stiller op. Men det kan jeg jo ikke få til at passe på Dem.

JOHANNES:

(nok mere skarp end han egentlig har lyst til at lyde)

Demokratiet er ingen selskabsleg.

JYTTE:

Åh.

JOHANNES:

Det er ingen bebrejdelse.

JYTTE:

Kun en irettesættelse.

JOHANNES:

Sådan må De ikke opfatte det. Det er kun som jeg ser det. Jeg mener, vi er forpligtet.

JYTTE:

(skarpt)

Til hvad?

JOHANNES:

Hvad har vi vundet vore frihedsrettigheder til, hvis ikke det er for at komme de svage og udsatte til undsætning? Alt andet ville i mine ører ikke give nogen mening.

Jytte tier.

JOHANNES:

– Og det er disse mennesker, de udsatte, der ønsker at jeg skal stille op på deres vegne.

JYTTE:

Og når De ser Dem om, er der ikke andre, der kan varetage dette hverv så godt som De?

JOHANNES:

Må jeg svare ærligt?

JYTTE:

Det beder jeg Dem om.

JOHANNES:

Det er værre endnu, frøken Abildgaard. Når jeg ser mig omkring i opstillingskredsen og ser dem, der ønsker at opstille, så er der et ord, der falder mig ind. Skandale.

JYTTE:

Min fætter opstiller.

Johannes fraviger ikke hendes blik, men han er tavs.

Så smiler Jytte. Hun vil gå, men …

JYTTE:

Bliver De aldrig overvældet, hr. Gaardbo?

Får De aldrig lyst til at lægge det hele fra Dem og sætte Dem hen i en krog.

Johannes stadig tavs, men opmærksom.

JYTTE:

Jeg spørger Dem om noget.

JOHANNES:

Det hører jeg.

JYTTE:

Bare slippe og forsvinde.

JOHANNES:

– Jeg slukker ikke lyset i stuen, fordi jeg selv trænger til mørke. Jeg tænder det hellere for en sikkerheds skyld, hvis der skulle være nogen derinde, der havde brug for det. Fordi jeg ved, der er noget, der er større end mig. Og fordi, der må være et håb, hvis vi skal kunne stå det igennem.

(han går)

III,6 Jytte og Meta 2

Rummet lukker sig om Jytte.

JYTTE:

Meta, er du der?

Det er hun.

JYTTE:

Børnene.

META:

Børnene er en velsignelse.

JYTTE:

Men de er jo uskyldige, Meta. Hvordan kan man overlade det til dem at være meningen med vore liv. Det hele er jo kun et spørgsmål om tid, så vil de selv blive som os, og hvor mange af dem vil så ikke ønske, de aldrig var blevet født? Hvor mange af dem vil dræbe sig selv i rædsel eller lede?

META:

Børnene er en velsignelse.

(trækker sig tilbage)

JYTTE:

Jeg forstår det ikke.

III,7 Jytte og John.

John kommer ilende, temmelig stresset.

JOHN:

Jytte! Jytte! Vent et øjeblik.

Jytte venter, John når frem.

JOHN:

Kold suppe. Pighvar. Kalveryg. Unge kyllinger.

JYTTE:

Hvad taler du om?

JOHN:

Og til sidst karamelbudding. For bøndernes skyld. Det er svært. Det er virkelig meget svært, på den ene side skal man tilgodese det folkelige, det er jo dem, der skal stemme, men på den anden side skal det jo heller ikke hedde sig, hvis du forstår, når det nu er Enslev, der er æresgæsten. Men dether er der da ingen, der kan tage forargelse af.

Jytte nærmest lidt målløs. Hun har gået i sin egen verden, og pludselig vælter det ind.

JYTTE:

Jeg tror, det er fint, som du har tænkt det, John.

JOHN:

Ja. Det er fint.

Jytte vil gå.

JOHN:

Og så har jeg jo også tænkt, at Enslev skal have Vilhelmine til bords.

JYTTE:

Er det også noget, du selv har fundet på?

JOHN:

Det må du give mig, Jytte. Når Vilhelmine er glad og tilfreds er hun en charmerende værtinde. Ingen kan repræsentere som hun. Og hvis jeg nu blev rigsdagsmand og vi kom til København, men du må da kunne forstå, hvad det vil betyde for os. Hvad er han ude på?

JYTTE:

Hvad taler du nu om, John?

JOHN:

Gaardbo, selvfølgelig. Han er en luskepeter!

JYTTE:

Hvorfor pludselig Gaardbo?

JOHN:

Du må jo vide det. Vilhelmine siger, hun ser jer sammen hele tiden. Hun siger, du er forelsket …

JYTTE:

Hvad gør hun?!

JOHN:

Han udnytter dig, Jytte.

JYTTE:

Jeg er ikke …

(får ikke et ben til jorden)

JOHN:

Han er ude på at samle oplysninger om Storeholt. Snart skal vi læse i aviserne, at jeg er på fallittens rand, at tyendeforholdene er skandaløse!

JYTTE:

Jamen John!

JOHN:

Folk bliver til hyæner før et valg. Vilhelmine?!

Vilhelmine er kommet til syne i sit ridekostume. Hun fortsætter.

JOHN:

Vilhelmine! Hvor skal du hen i det kostume?

VILHELMINE:

Begribeligvis ikke ud og svømme, søde John.

JOHN:

Du skal ud at ride!

VILHELMINE:

Touché.

JOHN:

Med denne fjottekarl, denne braksnude, denne … !

VILHELMINE:

Der er tilhørere, John. Prøv om du ikke kan udtrykke dig på en lidt mindre ukonfirmeret måde.

JOHN:

Kunstmaler! From!

JYTTE:

Er han her?

VILHELMINE:

(til Jytte)

From er i færd med at portrættere Grev Rønnov på Bækkelund, og jeg har lovet at vise ham lidt rundt på egnen.

(til John)

Som du måske husker jeg fortalte dig om i går.

JOHN:

Og som du måske også husker, at jeg beordrede dig til at holde dig fra.

VILHELMINE:

Du ikke kan beordre mig til noget som helst.

JOHN:

Det får vi se!

VILHELMINE:

(til Jytte)

Jeg lovede i øvrigt at hilse.

JOHN:

(usikker)

Kender du ham?

JYTTE:

I København kender alle Karsten From. Jeg kender ham ikke bedre end alle andre.

VILHELMINE:

Det siger vi så. Jeg hilser ham fra dig.

(vil gå)

JOHN:

Du bliver her!

VILHELMINE:

Slip mig!

JOHN:

Hvis du tager af sted, skal du ikke tænke på at komme tilbage.

VILHELMINE:

Hvad skal jeg ikke?!

JOHN:

Komme tilbage! Du hører jo.

VILHELMINE:

Det var dog det utroligste, man må lægge øre til!

JOHN:

Ingen nåde, Vilhelmine! Sådan er det. Jeg smider dig sgu’ på porten!

Vilhelmine fnyser.

JOHN:

Og i tilgift kan du få et rap bagi af ridepisken!

VILHELMINE:

Du kan jo prøve.

JOHN:

Du skal ikke tirre mig!

VILHELMINE:

Prøv! Så kan vi se, hvem der bliver smidt på porten. Selv ridepisken har du vel pantsat.

JOHN:

(afvæbnet)

Hvad er det for noget sludder at sige.

VILHELMINE:

Tal med far, og få ham til at vise dig, hvor stor din andel er, som er tilbage.

(viser et stort rundt nul med fingrene, vender sig og går)

JOHN:

Vilhelmine!

Fru Bertha er kommet til. John vender sig mod de to kvinder.

JOHN:

Hun lyver. Hvordan kan hun? Hendes opvækst. Sådan er det. Måske er hendes far en af landets rigeste mænd, men hun er og bliver datter af en gemen pakhuskarl. Tragisk. Man bliver så ked af det.

Dette udtalt på vej ud. Fru Bertha og Jytte tilbage.

III,8 Jytte og Fru Bertha

FRU BERTHA:

Der er ikke rigtig rart her mere. Jeg tænkte, det måske var nok for i år. Hvad siger du til, vi tog videre til Fanø?

JYTTE:

Nu?

FRU BERTHA:

Jo før desto bedre. Du var da selv inde på, at du gerne ville herfra.

JYTTE:

Jo. Men nu synes jeg …

FRU BERTHA:

Hvad synes du?

JYTTE:

At vi måske skal blive og vente på Enslev. Han ville sikkert finde det mærkeligt, hvis vi lige var taget af sted, når han kom.

FRU BERTHA:

Jeg har det efterhånden så svært med John. Jeg er så vred på ham, og det nytter jo ikke.

JYTTE:

Tror du han bliver rigsdagsmand?

FRU BERTHA:

Det nægter jeg at tro. Hvad med pastor Gaardbo? Han stiller vel også op?

JYTTE:

Det ved jeg ikke. Det gør han måske.

FRU BERTHA:

Han er et vældig sympatisk menneske.

JYTTE:

Hvorfor siger du pludselig det?

FRU BERTHA:

Fordi jeg mener det. Han er virkelig et menneske af de sjældne. Omsorgsfuld, alvorlig, målbevidst … Jytte?

Jytte er på vej væk.

FRU BERTHA:

Hun har nok ret. Det ville virkelig virke lidt mærkeligt, hvis vi rejste, lige før Enslev kom.

Enslev kommer til syne.

III,9 Enslev Fru Bertha 1.

Enslev kommer til syne. Talende, som om han talte til én:

ENSLEV:

(…) fordi jeg ikke kendte dem. Jeg vidste, der eksisterede et par tvillinger; men jeg fik aldrig lejlighed til at lære dem at kende. Fordi mine søskende lige siden jeg som ung stillede mig op og talte styret midt imod har misundt mig, ligefrem hadet mig … hvad ved jeg, det var i hvert fald ryggen, de viste mig.

… og det gør han da også. Fru Bertha lægger en hånd på hans arm.

FRU BERTHA:

Ikke så hastigt, Enslev.

ENSLEV:

Hvad er nu det? Det er mig der gungrer og pruster. Dem der besidder alfens lethed.

FRU BERTHA:

Hvis vi bare kunne sætte os et øjeblik.

Hvad er der med Dem, Enslev?

ENSLEV:

Ja, hvad med mig?. Det er ikke mange blide følelser, der bliver ladt tilbage efter sådan en dag. Efter sådan et liv. Man tænker: har det hele været omsonst. Dihmer ville have kunnet løfte arven, i den ånd den var skabt.

FRU BERTHA:

Hvad der skete med ham, har jeg selv svært ved at forstå.

ENSLEV:

Men min brorsøn ! Pastoren!

FRU BERTHA:

Han er vist en udmærket ung mand.

ENSLEV:

Viljefast, beslutsom. Forbandet stædig. Han ville også have kunnet gøre det.

FRU BERTHA:

Det kan han vel nå endnu.

ENSLEV:

Jeg har fulgt ham, i ti år har ikke kunne slippe den tanke, at jeg måtte komme til en forståelse med ham.

FRU BERTHA:

Naturligvis må De komme til en forståelse med ham. Hvad skulle hindre Dem?

(ud)

ENSLEV:

Ja, fortæl De mig det?

Johannes kommer ind. Mødet i præstegården.

III,10 Enslev Johannes

Johannes og Enslev ser hinanden an. Johannes venlig, men også en del formel – og på vagt. Det sidste er gensidigt.

JOHANNES:

Min far har altid haft en godhed for Dem.

ENSLEV:

Deres far og jeg sov i samme seng, da vi var små.

JOHANNES:

De er sikkert ikke klar over det, men min far har hele sit liv opmærksomt fulgt Deres virke.

ENSLEV:

Siden De som ung student trådte offentligt frem har jeg fulgt Dem.

(pause)

Og sørget for, der er blevet skrevet om Dem i mine aviser.

JOHANNES:

Det er ikke noget, jeg har bedt om.

ENSLEV:

Hvis De havde, var det heller ikke sket. Men det er altså sådan, De ser ud.

(rækker ham hånden)

De ligner Deres mor.

JOHANNES:

Har De set hende?

ENSLEV:

En enkelt gang. Til min fars begravelse.

JOHANNES:

Søren Smed?

ENSLEV:

Ja.

Johannes tavs.

ENSLEV:

Jeg tager ikke fejl? Det er så politiker, De vil være?

JOHANNES:

Jeg nærer ingen personlige ambitioner.

ENSLEV:

Naturligvis ikke. Det skal vi jo alle starte med at sige; men det er af den grund ikke risikofrit at gøre forsøget. Politik kræver sin forberedelse, sine læreår ganske som al anden fornuftig virksomhed. Man begynder ikke sin politiske løbebane med at styrte sig frem ad en vej, man for sent opdager er en blindgyde. Forstår De hvad jeg siger?

JOHANNES:

Det kan ikke være forkert, åbent og ærligt at stille sig frem sige, hvad der ligger en på sinde.

ENSLEV:

Det kan det ikke, hvis man på forhånd har sikret sig, at ens åbenhjertighed ikke spærrer for det, man vil opnå. Betragt mig som Deres ven. Jeg er Deres ven. Jeg har fulgt Deres vej frem og har konstateret, at det er den sociale forsorg, som særlig har Deres bevågenhed. Det er korrekt?

JOHANNES:

Jo.

ENSLEV:

Det vidste jeg godt; men jeg er glad for at høre Dem selv sige det. Den naturlige plads for sådant arbejde er rigsdagen. Jeg mener tilmed, De har en så at sige medfødt ret til hurtigt at komme i første linie. Så forstår De vel også hvorfor jeg nødigt ser Dem gøre et uovervejet skridt.

JOHANNES:

Tænker De på min opstilling, så sker det alene på foranledning af mine religiøse meningsfæller.

ENSLEV:

Deres hvad-for-noget?

JOHANNES:

Mine religiøse meningsfæller. Vi vil ikke lade os repræsentere af en mand som Balduin Hansen, med de anskuelser han lægger for dagen.

ENSLEV:

Er Balduin Hansen grunden? Men vi har endnu ikke taget stilling til møller Jensens efterfølger. De kunne have kontaktet mig, i stedet for fra begyndelsen at lægge Dem ud med partiledelsen.

JOHANNES:

– Jeg har ikke lagt mig ud med partiledelsen.

ENSLEV:

Men De har ikke fundet det nødvendigt at konsultere den. Ikke særligt betænksomt i betragtning af at De fra partiets side har nydt ganske store begunstigelser.

JOHANNES:

Har jeg?

ENSLEV:

Kære unge ven. Har De aldrig spurgt Dem selv, hvor mange der i Deres alder har et så forholdsvist betydeligt kald som Deres?

JOHANNES:

Nej.

ENSLEV:

De er måske heller ikke interesseret i at vide det?

JOHANNES:

Hvis der har ligget andre bedømmelser til grund end mine kvalifikationer, så har jeg ikke bedt om det.

ENSLEV:

Skal vi så ikke bare holde fast ved udgangspunktet for denne samtale. Jeg er kommet her som Deres ven og for at give Dem det råd, at De i stedet for at slå Dem sammen med obskure kræfter i den politiske underskov hellere skulle søge andre allierede.

JOHANNES:

Som for eksempel … ?

ENSLEV:

– Jeg kunne måske lære Dem et og andet.

JOHANNES:

Så glemmer De vist, at jeg er præst.

ENSLEV:

Hvad rolle spiller det? Mellem os to: ingen! Vi kunne måske håbe på, at De kunne glemme det, når De fik mulighed til for alvor at dyrke det politiske håndværk.

JOHANNES:

Som sagt er det ikke af egen vilje, jeg stiller op. Grundlaget for mig er mine religiøse meningsfæller.

ENSLEV:

Hvornår holder De op med at gentage Dem selv?!

JOHANNES:

Når dagsordenen skifter.

ENSLEV:

– – Jeg tror, man venter os på festpladsen.

(på vej ud)

JOHANNES:

Farbror.

Enslev standser.

JOHANNES:

Tak for besøget. Jeg er glad for at have truffet Dem. Jeg er overbevist om, at De tilbyder Deres hjælp af et godt hjerte.

ENSLEV:

Unge mand, undervurder mig ikke. Jeg er ikke modtagelig for medlidenhed.

Her skifter Enslev karakter, han vokser så at sige på stedet. Bliver til taler.

ENSLEV:

("afsides")

Hele mit liv har folk hyldet friheden i min person. Jeg ser ingen grund til at lave om på den vane nu.

(går i karakter som taler)

Vi har her i landet lykkeligt nedhugget frihedens fjender på alle områder. I statsstyrelsen, i skolen, i kirken. Det er, hvad vi gerne vil tro; men det kan ikke længere skjules, at sejren har skaffet os venner på halsen, som vi må være på vagt overfor. Det er åbenbart en naturlov, at der i denne tvivlsomme hob, der den 11. time slutter sig til den sejrende bevægelse, befinder sig et påfaldende stor antal præster. Sådan også nu! Men vær på vagt! Allermest skal vi frygte præsteskabet, når det kommer med gaver! Ornatklædte går deres eget ærinde og tjener en anden sag end den, de fører i deres mund!

Klavermusik ind over. Der er blevet tonet ned for Enslev. Han forsvinder.

III,11 Jytte alene hjemme

Klavermusik. Meta kommer ind på scenen. Venter og gaber, musikken hører op. Jytte kommer til syne.

JYTTE:

Meta!

META:

Forstyrrer jeg?

JYTTE:

Nej. Nej. Tværtimod. Alle de andre er taget til festpladsen for at høre talerne.

META:

Vi så vognen på vejen, og at du ikke var med.

JYTTE:

Jeg kan ikke udholde store forsamlinger.

META:

Det ved jeg jo, så jeg fik Povl til at sætte mig af.

JYTTE:

Jeg sender bud efter noget the.

META:

Nej, Jytte! Povl henter mig om ti minutter. Vi skal hen og høre Johannes tale. Jeg kom for at høre, om du måske kunne hjælpe mig.

JYTTE:

Med hvad dog? Storvasken?

META:

Ja tak! I morgen klokken fem.

JYTTE:

Undskyld, Meta.

META:

Men du er velkommen.

JYTTE:

Alvorligt talt, hvad kan jeg hjælpe dig med?

META:

Ser du.

(undertrykker et gab)

Undskyld. Jeg har vist sovet for lidt. Normalt går det over, når jeg holder mig i gang.

JYTTE:

Og hvad kunne jeg så hjælpe dig med?

META:

Hvert år bliver der holdt Skt. Hans aften for de gamle på præstegården. Der bliver serveret kaffe og brød, og så bliver der underholdt på forskellig måde. Povl læser for eksempel op fra Jeppe på Bjerget.

JYTTE:

Det lyder svært underholdende.

META:

Men det er det! Povl er god til at læse op. Meget livagtigt.

JYTTE:

Jamen, det tror jeg da, Meta.

META:

Og så er der er også et stueorgel, som vi tænkte …

JYTTE:

Et stueorgel?!

META:

Ja. Vi tænkte, om vi ikke kunne få dig …

JYTTE:

Nej.

META:

Jeg har jo ikke talt færdig.

JYTTE:

Det siger jeg dig, Meta. Du får mig ikke til at spille på et stueorgel.

META:

Hvorfor ikke?

JYTTE:

Fordi! Det er er det skrækkeligste instrument, jeg kender. Alene ordet får mig til at lugte liget, der ligger på bordet.

META:

Liget? Hvad snakker du om? Hvis nu de gamle er glade for at høre dig spille, hvad gør det så, hvad du synes? Det er jo ikke for din fornøjelses skyld, men for at glæde dem.

JYTTE:

Jo tak.

META:

Det er jo det smukke ved det. Det var vel heller ikke for din fornøjelses skyld, du sad en hel nat og vågede over Oline.

JYTTE:

Skal jeg nu høre for det.

META:

Det var da smukt gjort.

JYTTE:

Sygeplejersken var overanstrengt, så jeg ofrede en nats søvn. Det bliver jeg ikke nogen barmhjertig søster af.

META:

Hvorfor siger du det?

JYTTE:

Fordi jeg har svært ved at udstå disse hjertens gode mennesker, der ofrer sig for andres skyld. Tror de! Men hvad er det hele andet end selvoptagethed og egenkærlighed.

META:

Og så holdt du dig vågen en hel nat, bare fordi du var selvoptaget. Jeg kender ingen som dig, der kan dreje det hele, Jytte.

JYTTE:

Hvorfor har din svoger ikke selv spurgt mig?

META:

Ja, hvorfor? Og det kan du ikke selv regne ud?

JYTTE:

Den ulejlighed kunne han godt have gjort sig.

META:

Så klipper vi det ud i pap.

JYTTE:

(på en lyd udefra)

Hvad er nu det?

META:

Han er sikkert kommet til at holde af dig, Jytte. Og er bange for at få et nej.

JYTTE:

– – Frir du? På hans vegne?

META:

Du er altså mærkelig.

JYTTE:

Det er jo From!

META:

From?

JYTTE:

Karsten From. Han har nok fået samme ide som dig, da han så vognen fra Storeholt. Frk. Abildgaard alene hjemme.

META:

Er det ikke maleren nede på Bækkelund? Kender du ham?

JYTTE:

Han er underholdende.

META:

Jo, men …

JYTTE:

Meget underholdende, Meta. Og ja, snakken kommer til at gå. Det gør den jo, hvor han er. Efter sigende er han Københavns største kvindeforfører.

META:

Og ham lukker du ind?

JYTTE:

Du kan være rolig. Han er så gennemskuelig, at han er helt ufarlig.

META:

Jamen, Jytte …

JYTTE:

Du bliver her.

Karsten træder ind.

JYTTE:

Hr. From.

KARSTEN:

Frk. Abildgaard.

JYTTE:

Og jeg er ikke alene hjemme.

KARSTEN:

Lykkeligt for Dem. Ensomhed er en pestilens. Jeg oplever det for tiden.

JYTTE:

Det er min veninde fra gamle dage. Meta Gaardbo.

KARSTEN:

Frøken eller … ?

META:

Frue.

JYTTE:

Meta er gift med distriktslægen.

KARSTEN:

En livlig herre har jeg forstået. Det må så være ham, der kører rundt i et automobil, der ligner en træsko, og som ikke vil udlevere medicin?

META:

Unødvendig medicin!

KARSTEN:

På Bækkelund klager de i hvert fald meget over det. Heldigvis har apotekeren forståelse for problemet.

JYTTE:

De er sandelig godt underrettet, hr. From.

KARSTEN:

Ren overlevelse, frøken. Noget bliver man nødt til at gå op i. Jeg arbejder for tiden på et portræt af Grev Rønnov. Jeg siger Dem! Manden er firs. Hans hustru nogenlunde dobbelt så gammel. Begge af allerinderste mission. Bordbønnen varer tre kvarter. Maden bliver ikke alene kold, den bliver tør. Når fruen hoster er det støvpartikler, der hvirvler ud af munden. Tyve gange om dagen er jeg ved at kaste mig i borggraven. Men alt det har jægermesterinden sikkert allerede fortalt Dem om.

Meta har været oppe siden klokken halv fem. Der skal ikke megen stilstand til, før hun kan falde i søvn. Det er hun ved at gøre nu.

JYTTE:

Hun har ingenting sagt.

KARSTEN:

Ikke? Vi har da ellers redet nogle ture sammen. Virkelig ingenting?

JYTTE:

Det kan være, hun har; men jeg har så ikke bidt mærke i det.

KARSTEN:

Det trøster mig ikke. Ikke det bitterste. Tværtimod.

JYTTE:

Ja, det er synd!

KARSTEN:

Jeg kom ellers for at formå Dem til at gå i forbøn for mig hos jægermesteren. Han har af en eller anden grund set sig vred på mig.

JYTTE:

Virkelig?

KARSTEN:

Virkelig vred!

JYTTE:

Og De har ingen anelse, hvad det kan skyldes?

KARSTEN:

Det kunne tænkes, at han af natur var en lille smule jaloux anlagt.

JYTTE:

Og det har han ingen grund til?

KARSTEN:

Jeg kan kun sige, at jægermesteren kan være taknemmelig for, at det er mit selskab hans frue søger. Enhver anden ville have kunnet udnytte situationen. Og så beder jeg til gengæld kun om, at han åbner døren på klem. Jeg er jo et selskabsmenneske. For lidt venlighed kvitterer jeg gerne med en sang eller to. For slet ikke at tale om mit gode humør.

JYTTE:

Er det ikke Vilhelmine, De skal have til at føre den sag?

KARSTEN:

Fruen? Jamen det siger næsten sige selv, at hun dårligt kan anbefale mig, uden det vil puste yderligere til jægermesterens – aldeles ubegrundede! – jalousi.

JYTTE:

De mener altså i fuld alvor, at jeg kan vise Dem den venlighed og derved udsætte mit navn for folkesnakken.

(vender sig mod Meta)

Hvad siger du …

Meta sidder ret op og ned og sover.

KARSTEN:

Thys – ! Jeg tror fruen er faldet i søvn.

JYTTE:

Meta?

Meta reagerer ikke.

JYTTE:

Ja. Hun sover. Det er jo i grunden en miserabel underholdning, vi leverer. Hvorfor gør vi det egentlig?

KARSTEN:

For min part …

(afbrydes)

JYTTE:

Har vi ikke andet at bruge vores tid til?

KARSTEN:

Frk. Abildgaard. Jeg forstår til fulde, hvad De mener.

JYTTE:

Ja, så svært er det vel ikke.

KARSTEN:

Og jeg vil gerne undskylde, at jeg trængte mig på.

JYTTE:

Undskylde?

KARSTEN:

Måden var ikke velvalgt.

JYTTE:

Det ligner da ikke Dem at undskylde.

KARSTEN:

Hvad ved De om det?

JYTTE:

– Ingenting.

KARSTEN:

Jeg var desperat. Jeg trængte til et menneske at tale med. Et rigtigt menneske.

JYTTE:

Er De så sikker på, De henvendte Dem til den rette?

KARSTEN:

Jeg vil ikke opholde Dem mere. Jeg ville ønske, vi kunne mødes, uden De risikerede at lide under folkesnakken.

JYTTE:

Desværre hr. From, min mor og jeg rejser i morgen.

META:

(vågner, som om hun ikke har sovet)

I morgen?!

(opdager, at tingene ikke hænger sammen)

KARSTEN:

De behøver ikke undskylde. Jeg falder selv i søvn, når jeg ikke har hørt min egen stemme et stykke tid. Fru Gaardbo. Frk. Abildgaard …

(Karsten kysser Jytte på hånden. Hun lader ham gøre det)

De skal have så hjertelig tak fordi De ikke afviste mig.

JYTTE:

Men det gjorde jeg da.

KARSTEN:

Sådan forstod jeg det ikke.

(går)

META:

Faldt jeg i søvn?

JYTTE:

Det tror jeg.

META:

Det må du virkelig undskylde.

Hvorfor sagde du ikke med det samme, at I skulle rejse, så var du blevet fri for alle de dårlige undskyldninger.

JYTTE:

De var da ikke dårlige, Meta. Jeg havde glemt det.

META:

Glemt det?!

JYTTE:

Du må hilse din svoger og sige, jeg er ked af ikke at kunne hjælpe.

META:

Det mener du jo ikke ord af.

JYTTE:

Sig det alligevel.

META:

Jeg forstår dig ikke.

JYTTE:

(gir Meta et farvelknus)

Det skal ikke bekymre dig. Det gør jeg heller ikke altid selv.

META:

Er dether ikke for tåbeligt?

JYTTE:

Jeg vil bare gerne være i fred. Ingenting høre. Ingenting tænke.

Meta vil sige noget.

Ingenting.

Så trækker Meta sig bort.

III,12 Efter Strige

Frk. Søholms fløjte. John kommer stresset ind.

JOHN:

Fløjten, Vilhelmine! – Vilhelmine!

Vilhelmine kommer også stresset ind.

VILHELMINE:

Jeg hører det jo.

JOHN:

Aftalte vi ikke, at din tante ikke spillede på den fløjte, mens Enslev var på Storeholt.

VILHELMINE:

Jeg kan ikke være alle steder på en gang.

JOHN:

Så vær hos din tante, så laver du heller ikke ravage i køkkenet.

VILHELMINE:

Men der er huller i bordplanen nu.

JOHN:

Så fyld dem ud, Vilhelmine. For Guds skyld; men stands din tante nu. Enslev sidder i møde med kredsbestyrelsen. Det er måske lige nu vores skæbne afgøres.

Så bliver der pludselig stille.

VILHELMINE:

Så. Nu bliver hun artig.

JOHN:

Det er måske tegnet.

(ser Jytte)

Jytte! Hvor har du været? Du skulle have været med.

VILHELMINE:

Din kusine har haft besøg.

JOHN:

Det var en oplevelse. Folk var kommet fra hele Fyn. Alle havde jo regnet med, det var Balduin, der skulle udråbes til bestyrelsens ny kandidat, men nej! Der fik han sig en lang næse.

JYTTE:

Det var synd.

(på vej bort)

JOHN:

Synd?! Hvad mener du? Vil du ikke høre, hvad han sagde?!

VILHELMINE:

Jytte er mere interesseret i at høre, hvad pastor Gaardbo sagde. Det kan du vel nok begribe.

JYTTE:

Åh ja. Pastor Gaardbo.

JOHN:

Ja, ham gik det rigtig skidt. Det blev nærmest en skandale. Vil du ikke høre, hvad han sagde?

JYTTE:

Pastor Gaardbo?

JOHN:

Enslev! Først sagde han …

Vilhelmine går.

JYTTE:

Jeg læser det nok i aviserne i morgen.

JOHN:

At store jordbesiddere normalt regnes til demokratiets fjender, men så meget desto mere var det en glæde at møde en mand som mig. Ja, det sagde han! En mand, der altid har udvist en fordomsfri forståelse og folkelig samfølelse. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Vil du ikke også skrive under på det?

JYTTE:

Så giv dog slip, John.

JOHN:

Og til sidst, Jytte! Det var et stort øjeblik, udbragte han et leve, … tænk dig engang, hele forsamlingen på festpladsen stod pludselig og råbte hurra – for mig, Jytte! Det er det, jeg altid har sagt: jeg er til noget større! Undtagen, Gaardbo, selvfølgelig. Men det er vel forståeligt efter den medfart, Enslev gav ham.

FRK. SØHOLM:

(er kommet til syne)

Vilhelmine! Hvor er Vilhelmine!

JOHN:

Jeg hører ingenting.

FRK. SØHOLM:

Det er hendes far i telefonen. Min bror, millionæren!

JOHN:

(afsides, snerrende)

Så svar dog den pukkelryggede …

(højt)

Vilhelmine!! Hvor pokker … !

Vilhelmine kommer styrtende.

VILHELMINE:

Her, tante!

FRK. SØHOLM:

Din far vil vide, hvad det bliver til med John.

JOHN:

Pakhuskarlen. Hvor betænksomt. Nu forstår han vist endelig hvem jeg er.

FRK. SØHOLM:

Hvad bliver det til?

VILHELMINE:

Så tante, stå ikke der og råb.

FRK. SØHOLM:

Hvad skulle jeg dog ellers gøre. Du er her jo ikke, og din far vil vide det nu.

VILHELMINE:

Vide hvad, tante?

FRK. SØHOLM:

Om det er rigsdagen eller tugthuset, John ender i!

JOHN:

Åh Gud. Vi hører det ikke.

VILHELMINE:

Tante!

Vilhelmine har bugseret Frk. Søholm ud.

JOHN:

Vi lader pøblen snakke. Os anfægter det ikke.

JYTTE:

Hvad betyder det?

JOHN:

Fortalte jeg dig, at jeg fik hilst på From. Maleren. Ja, hvad gir du! Jeg ved ikke hvor jeg har haft hovedet. Han er jo et fortræffeligt menneske. Han opfordrede mig til at telefonere til Odense Teater. Så nu er en tenor på vej hertil. Som en overraskelse for mine gæster. Han har virkelig sans for den slags.

Vi hører tenoren. Jeg foreslår umiddelbart: "Når fjordene blåner" (skrevet 1907) med associationer til de lyse nætter.

III,13 Enslev Fru Bertha 2.

Storeholt i baggrunden. Parken. Det er skumring/aften. De lyse nætter. På terrassen vil Johannes på et tidspunkt dukke frem og spejde efter Jytte. Det fornemmes, at der er stemmer indenfor.

Skønsangen toner ud. Enslev og Fru Bertha dukker op på deres spadseretur.

FRU BERTHA:

Jeg havde ikke ventet igen at se Dem i valgkamp på en talerstol.

ENSLEV:

De synes måske tiden er velvalgt til at gå på aftægt?

FRU BERTHA:

Har De helt opgivet det?

ENSLEV:

Sæt en gammel krigsinvalid til at læse slagmarkens historie. Det tager ikke lang tid før han i ærgrelse kaster bogen fra sig. Så hellere underholde sig med en æske med tinsoldater.

FRU BERTHA:

Det er så det, De gør nu? Og tinsoldaterne vil ikke rigtig makke ret?

ENSLEV:

Ikke så bogstaveligt, fru Justisia. Men De har ret. For bare to tre år siden, ville en tro partimands kandidatur som Balduin Hansens have været en selvfølge, men i dag! Balduin har haft en konflikt med sine foresatte, og det har præstepartiet gravet frem.

FRU BERTHA:

" Præstepartiet". Det hører jeg Dem jo sige; men hvad er det andet end et skræmmebillede, De har opfundet til lejligheden.

ENSLEV:

Det er en kendsgerning! En fraktion, der har udviklet sig til et parti i partiet. Velvilligt støttet af Tyrstrup.

FRU BERTHA:

Det har forhåbentlig ikke noget på sig, når jeg hører, at De har tænkt på at gøre John til rigsdagsmand?

ENSLEV:

Jægermesteren?

FRU BERTHA:

Ja.

ENSLEV:

Deres nevø har den fordel, at præstepartiets propaganda om anarkismens hydra står sig dårligt til en jægermester på et af landets største godser.

FRU BERTHA:

Så længe det varer. Johns økonomiske forhold er nærmest katastrofale.

ENSLEV:

Han har jo en rig svigerfar. Søholm …

FRU BERTHA:

(kører sit eget spor)

Han vil ikke kunne klare det. Jeg siger det ikke for at skade ham, men en karriere i politik ville med hans karakter kunne blive en ulykke.

ENSLEV:

Jeg interesserer mig ikke for folks private affærer. Som situationen har udartet sig, vil Deres nevø kunne bruges. Han er oven i købet temmelig forhippet på at blive det.

FRU BERTHA:

Men hvad er Deres hensigt?

ENSLEV:

Min hensigt? Hvorfor spørger De ikke om, hvad Tyrstrups hensigt er? Skal jeg roligt se på, at de resultater vi har vundet ved to generationers kamp uden videre sættes på spil?

FRU BERTHA:

Resultaterne.

ENSLEV:

Resultaterne!

FRU BERTHA:

Er det ikke dem, der virker skræmmende?

ENSLEV:

(skarpt)

Hvad mener De?

FRU BERTHA:

Det er alt sammen blevet helt anderledes end vi dengang troede, det ville blive. De nævnte selv Johns svigerfar. Søholm. Kender De den mand?

ENSLEV:

Af navn. Jeg drikker kaffen.

FRU BERTHA:

Et samvittighedsløst menneske, som har ikke andet formål end at tjene penge. Som oven i købet hædres og stilles frem som forbilleder for de unge? Hvor skal vi hente hjælpen, når en ung mand i vore dage ikke har nogen anden tanke end sin egen karriere? Hvordan skal det ende? Er det så underligt, at håbløshed og en dræbende ligegyldighed breder sig som en smitsom sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? Hvor skal vi hente hjælpen, når en ung mand i vore dage ikke har noget andet mål end sin egen karriere? Hvordan skal det ende?

ENSLEV:

Deres personlige tragedie har også berørt mig.

FRU BERTHA:

Det er ikke min, men vores fremtid jeg taler om, Enslev. Hvorfor min John? Mig bekendt har De selv en nevø, der talte på mødet. Og så vidt jeg kunne høre var der noget mere alvor i ham, end i så mange andre jeg har hørt tale gennem tiderne. Hvorfor nedgjorde De ham så skammeligt på mødet. Så vidt jeg kunne høre, sagde han jo alt det, De selv har forfægtet gennem hele Deres liv.

ENSLEV:

(mut)

Man kan ikke stole på præster.

FRU BERTHA:

Sludder. Hvorfor har De aldrig fortalt om ham.

ENSLEV:

Fordi jeg ikke kendte ham. Jeg vidste, der eksisterede et par tvillinger; men jeg fik aldrig lejlighed til at lære dem at kende. Fordi mine søskende lige siden jeg som ung stillede mig op og talte styret midt imod har misundt mig, ligefrem hadet mig … hvad ved jeg, det var i hvert fald ryggen, de viste mig.

… og det gør han da også. Fru Bertha lægger en hånd på hans arm.

FRU BERTHA:

Ikke så hastigt, Enslev.

ENSLEV:

Hvad er nu det? Det er mig der gungrer og pruster. Dem der besidder alfens lethed.

FRU BERTHA:

Hvis vi bare kunne sætte os et øjeblik.

Der fades ned for lyset. Fru Bertha ender ude i den ene side.

III,14 Jytte og Johannes 2.

Overlapning med den foregående scene.

Oppe på terrassen står Johannes og spejder. Så viser Jytte sig pludselig. Jytte går ned i parken. Johannes følger efter. Der er ingen tøven hos Jytte. Nu bliver de så "alene".

JYTTE:

De skal vide, at alt hvad De gør vil blive registreret og noteret fra terrassen. Vilhelmine mener at have fundet ud af, der består en amourøs kontakt mellem Dem og mig. Jeg tror, hun selv er en lille smule forelsket i Dem.

Johannes grynter.

JYTTE:

De er ikke velkommen. Det ved De godt?

JOHANNES:

Jeg er inviteret.

JYTTE:

Joe.

JOHANNES:

Jeg skylder Dem en undskyldning.

JYTTE:

For hvad dog?

JOHANNES:

Jeg havde bedt Meta om at spørge Dem, om De ville hjælpe med underholdningen til de gamles Skt. Hans fest. Jeg skulle selv have spurgt. Meta fortalte …

JYTTE:

Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Ved De altid det?

JOHANNES:

Jeg forstår, De skal rejse.

JYTTE:

Ja. Det er rigtigt.

JOHANNES:

Det er derfor jeg måtte komme. Jeg måtte sige farvel til Dem. Jeg måtte spørge Dem …

JYTTE:

Alt bliver registreret fra terrassen, pastor Gaardbo.

JOHANNES:

Ingen har set Dem som De er. De er ikke den selvsikre, den glade og overfladiske unge kvinde, som folk tror.

JYTTE:

Ikke?

JOHANNES:

Hver gang jeg har mødt Dem, har jeg i øjeblikket haft denne fornemmelse af en rovfugl i fangenskab.

JYTTE:

(ikke uvenligt)

De er altså kommet her i aften som min redningsmand. For at sætte mig fri?

JOHANNES:

På en måde, ja.

(tager om Jyttes hånd; hun lader det ske)

Jeg er kommet til at holde usigeligt meget af Dem. De er et oprigtigt menneske, og som enhver af dem bærer De på en længsel i Deres inderste. Et det ikke sandt? De må svare mig oprigtigt.

JYTTE:

– Jo.

JOHANNES:

Deres øjne og Deres tale har fra første færd vidnet om et savn. Hvis jeg ikke kendte det med så usvigelig sikkerhed, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg nu gør. Jeg ville kunne hjælpe Dem.

JYTTE:

De glemmer vist, at jeg ikke er kristen.

JOHANNES:

Savnet, frk. Abildgaard. Det er jo netop det. Intet alvorligt menneske kan leve uden Gud. Også De vil komme til at erkende det.

JYTTE:

Åh.

JOHANNES:

Ikke nu, men siden. Vi har tiden for os.

JYTTE:

Det tror jeg ikke vi har.

JOHANNES:

Undskyld?

JYTTE:

De fortæller mig, at De holder af mig.

JOHANNES:

Ja.

JYTTE:

Men samtidig siger De også, at De har det bedste håb om min fremtidige forbedring.

JOHANNES:

Jeg sagde ikke forbedring, jeg sagde …

JYTTE:

Men det er jo latterligt! I grunden burde jeg være fornærmet.

JOHANNES:

Jeg vil jo kun Deres bedste.

JYTTE:

Det bedste er som regel den værste tyran. De må have mig undskyldt, men i stedet for troen, foretrækker jeg at gå gennem verden med åbne øjne og bruge den smule forstand, jeg har fået. Det giver ikke det lyseste og gladeste syn på tilværelsen, men til gengæld er det mit, og det sparer mig undertiden for skuffelser.

JOHANNES:

Hvorfor, frk. Abildgaard? Hvorfor vil De ikke åbne Dem for alt det gode, der venter på at blive Dem foræret?

JYTTE:

De skal lade mig være. Hører De. Jeg vil ikke kvæles i ammestuesnak og ligegyldighed. Så lad mig dog være!

Johannes trækker sig tilbage.

III,15 slutslag.

To kvinder, mor og datter, mødes i parken om natten.

JYTTE:

Mor? Er det dig.

FRU BERTHA:

Ja.

JYTTE:

Hvad laver du her?

FRU BERTHA:

Kan du høre. Nu tror jeg, John er blevet kåret som kredsens kandidat.

De lytter. I det fjerne hurraråb.

FRU BERTHA:

" Dine synder skal hjemsøges på dine børn".

JYTTE:

Hvorfor siger du det?

FRU BERTHA:

Da jeg var barn spiste min fars gamle faster nådsensbrød her på Storeholt. Vi børn var lidt bange for hende. Hun gik rundt og udslyngede sine dystre bibelcitater. "Dine synder skal hjemsøges på dine børn".

JYTTE:

Vil du ikke med ind?

FRU BERTHA:

Hvad er vores synd? Hjalmars og min?

JYTTE:

Det ved jeg ikke, og det er heller ikke tiden til den slags spekulationer.

FRU BERTHA:

Hvad er det?

JYTTE:

Johns tenor fra Odense, tror jeg. Kommer du med?

FRU BERTHA:

Svar mig Jytte. Er det en synd at ville udrette noget med sit liv?

Fru Bertha har rejst sig med besvær. Tenoren lyder. "Natten er så stille".

PAUSE

(Fortsæt til Akt IV)