V. akt – Epilog
V,1 Torben kommer forbi
Fru Bertha sætter sig i sin stol, med besvær. Hun er træt. En stilhed breder sig omkring hende. Mørke omkring hende. Fru Bertha falder hen i halvsøvn, lyset på og omkring hende følger med ned i hendes søvn, men forsvinder aldrig helt.
Samtidigt toner et bevægeligt (som genskæret af vand på et loft) gyldent lys frem et andet sted i rummet, "en drøm":
Vi hører fjerne barnestemmer, vand. Lyden af børn, der leger i vandkanten. Måske kan vi skelne nogle ord "Nu kommer hun …", "Jytte", "Hold op … "
Der tones ned for lyd og bevægeligt lys. Det hele varer kun et øjeblik. Der fades op for lys på Torben Dihmer og Fru Bertha. Fru Bertha vågner.
FRU BERTHA:
Hjalmar … ? Dihmer er det Dem?
TORBEN:
Jeg står her og ser på den gamle stue. Kan De huske, som jeg gjorde, når jeg kom forbi. Standsede op i døren og lod blikket glide rundt for at forvisse mig om, at intet var forandret og alt stod på sin plads.
FRU BERTHA:
Enslev er død.
Torben trækker på skulderen. Det er vel dét.
FRU BERTHA:
Han var som en Moses, der ville føre sit folk ud af trældommen. Kan man ikke sige det?
Torben går frem og sætter sig foran Fru Bertha. Torben rækker hende et brev. Hun tager det, men hæfter sig ikke ved det.
FRU BERTHA:
Vi har aldrig her i landet haft en mere guddommelig vilje end hans. Jeg havde set Dem som den, der skulle overtage og føre os ind i den ny tid.
TORBEN:
Det blev så ikke mig.
FRU BERTHA:
Åh ja, det er rigtig. De er sindssyg. De har ikke altid været det; men De er blevet det.
TORBEN:
Hvem siger det?
FRU BERTHA:
Det gør Asmus.
TORBEN:
Så må jeg vel sige "ja" og resignere. Mod videnskaben kæmper selv guder forgæves. – Jeg er kommet hjem, fru Abildgaard, og det bekommer mig godt efter så mange år fjernt fra alting, også fra mig selv. Hvis det er sindssygt, ved jeg det ikke. Men det spiller ingen rolle for mig, hvad det kaldes.
FRU BERTHA:
Jeg har ikke noget hjem.
TORBEN:
(ser sig om)
Den gamle stue?
FRU BERTHA:
Er det ikke besynderligt, Dihmer. Det man ikke hæftede man sig ved, da det stod på, det husker man nu. En duft, en nuance i lyset, en ubetydelig situation, hvor der ingenting skete. Man registrerede det og tog det som en selvfølge. Sådan sidder jeg ofte lidt hævet over en strand, der breder sig ud foran mig. Det må være på Samsø. Jeg ville kunne genkende stedet, hvis jeg så det igen. Nede i vandkanten løber børnene og leger. Hjalmar er der også. I min erindring ser jeg ham ikke, men jeg mærker hans nærvær. Han sidder ved siden af mig; han må have set og hørt det samme som jeg. Hvorfor sidder vi her, hvor går vi hen, når vi rejser os … Vi var altid så optaget af noget … betydningsfuldt, noget som skulle gøres, noget vi ikke måtte glemme; men alt det er forsvundet, vores ærinde, meningen med at være dér. Det eneste, der er tilbage er stranden, lyset, stemmerne – og så denne pinefulde længsel.
Fru Bertha falder hen. "Drømmen", stemmerne. Jytte er der.
V,2 Exit. Jytte, Fru Bertha og Meta
FRU BERTHA:
Jytte – ?!
JYTTE:
Jeg tror, du har sovet. Hvad er det, du har der? Et brev?
FRU BERTHA:
Fra Favsingholm. Stilet til dig,
JYTTE:
Mig? Hertil?
FRU BERTHA:
Dihmer har måske ikke hørt, at du er blevet gift.
Jytte tager brevet, går afsides for at åbne det.
JYTTE:
Det er fra Meta! Fra Favsingholm?!
(undersøger brevet, gir sig til at læse)
Meta befinder sig nu også på scenen. Samtidig forsvinder Fru Bertha. (Lys?)
JYTTE:
(selvom Fru Bertha er forsvundet, eller er ved det, så er det til hende hun taler/råber)
Det er Dihmer, der har fået dem op. De bor der.
META:
I godsforvalterboligen.
JYTTE:
(stadig til moderen)
Hendes mand skal tilse Dihmer og være med til at indrette Favsingholm til en slags … Men så er det måske rigtig, hvad man siger.
META:
Hvad siger man?
JYTTE:
At han er blevet sindssyg.
META:
Jamen sådan er det jo. Når man ikke pudser næsen som alle andre, bliver man jo straks mistænkt for at have en skrue løs.
JYTTE:
(stadig til moderen)
Men det lyder mærkeligt.
META:
Ikke spor. I så fald er min mand det også, for de mener begge to, at en syndflod af ulykker vil komme over os og så er det, der på Favsingholm skal indrettes en slags Noæh Ark, hvor en lille skare skal kunne overleve. – Vi var ellers lige ved at pakke vore kufferter og drage til Australien.
JYTTE:
Meta – på Favsingholm!
META:
Børnene elsker at være der. I starten blev de lidt skræmt af Dihmer. Men nu har de vænnet sig til hans udseende.
JYTTE:
Hver dag skal hun møde Torben. Den mand, som … !
META:
Du må kunne forstå, hvor lykkelig jeg er.
JYTTE:
– Ja. Hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig? Hvorfor forvandler alting sig til en forkrøblet troldeskov, hver gang jeg vender mig mod det?
META:
Det gjorde mig så ondt at høre, at din mor er død. Hun led meget?
JYTTE:
Til sidst mistede morfinen magten over smerterne. Der kom vandsot til. Hun måtte tappes for at skaffe plads til hjerte og lunger. Hver gang blev der båret tre spande ud fra soveværelset, før hun nogenlunde normalt kunne trække vejret igen.
META:
Det må have været forfærdeligt. Men du var ikke alene. Du havde din mand at støtte dig til.
JYTTE:
Havde jeg?
META:
Men du er da blevet gift.
JYTTE:
(lyser op)
Ja Meta! Nu kender jeg også hengivelsens blinde drift. Nu ved jeg, hvordan det er at forgå i et kys.
META:
Det var jo det, jeg sagde!
JYTTE:
Gift og skilt.
META:
Skilt?!
JYTTE:
Åh ja, jeg drømte om noget andet; men jeg vidste også, at det ikke var et familieliv, der stod på Karstens ønskeliste, da han friede. Så snart jeg begyndte at blive utilpas og lægge mig ud, var han væk. Allerede inden jeg havde født var jeg tilbage og alene i "de gamle stuer". Helt alene.
META:
Åh Jytte.
JYTTE:
Jeg vil ikke ynkes. Men kunne man blot en gang for alle slippe drømmene og leve livet som det er, ville vi blive sparet for mange lidelser. Nu har jeg min lille dreng. Jeg bruger alle mine kræfter på at komme til at elske ham. Men jeg kan ikke … Jeg ved det, Meta. Alting er forkert med mig.
META:
Jytte.
JYTTE:
Jeg beder dig ikke om at forstå mig. Men jeg beder dig om en ting, Meta.
META:
Ja?
JYTTE:
Hvis det skulle ske mig noget …
META:
Hvad skulle der ske dig?!
JYTTE:
Hvis der skulle. Vil du så tage den lille til dig og behandle ham, som var han din egen. Vil du det?
META:
– Ja.
Jytte vender sig og går.
META:
Jytte – !
Jytte er forsvundet.
V,3 Karsten og Meta, klaveret.
Meta står, som ventede hun nogen. Karsten kommer ind.
KARSTEN:
Fru Gaardbo?
META:
Ja.
KARSTEN:
Vi har vist truffet hinanden før? På Storeholt?
META:
Ja.
KARSTEN:
De må have fået et skrækkeligt opfattelse af mig.
META:
Jeg ville gerne have kunnet benægte det.
KARSTEN:
Det behøver De ikke.
(rækker en konvolut frem til Meta)
Alle papirer skulle være her.
META:
De fraskriver Dem altså enhver ret til barnet?
KARSTEN:
Ja.
META:
De ønsker heller ikke at se ham?
KARSTEN:
Helst ikke.
META:
Jeg var til stede, da Jytte døde …
KARSTEN:
Fru Gaardbo …
META:
Ondartet nyrebetændelse!
KARSTEN:
Jeg er helst fri for at høre noget. Nu jeg har fået hende tilbage.
Meta studser.
KARSTEN:
Jeg ved ikke, hvad Jytte har fortalt Dem om mig; men uanset hvad, skal De vide, at jeg elsker hende og af hjertet ikke nåede at blive hende utro, før hun lukkede døren for mig. Har De tid et øjeblik?
META:
Desværre.
KARSTEN:
Der er noget jeg må vise Dem. Kom med. Har De nogen gange hørt Jytte spille på klaveret?
Meta tøver med at svare.
KARSTEN:
Hvis De har, vil De aldrig glemme det. En gang satte hun sig til det, mens jeg var til stede. Den dag vi var blevet gift. Aldrig siden. Jeg husker det som var det i går. Ned til mindste detalje.
Karsten går frem, trækker et tæppe til side fra et maleri: Jytte sidder ved klaveret.
KARSTEN:
Mit livs lykkeligste øjeblik. Kan De høre. Nu spiller hun for mig hver aften.
Jytte begynder at bevæge sig. Hun spiller. Musik. Karsten nærmer sig Jytte. Jytte rejser sig, musikken fortsætter. Hun smiler til Karsten.
JYTTE:
Vi to … fra tidernes morgen …
De mødes og begynder at danse. En slags brudevals – men nok ikke lige den melodi.
KARSTEN:
To omflakkende aftenvæsner … nu kan ingen mere skille os.
Samtidig manes nogle farveløse skikkelser frem fra baggrunden. Samler sig omkring de dansende. Ikke tæt, men de nærmer sig. Fru Bertha, Enslev og hvad der nu ellers findes …
Også John kommer til.
JOHN:
From! Hr. From. Kan De høre! Jeg er ude! Jeg er ikke mere gal! Jeg er normal! Det endte godt! Det gør det jo! Men jeg tog fejl! Hører De!
(han råber måske i starten efter de dansende, men derefter ligeså meget ud over publikum i salen)
Jytte havde ret. Pludselig ser jeg alt klart. Udviklingen går fremad! Hver dag gøres nye opfindelser! En dag vil man grave i mine notater om kartoffelskimmelen og finde ideerne til, hvordan man med de allerfineste instrumenter kan operere i arven! Forstår De det! Så vil alle vore problemer, alle lidelser være overvundet, en gang for alle! Vejen til paradis udstukket! Takket være mig! En ydmyg jægermester i et landligt laboratorium! Det var jo det hun sagde: laboratoriebilledet, det var det jeg skulle have valgt! From kan De høre! Skitsen! Det må kunne nås endnu! De må have skitsen!
Parret danser. De mister efterhånden også deres farver. Melodien begynder at bevæge sig i sløjfer. Bliver forvrænget. Det går ikke godt. Pludselig holder den op. Der bliver helt stille.
Meta er den eneste tilbage i farver. Mens intet andet på scenen rører sig, bevæger Jytte sig nu frem mod Meta.
JYTTE:
Meta … ! Ræk mig din hånd.
Er det slut nu? … Var det alt?