Randers

"Randers er min gamle Skoleby, dens Enge, Bakkedrag, Landsbyer og Stude har været mit Hjem i 16 År."

Denne udtalelse i et brev til redaktør Galschiøt fra den 26-årige forfatter må forbavse enhver Pontoppidan-læser der af litteraturhistorien er blevet forført til at spejle Pontoppidans figur i Lykke-Per og i selvbiografiernes oprørske ungersvend. Alt for få spørgsmålstegn er gennem et århundrede blevet stillet ved disse teksters autobiografiske karakter.

Henrik Pontoppidan kom med sin familie til Randers i sommeren 1863, lige før han fyldte seks år. Så 16 lagt til giver 22, årstallet er 1879. Det var det år Pontoppidan endte med at afbryde sine polytekniske studier og flytte væk fra København. Med andre ord: i alle disse år, siden han som 15-årig kom til hovedstaden, havde han følt at hans hjem var i Randers. Han var altså ikke flygtet fra det, men rejst væk fordi hans uddannelse krævede det. Men samhørigheden med hjemmet og familien og byen var usvækket. Han kom der på ferier, sommer og jul - med en enkelt, sen undtagelse, juleferie 1878 hvor opbruddet var begyndt i ham. Det år kom han ikke hjem til jul som han kun smagte gennem de pebernødder moderen havde sendt ham. "Det er jo kun fordi Du selvtrækker Dig tilbage fra Alt, hvad der kunde bringe Julen til Dig," skriver hans moder til nytårsaften da han har klaget sig.

Til samme Galschiøt skrev Pontoppidan 50 år senere da han var blevet æresborger i Randers:

"For mig selv har Udnævnelsen været til større Glæde end nogen anden Udmærkelse, der er bleven mig til Del, Nobelprisen indbefattet; men det ligger naturligvis i, at den kommer fra den By, der har været Vidne til den Del af mit Liv, som var den undervægtigste."

En snurrig argumentation: glæden ved at det ydmygeste bliver ophøjet. "Ven, sæt dig højere op," som skrevet står.