Citat uge 38

"jeg er: et Menneske, der fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt"

Denne ofte citerede karakteristik, altid møntet på det pontoppidanske forfatterjeg, om ikke simpelthen privatpersonen Henrik Pontoppidan, er – hvad de fleste der citerer det, godt véd – hentet fra Højsang. Derimod agter de færreste på at det hverken er Pontoppidan eller hans fortællerjeg der fremsætter udsagnet, men derimod bogens jeg-fortæller, der i Anden Udgave (1921) betegnes som Magister Glob. Han skriver om sig selv i forordet/efterordet til bogen:

Ærligt talt, trods alle i Doktorkapper formummede Tosser, foretrækker jeg at være, hvad jeg er: et Menneske, der fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt – en Pedant, om man saa vil, hvis eget aandelige Livs Ernærings- og Fornyelsesprocesser forløber rolig og regelret uden nogen ved sygelig Gæring fremkaldt Oppustning med dertil hørende Angst-Bespændthed og Stemningskolik og Angerens uophørlige Orme-Kneb; og som i hvert Fald ikke tillader sig at tage Ordet uden at have forvisset sig om, at Pulsslaget er normalt og Tungen ikke belagt.

Der er andre tekster i Højsang, Pontoppidan ikke umiddelbart ville hefte for. F. eks. Liebmanns Vesterhavs-digt. Men her så man jo at Pontoppidan få år efter tog et vers fra digtet og lod det anbringe under sit portræt til almindelig fan-uddeling – og jo dermed tog det til sig. Portrættet var valgt efter den "maskuline Ro". Den "maskuline uro" kan man se her på åbningssiden¹, et billede fra denne samme fotosession som Pontoppidan derimod i 1905 nægtede at autorisere.

Fotografierne er taget i 1890 af Fred. Riise, mens dette litografi må være fremstillet efter Højsangs udgivelse i 1896. Det af Pontoppidan håndskrevne vers under fotografiet afviger på nogle småpunkter fra teksten i Højsang 1896, s. 127:

Luft op, du stærke Vesterhav,
ombrus den danske Kæmpegrav
og væk endnu en Gang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld!

I billedtekstens form går strofen igen i skuespillet De vilde Fugle,1902, s. 56 og i Anden Udgave af Højsang fra 1921, s. 73. Vilh. Andersen beholder altså ret i at det (først) var efter afslutningen af Lykke-Per at Pontoppidan "vedkendte (...) sig Sangen om Danmark ved at skrive dens sidste Vers under sit Portræt"².

Men Pontoppidan har aldrig – som med Vesterhavs-strofen – taget den maskuline ligevægt til sig som sin egen. Undtaget måske med sådan et maskebillede som det ovenstående. En maske han kunne få lov at dække sig bag. Edvard Brandes var godt formelt klar over dette forhold mellem forfatterperson, fortæller og fortællerjeg da han i sin tid anmeldte Højsang. Han snoede sig udenom således:

Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt – det er de to vigtigste Bestemmelser i ovenstaaende Passus. Det kan hænde, at de ikke fuldkommen passer til den halvgamle Filolog, der er Forfatterens Talerør, men desbedre stemmer de overens med Pontoppidans eget Væsen. Vi besidder ikke for nærværende Tid i dansk Poesi saa mandigt et Sind som det, der udtaler sig gennem Pontoppidans Skrifter. Han staar saa støt paa sine Ben og sér sig saa overlegent omkring.

Om denne mandighed se nærmere Jon Helt Haarders foredrag. Eller prøv at skrive "Sindets maskuline Ligevægt" (i anførselstegn) i dette netsteds Google-søgningsfelt på åbningssiden og se hvor mange resultater det allerede giver fra den sekundære litteratur. Bag masken har Pontoppidan grinet sit mest djævelske smil.