Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Bakkegaards Alle 6. 11. oktober 1899

snart et År, siden vi såes


11 Oktb 99.
Bakkegårdsalle 6.

Kære Ven!

Du vil indrømme mig, at Vejret i den senere Tid ikke just har opfordret stærkt til at rejse. Jeg havde ellers gerne kigget over til dig; nu er det jo snart et År, siden vi såes. Og når du kommer tilbage hertil, er jeg – og vi alle – borte herfra. Fra Flyttedag er vor Adresse: Snertinge, pr. Jyderup. Der håber vi at se dig engang inden altfor længe.

Vi har det ellers nogenlunde vel og glæder os på en vis Måde til at komme på Landet, skønt vi egentlig havde det rart her i Bakkegårdsalle, som vi vil komme til at savne for dens Hygges Skyld. Men Hensynet til Sundheden og Pengepungen har nødsaget os til at påny at forsøge Landlivet.

Mange Hilsner fra os alle.

Din hengivne
Henrik P.