Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 8. januar 1929
Min Verden er en Tallerken
8.1.29 |
Holmegårdsvej 2 Charlottenlund1 |
Kære Andersen-Nexø!
Af de Jule- og Nytårshilsner, jeg har modtaget, var ingen mig kærere end Deres. Det gjorde mig så ondt, at jeg under Deres Skandinaviens-Ophold i Sommer ikke havde det Held at træffe Dem. Gennem Avisernes Notitser søgte jeg at følge Deres Spor for at bringe et Møde i Stand; men da jeg kom til København (de sidste Dage af Marts) var De i Norge, og da jeg efter et Ophold i Rørvig vendte tilbage dertil, var De i Sverige. Jeg havde så gerne villet se Dem igen. Trods al vor Forskellighed har jeg altid så stor Glæde af at være sammen med 2 Dem og veksle Tanker med Dem. I mere end 15 År har jeg nu på Grund af Sygdom ikke været udenfor den hjemlige Rede, så De kan nok forstå, at jeg ofte faa har Trang til igen at føle fremmed Luft under Vingerne. Min Verden er en Tallerken, og hvad der sker indenfor den, bliver altfor let til Verdensbegivenheder for mig.
Jeg vilde også så gerne have hilst på Deres Frue, der, så vidt jeg har forstået, var med Dem heroppe. Hun må i så Fald have fået et meget ufordelagtigt Indtryk af vor danske Sommer, for det var jo et forfærdeligt Vejr hele Tiden.
Måtte dette nye År nu blive godt for Dem og alle Deres! Vi er mange, der længes efter Dem, både Deres Venner og Deres mange Læsere. Jeg synes, at 3 vor Bogavl begynder at blive lidt fattig. Vi kan dårlig undvære Dem. Allerede i 50-Års Alderen skriver vore Forfattere deres "Erindringer". Det er ikke noget Tegn på Frugtbarhed.
Hjertelig Hilsen og Tak for Venskab.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
