Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Svendborg. 15. januar 1928
over den Alder, da Børn er sødest
15 Jan. 28. |
Svendborg.1 |
Kære Andersen-Nexø!
Først i Går modtog jeg Deres venlige Nytårshilsen fra 31te Decb. fordi De i Adressen havde forvekslet Kolding med Svendborg. Så længe er altså Postvæsenet i det lille Danmark om at finde en Mand, der dog ikke er helt ubekendt, og hvis københavnske Bopæl desuden står opført i Vejviseren. Dette blot til Forklaring på, at De først nu får min Genhilsen.
Så er De altså nu vendt hjem fra Deres store Foredragsrejse og har igen 2 Deres unge Hustru2 og Deres lille Pige omkring Dem. Den sidstes Udseende bekræfter Deres Ord om, at i Allensbach er der godt at være, så sund og livsglad hun ser ud. Selv har jeg nu kun Børnebørn at glæde mig over, og disse er endda allesammen ude over den Alder, da Børn er sødest. Den yngste er 8 År, den ældste 19.
På niende Måned lever jeg nu her i Svendborg, hvor jeg to eller tre Gange daglig går hen på Hospitalet og tilbage igen; – og udenfor denne Rute kommer jeg i disse korte Vinterdage sjelden nok. Ved Juletid tvivlede jeg 3 om, at min Kone skulde opleve Nytårsdagen; men det er ofte mærkeligt, hvor længe et indtil det yderste afkræftet Legeme, der næsten ingen Næring tager til sig længer, kan modstå Dødens Anløb. Tak fordi De har tænkt på os begge med så megen Deltagelse. For hendes egen Skyld må man kun ønske, at Striden snart må være til Ende. Men det er svært at ønske dette for det Menneske, man nødigst af alle vil undvære.
Som De sikkert vil forstå, er det under disse Forhold vanskeligt for mig at lægge Planer for Fremtiden; men dersom De og Deres Hustru gør Alvor af 4 at tilbringe Sommertiden her i Danmark, vil jeg oprigtig håbe, at der bliver Lejlighed for os til at mødes.
Og modtag så mine bedste Ønsker for Dem og Deres Hjem og Arbejde.
Deres hengivne Ven
Henrik Pontoppidan
