Martin Andersen Nexø til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allensbach, Tyskland. 3. april 1928
Deres Hustrus stille Myndighed
Allensbach am Bodensee, Tyskland
3. April 1928
Kære Henrik Pontoppidan!
Jeg har i den sidste Maaned været paa en Foredragsrejse i Svejts, og først igaar da jeg kom hjem, erfarede jeg, at Deres stolte tapre Hustru har udstridt. Jeg har tænkt meget paa Dem, siden vi traf hinanden igen; jeg skylder Dem jo saa meget baade som Forfatter og som Menneske, og der er næppe gaaet ret mange Dage, hvor mine Tanker ikke har aflagt Dem i al Fald en fransk Visit. Men nu maa jeg have Lov til at lade Tankerne blive Ord og sende Dem en Vens Hilsen – med Tak for det, De og Deres Hustru har givet mig i Deres Hjem. Jeg er næsten blevet en gammel Mand, inden jeg naaede at ryste det værste af Ungdommens Usikkerhed af mig. Men i Deres Hjem har jeg følt mig saa vel og saa fri, som det overhodet var mig muligt dengang. Deres Hustrus gode rolige Blik og stille Myndighed virkede befriende paa mig; jeg tror, hun forstod hvor hæmmet jeg var, og med Hensigt opmuntrede mig. Jeg ser hendes stolte Skikkelse for mig saa levende, som var det i Gaar, og føler hendes rolige spørgende Blik dvæle paa mig med en Opfordring til at udtale mig – og føler Taknemmeligheden vælde op i mig igen.
De er sikkert meget ensom i denne Tid, og maaske skulde jeg nøjes med at tænke varmt paa Dem, tænke det jeg her siger. Men vi Mennesker røber snarere for lidt end for meget af det gode, vi tænker om hinanden; og jeg føler Trang til at sende Dem en stille Vennehilsen og en Tak for det, De og Deres Hustru sammen har været for mig, og for det De selv gennem Deres stærke Personlighed har betydet for mit Arbejde og mit Liv.
Et kærligt Haandtryk!
Deres hengivne Ven
Martin Andersen Nexø
