Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Nervi, Genua. 8. marts 1906

Fællesskabet mellem os to

1. version	2. version
f.T. Nervi ved Genua Villa Castello. 8^d Marts 1906. Kære Hr. Andersen-Nexø! De har vist ikke kunnet forstå, at jeg ikke har ladet høre fra mig. Forklaringen er den, at jeg for Tiden lever i det Fremmede, og at jeg på Grund af et Uheld med en Brevforsendelse fra mit Hjem først i Forgårs fik Meddelelsen om, hvorledes De ved Udgivelsen af Deres nye Bog har hædret mig. Selve Bogen er endda endnu ikke nået hertil; men jeg vil nu ikke vente længer med at sende Dem min Tak og sige Dem, hvor glad jeg er ved at vide mig forstået af Dem. Jeg har jo nok, når jeg læste Deres Bøger, følt, at der var et åndeligt Slægtskab imellem os; men jeg kunde ikke vide, om De havde den samme Fornemmelse, endsige, om De brød Dem om den. Ved et morsomt Tilfælde modtog jeg med den samme Post Slutningen af en Tidsskriftartikel af Sv. Lange, der har iagttaget 2 mig i Kikkert fra et eller andet højt Tårn, eller måske snarere fra den anden Verden, hvorfra han jo så nylig er vendt tilbage. Der findes i den Artikel blandt adskillige andre Misforståelser èn, der er særlig karakteristisk. Jeg havde i et Interview kaldt mig for en folkelig Forfatter, og dette opfatter nu Lange som Udtryk for en anerkendelsesværdig Beskedenhed af mig. Han – og hans Lige – forstår ikke, at der for en Skribent, der dog vil regnes med til Digterlavet, kan være noget større Mål end at blive optaget i de literære Rangklasser. Mon jeg tager fejl i, at det just er i denne Folkelighed, at Fællesskabet mellem os to består? Vi har begge været med til at skabe en Literatur, der kunde bidrage til at udvikle, hvad man har kaldt for Levekunsten¹ – en Literatur, der (og det er netop det nye ved den) ikke udelukkende kan måles med den æstetiske Målestok. At ville gøre dette, er som at ville bestemme Musikken i en Flok Skov~~huggers~~arbejders Øksehug ved Hjælp af en Stemmegaffel. Jeg ønsker af Hjertet alt godt for Deres store Værk. Dets Titel klinger som 3 en Fanfare, et Hanegal, og det er godt. Jeg glæder mig til at følge Dem på Deres Verdensomsejling og at kunne hilse Dem med Salut, når Farten er lykkelig tilendebragt. Jeg har i det sidste Årstid for mit Helbreds Skyld levet et omflakkende Liv, snart i Nord, snart i Syd; men forhåbenlig træffes vi engang og kan tales ved. – Endnu engang: Tak for Deres Håndslag. Deres hengivne Henrik Pontoppidan.	f.T Nervi ved Genua Villa Castello. 8^d Marts 1906. Kære Hr. Andersen-Nexø! De har vist højlig forundret Dem over, at jeg ikke har ladet høre fra mig. Forklaringen er den, at jeg for Tiden lever i det Fremmede, og at jeg på Grund af et Uheld med en Brevforsendelse fra mit Hjem først i Forgårs fik Meddelelsen om, hvor højt De ved Udgivelsen af Deres nye Bog² har hædret mig. Selve Bogen er endda endnu ikke nået hertil; men jeg vil nu ikke vente længer med at sende Dem min Tak og sige Dem, hvor glad jeg er ved at vide mig forstået af Dem. Jeg har jo nok, når jeg læste Deres Bøger, følt, at der var åndeligt Blodsbånd imellem os; men jeg kunde ikke vide, om De havde den samme Fornemmelse, endsige, om De brød Dem om den. Ved et morsomt Tilfælde modtog jeg med den samme Post Slutningen af en Tidsskriftartikel³ af Sv. Lange, der 2 har iagttaget mig i Kikkert fra et eller andet højt Tårn, eller måske snarere fra den anden Verden, hvorfra han jo nylig vendte tilbage. Der findes i den Artikkel blandt andre Snurrigheder en Misforståelse, der er særlig karakteristisk for hans Ophøjethed. Jeg havde i et Interview med "Politiken" kaldt mig for en folkelig Forfatter, og dette opfatter nu Lange som Udtryk for en anerkendelsesværdig Beskedenhed af mig. Den Slags Folk forstår ikke, at der for en Skribent, som dog vil regnes med til Digterlavet, kan være noget større Mål end at blive optaget i de literære Rangklasser. – Mon jeg tager fejl i, at det just er i denne Folkelighed, at Fællesskabet mellem os to ligger? Vi har begge været med til at skabe en Literatur, der kunde bidrage til at udvikle, hvad man har kaldt for Levekunsten, den største og vanskeligste af alle Kunster, – en Literatur, der (og det er netop det nye ved den) ikke udelukkende kan måles med den æstetiske Målestok. At ville gøre dette, er som at ville bestemme Musikken i 3 en Flok Skovarbejderes Øksehug ved Hjælp af en Stemmegaffel. Jeg ønsker af Hjertet alt godt for Deres store Værk. Dets Titel klinger som en Fanfare, et Hanegal, og det er godt. Jeg glæder mig til at følge Dem på Deres Verdensomsejling og at kunne hilse Dem med Salut, når Farten er lykkelig tilendebragt. Jeg har i det sidste Årstid for mit Helbreds Skyld levet et omflakkende Liv, snart i Nord, snart i Syd; men forhåbenlig træffes vi engang og kan tales ved. Foreløbig da blot disse Linjer med min bedste Tak for Deres Håndslag. Deres hengivne Henrik Pontoppidan.

1. version

2. version

f.T. Nervi ved Genua
Villa Castello. 8^d Marts 1906.

Kære Hr. Andersen-Nexø!

De har vist ikke kunnet forstå, at jeg ikke har ladet høre fra mig. Forklaringen er den, at jeg for Tiden lever i det Fremmede, og at jeg på Grund af et Uheld med en Brevforsendelse fra mit Hjem først i Forgårs fik Meddelelsen om, hvorledes De ved Udgivelsen af Deres nye Bog har hædret mig. Selve Bogen er endda endnu ikke nået hertil; men jeg vil nu ikke vente længer med at sende Dem min Tak og sige Dem, hvor glad jeg er ved at vide mig forstået af Dem. Jeg har jo nok, når jeg læste Deres Bøger, følt, at der var et åndeligt Slægtskab imellem os; men jeg kunde ikke vide, om De havde den samme Fornemmelse, endsige, om De brød Dem om den.

Ved et morsomt Tilfælde modtog jeg med den samme Post Slutningen af en Tidsskriftartikel af Sv. Lange, der har iagttaget 2 mig i Kikkert fra et eller andet højt Tårn, eller måske snarere fra den anden Verden, hvorfra han jo så nylig er vendt tilbage. Der findes i den Artikel blandt adskillige andre Misforståelser èn, der er særlig karakteristisk. Jeg havde i et Interview kaldt mig for en folkelig Forfatter, og dette opfatter nu Lange som Udtryk for en anerkendelsesværdig Beskedenhed af mig. Han – og hans Lige – forstår ikke, at der for en Skribent, der dog vil regnes med til Digterlavet, kan være noget større Mål end at blive optaget i de literære Rangklasser.

Mon jeg tager fejl i, at det just er i denne Folkelighed, at Fællesskabet mellem os to består? Vi har begge været med til at skabe en Literatur, der kunde bidrage til at udvikle, hvad man har kaldt for Levekunsten¹ – en Literatur, der (og det er netop det nye ved den) ikke udelukkende kan måles med den æstetiske Målestok. At ville gøre dette, er som at ville bestemme Musikken i en Flok Skov~~huggers~~arbejders Øksehug ved Hjælp af en Stemmegaffel.

Jeg ønsker af Hjertet alt godt for Deres store Værk. Dets Titel klinger som 3 en Fanfare, et Hanegal, og det er godt. Jeg glæder mig til at følge Dem på Deres Verdensomsejling og at kunne hilse Dem med Salut, når Farten er lykkelig tilendebragt.

Jeg har i det sidste Årstid for mit Helbreds Skyld levet et omflakkende Liv, snart i Nord, snart i Syd; men forhåbenlig træffes vi engang og kan tales ved. – Endnu engang: Tak for Deres Håndslag.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

f.T Nervi ved Genua
Villa Castello. 8^d Marts 1906.

Kære Hr. Andersen-Nexø!

De har vist højlig forundret Dem over, at jeg ikke har ladet høre fra mig. Forklaringen er den, at jeg for Tiden lever i det Fremmede, og at jeg på Grund af et Uheld med en Brevforsendelse fra mit Hjem først i Forgårs fik Meddelelsen om, hvor højt De ved Udgivelsen af Deres nye Bog² har hædret mig. Selve Bogen er endda endnu ikke nået hertil; men jeg vil nu ikke vente længer med at sende Dem min Tak og sige Dem, hvor glad jeg er ved at vide mig forstået af Dem. Jeg har jo nok, når jeg læste Deres Bøger, følt, at der var åndeligt Blodsbånd imellem os; men jeg kunde ikke vide, om De havde den samme Fornemmelse, endsige, om De brød Dem om den. Ved et morsomt Tilfælde modtog jeg med den samme Post Slutningen af en Tidsskriftartikel³ af Sv. Lange, der 2 har iagttaget mig i Kikkert fra et eller andet højt Tårn, eller måske snarere fra den anden Verden, hvorfra han jo nylig vendte tilbage. Der findes i den Artikkel blandt andre Snurrigheder en Misforståelse, der er særlig karakteristisk for hans Ophøjethed. Jeg havde i et Interview med "Politiken" kaldt mig for en folkelig Forfatter, og dette opfatter nu Lange som Udtryk for en anerkendelsesværdig Beskedenhed af mig. Den Slags Folk forstår ikke, at der for en Skribent, som dog vil regnes med til Digterlavet, kan være noget større Mål end at blive optaget i de literære Rangklasser. – Mon jeg tager fejl i, at det just er i denne Folkelighed, at Fællesskabet mellem os to ligger? Vi har begge været med til at skabe en Literatur, der kunde bidrage til at udvikle, hvad man har kaldt for Levekunsten, den største og vanskeligste af alle Kunster, – en Literatur, der (og det er netop det nye ved den) ikke udelukkende kan måles med den æstetiske Målestok. At ville gøre dette, er som at ville bestemme Musikken i 3 en Flok Skovarbejderes Øksehug ved Hjælp af en Stemmegaffel.

Jeg ønsker af Hjertet alt godt for Deres store Værk. Dets Titel klinger som en Fanfare, et Hanegal, og det er godt. Jeg glæder mig til at følge Dem på Deres Verdensomsejling og at kunne hilse Dem med Salut, når Farten er lykkelig tilendebragt.

Jeg har i det sidste Årstid for mit Helbreds Skyld levet et omflakkende Liv, snart i Nord, snart i Syd; men forhåbenlig træffes vi engang og kan tales ved. Foreløbig da blot disse Linjer med min bedste Tak for Deres Håndslag.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.