Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 17. juli 1928
Kunstnerens Pligt til at vove Trøjen
17de Juli 281. |
Holmegårdsvej 2. pr. Charlottenlund. |
Kære Henri Nathansen!
Tænk Dem til min Forfærdelse, da jeg i Dag åbner Avisen og ser Deres Portræt med Fødselsdagshilsner og Hyldest fra Venner og Beundrere! Pressen plejer ellers ikke at glemme mig, når en Jubilar skal fejres; men i dette Tilfælde, hvor jeg – undtagelsesvis – vilde have været taknemlig for en Henvendelse, har man hverken fra den ene eller den anden Side haft Bud efter mig. Derfor kommer nu min Lykønskning og min Tak beklageligvis post festum 2 og privat. Det er så meget mere ærgerligt for mig som jeg for mere end en Måned siden skrev Fødselsdagen op for at være sikker på at huske den. Men nok om det, – jeg hilser med Fryderåb både Digteren og Kritikeren2, skønt den sidstes skarpe Våben har taget Skalpen af et Par af mine Venner3. De er nu omtrent den eneste herhjemme, for hvem Skribentvirksomheden er en Mission, Kunstnerevnen et Adelskab, der forpligter til at vove Trøjen. Derfor har vi Dem så hårdt behov; og vi er mange – flere end De vistnok veed – der glæder sig over at se Dem vokse i Magt og Myndighed på et Tidspunkt, da så mange af Deres Jævnaldrende allerede har mistet 3 begge Dele. "Manchen Naturen hatten einen späten Frühling und sollen einen langen Herbst haben"4. De Ord gælder også for Dem.
Jeg formoder, De tilbringer Dagen i Deres Hus i Mørdrup. Dertil går i hvert Fald alle mine Tanker og mine mange gode Ønsker, mens jeg sidder her alene og inderlig savner Dem. Jeg mindes Fortiden, vore lange Samtaler, de mange gode Timer, vi tilbragte i hinandens Selskab, da vi endnu ejede Ungdommens flux de bouche5. Ak ja, det var den Gang, kære Nathansen, og de År kommer aldrig igen.
Deres
taknemlige og hengivne
H. Pontoppidan
