Henrik Pontoppidan til Mathilde Mann
Sendt fra f.T. Rigshospitalet. 8. februar 1919
Sammenstyrtningen overraskende
f.T. Rigshospitalet.
8.2.19.1
Kære Fru Mann!
Det er ikke længere siden end igår, at min Kone og jeg talte om, hvor De vel var henne. Det var så længe, siden jeg havde hørt fra Dem, og vi kunde dårligt tænke os, at De hele den lange Vinter sad i Deres Lodshus. Og så får jeg nu at vide gennem Deres Brev2 idag, at De er bleven min Efterfølger hos den smukke Fru Vorm og læser Korrektur på "Hans im Glück", i det samme Værelse måske, hvor jeg sidste Vinter gennemgik Bogen for en anden (en svensk) Oversætterinde3. Verden er ikke større! – Jeg sender Dem 2 nu her Korrektur-Bladet tilbage med den fornødne Forklaring. De to√ Linjer, De har tilføjet med Blyant nederst på Side 99, skal flyttes op, som jeg har antydet det; dermed er alt i Orden.
Hvad De fortæller mig om Deres Søn, hvis glimrende Fremtidsudsigter så pludselig er bleven formørkede, gør mig oprigtig ondt, skønt også jeg tror, ligesom De, at nye og lykkelige Muligheder vil vokse frem af Ødelæggelsens Spor, når først Tyskland er falden til Ro efter den store Omvæltning. Men i Øjeblikket må Vilkårene være tunge, især fordi Sammenstyrtningen vistnok√ er kommen Størstedelen af Deres Landsmænd ganske overraskende. Det Indtryk fik jeg i hvert Fald, da jeg for en Månedstid siden talte med en Professorfrue 3 fra Jena4.
Jeg er for Tiden Hospitalsfange og har været det i henved 5 Uger. Det er nogle heftige Ansigtssmerter, jeg skal kureres for; men jeg begynder at tvivle om, at det vil lykkes Lægerne at få Bugt med dem, i hvert Fald ikke uden Operation.
Vil De være så god at bringe Fru Vorm en Hilsen fra mig. Skønt jeg er overbevist om, at De har det hyggeligt hos hende, længes De dog vist nu efter at få Deres eget Hjem igen; men det er velsagtens ikke så let for Dem. Den Familje, De har lejet Deres Lejlighed5 til, giver næppe godvilligt slip på den.
De venligste Hilsner fra
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
