Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Snertinge. 19. december 1899
tre År forpligtet til at sidde her
19d Decb. 99. |
Snertinge. |
Kære Ven!
Jeg har ventet med at sige dig Tak for dit Brev og din Bog, indtil jeg samtidigt kunde sende din Hustru og dig en Julehilsen fra os her. Dit 2 Binds Værk har jeg læst med stigende Interesse og Spænding; de Indvendinger, jeg har at gøre, vil jeg gemme, indtil det hele, mægtige Monument er færdigt. Det er en beundringsværdig Energi, hvormed du har opbygget det, og jeg misunder dig det titaniske Arbejdsmod, som jeg selv så sørgeligt mangler. Jeg har også følt en vis Skamfuldhed ved at sende dig mine to små tynde Hefter af "Lykke-Per", men det må tjene mig til Undskyldning, at Året har været meget uroligt for mig, og desuden har jeg haft en hel Del Arbejde med at udgive og gennemse mine ældre Bøger, der er udkommen samlede i en 2-Binds Folke-Udgave.
Din Beskrivelse af Grenna har virkelig 2 givet mig Uro i Blodet. Jeg havde ganske opgivet Troen på, at der overhovedet fandtes nogenlunde beboelige Egne på denne mislykkede Jord, efter at Rohde i Sommer kom hjem fra Sydspidsen af Sicilien, hvor han havde boet i [et] halvt År, og erklærede, at værre Klima havde han ikke kendt. Det blæste de tre Dage og stormede den fjerde, og der var så koldt, at han om Natten måtte ligge med sin Overfrakke på i Sengen, og endda frøs han, så Tænderne klaprede som Kastagnetter i han Mund.
Men altså Grenna – det er Paradiset på Jorden. Jeg er nu alligevel skeptisk og troer ikke derpå, før jeg personlig har undersøgt Sagen, men fra Snertinge kommer jeg i hvert Fald næppe foreløbigt. I tre År har jeg forpligtet mig til at sidde her og høre på, hvad Stormen – den evindelige! – har at fortælle mig. Foreløbigt har den berøvet mig Søvnen, når den endda ikke også vil ryste Humøret af mig, skal jeg endda være glad.
Gennem Hirschsprung er der nået et Rygte herud, der fortæller, at din Hustru og du i Midten af Januar kan ventes hertil på Gennemrejse 3 til en af de evige Stæder (jeg veed ikke, hvilken). Vi kan da forhåbentlig her glæde os til Gensyn; det skal blive herligt engang igen at få snakket sammen. Herude lever jeg jo meget ensomt, i København har jeg endnu ikke været og kommer der måske slet ikke i Vinter.
Lad mig nu se, at du snart bringer mig Struensees Hoved på din Poesi's pragtfuldt ciselerede Guldfad. – På dansk er "Struensee" endnu ikke kommen. Er det den lille Alfred1, der er for optaget af sin Renovations-Mission herhjemme til at besørge Oversættelsen i rette Tid? Eller venter han måske med Udgivelsen, indtil han kan få Halshugningen med?
Vi har her i Landet allerede haft streng Vinter med Kaneføre og 10-11° Frost. Nu er det igen mørkt og tåget i Vejret, så jeg kan akkurat se at skrive, skønt det er midt på Dagen. – Nej, hvem der var i Grenna! For dér er sikkert Sol og Sommer og Sne og Blomster og Skøjteføre – og ingen Nytårsregninger.
Vi sender begge to de venligste Hilsner til Fruen og dig selv med alle gode Ønsker for det kommende År.
Din hengivne
H. Pontoppidan.
