Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 2. februar 1930

Kinck og Thrap-Meyer

Frk. Dina Lea!

Nej, det er dog for galt! Nu er vi gået ind i Februar, og endnu har jeg ikke fået takket Dem for Deres Brev af 9^d Januar¹ med dets mange Kinck-Billeder. Hvad De fortæller om hans Livlighed Månedsdagen før hans Død, forbavser mig i Grunden. Sådan har jeg aldrig kendt ham; men han må sikkert have forandret sig en hel Del, siden jeg traf ham omkring Århundredskiftet. Den Gang var han ret tavs og lidt forlegen, i hvert Fald "fåmælt", som man siger i Norge, mens jeg på den Tid var en meget ordrig og selvbevidst Herre, der kunde snakke "Fanden (og måske også Kinck) et Øre af". Siden fik jeg ham aldrig at se. I c. 30 År 2 bevarede vi Venskab for hinanden uden nogensinde at mødes personligt anderledes end som Skyggegæster. – Johannes Thrap-Meyer fik jeg overhovedet aldrig at se. Han skal have skrevet et Brev til mig, før han rejste til Paris, og heri spurgt mig, om det vilde passe mig at få et Besøg af ham; han vilde da lægge sin Rejse over København; men da han intet Svar fik, rejste han udenom. Det Brev har jeg desværre aldrig modtaget. Jeg gik derved glip af at lære den sjældne Mand at kende. Jeg har i Løbet af de få År, vort Bekendtskab varede, fået et Par hundrede Breve fra ham; men hans Stemme har jeg altså aldrig hørt udover, hvad der kan høres ^skønnes√ af hans Stil, ikke mindst hans Brevstil. De spørger mig, om jeg kender et af hans senere Arbejder "En Kunstner i Reserve" (om Ravensberg). 3 Ja, det gør jeg. Han sendte mig den Artikelrække sidste Vinter fra Frederikshald. Den var frisk og god, fuldkommen sund, helt munter – og allerede den Gang har han haft Dødsspiren i sig. Jeg forstår, at han må have været ^meget√ indtagende, altid vistnok i Galop (også, så vidt jeg kunde forstå, med sit Giftermål) ligesom med sin Død.

Men jeg kan ikke i Dag skrive ^om√ alt, hvad der rører sig i mig i Anledning af dette Dødsfald. Jeg har i denne Tid et Arbejde at renskrive, og min Hånd gør Strejke. Vær da i al Korthed hilset og takket af

Deres hengivne
H. Pontoppidan

Dina Leas kommentar 1957:
Jeg hadde sendt Pont. resten av G.J.s amatørbilleder av Kinck. Det gav anledning til at P. mindtes deres møte ved århundrets begynnelse og deres venskap. – Han reflekterer over de ombyttede roller (underforstått: nu er han selv den tause.) – I 1932 inneholdt Edda K.s avh. for kronprinsens gullmedalje: "Forholdet mellem middelalderens ballade-digtning og oldtidens mythisk-heroiske digtning i Norden". – og den blev sendt til P. som i denne forbindelse fortalte: Før han hadde lest noe av Ki., trodde han at dikteren var jernbanemann! – p.g.a. tittelen på en av hans bøker: Mellem Togene. – (Det dreier sig i det lille skuespill om to demonstrasjonstog.) – Det moret P. å tenke på at Kinck på det tidspunkt hadde bak sig et større vidensk. arbeide.
M.h.t. Th.-M.s mange brev som P. nevner – og sendte mig2 samtidig med det følgende (av. 15.5.30) dreiet det sig om et mindre tall – såvidt jeg husker vel 100.
Th.-M. som selv opr. skulde blitt maler, hadde skrevet et par artikler i Dagbladet om sin ven L. Ravensberg. – R. (som fyldte 80 år i fjor) var først og fremst K.s ven – også hans reisefelle på turen i Spanien – hvorom K. skrev Spanske Høstdøgn.

Brevet befinder sig på KB i Tilg. 306.