Henrik Pontoppidan til Johanne Krause
Sendt fra Rom. 30. januar 1893
noget at fortælle Folk
Rom. Mandag. [30.1.18931]
Kære Johanne!
Dersom jeg i dette Øjeblik skulde ønske mig noget, da var det, at jeg på din Fødselsdag2 kunde komme ind til dig og ønske dig til Lykke. Dette kan nu af mange Grunde ikke ske, og dette lille Brev må derfor bringe dig de bedste Ønsker og Hilsner fra din Fader. Gid du i dit nye År må blive stadig raskere og stadig gladere. Jeg sendte forleden med Posten en lille Pakke til dig; jeg håber, at den vil nå dig til Festdagen; inden i Syæsken, som er til dig, findes et Penneskaft, som er en Hilsen fra mig til Hans.
Jeg ser af Aviserne, at I har haft 2 en slem og kold Vinter derhjemme, og måske går I endnu og fryser hver Dag. Her, hvor jeg bor, er det nok undertiden ret koldt, men Sne har vi ikke haft, Træerne står med Blade på ligesom om Sommeren, og rundt om i Haverne hænger modne Appelsiner på Træerne. Du kan tro, at det er kønt at se! Men i de Dage, da der var koldt, kunde det være slemt nok, for Folk hernede har ikke Kakkelovn i Stuerne og alle Gulvene er af Sten. Men når Solen skinner, er her omtrent ligeså varmt som hjemme hos os om Sommeren. Du kan nok forstå, at her er morsomt at være, for her er så mange Ting at se, som man ikke kan se andre Steder; her er så mange gamle, gamle Bygninger, som er over to tusinde År gamle og så store, at du slet ikke kan tænke dig det. Og hele Byen, der er større end 3 København, er fuld af store Springvand og høje Stenstøtter og Stensøjler og Slotte og dejlige Haver. Alt dette går jeg hver Dag og ser på, for at jeg kan have noget at fortælle Folk i mine Bøger. I Går, da jeg gik på Gaden, så' jeg Dronningen. Der sad to røde Kudske på Bukken og to røde Tjenere bag på hendes Vogn, og Dronningen selv var klædt i violet Silke og var meget smuk. Rundt om i alle Gaderne ser man Munkene; sådanne Folk har vi slet ikke hjemme hos os; det er skikkelige gamle Mænd, de fleste med et stort, hvidt Skæg; de går rundt og samler Mad til de fattige; de går altid med bare Fødder og uden Hat på Hovedet, har en stor, brun Kappe på med en Hætte på Ryggen og et Reb omkring Livet. De bor i store, gamle Bygninger, der kaldes Klostre, hvor hver Munk har et lille bitte Værelse. Af sådanne Klostre er her mange, og af Kirker er der næsten fire hundrede, 4 den ene mere prægtig end den anden, strålende af Guld og Sølv. I Juledagene var jeg inde i en Kirke, hvor der opbevares en Dukke, der er ganske besat med Ædelstene. Om denne Dukke mener Menneskene hernede, at den kan gøre Underværker og kurere Folk, der er syge, bare ved at blive bragt ind i den Syges Værelse. Dukken har sin egen, fine Kareth og sine egne Heste; og når den hentes til en Syg, følger Præster og Munke med, og alle Vegne i Gaderne, hvor Dukken kommer kørende, knæler Folk for den. – Men om alle disse Ting skal jeg nok en Gang fortælle dig og Hans. På din Fødselsdag har du jo andet at gøre, end at læse Breve, og derfor skal jeg nu holde op.
Hils Moder og Hans mange Gange fra mig. Jeg håber, I alle har det godt.
Din hengivne
Fader.
