Henrik Pontoppidan til Johanne Krause
Sendt fra Golling bei Salzburg. 6. juli 1892

jeg ser ofte på jeres Billede

Kære Johanne!

Det regner i Dag, så man ikke kan komme udenfor en Dør, så jeg kan ikke gøre noget bedre i den Time, jeg plejer at spasere i, end at skrive et lille Brev til jer. Jeg sender jer samtidigt et Par Billeder af den Egn, hvor jeg nu bor, og I kan deraf se, at jeg nu er kommen ned til de høje Bjærge, som vi slet ikke har nogen af hjemme hos os. På Toppen af Bjærgene ligger der Sne, fordi der deroppe altid er så koldt, at når det regner hernede i Dalene, sner det oppe på Toppen. Alle Mændene her går med Knæbuxer og store Snørestøvler og en Hat med en Fjer i. 2 Når de skal op på Bjærgene har de en stor Stav i Hånden til at støtte sig på og en lille Pibe i Munden. På den inderste Del af Bjærgene er der Skov og Græsgange og her går Køerne og græsser i store Flokke. Hver Ko har en lille Klokke hængende omkring Halsen, og den ringer ved hvert Skridt, den gør. Hvor der er mange Køer samlede, kan man høre denne Klokkeringning langt borte, og Pigerne, der kommer derop for at malke, kan da ^strax√ høre, hvor Køerne er henne. Husene hernede er allesammen meget små, og ovenpå dem ligger der store Sten for at holde på Taget, når det blæser. For det blæser og regner og tordner næsten hver Dag. Om Morgenen kan det være så varmt, at man gærne kunde gå i Skjorteærmer på Gaden; så kan det ved Middagstid pludselig blive Vinter, og Hagl og 3 Storm kan dundre på Ruderne. Om Aftenen kan det så blive ganske lummert, og sorte Tordenskyer trækker op over Bjærgene. Og når det tordner hernede, lyder det langt værre end hjemme. Men Torden er ikke noget at være bange for; det er bare oppe i Skyerne at det buldre. En Ting vilde jeg ønske, I kunde komme herned at se, det er de store Vandfald, her er. Højt oppe fra Bjærgene styrter Vandet ned over Klippeblokke og Sten, og bruser og skummer og gør et sådant Spektakkel, at man kan høre det en hel Time, før man nåer derhen. Men jeg vilde også gærne kunne spasere en Tur med jer ind i de store Skove. Man kan dér gå i mange Timer uden at træffe på et Menneske, og alting er ganske stille derinde, ikke en Gang Fuglene synger, og man hører kun hvordan Vandfaldene bruser langt borte. Men på Jorden voxer der så mange 4 Jordbær, at Græsset er ganske rødt af dem, og af dem kan man spise så mange man vil, de koster ingen Penge.

Men nu er det vist ikke værd, at jeg bliver ved at fortælle, så bliver I vel tilsidst kede af min lange Passiar. Nu vilde jeg ønske, at I til Gengæld kunde fortælle mig lidt om, hvordan I lever, og hvad I synes om at være i Jylland². Moder har skrevet til mig, at I har det rigtig godt og er glade, ^og√ det er jo det vigtigste. Når I nu blot kunde få rigtig godt Vejr, så I kunde tumle jer ude fra Morgen til Aften.

I kan jo nok begribe, at jeg tidt og mange Gange længes efter jer, og jeg ser ofte på jeres Billede, som jeg har med mig, og sender jer mange Hilsner. Hils nu Moder fra mig og sig hende, at jeg vistnok i Går skrev i mit Brev til hende, [Slutning mangler].

Brevet befinder sig på KB i Acc. 1996/45 kps. 1.