Henrik Pontoppidan til Niels Jeppesen
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 18. april 1927
Avlelem for den folkelige Literatur
| 18.4.27.1 | Overgaden n. V. 15. København K. |
Kære Niels Jeppesen!
Inden Påsken går helt til Ende, må jeg sende Dem, Deres Hustru og Børn en lille Hilsen herfra. I Overmorgen begynder De vist igen på Skolearbejdet, så jeg må skynde mig, dersom dette skal nå at blive et Feriebrev. Jeg havde skrevet til Dem for længe siden, dersom jeg ikke havde været dårlig, og dersom Forholdene her√ i det hele havde været bedre. Man vil jo helst bringe sine Venner lidt gode Nyheder, venter derfor Uge efter Uge i Håb om, at der 2 "skal vise sig noget". Men vi lever stadig med Sygdom i Huset, og det af den alvorligste Art. I over fem Måneder har min Kone ikke været ude af sin Seng. Hun har en Sygeplejerske til sin Rådighed, da hun må passes og plejes som et Barn, hvad vor Pige jo ikke kan overkomme samtidig med, at hun passer Huset. Alt dette er naturligvis kostbart; men når det forleden i "Politiken" blev fremstillet (hvad De måske har læst), som om jeg havde Nøden hængende over Hovedet, så er det en slem Overdrivelse. Den lille Opsats2 var sikkert meget velment; men jeg havde dog – også af andre Grunde – helst set, at den ikke var kommen frem.
Som sædvanligt har jeg adskilligt 3 at sige Dem Tak for, både Brev3, Prolog til Landeværnsfesten (meget smuk) og Kroniker. I en af disse polemiserer De mod Prof. Hans Brix, fordi han i sin Bog om danske Digtere har anbragt mig som Hale på Halvfjersernes og Firsernes Digtning i Stedet for som Hoved (eller måske snarere Avlelem) for den folkelige Literatur, der fulgte efter, hvilket efter Deres Mening havde været korrektest. Det tror jeg egenlig også selv. Med "Fra Hytterne" og "Muld" blev der sat Plov i en jomfruelig Jord, som efter den Tid har givet rig Afgrøde. Men forøvrigt må jeg sige, at jeg læste Brix' Bog med stor Fornøjelse. Navnlig i hans Behandling af vor ældre og ældste Literatur 4 mærker man hans dybe Kærlighed til Sprog, Folk og Land, en "Glæde over Danmark", som man ikke så ofte træffer hos Landsmænd mere – når de da ikke bor i Amerika. Jeg deler ikke altid hans Syn, mens hans Domme4 kommer lige fra Hjertet, eller, hvor han kritiserer, fra Leveren; og det er så velgørende.
Glæd mig nu snart igen med et Par Linjer og nogle Kroniker. Men jeg forstår, at De kan være træt, når De kommer hjem fra Skolen, også, at De helst vil bruge de Kræfter, der levnes Dem, på Deres nye Bog. De spørger til min egen dito. Den ligger i min Pult, og en skøn Dag går jeg vel nok hen til Forlaget med den, skønt jeg veed, at det vil gøre min Kone [fortsat nedad i venstre margin s.4:] ondt. Hun har hidtil altid været den første, der læste mine Bøger; og det Privilegium giver hun jo nødig Afkald på. Men hun er ikke længer [fortsat opad i venstre margin s.2:] i Stand til at læse; og jeg, som dårligt kan tale for Tiden, kan endnu mindre bruges som Oplæser. – Modtag nu venlige Hilsner fra os begge.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
