Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 9. februar 1933
stadig er det Erindringskisten jeg roder op i
9 Februar 33. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund |
Kære Galschiøt!
Ved at læse om, hvad der i disse Dage hænder med Burmeister & Wain, er jeg kommen til at tænke på, om ikke også De hører til de Skadelidte. Jeg synes at kunne huske, at De engang har sagt mig, at De var økonomisk interesseret i "Flydedokken", som B&W jo for et Par År siden overtog. Det skulde gøre mig ondt, dersom De nu igen har lidt et Tab. Selv om De måske har nok at tabe af, så er det dog en Ærgrelse at se sin hæderligt erhvervede Ejendom smuldre hen på Grund af andres Misrøgt. Jeg kender jo lidt til det fra min egen lille Butik, hvor Bankernes lange Fingre har tømt både Rosin- og Svedskeskuffen og kun ladet det nødtørftigste tilbage. Nu skal vi jo tilmed have nye Skatter og Afgifter 2 for at støtte vore kære Landboere, der tjente så tykt under Krigen, fik deres gamle Heste og Pølsekøer vejet op med Guld eller i hvert Fald med Sølv. Hvor er al den Rigdom gået hen?
Vore økonomiske Trængsler opsluger i Øjeblikket næsten al anden Interesse hos Folk. Også Literaturen står på Fallittens Rand. Jeg så' i Går i min Avis, at Morten Korck1 var er den Forfatter, der nu har det største Salg. En anden Skribent, som efter min Mening er en af de mest talentfulde blandt de yngre, skriver Bog på Bog men kan ikke få noget ud. Og han har Kone og fire Børn.
Else og Einar ser jo også med Bekymring på deres Fremtid. Om et Par Måneder står de på Gaden. Der bliver i den nærmeste Fremtid en Overlæge-Stilling ledig i Kolding; men der vil sikkert blive mange hungrende Hunde om den Steg. Jeg tror dog ikke, at Einar har Grund til at frygte for Fremtiden. Dertil er hans Dygtighed altfor anerkendt blandt Fagfolk. Hos Hospitalsdirektørenmyndighederne 3 her i Byen har han en høj Stjerne, og både han selv og Else vil jo helst blive i København. Jeg ønsker Dem dem naturligvis heller ikke bort herfra. Jeg vilde komme til at føle mig meget ene her, når de drog bort.
Hvordan mon det går Dem og Deres Hus i denne Influenza-Tid? Det gjorde mig ondt at høre om Marthas2 triste Skæbne. Hun gik altid så stille omkring; men hun har altså også haft sit at kæmpe med, Stakkel. Mig er den slemme Syge foreløbig gået udenom. Men rigtig i mit Es er jeg forøvrig ikke i denne Tid. Jeg tror, det er Forårstrætheden, der allerede har meldt sig hos mig. Jeg får derfor heller ikke så meget udrettet, som jeg gerne vilde. Men lidt kryber der dog ned på Papiret hver Dag, og stadig er det Erindringskisten jeg roder op i. Jeg er endnu ikke kommen ud over Drengetiden, der fastholder mig til Trods for, at den egenlig var ret fattig på Begivenheder af Betydning. Men naturligvis er det i den, at Frøene uformærket blev nedlagt til det, jeg skulde blive til her i Livet og i det muligvis tilkommende.
4 Jeg fortalte Dem vist, at jeg havde vovet mig i Kast med Otto3 Ludwigs store Bog om Goethe. Jeg er ganske vist endnu ikke kommen helt igennem den; men det skyldes ikke manglende Interesse. Ludwig selv er ikke videre imponerende, men han så at sige udtømmer sit Emne ved en Rigdom af Citater. Fr. Poulsen, hvem jeg forleden havde Besøg af, roste af samme Grund hans Krigsbog4 "1914" meget stærkt. Den vil jeg ved Lejlighed se at få fat på.
Men lad mig slutte, som jeg begyndte, med at sige (eller tilhviske) Dem et Ord om vor økonomiske Misère. Det hedder sig, at Ø.K. står på meget svage Fødder. Er De ikke også engageret dér? Sladderen har jo i flere År haft travlt med det Selskab. Men nu taler indviede Folk ret åbent om dets Vanskeligheder.
Hjertelig Hilsen!
Deres hengivne
H. Pontoppidan.