Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 11. januar 1933

Brandes overfører sig på Disraëli

11 Januar 33.

Kære Pontoppidan. – Her har De Deres Eckermann tilbage med Tak for Laan. Jeg vil ikke sige, at jeg har læst den hele II Del, for saa vilde De strax sige, at det var Løgn, men nøjes med, at jeg har slaaet op i den nærmest tilfældigt og saa altid interesseret mig for hvad jeg har læst. Et kolossalt Stykke Arbejde den Professor Castle dér har gennemført! Kun en Tysker kan gøre saadant. Men det plukker jo lidt Blade af Eckermanns Hæderskrans. Naar jeg har læst i Eckermann, er jeg altid blevet imponeret af den Omhu og Udholdenhed, der tilsyneladende var i hans Optegnelser af Samtalerne med Goethe, skønt jeg nok følte, at han just ikke undervurderede den Indsats i Tankeudvexlingen, der skyldtes ham selv, men nu ser jeg jo, at en stor Del af Referaterne kun er Efterdigtning over Notater i hans egne eller Goethes Dagbøger, og saa er de jo ikke saa meget værd. – Jeg har nu begyndt paa et andet Værk, som jeg lover mig mere af, nemlig Fyrst Bülows¹ "Denkwürdigkeiten", en mægtig Bog i 3-4 store tykke tættrykte Bind, der nok vil gi Læsning for det første Par Maaneder. Jeg kender paa Forhaand en Del til Forholdene, de omfatter – de begynder med Bülows Udnævnelse til Statssekretær 1897 under Hohenlohe som Rigskansler – og 1ste Del, der er paa 640 Sider, gaar kun til 1903, saa man faar nok baade mangt og meget at vide; de 20-30 Sider, jeg er kommet igennem, har været meget underholdende, men jeg har da allerede nogle Gange tænkt: Gudbevares! sikke Forhold i en Storstats Ledelse! –

Saa fik vi det Nyaar overstaaet. Har jeg ønsket Dem det glædeligt og godt. Ellers være det gjort hermed. For os her var Dagene mellem Jul og Nyaar just ikke de glædeligste. Jeg har vist fortalt Dem, at vor Stuepige Gerda i de sidste Dage af November ganske pludselig fik et hysterisk Anfald med mærkelige Vrangforestillinger, saa hun maatte paa Hospitalet. Da hun syntes at være faldet til Ro, tog vi hende efter hendes inderlige Ønske, hjem igen til Jul, men det viste sig snart, at det var forkert – Vrangforestillingen beherskede hende ganske stadig væk og gjorde det ganske uhyggeligt for os andre, som blev bange for, hvad hun kunde finde paa. Det viste sig ogsaa bagefter, at hun 2 hade gaaet og tænkt paa at ta Livet af sig ved at kaste sig i Dammen eller lukke op for Gashanen i Badeværelset. Saa maatte hun atter indlægges paa Hospitalet. Hun græd det stakkels Menneske, da hun skulde tilbage til "Fængslet" som hun kaldte det, og Frk. Pansch og jeg var lige ved at græde med, men da hun var kommet ud af Huset, følte vi det begge som en Befrielse – ingen af os hade i Virkelighed haft en rolig Stund, mens hun var her. Nu er det Meningen, at hun skal til Nykøbing Sindsyge-Anstalt, saa snart der blir Plads. – Min Hovedfornøjelse i Dagene omkring Nyaar var ellers Læsningen af Maurois' Shelley-Karakteristik², der hedder "Ariel", en indtagende Bog ligesom hans Essay om Turgenjef, Byron og Disraeli³, som jeg i Forvejen kendte. De er, synes jeg, lige saa særprægede franske som Strachey's er engelske, lige yndefulde og aandfulde i Skildringen. Prof. Rubow besøgte mig en Dag, og vi kom saa til at tale om Maurois. Han hade læst hans Disraeli og hade nærmest Indtryk af Skildringen som et udrullet Stykke Kagedejg, hvoraf der lavedes nydelige Kager. Han syntes, at Brandes' Disraeli var en ganske anderledes værdifuld Karakteristik. Jeg tog som Følge deraf Disraeli en Dag og læste den igen – jeg havde ikke mere noget Indtryk af den. Og jeg maatte for saa vidt gi ham Ret, som Karakteristikken i psykologisk Henseende gaar dybere, men jeg tror, at det for en stor Del skyldes, at han har genlevet sine egne Indtryk og Oplevelser som Jøde og overført dem paa Disraeli, og jeg er ikke sikker paa at de ogsaa har været Disraelis. Maurois' Portræt er i hvert Fald mere levende og derved ogsaa mere bedaarende. – Jeg har ogsaa haft Besøg af Fru Lis Jacobsen og Niels Møller, der tilbragte Juleferien i Humlebæk. Hun var i fuld Vigør og paa Krigsti mod det mærkelige 30 Binds Værk om Nordens Kultur blandt hvis Udgivere hendes ikke gode Ven Prof. Brøndum-Nielsen er. Hun syntes det hele Foretagende var sindssvagt, og hun vilde se at faa hele Foretagendet stoppet. – Niels Møller er desværre faldet en Del af i det sidste Aar. Det er ligesom det har taget paa ham, at hans store Litteraturhistorie er færdig. Eller har han overanstrængt sig under Arbejdet og kommer Reaktionen nu. Der er kommet som en Nervesvækkelse i Benene, saa han har ondt ved at gaa og vanskeligt ved at rejse sig, naar han sidder. Jeg syntes at han ogsaa var blevet endnu tavsere end tidligere; men maaske var det, fordi Fru Lis talte for dem begge. De spurgte til Dem, og jeg maatte fortælle, hvad jeg vidste. – Nathansen fik altsaa ikke noget ud af sit Forsøg paa at rehabilitere den brændte Jødeskræder; han faar nu og da Skuffelser af dem, han tar sig af; men han digter vist ogsaa kraftig om paa dem, naar han har faaet Interesse for nødstedte. De har fortalt mig, hvordan det gik med Frk. Reumert.

Gid De maa befinde Dem nogenlunde vel

Deres hengivne
M. Galschiøt