Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Svendborg. 17. august 1927
Tankeløsheder en Forfatter selv overser
17/8 27. |
Højskolehjemmet Svendborg. |
Kære Galschiøt!
Jovist er det skrækkeligt, at jeg har ventet så længe med at takke Dem for Deres rare Fødselsdagsbrev; men helt så tølperagtig, som De måske har tænkt, var min Tavshed alligevel ikke. Den har haft sin Grund. Jeg vilde vente med at skrive, indtil Gyldendal var begyndt på Opsætningen af min nye Bog, og det er nu sket. De spørger måske – nej, naturligvis – med Forundring, hvad de to Ting har med hinanden at gøre; og det er ikke heller selvindlysende. Men nu kommer Humlen. Jeg har en 2 Bøn til Dem. Jeg vil bede Dem om at gøre mig den store Tjeneste at gennemlæse Bogen efterhånden som Korrekturen foreligger. Der er naturligvis ikke Tale om, at jeg vil søge Deres Bistand til Korrekturlæsningen; det er så meget mindre min Tanke, som denne bliver√ besørget i Trykkeriet. Men jeg vilde gerne ved Deres velvillige Hjælp sikre mig mod "Brølere" – grammatikalske og ortografiske – og mod den Slags Tankeløsheder, som en Forfatter let selv overser. Bogen bliver sat med ret store Typer, så jeg mener ikke, at Deres Øjne vilde lide Overlast ved Arbejdet; men derfor kan De jo godt være ked af min Anmodning, 3 og så vil De forhåbenlig, som de gode Venner vi er, sige mig det lige ud.
Når jeg har modtaget Deres Svar, skal De få et rigtigt Brev med Meddelelse om, hvordan vi har det her, og hvorledes vi tænker at indrette os for Vinteren. Blot dette: min Kones Tilstand er mærkelig uforandret, og der er intet, der tyder på, at den overhovedet vil forandres i en overskuelig Fremtid. Derfor kniber det også nu for hende√ med at holde Modet oppe trods de gode Forhold, hun lever under her.
Vi sender alle hjertelig Hilsen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
