Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 22. september 1920
Elses lille dreng døbt
22.9.20. |
Overgade n. Vandet 15. |
Kære Galschiøt!
Hver Gang Solen i den sidste Tid har skinnet, har min Kone og jeg talt om Helsingør og glædet os til at komme derop. Men nu bliver vi desværre vistnok nødt til at opgive Tanken. Min Kone har igen fået Smerter i Underlivet, og når jeg ikke har skrevet før, er det, fordi jeg først vilde se, om de ikke fortog sig af sig selv. Det har de imidlertid ikke gjort, og nu må vi i hvert Fald se Tiden an. De skal så høre nærmere fra os senere.
Jeg tænkte meget på Dem i Søndags, da De havde så interessante Gæster. Jeg vilde gerne have været med. Forøvrigt var jeg 2 også her i godt Selskab, idet Elses lille Dreng1 den Dag blev døbt i Frue Kirke af selveste Provst Ussing2, og bagefter var der stort Barselsgilde, der varede til Klokken tolv om Natten. Så den Dreng blev ikke døbt i det bare Vand! Han kom forresten til at hedde Henrik, hvad der foranledigede, at Einars Familje for Størstepartens Vedkommende holdt sig hjemme. Min Kone skulde have "båret" Barnet, men måtte i sidste Øjeblik i selve Kirken overlade sin Funktion til en anden på Grund af svigtende Kræfter. Selv sad jeg som Tilskuer oppe på Pulpituret.
Skulde nu Forholdene her forandre sig til det bedre, så skriver jeg straks. Men forøvrigt er der også andet, der kan vanskeliggøre 3 en midlertidig Flytning, nemlig vor Donna, som ikke har vist sig særlig begejstret for at skulle√ forlade København på denne Årstid. Jeg har derfor i Grunden ingen stor Tro på til at Planen vil kunne realiseres. Men nu får vi se!
Tak for sidst, og mange Hilsner fra os begge.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
