Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 23. marts 1920

en Halshugning

Overgade n. Vandet 15.
23.3.20.

Kære Galschiøt!

Denne Gang skal De ikke vente på Svar. Jeg har jo stadig ligget på Lur efter en Lejlighed til at√ gøre Dem et Besøg; derfor har jeg ikke tidligere skrevet. Det var min Mening en Dag at træde uanmeldt ind i Reberbanen og overraske Dem i Deres Lænestol, hvor De sidder med Tæppet omkring Benene og læser i Blochs "Døden"1, denne Baedecker over Rejsen til det ubekendte Land. Når jeg trods Deres specielle Indbydelse og min egen Trang ikke har fået realiseret denne Overrumpling, skyldes det Forsynets 2 Vilje, der har givet sig tilkende snart som en Snueforkølelse, snart som Uro i min Kæbes lille Helvede, hvor Nerven stadig strækkes på Pinebænk, snart som et lille Tilbagefald i min Kones Befindende, som forresten er godt, skønt hun endnu befinder sig på Hospitalet. Desuden har jeg haft en Del Arbejde med at ordne gamle Sager til ny Udgivelse og gøre Udkast til kommende Storværker, og da jeg temmelig regelmæssigt har set ud til min Kone en Gang om Dagen, har min Tid i Virkeligheden været ganske godt optaget.

Jeg er ved at lægge Sommerplaner for Familjen, og er for mit eget Vedkommende kommen til det Resultat, at jeg √ nøjes med at gøre et Par Smårejser her i Landet 3 og forøvrigt blive i København. Vor Husdame vil nemlig ikke på Landet, og det er jo for Tiden Tjenestefolkenes Ønsker, der er Hjemmets Lov. Det gør os begge ondt, at vi må opgive Saunte, så meget mere som ingen af os rigtig egner sig for til Pensionatslivet. Foreløbig tager min Kone til "Christiansro" i Fredensborg for at komme lidt til Kræfter (rimeligvis straks efter Påske). Siden rejser hun vistnok til Silkeborg Kuranstalt, hvor Einar skal være Reservelæge i sin Sommerferie. Han får en lille tre Værelsers Lejlighed derovre, så han kan tage Kone og Børn med sig. Det bliver da velsagtens på Himmelbjergegnen, at vi denne Gang allesammen kommer til at feriere, og det kan måske være godt for Afvekslingens Skyld; men noget rigtigt Landophold får altså ingen af os, og 4 jeg skulde tro, at ikke mindst de unge trænger stærkt til det.

I Deres Brev nævner De Flensborg og bebrejder mig halvvejs, at jeg ikke har ladet høre fra mig under de sidste Dages Begivenheder. Jeg skal dertil svare, at jeg har ikke så megen Tillid til min politiske Indsigt og Dømmekraft, at jeg tør optræde som Dommer over – eller Vejleder for – andre i et så vanskeligt Spørgsmål. At Flensborg i Øjeblikket er en grundtysk By er jo sikkert nok; men det er også Sønderborg og Åbenrå, for ikke at tale om Tønder. Deles Nordslesvig efter den clausenske Linje i Vest√, er det en Sønderlemmelse af et Land, der geografisk og økonomisk udgør et sammenhørende Hele; udskilles Flensborg, er det en Halshugning, der skiller Hovedet fra Kroppen. Og hvad bliver der så tilbage af Liv i den sidste? – Ja, jeg spørger altså bare!

[fortsat nedad i venstre margin s. 4:] Det gør mig ondt at høre om Rinks Sygdom. De må endelig hilse ham meget, når De besøger ham. Og så Tak for Brev, både for det sidste [videre i venstre margin s. 3:] og for dets Forgænger.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] "Døden": Oscar Bloch (1847-1926): Om Døden, en almenfattelig Fremstilling; bind to rummer "Udførlige Meddelelser om forskellige Personers Død". Den udkom på Ernst Bojesens Det Nordiske Forlag og blev tilsendt HP; jf. dennes brev af 13.10.1903 Værket på i alt 800 sider vakte stor opsigt og udkom i 1914 i en revideret "folkeudgave". HP omtaler den i brevet her med dens svenske titel, udg. 1904. tilbage