Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Rigshospitalet. 19. maj 1911
en Venskabskåbe over mine Skrøbeligheder
Rigshospitalet
19/5 1911
Kære Georg Brandes!
Jeg er endnu ikke kommen så vidt, at jeg kan skrive noget rigtigt Brev; men et Par Linjer må jeg dog sende Dem med Tak for Deres venlige Deltagelse i mine Viderværdigheder. For godt 3 Uger siden havde jeg så at sige Papiret fremme for at skrive til Dem, da min Dårlighed pludselig overmandede mig med alle sine Marterredskaber. Dersom man ikke havde opereret mig, vilde jeg efter al Sandsynlighed nu have promeneret i en anden og måske bedre Verden, en Tanke, som undertiden gør mig lidt bitter. På den anden Side har det dybt tilfredsstillet 2 min Hævngerrighed at få Fingre i de Småtingester, der så længe har drevet deres ondskabsfulde Spil med mig og ødelagt ti af de bedste Arbejdsår for mig.
Min sidste Glæde, inden Hospitalet opslugte mig, var Deres Artikel-Række om mig i "Politiken"1. Jeg er Dem især taknemlig for den Skønsomhed, hvormed De går hen over det forfejlede og umodne i min Produktion og væsenlig fremhæver, hvad De har fundet af værdifuldt i den. For den Venskabskåbe, De her har hængt over mine Skrøbeligheder, er jeg Dem oprigtig forbunden. Et og andet har naturligvis overrasket mig. F.Eks. at De ikke nævner en Bog som "Den gamle Adam". Eller tager jeg fejl i, at det er en vittig og ganske dybsindig lille Bog? – Men så har De også overrasket mig ved den sjældne Fordomsfrihed, 3 hvormed De har værdsat "Lykke Per" til Trods for, at jeg i denne Bog har forsøgt mig med en Slags historisk√ Portræt af Dem selv, et Portræt, som De med Grund var misfornøjet med, og som jeg også nu finder lidet fyldestgørende, altfor ligt de Karikaturer, Krøyer i den bedste Hensigt leverede af Dem.
Men nu begynder Bogstaverne at løbe i eet for mig, og jeg må stoppe op. Jeg er jo endnu svært afkræftet, og det vil vare længe, før jeg kommer på Benene.
Jeg ønsker Dem megen Glæde i Italien og en god Latter i Rouen. Jeg har ligget her og spekuleret på, hvad Meningen kan have været med at forbigå Dem ved Indbydelsen (selv jeg har modtaget Indbydelse). Men det må vel være, fordi De ikke kan anses 4 for at være en direkte Efterkommer af Gangerrolf sådan som Ellinger og Thomas Nielsen2 og vore andre blodsrene Vikingesønner. Bare disse nu også vil kunne pynte rigtig i Landskabet dernede. Jeg frygter især for Ellinger. – Men at De er bleven vred, forstår jeg, og jeg gad vide, hvem der er Mestre for denne Gemenhed.
Om fælles Bekendte veed jeg intet at meddele. Jeg ser jo nu endnu kun mine nærmeste, læser ikke Aviser og hører intet andet end Hospitalssnak. – Nu og altid
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
