Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Via Gregoriana, Rom. 19. december 1892
Forfatter, Borger – og Landets Love
19 (20d?) Decb 92. |
Adr. Sig. Lucarini Via Gregoriana 54. Roma |
Kære Dr. Brandes!
Mange Tak for Deres Brev, som jeg i Dag har modtaget over Florens. Og mange Tak, fordi De tager Dem så venligt af min Sag. Men nu påny – for tredje Gang – at afgive Erklæring om mit Forhold til de gamle Urbanus-Artikler, det kan jeg ikke få mig selv til. Jeg forstår slet ikke, hvad der kan misforståes i min sidste Erklæring til Ministeriet. At det er som Forfatter jeg ikke vil lade mig foreskrive Love af Højesteret eller af Ministeriet (eller af Folketinget) 2 ikke som Borger, er jo tydeligt nok udtalt i min "Skrivelse", hvor der står ovenikøbet står Streg under Ordene "som Skribent". Jeg véd slet ikke, hvad jeg skulde skrive andet, end at gentage mine Ord.
Det vilde gøre mig ondt, om jeg ikke beholder mine 1000 Kr., jeg kan meget dårligt undvære dem; jeg må nu ernære to Familjer udelukkende med min Pen, og det er ikke let. At jeg for Tiden lever i Udlandet, er ingen Flothed. Jeg lever billigere eller i hvert Fald lige så billigt her som i Kbhvn.
For Resten længes jeg bare hjem. Jeg lever hele Tiden med den Fornemmelse, at hernede har jeg ingen Ting 3 at gøre. Men smukt er her, og et og andet lærer man vel også. Hidtil har jeg dog kun forset mig på Bakkerne i Toscana og i Kvinderne fra Campagnen.
Tak for Deres Anmeldelse af min Bog1; helt veltilfreds med Deres Anmeldelse var jeg ikke; ikke fordi den ikke var rosende nok; men Bogen har åbenbart ikke gjort netop det Indtryk på Dem, som jeg havde ønsket, den skulde frembringe. –
Det var underligt for mig at se Deres Håndskrift igen. Jeg synes det er en Levetid siden, jeg sidst så Dem. Jeg har flere Gange i de forløbne Måneder tænkt på at 4 skrive til Dem, især da jeg hørte om Deres Broders Død2, der gik mig meget nær. Men jeg har opsat og opsat – både det og meget andet.
Men – for at komme tilbage til Begyndelsen – jeg må vel altså nu belave mig på at skyde en hvid Pind efter mine 1000 Kr. Har jeg gjort en Dumhed ved mine Skrivelser til Ministeriet? Jeg troer det ikke. Det var åbenbart Ministeriets Mening, at jeg skulde skrive et Tiggerbrev, hvori jeg skulde bede mange Gange om Forladelse og love "aldrig at gøre det mere"; – men det vilde jeg ikke. Jeg holder meget af Penge, men man kan dog også bukke sig for dybt for dem. Og Gud véd, hvorfor der skulde hengå 5 6 Måneder af Finansåret, før jeg fik den sidste Forespørgsel!
Nu blot mine bedste Hilsner og en fornyet Tak for Deres gode Vilje til at hjælpe mig.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
