Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Snekkersten. 23. maj 1917

kun et kort Besøg

Snekkersten.
23.5.17.1

Kære Borchsenius!

Jeg mente ikke, du tænkte på at tage hertil over Fredensborg; det er jo en betydelig Omvej. Men jeg forstår på Vilh. Østergårds Brev2, at det må være en Aftale mellem dig og ham, og så vil jeg ikke bringe Forstyrrelse ind heri. De forrykkede Togtider havde jeg heller ikke taget i Betragtning. Det bliver nu kun et kort Besøg, jeg får; men derved er altså intet at gøre, dersom du ikke vil tage et af de tidlige Eftermiddagstog og lade Fredensborg fare.

Min Kone takker for Hilsen. Hun beklager ikke mindre end jeg, at hun [fortsættes nedad i venstre margin:] ikke er rask nok til at turde bede din Frue gøre dig Følgeskab. Jeg beder dig overbringe vor Hilsen.

Din hengivne
H Pontoppidan

 
[1] Korrespondancekort. tilbage
[2] Brev: kendes ikke. tilbage