Otto Borchsenius til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Colbjørnsensgade 27. 23. juli 1917
anmeldt Venner som Fjender redelig
Colbjørnsensg. 27.
d. 23 Juli 1917.
Kære Henrik Pontoppidan.
Til Lykke med de 60. Det har i de senere Aar været mig en stor Glæde at se den stedse voxende Anerkendelse, der er blevet dig til Del. Personlig en ikke mindre Glæde, at vort gamle Venskab trods Brydninger i mellemliggende Aar har holdt til det sidste. Du skrev endogsaa smukt en Gang i Vinter, at du ligesom havde et Indtryk 2 af, at dit Liv nu bøjede sig imod de første Dage af vort Bekendtskab og de muntre Aar, du og jeg færdedes saa meget sammen, i "Ude og Hjemme"s og "Morgenbladet"s Dage. Jeg har i en Art. i "Nationalt." opfrisket vort første Møde. I en anden Artikel1 til mit svenske Blad maatte jeg jo skrive mere i Almindelighed om dig. Det skulde være mig kært, om Du synes om disse mine to Artikler.
I sin Bog om dig synes Vilh. Andersen intet at kende til dit Medarbejderskab i de to ovennævnte Blade. Og naar jeg læser Peter Nansens 3 Føljeton i Gaar i "Pol." om Drachmann, tænker jeg mit ved denne Maade at skrive Historie paa. I fem Aar tier "Pol." om Drachmann, for derpaa at tilegne sig ham og forherlige ham som deres Mand. Den næste Føljeton i "Pol." vil skildre, hvorledes Nansen paa samme Vis indfangede Bjørnson. Hvad jeg end har gjort eller ikke gjort, literær Hævn har jeg aldrig taget. Det lærte bl. a. Goldschmidt mig, (G., som Vilh. Andersen i høj Grad underkender i sin Bog). Jeg har anmeldt Venner som Fjender saa redelig, jeg kunde, gennem hele mit Liv. Derfor holdt vel ogsaa vort Venskab. Maaske burde jeg ikke have fortalt om vort første 4 Bekendtskab, men naar selv Vilh. Andersen nu – efter sit Brud med Georg Brandes og efter gentagne Samtaler med dig, hvori du jo som altid har omtalt mig venlig – kun har en Linje om mig og ikke et Ord om "Ude og H." eller "Morgenbl.", saa fortryder jeg alligevel ikke, at jeg har skrevet, som jeg skrev. Nu vilde jeg være interesseret i at høre to Ord, om du billiger min Artikel.
Min Hustru og vore Børn beder mig hilse og ønske dig venligst til Lykke. Tak for Gæstevenlighed i Snekkersten sidst. Du har vel takket din Frue fra min Hustru for Roserne paa Banegaarden. Jeg har været glad over igen at sidde som Ven i dit Hjem. Men jeg vilde dog gærne have talt langt mere med dig. Jeg læser nu alle dine Bøger om igen. Lev vel og et godt nyt Tiaar.
Din hengivne gl. Ven
Otto Borchsenius.
[nedad i venstre margin:] Er du, som et Blad mener, bortrejst? Hils din Frue fra hele min Familie.
