Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Gentofte. 1. januar 1913
er slet ikke Aspirant
Gentofte.
1.1.13.
Kære Borchsenius!
Jeg takker dig for dit venlige Brev og for din Føljeton, som jeg har læst opmærksomt. Jeg indrømmer dig, at det er et besynderligt Syn at se Klaus Berntsen drage i Leding med Zahle og Borgbjerg som Gefreitere; men jeg tror, at Følgeskabet i Øjeblikket generer de to sidste mere end ham, og jeg tror også, at han i sin store Fiffighed vil løbe af med Profiten. Men forresten må jeg tilstå, at min Interesse for Politik ikke er vokset med Årene. Selv det store Terningekast der nu forestår1, vækker ingen større Deltagelse hos mig. Hvad der sådan kan 2 rafles om, kan aldrig blive af virkelig Betydning. Det er jo i Virkeligheden også på helt andre Kanter, at Tampen for Tiden brænder herhjemme.
Du minder mig om at sætte mig i Bevægelse, i Fald jeg vil forsøge at komme i Betragtning ved Uddelingen af Nobelprisen i dette År. Du tager fejl, – jeg er slet ikke Aspirant, har aldrig anmodet et eneste Menneske om at røre en Lillefinger for mig i den Sag og kunde ikke tænke på at gøre det. Recke og Gjellerup egner sig jo også langt bedre til at repræsentere dansk Nutidsliteratur. Den ene var allerede for 30 År siden antikveret, og den anden er halvvejs Tysker. De er endelig, så vidt 3 jeg veed, netop de to Forfattere, som Staten i en lang Årrække har lønnet højst2. Det vil da kun være rimeligt, at {indsat: de} også ved en sådan Lejlighed bliver de foretrukne. Men som sagt: mig kommer de i hvert Fald ikke i Vejen.
Med et fornyet Ønske om et godt Nytår og venlige Hilsner herfra.
Din hengivne
Henrik Pontoppidan
