Otto Borchsenius til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Colbjørnsensgade 27. 26. december 1912
Nobelpris til Pontoppidan
Colbjørnsensg. 27.
d. 26-12-1912.
Kære Henrik Pontoppidan.
Jeg fik dit venlige Brev Juleaften ligesom jeg med min Hustru og mine Børn skulde hen til Juletræ hos mine Svigerforældre. Du skriver saa smukt om Minder fra gamle Dage. Dit Brev var ikke mindre for mig et saadant kært Minde.
Kunde du – selv om du ikke er enig med mig – have Lyst til at læse en Føljeton om Politik; du skal jo altsaa nu i din Roman dømme vore Dages stridende Politikere imellem. For mange af os, der med 2 C. Berg og Frede Bojsen hørte til Firsernes nationale Venstre, er Bojsens gamle Ven og Højrehaand Klaus Berntsen1 naturligvis en god Garant for den gamle Kurs. Men netop som om det efter Forsvarslovene og Skattelovene saa' ud til et Centrumsparti, der til begge Sider udskød Radikale og Socialister, vil altsaa Berntsen nu sammen med disse to Partier føre Juni-Grundloven tilbage. Er han sikker paa, at han atter kan ryste Radikalismen af Nakken, naar han først har faaet den paa? Er "Aanden fra 1848" atter levende i vort Folk, siden Juni-Grundloven paakaldes? Og nu kommer mit Spørgsmaal: har den danske Folkehøjskole i de sidste 50 Aar skabt et dansk Folk i Aanden fra 1848 og 1849? I 50 Aar 3 burde Grundtvigs Højskole have evnet dette. Jeg ser ikke rettere derfor end at Højskolens store Prøvelsesstund nu er inde. Eller er Radikalismen ogsaa trængt ind i Højskolen? o.s.v. o.s.v. – der er mange lignende Ting at spørge om. Jeg kan ikke tænke mig andet, end at du ogsaa i Bogen nu vil sysle med disse Tanker. Forsmaa derfor ikke min Føljeton.
– – Hvad siger du til Hauptmann2 som Nobel-Pristager? Jeg skrev forleden i et svensk Blad, at det svenske Akademi nu altsaa maa opfatte Nobels "idealistiske Digterværker" paa en nogen anden Maade end tidligere. Hvilket ogsaa er naturligt nok, da Folk som Heidenstam, Karlfeldt, Hallström er blevne Medlemmer af Akademiet. Ved Idealist forstaas altsaa nu den Digter, der skriver, hvad der er Alvor og Sandhed for ham. Med andre Ord maatte Strindberg, hvis han 4 levede, og – for at tage en levende Forf.: Henrik Pontoppidan – kunne faa Nobelprisen. Jeg nævnede dette ogsaa for Direktør Nansen, men han følte sig – ligesom jeg – bundet over for sin tidligere udtalte Deltagelse m. H. til Gjellerup og Recke. Der maatte altsaa andre træde til, hvis du skulde foreslaas – Indstillingen skal ske inden Udløbet af Januar.
Jeg har baade i svenske og danske Blade gentagne Gange skrevet om, at Sv. Akad. burde dele Præmien mellem Recke og Gjellerup (i Aar var desuden ogsaa Høffding foreslaaet), og naar to Landsmænd er indstillede, synes jeg, det er alle Danskes Pligt at kæmpe paa bedste Vis for dem. Begge trænger jo ogsaa til Pengene. Det er Synd, at Sv. Akad. vedblivende giver Præmien til hovedrige fremmede Forfattere. Men Skandinavismens gamle Dage ligger langt tilbage. – Men du har vel nok af dette lange Brev. Med ærbødig Hilsen til din Frue – glædeligt Nytaar for dig og alle dine
Din hengivne Otto Borchsenius.
