Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 6. september 1931

kan ikke undvære Massage


6 Septb 31.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Vilh. Andersen!

Formodenlig sidder nu De og Professorinden med Husfé og Hund på Hyllingehøj1, og hertil vil jeg da sende Dem begge min varmeste Tak for den gyldne Uge, jeg tilbragte hos Dem i Vedbend-Huset2. Det var for mig en Tid fuld af Oplivelse og Sommerglæde, og det var ikke alene min Datter og Svigersøn, der overraskedes over mit Feriebarns-Udseende. Det samme var Tilfældet med min fromme Søster Manfreda3. Men godt var det nu alligevel, at jeg ikke fulgte Dem til Liseleje. Lysten dertil var såmænd stor nok; men jeg kan jo desværre endnu ikke undvære Massage af øvede Hænder. Og så er Kattegat 2 desuden en urolig Nabo, hvis Lunefuldhed en Værkbruden helst ikke skal udsætte sig for på denne Årstid. De har vist allerede fået Brug for Kakkelovnene. Jeg tænkte meget på Dem i Går i det fæle Vejr med Dagregn og Kulde fra Nord. I Dag er Temperaturen dalet yderligere. Men heldigvis er jo både Deres Frue og De selv hærdede Naturer.

De hjerteligste Hilsner til Dem begge fra Else og Mand og

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Hyllingehøj: ejendom i Liseleje nær udsigtspunktet Hyllinge bjerg. tilbage
[2] Vedbend-Huset: Vilh. Andersens villa på Jernbanegade 23 i Fredensborg. tilbage
[3] Søster Manfreda: HPs katolske sygeplejerske. tilbage