Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Helsingør. 14. april 1919
Danskerne har ladet sig prygle
Helsingør
14.4.19.
Kære Vilh. Andersen!
Mange Tak, fordi De så elskværdig betænkte og beskænkede mig ved Udgivelsen af Deres nye Bog1. Jeg satte mig straks til at læse den og havde som altid, når jeg læser eller hører Dem, en god og frugtbar Time. At vi Danske ved en sådan nordisk Mønstring i Almindelighed nu får en Påtegning, der minder om Trandunkenes og Undermålernes på en Session, virker jo lidt nedslående; men forresten mener jeg, at vi Nutidsdanske er bleven altfor tilbøjelige til at se os selv over Hovedet og godkende de Forestillinger om en Folkekarakter, som har dannet sig hos visse surøjede Brødre i Norge og 2 Sverig. Har vi engang med Grundtvig følt os som Vorherres Hjertefolk, så er vi nu nær ved at nå den modsatte Yderlighed i vor Selvbedømmelse. Det er i Virkeligheden utroligt, hvad vore Brødrefolk i de sidste to Menneskealdre har fået Lov til at sige om os, uden at vi har rejst Børster. Det er sikkert rigtigt, hvad De skriver, at vi Nordboer har slået os sammen til den (meget ustadige) Kammeratskabsfølelse, der kaldes Skandinavisme; men det er rigtignok sådan at forstå, at det er Danskerne, der har ladet sig prygle, og det er virkelig på Tide, at vi begynder at slå igen2. En godt udlanget, blodig Næsestyver (f. Eks. til Vinje3) er det eneste, jeg savner i Deres Bog.
Nu har vi Påske, og jeg ser Dem 3 rulle ud af København på Deres Cycle og lade de sjællandske Landeveje glide afsted under Dem. Til Helsingør kommer De rimeligvis også, men jeg ser Dem ikke. De vilde forresten kunne træffe Deres gamle Veninde fra Jena, Fru Røssle4, her i Byen, og også hendes Mand. Hun har boet her siden Efteråret sammen med sine Børn, mens han opholder sig her på en 3 Ugers Orlov.
En hjertelig Hilsen sendes Dem også fra min Kone.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
