Henrik Pontoppidan til Hans Ahlmann
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 15. februar 1921
den ensomme Glentes tavse Flugt
| 15.2.21. | Overgaden n. Vandet 15. C. |
Kære Hr. Hans Ahlmann!
Da vi i Nytårsaftens Travlhed mødtes på Knippelsbro, fik jeg kun sagt Dem en hastig Tak for den venlige Tilsendelse af Deres "Parnas". Det var min Hensigt senere at sende Dem nogle Ord om mit Indtryk af Bogen1; men så fik jeg at vide, at den fra flere Sider havde været Genstand for et ret kraftigt Bombardement af Brand- og Gasbomber, og for ikke at gøre Dem Helvede endnu hedere tilbageholdt jeg foreløbig mine Indvendinger. Det var nemlig ikke lutter Blomster, jeg for mit Vedkommende havde at overrække.
Det Synspunkt, hvorfra De har foretaget 2 Deres Orientering, har jeg ingenting at indvende imod. Det svarer nogenlunde til det, hvorfra jeg selv bedømmer literære Foreteelser. Heller ikke Deres Værdsættelse af de enkelte Digtere skal jeg kritisere. Dertil er mit Kendskab til Indholdet af de sidste Tiders lyriske Overflødighedshorn ikke omfattende nok. Det er selve Grundsynspunktet i Bogen, som det efter min ringe Mening er gået galt med. Alt dette lyriske Fuglekvidder varsler for Dem om en ny Dags Frembrud; men en sådan Kappelyst i Sang og Triller tilhører i Literaturen – som i Naturen – altid Solnedgangens Time. Og jeg vil tilstå, at når hver Busk på Parnasset som nu√ sidder fuld af Sangere, får jeg let for meget af det gode. For mig er der mere Musik i den ensomme Glentes 3 tavse Flugt højt over Skovene – og det Syn hører den friske Morgenstund til.
En Udtalelse af den Art, som De har ønsket det, kan jeg altså ikke sende Dem. Men det glæder mig, at De på Forhånd har forsikret mig om, at De ikke vil se surt til mig af den Grund.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
