Henrik Pontoppidan til Jeppe Aakjær
Sendt fra Fredensborg. 11. marts 1918
fuldklingende som Grundtvig
f.T. Fredensborg
11.3.18
Kære Åkjær!
Det var en indholdsrig Konvolut, jeg forleden modtog fra Dem, og der havde kun været Anledning til lutter Glæde for mig – dersom der ikke havde været denne Anmodning om en Novelle1. Ak, det er mere end tyve År, siden jeg skrev min sidste lille Fortælling, og Gud veed, om jeg er i Stand til at tage den Kunstform op igen? Den kræver et Fingernemme, som jeg næppe mere besidder. Et Forsøg vilde interessere mig, og noget Emne behøver jeg ikke at søge om; men da jeg altså er kommen 2 ud af Øvelsen, tør jeg med den korte Frist, der er givet, ikke love noget, så meget mindre som jeg i Øjeblikket sidder optaget af et Arbejde, som jeg ikke straks kan lægge til Side. Endelig har jeg for kort Tid siden svaret Nej til en ganske lignende Anmodning fra Zacharias Nielsen2, og jeg vil nødig krænke den gamle Hædersgubbe.
Giv mig derfor Lov til at vente indtil næste Årgang af Almanakken. Så skal jeg være Dem en sikker Mand, om jeg så ellers til den Tid lever.
Hvor er De dog en flittig Arbejder! Og alt, hvad De rører ved, fanger Liv som ved en guddommelig Skaberakt. I Programmet for Deres sidste Jenlefest 3 står et Digt "Som dybest Brønd gir altid klarest Vand". Det har en Tone så fuldklingende som noget Vers af Grundtvig.
Gid vi snart måtte ses igen! Jeg havde glædet mig til en ny Sammenkomst med Dem som sidst i Kbhvn; men jeg blev syg og måtte anbringes i dette Rekreationshjem, hvor jeg endnu sidder lænket tilligemed min Kone.
Vi sender begge hjertelig Hilsen til Jenles Frue og Dem selv.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
