Naar Vildgæssene trækker forbi

264 Adolf hed en agtværdig Mand og Familiefader, der ernærede sig som Kontorchef i et af Ministerierne. Som saa mange andre retskafne Ægtemænd foretrak han landlig Fred og Ensomhed for den store Bys Tummel og boede af den Grund ude paa en af de frederiksbergske Villaveje i et lille eenetages Hus bag en hvidmalet Stakitlaage og en Have, der var saa stor, at tre Mennesker meget godt kunde opholde sig i den paa een Gang.

Villaen hed Mon Cœur og indeholdt – som Adolf ufravigeligt udtrykte sig – fem smaa Hjærterum, "rigtig hyggelige". Den laa lidt langt fra Venner og Bekendte, men hverken Adolf eller hans Kone var af dem, der bortødslede Tiden i Selskabslivet. De foretrak at tilbringe Aftenerne i Hjemmet, hvor de sad og læste højt for hinanden af en eller anden sund, helst belærende Bog, en historisk Roman eller en Rejsebeskrivelse. Undertiden spillede de et Parti Bezigue, inden de gik i Seng – dog gik det ikke ofte paa, og i hvert Fald blev Spillet aldrig af lang Varighed, fordi Leopoldine ikke godt taalte at tabe.

Men dette var ogsaa omtrent hendes eneste Fejl i Adolfs Øjne. Han var en lykkelig Mand.

265 Hver Morgen kunde man se hans lille, runde Skikkelse spasere ind ad Gammel Kongevej paa Vejen til Kontoret. Han holdt i Haanden sin tiaarige Datter, som han hver Dag fulgte til hendes Skole; og udenfor Skoleporten tog han Afsked med hende under en lille, hjærterørende Scene, der fik forbigaaende gamle Damer til at vende sig af Glæde. Saa gik han med forstærkede Skridt videre ind i Byen, spredende Ærefrygt omkring sig med sin store, hemmelighedsfuldt udseende Dokumentmappe, der indeholdt hans beskedne Smørrebrødsfrokost, den friske Morgenberlinger og et Par ovntørrede Sokker.

Saaledes var den agtværdige Mand Adolf. –

En Dag, da han vendte hjem efter at have tilbragt det reglementerede Antal Timer paa sin Kontorstol med en velgørende Følelse af at udfylde sin Plads her i Verden, at være en Pryd for sin Stand, sit Familjenavn til Ære, sine Børn et efterlevelsesværdigt Eksempel, fandt han paa sit Skrivebord et Brev fra sin Barndomsven Feliks.

Denne – en Læge – var ogsaa Ægtemand og havde, trods et temmelig uregelmæssigt Ungdomsliv, efterhaanden generhvervet sine Medborgeres Agtelse og skaffet sig en indbringende Praksis. Dog gjorde Synet af Vennens Haandskrift den agtværdige Adolf lidt urolig, og først efter at have forvisset sig om, at han var alene i Stuen, skar han Brevet op og læste det. De – forøvrigt ret uskyldige – Udskejelser, han endnu af og til i Hemmelighed tillod sig, forledtes han nemlig til af denne Ven, der fra sine Ungkarledage havde bevaret en Forkærlighed for smaa Restaurations-Middage og lange L'hombreaftener med høje Beter og stærke Havannacigarer. Leopoldine kunde derfor heller ikke lide ham.

Men denne Gang var der andet paa Færde. Adolf 266 læste Brevet tre Gange igennem og sank saa ligbleg ned paa en Stol.

Vennen meddelte ham nemlig i et Par – aabenbart meget hastigt nedskrevne – Linjer, at han havde afhændet sin Praksis og ladet sig skille fra sin Kone, og at han endnu samme Aften rejste til Udlandet med en "højtelsket Veninde". Han tilføjede, at dersom Adolf vilde sige ham Farvel, kunde han træffe ham paa Hotel X. indtil Klokken syv. Selv følte han Trang til, inden han rejste, at trykke sin gamle Vens Haand og mundtlig give ham nærmere Forklaring.

Efter at den første Bestyrtelse havde sat sig, dukkede følgende halvglemte Begivenhed op i Adolfs Erindring:

En Dag for et Par Uger siden var han og Feliks kommen gaaende gennem Løvstræde. I en Marskandiserbods Vindue, hvorover der hang et Skilt med Navnet Isac Cohn, havde Feliks faaet Øje paa et gammelt Sølvsmykke, som han straks forelskede sig i; og de var derfor gaaet derind for at forhøre om Prisen. Butikken var en kældermørk og muggent lugtende Stue, overfyldt med alskens Skrammel, lige fra Violiner til skimlede Støvler. Rummets Uhygge forøgedes yderligere ved den mærkelige, næsten højtidelige Stilhed, der herskede derinde. Endnu efter flere Minutters Forløb havde der ingen vist sig; og de besluttede derfor at gaa. Men i det samme – næsten som havde man blot biet paa dette Øjeblik – bevægedes en falmet, mørkerød Portiere i Baggrundens Mørke, og en ung, sortøjet og sorthaaret Pige, øjensynlig Husets Datter, viste sig i Døraabningen, hvor hun blev staaende i halvt bortvendt Stilling og temmelig uvenligt spurgte, hvad de ønskede.

Adolf havde ikke bevaret noget særdeles levende 267 Billede af denne unge Pige. Han huskede akkurat en meget rød Mund og et særdeles velformet Bryst i et sort, tætsluttende, ikke helt pletfrit Kjoleliv. Derimod erindrede han, at Feliks, da de atter var kommen ud paa Gaden, i høje Toner havde lovprist hendes Dejlighed, havde talt om hendes "vilde Skyhed", kaldt hende ganske shakespearsk, en genfødt Jessica o. s. v. Og med Forfærdelse tænkte han nu paa, om denne smudsige Jødetøs kunde være den "højtelskte Veninde", Vennen omtalte.

"Fra hvem fik du Brev?" spurgte Leopoldine, der var kommen ind fra Køkkenet og nu stod henne i Døren med det store Smækkeforklæde, der er den gode Husmoders Pryd og Smykke.

Adolf foer op fra sin Stol og gav sig til at løbe rundt i Stuen. Aldeles fortumlet – med Brevet i sin sammenknugede Haand – meddelte han sin Kone det oprørende Budskab.

Leopoldine hørte til den Slags sjælsstærke Kvinder, der – naar det ikke netop gælder Tab i Kortspil eller en sønderslaaet Tallerken – under alle Livets Tilskikkelser bevarer samme velgørende Sindsligevægt. Hun erklærede, at hun aldeles ikke blev overrasket, og tilføjede, at hun altid havde anset Feliks for en Skurk.

"Men dette er jo aldeles sindssvagt," blev Adolf ved at raabe op. "At forlade Kone og fire Børn … Og i hans Alder … Og netop nu, da han saa heldigt har fundet sin Bændelorms-Specialitet … har begyndt at faa Navn, at gøre Karriere! Men det skal heller ikke ske. Lille Dina, sæt Sødsuppen paa Bordet! Jeg vil tale med ham. Denne Forbrydelse skal ikke fuldbyrdes. Saasnart vi har spist, vil jeg gaa til ham!"

Adolf traf sin Ven paa det i hans Brev angivne 268 Hotelværelse, travlt optaget af at lægge den sidste Haand paa Indpakningen.

"Saa er det altsaa virkelig sandt!" udbrød han straks ved Synet af de aabne Kufferter og det øvrige brogede Rejseudstyr, der laa spredt omkring i Værelset.

Feliks var en høj, rødmusset, stærkt bygget Mand, der mere lignede en vendsysselsk Herremand end en københavnsk Specialist i Bændelorm. Naar Leopoldine og andre retskafne Hustruer aldrig havde kunnet lide ham, var det tildels, fordi de følte en instinktmæssig Frygt for ham. Navnlig holdt de ikke af hans Øjne – et Par smaa, urolige Rotteøjne, tindrende af Livslyst og Mandsvilje.

"Tak, fordi du kom," sagde han og trykkede varmt Vennens Haand. "Kom – sæt dig og lad os tale sammen; jeg har endnu et Kvarter. Du blev vel overrasket, kan jeg tænke!"

"Det er altsaa virkelig dit Alvor, Feliks! Du vil forlade din – –"

"Alt! Alt! Og ti Gange mere, om det forlangtes," afbrød han ham straks og lagde sin Arm om hans Skuldre. "Fordøm mig ikke! Du ser her for dig det lykkeligste Menneske paa Jorden."

Adolf sank ned paa en Stol med Paraplyen mellem sine Knæ.

"Jeg forstaar dig ikke, Feliks! At du var letsindig, det vidste jeg, … men dette! Endnu for fjorten Dage siden holdt du af din Kone, forgudede du dine Børn … og nu. Du himmelske Gud! Hvordan er dog dette sket?"

"Ja, forklar mig det, du! Hvordan sker Mirakler? … At jeg gamle Mand endnu havde saa megen Lykke i Vente! Jeg forstaar det ikke selv! … Nej, sig intet, Adolf! Det nytter ikke, at du vil forsøge paa at tale mig til Fornuft!"

269 "Vil du blot tillade mig eet Spørgsmaal, Feliks? Den Dame, der … saa fordomsfrit, vil jeg sige … ledsager dig paa din Rejse, det er da for Guds Skyld ikke –"

"Jessica fra Løvstræde. Du har gættet rigtigt!"

Adolf sprang op.

"Men det er jo sindssvagt, Feliks! En Marskandiserdatter! En Jødepige!"

"Et Solens Barn – ja. En Omstrejfer-Natur, ligesom jeg selv. En stolt Vildfugl – du! – som jeg har faaet Lykke til at udfri af et skummelt Fangebur, og som derfor elsker mig! Hvad anden Forklaring kan jeg give? Nej … stille! Spørg ikke mere! Vi er paa hellig Grund her! … Og jeg veed jo intet selv!"

Adolf havde atter sat sig.

"Og nu rejser du altsaa," sagde han, efter at de begge i et langt Minut havde været tavse. "For bestandig?"

"Ja! Jorden brænder under mig her … jeg maa bort! Som du kan vide, har jeg haft slemme Dage i den sidste Tid … og frygtelige Nætter … især for Børnenes Skyld. Men nu er det ovre. Ogsaa den, der har Børn, har dog en Ret til at blive lykkelig, ikke sandt? Og – som sagt – nu er det ovre! … Omtrent!"

Han tilføjede det sidste Ord med halv Stemme, mens han strøg Haanden over Panden og et Sekund lukkede Øjnene.

"For min Kone og Børnene har jeg sørget," fortsatte han derpaa. "Selv ejer jeg nu i hele Verden ikke andet, end hvad du ser her – og saa lidt Rejsepenge. Det vil saamænd ikke blive lutter Solskin for hende, Stakkel! Men hun har Mod til alt, – det har hun sagt. Og heldigvis har en Læge jo et Arbejdsfelt allevegne."

270 "Og hvor agter du … I … jer saa hen?"

"Jeg veed det knap. Til Amerika foreløbig, der har jeg jo været før. Og derfra rimeligvis videre ud i Verden … til en eller anden lille Ø i Stillehavet maaske … hvad veed jeg!"

"Men du gode Gud, Feliks! Mellem Negere og Vilde!"

"Ja vist, det er Vanvid! Jeg veed det godt! Men jeg er nu engang gal. Og dog misunder jeg ikke jer andre! … Lad mig fare med Fred!"

Adolf gik tankefuld hjemad. Skønt Aftenen var taaget og mørk, gik han ad en Omvej – ud og ind gennem nogle Sidegader – fordi han følte Trang til at afsvales. Feliks' glødende Lidenskab havde gjort Luften omkring ham hed; hans Kinder brændte.

Da han endelig naaede tilbage til Mon Cœur og stod ved den hvidmalede Stakitlaage, fandt han for første Gang Pladsen foran Haven noget indskrænket. Ogsaa generede det ham denne Aften, at han aldrig kunde tage Frakken af ude i Forstuen uden at støde Knoerne mod Væggen.

Inde i det inderste, kakkelovnslumre Hjærtekammer sad Leopoldine og syede paa en udtraadt Morgensko, og skønt dette Syn ingenlunde var ham noget uvant, stødtes han deraf, ligesom han følte sig lidt ilde berørt af den temmelig ublide Maade, hvorpaa hun straks gav sig til at udtrykke sin Misfornøjelse med hans lange Fraværelse.

"Kære Dina," sagde han med en for ham ualmindelig Bestemthed. "Du maa pardonnere mig, at jeg i et saa alvorligt Anliggende ikke kan tage Hensyn til Tiden. I det hele … der er noget ubehageligt … noget trykkende … ved saaledes bestandig at vide sig kontrolleret. Du vilde gøre mig en Tjeneste, kære Dina, ved at aflægge den Vane."

Hvorpaa han, uden at agte paa det forbavsede 271 Blik, hvormed hans Kone under denne Udgydelse havde betragtet ham, gav sig til at redegøre for Resultatet af sit Besøg hos Vennen.

"Der var jo desværre ikke noget at udrette," sagde han med et forholdsvis mildt beklagende Skuldertræk. "Det er jo ogsaa saa sin egen Sag at blande sig i den Slags Affærer. Man kan jo – som udenforstaaende – vanskeligt bedømme Værdien af de Bevæggrunde, som – –"

"Jeg haaber da ikke, du vil forsvare –"

"Ingenlunde, kære Dina!" afbrød han hende, idet han standsede midt paa Gulvet og løftede Haanden med en afværgende Bevægelse. Jeg mener blot, at man – til en vis Grad – dog er nødt til at anerkende Lidenskabens og de store Følelsers Ret."

"Ret?" gentog Dina med sit grove Mæle. "At rende væk fra Kone og Børn, … og ovenikøbet for et saadant Fruentimmers Skyld!"

"Ja, kære – man er vistnok noget for tilbøjelig til at overvurdere Standsforskellens Betydning i saadanne Sager. I Kærlighedsaffærer, min Ven, gælder Ungdom og Skønhed nu en Gang mere end selv en Grevindetitel."

Han havde sagt dette med en Antydning af et letsindigt Smil og fortsatte sin Gang over Gulvet, idet han stak begge Hænderne i Bukselommerne og raslede med sine Nøgler.

Dina svarede ikke, og der blev i det hele ikke talt mere om Sagen. Adolf satte sig hen ved Bordet med en Avis, og for første Gang i elleve Aar hvilede der en tordensvanger Stemning over de fem smaa Hjærterum.

Adolf var ikke langt fra at finde en Tilfredsstillelse i den uvante Situation. Denne Elektricitet i Luften behagede hans Selvfølelse. Han sagde til 272 sig selv, at han i Grunden aldeles ikke var skabt til en saadan velreguleret Kontormandstilværelse som den, han førte. Ogsaa i ham var der nedlagt mægtige Lidenskaber, vilde Drifter, som han maaske i noget for høj Grad havde anstrengt sig for at underkue. Feliks havde ikke helt Uret. Ogsaa den, der havde Børn og var gift, havde et Krav at gøre gældende med Hensyn til Personlighedens frie Udfoldelse.

Han kom til at tænke paa en Dame, en ung Frøken, der forestod et Konditorudsalg paa Vesterbro, hvor han af og til gik ind paa Tilbagevejen fra Kontoret for at faa lidt Konfekt med hjem til Børnene. Han troede nok at turde sige, at han havde gjort et vist Indtryk paa den unge Dame. Visselig havde han ingensinde i sine smaa Tilnærmelser overfor hende forglemt, hvad han skyldte Hensynet til Dina; men han havde dog nogle Gange, naar de var alene i Butikken, tilladt sig en lidt dristig Spøg med hendes Haand, ja ved en enkelt Lejlighed strøget hende ned ad den runde Arm, uden at hun paa nogen Maade havde taget ham det ilde op. – –

Det ringede ude i Forstuen. Pigen kom ind og overbragte Fruen Aftenens Post, der bestod af et husmoderligt Ugeblad og et Brev. Ved Synet af det sidste blev Dina lidt rød. Med en hurtig Fingerbevægelse fik hun det skjult under en af Bøgerne paa Bordet; hvorpaa hun – lidt nervøs – gav sig til at tale med Pigen om nogle Husholdningsanliggender.

Saasnart Pigen var gaaet, løftede Adolf Øjnene fra sin Avis og sagde:

"Kære Dina, kunde du ikke vænne dig til at afgøre dine Køkkenforretninger andre Steder end netop i Dagligstuen. Det virker saa … saa indsnevrende. 273 Et Hjem er dog andet end et Madskab og et Sovekammer."

"Det kan jeg saamænd gærne," svarede hans Kone med den hende egne, ophøjede Sindsro. "Men du plejer jo ellers ikke at mangle Interesse for Køkkenaffærer, Adolf … tværtimod."

"Hvad mener du?"

"Det er da ikke længere siden end igaar, at du bad om Lov til at stege Frikadellerne, … og Husholdningsbogen vil du jo ogsaa helst føre selv."

"Naa ja," svarede han, mere og mere blussende. "Jeg vil jo nødigt, at du skal overbebyrdes. Jeg gør sandelig ikke den Slags Ting for min Fornøjelse, og det er just ikke smukt af dig at lønne min Opmærksomhed med Spydigheder. I det hele, Dina – du har faaet en Maade at tale til mig paa, som jeg ikke kan finde mig i. Jeg maa paa det bestemteste – –"

Men nu var Dinas Taalmodighed til Ende.

"Nu skal du holde din Mund," sagde hun paa sin ærlige Maade. "Vil du blot sidde her og gøre Kvalm, maa du hellere gaa ind paa dit Værelse."

Naar hun talte i denne Tonart, plejede Adolf ellers hurtigt at overbevises og afslutte Diskussionen. Men idag sprang han op og sagde med harmdirrende Stemme:

"Jeg tror, du viser mig ud af mine egne Stuer! Det skulde du dog vogte dig for, Dina! Jeg kunde gøre Alvor deraf paa en Maade, som – som du ikke har tænkt dig!"

Skønt han sagde de sidste Ord efter en Kunstpavse og med mystisk Betoning, svarede Dina atter fuldkommen rolig, endog med et Smil:

"Du gør mig jo helt bange, Adolf!"

"Du behager at spøge, tror jeg. Du beroliger dig maaske med, at jeg aldrig vil faa over mit 274 Hjærte at … foretage noget afgørende Skridt. Men du kender mig ikke, Dina! Jeg vil sige dig, – jeg er frygtelig, naar jeg tirres. Jeg kender da intet Hensyn, anerkender ingen Skranker – –"

Han var traadt et lille halvt Skridt hen imod hende, og for at give sine Ord forøget Vægt tog han en Bog fra Bordet og løftede den over sit Hoved. Men herved aabenbaredes det Brev, som Fru Dina saa behændigt havde skjult der, og dets rosenfarvede Konvolut bragte ham til at studse.

"Hvad er det for et Brev?" spurgte han.

"Det er mit … det skal du ikke bekymre dig om."

Men den Ilfærdighed, hvormed Fru Dina lagde sin Haand over Brevet, for at han ikke skulde læse Udskriften, og derefter puttede det i sin Kjolelomme, gjorde ham mistænksom.

"Det forekommer mig, at du faar saa mange Breve i den senere Tid, Dina?"

Og da hun intet svarede, vedblev han:

"Jeg haaber da ikke, du har nogen Hemmelighed for mig. Fra hvem er det Brev?"

"Det siger jeg dig ikke."

"Se se! Og naar jeg nu forlanger det? Jeg er dog vel din Mand og Herre her i Huset. Hører du? Jeg forlanger at se det Brev."

"Du forlanger –!"

"Ja, jeg har Ret dertil. Du har gærne villet være eneherskende her i Huset, Dina, men der skal fra idag ske en Forandring heri! Og nu fordrer jeg til en Begyndelse, at du lader mig se det Brev."

"Ja ja – har du Ret dertil – saa værsgo'! Her er det. Det er forresten blot et Fotografi af mig og Tulle. Du har jo længe ønsket at faa et nyt Billede af os. Du skulde først have haft det 275 paa Torsdag til din Fødselsdag – men nu har du faaet din Vilje en Gang."

"Nu – hvorfor tager du det ikke?" vedblev hun, da Adolf blev staaende foran hende uden at modtage Brevet.

"Dina!" fremstammede han; hans Læber bævede, og hans Øjne stod fulde af Taarer. Og pludselig greb han angergiven hendes Haand og bedækkede den med Kys: "Dina, – kan du tilgive mig?"
 

Den følgende Morgen spaserede Adolfs lille, trivelige Skikkelse atter lykkeligt smilende ind ad Gammel Kongevej med den ærefrygtsindgydende Dokumentmappe under Armen og den lille Skolepige ved Haanden. Om Eftermiddagen, paa Hjemvejen fra Kontoret, gik han ind i Konditori-Udsalget paa Vesterbro; og da Jomfruen netop var ene i Butikken, satte han sig et Øjeblik ned ved Disken for at passiare lidt med hende, og ved Bortgangen klappede han hende faderligt paa Armen.

Ved Middagsbordet sagde Dina, der havde tilbragt Formiddagen ved sit Skrivebord, beskæftiget med et langt, moderligt ømt Formaningsbrev til en ung, teologisk Student, som een Gang ugentlig fik gratis Middagsmad hos dem, og hvis Lidenskaber var bleven opflammet af Fru Dinas anselige Person:

"Jeg har tænkt paa, Adolf, at naar din forhenværende Ven Feliks nu skriver dig til – hvad han rimeligvis gør – saa bør du ikke svare ham. Det vilde vistnok ogsaa være rigtigst, om du overalt – til Bekendte og oppe i Ministeriet – lod dig forlyde med, at du har afbrudt enhver Forbindelse med ham. Det kunde ellers let skade dig i din Karriere."

"Meget rigtigt, lille Dina! Det har jeg netop selv tænkt paa. Mennesker som Feliks er i Sandhed 276 farlige. Saadanne Folk uden al Selvbeherskelse er i Grunden mere samfundsødelæggende end de egentlige Forbrydere. De har virkelig deres sande Hjem blandt Negere og Vilde."

Og Adolf holdt Ord. Skønt Feliks fra det fjærne sendte Brev paa Brev, besvarede han dem ikke. Han var en rettænkende Mand. Fornylig er han da ogsaa bleven forfremmet, og det er hans Haab, at han inden ret længe vil kunne overraske Dina ved at møde med den længselsfuldt ventede lille Roset i Knaphullet.
 

Saaledes var, er og forbliver i al Evighed den agtværdige Mand Adolf.