Digterliv

254 Der stod en ung, syttenaarig Digter i den store Forlæggers Venteværelse. I hans mørke Øjne luede Flammer af Kunstbegejstringens hellige Ild.

Han holdt under Armen en Pakke sirligt beskrevne Blade.

Det var Digte, fødte af hans Længsel, hans Tungsind, hans unge Trods – natteblege Drømmebørn, som han nu vilde lade flagre ud i Livets Lys og Tummel.

Ængsteligt og dog beslutsomt bankede han paa Døren og traadte ind i den store Forlæggers Privatkontor, ind i Digtekunstens Allerhelligste, hvorigennem Vejen gik til Parnasset og Udødeligheden.

I det høje, med Bøger og Digterbuster stilfuldt udstyrede Rum sad Forlæggeren ved et rigt udskaaret Skrivebord af Størrelse som et Kirkealter. Han var en lille Mand med langt, mørkt Skæg, Guldlorgnet og spejlblank Isse. Med en alvorsfuld Haandbevægelse hilste han paa Ynglingen og bad ham tage Plads, hvorpaa han straks gav sig til at gennemblade hans Manuskript.

Imens sad den unge Mand med bankende Hjærte paa sin Stol og lod Blikket flakke omkring i Værelset. Og da var det med eet for ham, som om alle de gamle Digterbuster begyndte at smile medynksfuldt ned til ham.

255 "De har Talent, unge Mand!" udbrød pludselig Forlæggeren. "Sligt ser jeg med et halvt Øje! … Men tillad mig, hvad er det dog for nogle underlig gammeldags Ting, De her har skrevet. Alene denne Titel! "Alfeleg". Hvad vil det sige? Og saadanne latterlige Æmner! "Til Maanen", "Nattesuk", "Hendes Lokker" … Veed De hvad, saadan noget er dog virkelig altfor antikveret! Ifjor kunde det maaske endnu være gaaet, … nu er det aldeles umuligt! Publikum er forlængst bleven ked af den Slags Sværmerier … De har ikke fulgt med Tiden, unge Mand! De har ikke set, at Digtekunsten har brudt sig nye Baner, at den har taget de store Samfundsspørgsmaal op til Drøftelse, at den skaanselløst afdækker Tidens Brøst og uden Sky skildrer Hverdagslivet med dets Kamp og Strid og Sorg og Savn i hele dets knugende Elendighed … Har De ikke læst mit Forlags sidste fortræffelige Roman "Skarnkisten"? O, den burde De sandelig studere! Jeg skal med Fornøjelse laane Dem den. Kan De skrive mig et saadant Værk, skal det være mig en Fornøjelse at forlægge det; jeg tør da indestaa Dem for, at De skal blive berømt."

Den unge Digter skridtede ilsomt hjem til sit fattige Kvistkammer og kastede sig over den medbragte Bog. Den store Forlæggers Ord var falden som Gløder i hans Sjæl. Med brændende Kinder gennemfløj han uden Standsning det bindstærke Værks trettenhundredogsyvoghalvtresindstyve Sider; og da han var færdig, kastede han sine Vers paa Ilden.

Han kendte nu sin Vej og sit Maal.

Straks den næste Dag begyndte han at arbejde. Nætter og Dage stod han ved sin Pult. Og mens Hungeren huserede i hans Tarme og Kulden blaanede hans Fingre, skriftede han for Papiret sit korte Livs lange Kummer, skildrede dets Kamp og Savn 256 og bristede Forhaabninger. Og Aar gik efter Aar. Thi fuldbaarent skulde Værket udgaa fra hans Hænder. Hele sin Sjæl vilde han aande ind i disse Blade, der skulde give hans Navn Udødeligheden.

Da Bogen omsider var færdig, sendte han den til den store Forlægger, og Ugedagen efter stod han atter i det Allerhelligste.

Forlæggeren var i Mellemtiden bleven rund og fed. Istedetfor det alvorsfulde Profetskæg havde han anlagt sig en fiks Moustache, og i Knaphullet paa hans Fløjlsjakke sad en duftende Rose.

"Ja, min Herre!" udbrød han straks. "Jeg har nu læst Deres Bog, og jeg maa gentage, hvad jeg sagde Dem sidst: De er et Talent, maaske et Geni. Men hvorfor følger De dog sletikke med Tiden, kære? Hvad er det dog for nogle mørke og uhyggelige Skildringer, De her har givet mig? Alene denne afskrækkende Titel! "I Armods Arme". Det er dog virkelig altfor gammelt! Saadan noget vil Folk sletikke have mere. Herregud! Hvorfor skal ogsaa alting være saa trist og grumt? Se Dem dog om, Menneske! Saalænge Verden endnu har Sol og Druer og skønne Kvinder – hvorfor skal vi da gøre den til et eneste aadselstinkende Hospital? … Det undrer mig virkelig, min Herre, at De, der dog saa aabenbart sidder inde med et smukt og rigt Talent … at De ikke har givet Agt paa Publikums tydeligt udtalte Trang til atter at høre Livets Lyst og Glæde besunget … Gaa hjem, kære Ven, og skriv et rigtigt sprudlende og farverigt Digt. Jeg for min Del skal da gøre mit. Naar jeg lader det trykke med fed Schwabacherskrift og paa lækreste Bøttepapir, tør jeg love Dem, at det skal vække Opsigt!" – –

Halvt iblinde tumlede Digteren nedad Trapperne og ud paa Gaden. Stormen jog om Hushjørnerne, og Regnen piskede ham i Ansigtet, idet han sneg 257 sig bort og gik hjem for paa sit kolde og ensomme Tagkammer at forkynde Livsglædens Evangelium.

Og atter begyndte de lange Dages og Nætters fortærende Feber. Kunstnerbegejstringens Ild luede endnu usvækket i hans Sjæl; og mens han sad der i sit fattige Lampeskær, var det for hans funklende Øje, som om Kammerets nøgne Mure løftede sig paa Stensøjler, og Buer af Marmor og broget Mosaik hvælvede sig over hans Hoved. Gennem sit lille Tagvindue skuede han ud over solbeskinnede Lande med Bjærge og blaa Søer, i hvis Vover underskønne Nymfer badede sig. Og Aarene gik; men han mærkede det ikke. Og hans Haar graanede; men han saae det ikke. Han havde næppe det skimlede Brød, og Klæderne hang i Pjalter om hans ynkeligt afpillede Legeme. Men han følte sig som en Konge, der ejede den evige Ungdom og herskede over Alverdens Skatte.

… Saa stod han endelig atter hos den store Forlægger.

Ogsaa denne var i Mellemtiden bleven gammel. Han nærmede sig i gravsorte Klæder, med Hovedet paa Hæld og det blege Ansigt lagt i lange, stive Folder.

"Min Herre!" læspede han næsten uhørligt og foldede Hænderne foran Brystet. "De har behaget at tilsende mig et Værk, der rent ud har forfærdet mig. Sandelig, jeg fatter ikke, hvorledes De for Alvor har kunnet tro, at jeg vilde kunne forlægge det. Alene denne Titel, min Herre! "Elskovsfantasier". Sligt vil Publikum slet ikke længer have. Familjefædrene forbyder os paa det bestemteste at tilsende dem den Art Poesi. Jeg nægter stadig ikke, min kære Herre, at De har Talent, betydeligt Talent. Men De har – tillad mig – aldrig forstaaet at følge med Tiden. Det tilsendte Værk tør jeg altsaa desværre slet ikke befatte mig med. Skulde De derimod 258 have nogle Salmer liggende, en Prædikensamling, eller skulde De være tilbøjelig til at skrive en liden Postille, skal det være mig særdeles kært atter at forhandle med Dem. De kan jo nu tænke over mit Forslag. Jeg tør indestaa Dem for, at De ikke vil komme til at fortryde det, ifald De skulde gøre mig den Glæde at tage det i Betragtning. – Farvel i Jesu Navn! Vorherre være med Dem!"

Den gamle Digter stod fortumlet. Han syntes igen at se alle de støvede Digterbuster smile medynksfuldt ned til ham.

Saa vandrede han hjem til sit tomme Tagkammer og hængte sig. –