Vestfyn
Det var Midnat.
Maanen stod over det smalle Bælt og gød sit Fosforskær over Vandet, forgyldte de skovklædte Skrænter i Vest, det lavt bølgende Bakkeland i Nord, og skinnede ind paa Ruderne af den lange Række smaa, højtliggende Fiskerhytter, hvormed Middelfart By præsenterer sig fra Søsiden. Høje, stejle eller i Sneglegang vundne Jordtrapper fører fra Strandbredden op til disse mellem hyggelige Smaahaver, Træskur, Lysthuse, Møddinger og Fiskestejler, der alt sammen ligesom hænger ned ad den bratte Skrænt. I den yderste af Hytterne var der Lys, og Vinduet stirrede ud i den hvide Maanedis som et rødt, søvndrukkent Øje.
Inde i selve Byen var alting øde og stille.
Den sidste Lyd, der havde forstyrret Vægteren i hans Kælderhals, var af Hotelomnibusen, som var rumlet gennem de tomme Gader med en Torden, der syntes at maatte have kunnet vække selv de døde omkring Kirkemuren i deres Grave. Men i de lave, ligeløbende Husrækker, bag de for nysgerrige Maanestraaler omhyggelig nedrullede Gardiner, havde Borgerne allerede længe slumret trygt i deres bløde Dunsenge, mismodig drømmende om den bitre Skuffelse, der endnu hviler som en Nattemare over denne lille, smukke Sommerby.
Oppe paa Kirketaget sad to kærlighedsfulde Katte og messede. En tredje stod nede paa Torvet og saa op paa dem, i det den misundelig slikkede sig om Munden.
Det var, som om de paa deres ejendommelige Maade vilde minde os om, at vi var paa Fyns Land, Øen med det skjælmske Valgsprog: Natten er vor egen. Og Maanen, der sad deroppe mellem sine blege Stjærner, gled saa hyggelig frem over denne Danmarks skønne, smilende og frugtbare Kærlighedshave, og syntes med sær hemmelighedsfuld Mine at skotte ned til alt, hvad den saa dernede mellem duftende Humlehaver og blomstrende Pilehegn i denne korte, tyste Nattetime, i hvilken selv Lærkerne sover.
60 Byen har et nyt, stort, fortræffeligt Badehotel.
Vi fik anvist et Værelse af Størrelse og Udseende som et rummeligt Klædeskab, med Bræddeloft og Bræddevægge, der knirkede og knagede paa en uhyggelig Maade, blot man vendte sig i Sengen. Alt var slukket omkring paa Gangene og i Restavrationen; men rundt om fra trængte Lyden af et besynderligt Røre ind til os af Hotellets Badegæster, der netop var ved at gaa til Ro, og som laa og snakkede i Sengene eller var i Begreb med at krybe i dem, og hvis hele Færd hørtes gennem de tynde Bræddevægge med en Tydelighed, der ikke var langt fra at gøre os undselige.
Lige bag vort Hovedgærde – næsten som om de kildrede os i Haaret – laa et Par unge Piger, der med største Letsindighed strakte sig i deres Senge, betrode hinanden Hemmeligheder, klappede Dynen til rette med Haanden og lo, indtil de omsider sov ind under denne svage, hendøende Smaapludren og langtrukne Gaben, der minder om det søde Velvære, hvormed Fuglene kvidrer sig selv i Søvn i deres Reder.
Ved vore Fødder havde vi et Par tamme Turister, kedsommelige Snakkemennesker med Stemmer, der lød, som om de uafbrudt knækkede Nødder; de lagde Planer, beregnede Takster og citerede Rejsehaandbogen. Og lige under vort Gulv – omtrent som om det kunde været i en til Klædeskabet hørende Skuffe – laa et Par aldrende Ægtemager, der endnu længe efter, at alle de andre endelig var faldne til Ro, hørtes i et haardnakket Skænderi, under hvilket de forgæves søgte tilstrækkelig at dæmpe deres ophidsede Stemmer.
Det var navnlig Konen, der førte Ordet. Hun havde aldrig – aldrig villet være til Middelfart. Hun havde de ti tusende Gange sagt, at hun vilde til Skotterup eller Hellebæk og ikke saadan smides midt ud i den vide Verden for at blive plukket som en Gaas. Aldrig nogen Sinde oftere skulde hun lade sig overtale til at forlade sit kære Hjem; hun kunde græde, naar hun tænkte paa, at hun havde været dum nok til at give Afkald paa sine egne hyggelige Stuer og sin gode Seng for at ligge her midt imellem sammenskrabede Mennesker og paa en Madrats, som – det vilde hun dø paa – var stoppet med Ærteris.
Hvor længe Stormen varede, skal her være usagt. Mildere Magter forbarmede sig over os, og vi sov ind, mens de første Smaafugle allerede begyndte at pippe uden for vort Vindue.
Fra Hotellets Vinduer har man en fortræffelig Udsigt ud over Bryggen og den lille, langagtige Havn. Bag denne igen over Bæltet til Snoghøjs Have og røde Tegltage ovre paa Jyllandssiden.
Det var en tidlig Morgentime.
En lille Klynge ledige Arbejdsfolk, en enkelt Skipper og en Toldbetjent var allerede paa Benene, og enkelte andre kom fra forskellige Sider drivende ned mod Havnen. Midt paa Molen stod den gamle Lods med Hænderne i sine Klaplommer og saa ud over Bæltet. Et Par af Byens yngre Købmænd kom morgenforkølede med opslaaede Frakkekraver og smaahoppende fra Sten til Sten ud paa den dugvaade Kaj, saa op til Vinden, spyttede i Vandet, henkastede med søvnrustne Stemmer et Ord til en og anden af de omkringstaaende, og vendte derpaa skudrende og med idelige "G'moren! G'moren!" til de mødende tilbage over Bryggen.
Det hele vidnede ikke om noget særdeles blomstrende Forretningsliv. Paa Bryggen flød smaa Stabler af tomme Kasser, et Par Tønder og nogle Mursten; og i Havnen laa fire, fem smaa Skuder med Kul og Cement.
Paa en Gang blev der Bevægelse i de smaa Klynger paa Molen og inde over Kajen. Ud fra den sortegraa Taagebanke, der hvilede over Bæltet – ligesom født af dennes Uvejrsskød – dukkede en bredbovet, grønmalet Smakke ind i Farvandet. Med slappe Sejl, Jollen vuggende bag i Kølvandet, og ligesom kløvende de hængende Skyer med sin høje Mastetop, gled den stilfærdig ind imod Byen under alles opmærksomste Iagttagelse.
Hvem Fanden er det med den Klyverbom ? ..... Naa, det er jo Martinsen! ..... Han kommer fra Flensborg af!
I en halv Time laa Skuden og manøvrerede uden for de uberegnelige Hvirvelstrømninger, der gør Indsejlingen til Byen saa vanskelig. Men endelig slap den over dem og gled ind i det lange, smalle, kanallignende Havnebassin, der strækker sig under næsten det halve af Staden.
Skipperen stod selv til Rors – en lille, gammelagtig Fyr med Straahat og Træsko –, mens en lang, leddeløs Skibsdreng sprang om som en Abe i Rigning og paa Ræling med en Geskæftighed, der lod formode, at det ikke havde unddraget sig hans Opmærksomhed, at han havde Tilskuere.
De forskellige Smaaklynger nærmede sig nemlig nu for at hilse paa Skipperen og hjælpe til med Fortøjningen. Og Tolderen kom ud fra sit Smug, og Havnefogden fra sit Kontor, og fra flere Sider drev Bysfolk ned fra deres Gadedøre – Haandværkere, gamle Koner og Læredrenge – for at se, hvem den ankomne kunde være.
61 I det samme viste den første Badegæst sig paa den høje Trappe, der fra Hotellets Haveanlæg fører ned til Bryggen. Det var en ældre Herre med Panamahat og flødegule Benklæder, der forsigtig steg ned ad den stejle Trappe. Paa det nederste Trin standsede han, slog sin himmelblaa Skærm op, satte standsmæssig den ene, behandskede Haand i Siden, stak Næsen i Vejret og saa sig velvillig omkring, som om det alt sammen: Bæltet, Havnen, Smakken, de sammendrevne Klynger og den abeagtige Skibsdreng var et vellykket Arrangement af den belevne Hotelvært til Gæsternes behagelige Adspredelse og Fornøjelse.
Han steg ned fra det sidste Trin og hilste forbindtlig op til Altanen, hvor to luftig sommerklædte, ældre Damer stod som skrukkende Høns og saa grædefærdig rundt paa denne mørke, truende Skyhimmel, der overalt omgav dem. I fjorten Dage havde man nemlig haft Regn, og intet uden Regn. Og netop i Dag var det, at den store, saa længselsfuldt ventede og forberedte Fællesudflugt af alle Hotellets Badegæster skulde gaa for sig. Vognene var bestilte, Maden pakket og de lyse Toiletter holdte i Beredskab.
Der blev en frygtelig Fortvivlelse!
De unge Piger, der nu efterhaanden kiggede frem fra alle Vinduerne og paa Verandaerne, altid to og to, med hinanden om Livet eller Halsen, i røde, hvide og straalende lyseblaa Kjoler – hvor saa de haabløst i Vejret! Nogle Studenter i hvide Ben gik med mørke og spændte Miner ud paa Molen for at raadspørge Lodsen og de andre begede Orakler. Men alle rystede de tvivlende paa Hovedet, og hele Hotellet blev som opløst af Spænding undtagen en ung Kaproer, der havde stillet sig op paa den høje Havetrappe med de nøgne Arme slyngede i hinanden over Brystet som en Konditorkringle og med stoisk Ro betragtede det mørke Landskab.
Da rullede – i Døgnets kritiske Moment, Kl. 9 – et Vandtæppe, lysere end de andre, men koldere, lumskere, ud over Bæltet. Samtidig hørtes en underlig, mild Susen i Trætoppene. Og lidt efter begyndte en stille, jævn, melodisk Rislen, der ligesom med en om Sagtmodighed bønfaldende Stemme forkyndte den frygtelige Vished:
Dagregn! –
Som bekendt har Middelfart i de senere Aaringer paa forskellig Vis bestræbt sig for at vinde Anerkendelse som et af Landets fashionable Badesteder. Til Dels er dette virkelig ogsaa lykkedes. Man mærker det blandt andet paa den Fortrolighed, hvormed den stedlige Befolkning allerede betragter det brogede Optog, der aarlig udfolder sig paa dens Strand, – den Taalmodighed, med hvilken de finder sig i den Ugenerthed, hvormed disse fremmede Skarer under Badesæsonen tilegner sig deres By.
Nu maa det sikkert indrømmes, at Middelfart virkelig ejer adskillige Betingelser for at blive et Badested af Rang. Vandet er udmærket (lidt fersk), Rødspætterne fortrinlige (lidt smaa), Byen selv og dens Omegn er smuk, behagelig og passende centralt beliggende i Riget.
Alligevel vil den næppe nogen Sinde naa det store Maal for sin ærgerrige Drøm: at blive et Nordens Ostende. Hvor meget end entreprenante Borgere og opfindsomme Hotelejere vil anstrænge sig f. Eks. i Retning af smukke Haveanlæg, musikalske Underholdninger eller anden Adspredelse (og der er for øvrigt i den Henseende endnu gjort forbavsende lidt), saa vil det alt sammen ikke kunne veje op mod den ubodelige Grundskade, hvoraf hele Værket lider.
Her er for snævert, for indelukket.
Vore badende Mennesker er omsider blevne mætte af disse lilleputagtige Strandpromenader, der om Sommeren etableres hist og her Øerne over som smaa Stykker udflydt København. Deres Hu staar nu om Dagene til fjærnere og ensomme Steder med fremmed og storladen Natur, til Blokhus eller Skagen. De vil ikke længer kælent vugges af disse Sundenes blide Smaabølger, men føle selve Vesterhavets salttunge Brænding brydes over deres Rygge. De vil gribes af Naturen i dens Vælde, de trætte Tanker vil hvile ud i de store Vidders ubrydelige Stilhed, og det af det lange Vintermørke løsslupne Blik kræver Plads til at tumle sig i det uendelige Rum og tage sig sit Bad i Himmelblaaet som Legemet i Bølgerne.
Men "stor" er Naturen her ved Middelfart netop mindst af alt.
Man rystes ikke let ud af sine Fuger ved Synet af dette Stykke aa-smalle Bælt, disse smaa, grønne Skove, disse frodige, jævnt stigende Kyster. Alt er venligt, hjemligt, mildt. Men Luften er frisk og sund, denne Yppighed rundt omkring gør Hjærte og Øje godt, og naar Solen daler ned derovre bag de jyske Banker og 63 farver Bæltet som Blod, bliver man ikke let træt af at sidde derude paa Molen eller spasere langs Stranden og betragte, hvorledes Farverne efterhaanden fortoner sig over Himmel og Hav, mens Landet og Skovene rundt om hyller sig ind for Natten i blaalige, røde eller violette Dampe, indtil det alt ligesom synker ned i Sommernattens aandeagtige Dis.
Men til andre Tider er her saa til Gengæld en Smule ensformigt, for ikke at sige kedeligt. Naturligvis, man kan tage en Baad, sejle ud paa Bæltet og fiske eller lægge sig hen under "Galles Klint" med en Bøsse og skyde Hejrer. For den, der selv vil, er her – som vel overhovedet overalt – Stof nok til Underholdning og Adspredelse. Men dels er det jo ikke alle, sligt er til Behag; dels kan ogsaa det Uheld indtræffe, at man i fjorten samfulde Dage maa sidde indemuret bag sin Rude og se ud paa et sortegraat Skylag, der Dag for Dag sænker sig lavere over Byen, og høre paa Regnens jævne, ensformige, melankolske Rislen med dette evindelig gentagne:
Taalmodighed, kære! Taalmodighed!
Og i Regnvejr er Middelfart intet uden Regn. Ikke nogen Kafé, ingen offentlig Have med lidt oplivende Musik, lidt grusede Stier eller smukke Blomsteranlæg. Intet uden dette kolde Væde foroven og forneden og disse tykke, mørkegraa Skybanker rundt om Horisonten.
Og ikke en Gang har man den ellers i slige Tilfælde saa almindelige Trøst: at Regnen i alle Fald er "god for Landmanden". Fyns fede Jorder formelig svømmer i overflødigt Vand. Alle Vejene omkring Byen er ufremkommelige, Skovene bundløse Moradser, Markerne drukner i lergult Vand. ..... Ude paa Gangen gik den belevne Hotelvært og bankede fortvivlet paa Barometret, der ubønhørlig blev ved at synke, mens Badegæsterne med et resigneret Suk lukkede sig inde i deres respektive Klædeskabe for for tyvende Gang at studere Middelfarts Historie i Rejsehaandbogen.
Middelfart er en gammel Stad. Allerede langt tilbage nævnes den i Historien som spillende en Rolle i Krigsbegivenheder (sidste Gang i 1848, da den aabne By bombarderedes af Prøjserne). Alligevel gør den i ingen Henseende noget ærværdigt Indtryk. Man træffer der intet fremragende Minde om svundne Tider. Endog Kirken, skønt bygget over Levninger af et gammelt Kloster, fremtræder i forholdsvis moderne Klædedragt.
Men heller ikke den nyere Tid har paa nogen Maade rejst sig Mindesmærker af nogen Betydning. Kun det store Badehotel hæver sig med en vis Pretention over sine Omgivelser, betegnende det eneste Sted, hvor lidt alvorligere Energi er sat i Bevægelse.
Det er – som alt sagt – som om der hvilede et Tryk over denne lille By, Trykket nemlig af den gamle Skuffelse, der forvoldtes den, da i sin Tid Overfartsstedet fra Fyn til Jylland ved Jærnbanens Anlæg blev forlagt fra Middelfart til Strib, en Foranstaltning, der i Virkeligheden ogsaa gav Byens Betydning Naadestødet.
Paa dette Punkt bliver enhver god Middelfartbo veltalende. Ordet "Strib" er som en Brand i Næsen paa enhver by-patriotisk Følelse, og alle er de uudtømmelige i Beviser for den "ubegribelige Blindhed", der i sin Tid maa have slaget de styrende, da de vragede den gamle, prøvede Postrute Middelfart-Snoghøj for en, om hvilken "ethvert Barn" burde kunne indse, at den havde baade Strøm- og Is- og tusende andre Forhold imod sig.
En Institution er der dog, der er ejendommelig for denne By, ja enestaaende i Landet. Det er det gamle Marsvinsjægerlav.
Det skyldes de i denne Del af Bæltet særegne Kystforhold, at netop dette Sted frem for noget andet er saa fortrinlig egnet til denne mærkelige Fangst. Ganske vist har man i de senere Aar hist og her paa andre Steder ved vore Bælter eller Fjorde – f. Eks. i Kolding Fjord – forsøgt sig i lignende Retning; men dels er det paa disse Steder endnu forblevet ganske i det smaa; dels er det kun her i Middelfart, at Institutionen bestaar som Lav, der trods alle Næringsfrihedslove har vidst at hævde Eneberettigelse for sig til denne ejendommelige Jagt i dette bestemte Farvand.
Ved Vintertid – i Maanederne November, December og Januar – trækker "Svinene" i større eller mindre Flokke fra Østersøen gennem Bæltet op mod Kattegat, og hver Morgen, saa snart det gryr, lægger et Par af "Jægerne" – Udkiggerne – sig ud i Baade mellem Middelfart og jyske Kyst. Her ligger de rolig og venter og fordriver Tiden med Tobak og Passiar, indtil en lang, skumhvid Bølgekam i Syd – frembragt ved den ejendommelige Maade, hvorpaa Dyrene tumler sig i Vandskorpen – melder en Stimes Anmarsch.
65 Saa begynder Jagten. Ved et Signal ind til Land, hvor der stadig holdes skrap Vagt, kommer nu alt Mandskabet paa Benene, og hurtig lægger dette ud i en Kæde af Baade, der til sidst saa at sige spærrer Bæltet. Naar Stimen er kommen dem nær nok paa Livet, omslutter de den lempelig, og naar dette er sket, "genner" de den ved Raab og Plasken af lange Stager langsomt tilbage til den smalle Rende mellem Fyns Land og den lille Ø Fænø og derfra videre ned i den endnu snævrere Gamborg Fjord, hvori den da til sidst fanges som i en Fælde eller naturlig Ruse.
Over denne er nemlig imidlertid Vaaddene blevne spændte, og et Baadmandskab har lagt sig hen bag disse for nøjagtig at følge Stimens Bevægelser. Dette Mandskab er det egentlig ledende, det, paa hvis Aarvaagenhed og Snarraadighed det fornemmelig kommer an; de andre har blot blindt at lystre. Ved en uafbrudt Signalisering med en Øsekop ("højt Vand", "lavt Vand") tilkendegives det herfra, hvor og hvor stærkt der i hvert Øjeblik maa "gennes", og først naar det ved en Hattesvingning forkyndes, at Flokken – undertiden et Par hundrede Stykker – er omsluttet af Garnene, styrer hele Mandskabet paa en Gang hurtig mod Kysten, springer under Latter i Land i deres store Søstøvler og iler hen imod Fangestedet; Vaaddene hales ind paa det lave Vand, og herfra trækkes de store, plaskende og uvorne Dyr ved Halerne ud af Garnene og ind paa Strandsandet.
Og nu begynder et sandt Myrderi. Med lange, spidse Knive og i størst mulig Hast stikkes Dyrene dybt i Halsen, saa det fede, mørkerøde Blod vælter ud og farver hele Stranden som en Slagterplads. I krampagtige Dødstrækninger vrider de tunge, mørke, 2–3 Alen lange Kroppe sig imellem hinanden, mens Blod og Sand sprøjtes højt op i Luften omkring dem.
Hænder det – som det ikke saa sjælden gør –, at tillige enkelte af de endnu større, 5–6 Alen lange, saakaldte "Grindehvaler" er komne i Garnene, bliver Slagteriet endnu livligere. Under formelig Kamp maa man i dette Tilfælde vinde sig sit Bytte. Med Reb og Hager bringes de vældige Dyr op paa Stranden, hvor de i Raseri slaar omkring sig med Halerne med en Kraft, der kan brække Benet paa en fuldvoksen Mand. Først adskillige velrettede Hug af tunge Aarer paa Dyrets Pandebrask formaar at bedøve det saa vidt, at man kan give det Kniven.
I taaget, tungt Vejr eller paa Dage, hvor Fangsten af andre Grunde maa opgives, foretages den for Jægerne selv mest opmuntrende Akt, den saakaldte "Afflæskning".
Det er en hel Fest.
Ved et Længdesnit fra Snude til Halespids falder Flæskesiderne af sig selv fra Benene, der derpaa omhyggelig pilles rene for hver mindste Pille Spæk. Det er et forsvarligt Arbejde, naar – som det kan ske – hen imod tusende Kroppe, der ligger sammenhobede paa Stranden, paa denne Maade skal tages under Behandling. Men trods Sliddet, trods det blodige Føre og den forfærdelige Stank, som de store, fede Aadsler udspreder omkring sig, foregaar alt under Munterhed og Sang. Oldermanden – den gamle, hvidskæggede Lods – gaar selv gemytlig omkring og opmuntrer med Brændevinsdunken, i det han samtidig omhyggelig paaser, at alle gaar samvittighedsfuldt til Værks, saa intet gaar til Spilde. Thi for "daarlig Afflæskning" gives efter Reglementet Bøder – fra otte til seksten Skilling efter Oldermandens Skøn.
Om Aftenen, naar Arbejdet er tilendebragt, køres de svingende Vognladninger af dette bløde, stinkende, smudsigblodige, for øvrigt om vort almindelige Svineflæsk mindende Spæk ind til Byen, hvor det først hakkes ganske smaat og derpaa smeltes i store Jærnpander, for endelig at fyldes paa Tønder og staa Sommeren over for at klares.
De afpillede Rester – Skroget – benyttes til Gødning. Tarmene sælges og forsendes til de vestjyske Fiskere, der anvender dem som Agn.
Lavet bestaar fra ældgammel Tid af 30 Mand, og tilkommende Medlemmer – "Brødre" – vælges derved, at Lavet selv af Ansøgerne udtager 3, blandt hvilke saa Byfogden træffer den endelige Afgørelse. I Almindelighed bliver den lykkelige dog selvfølgelig den, hvem Lavet har sat øverst paa sin Liste, saa Byfogdens Delagtighed er nu nærmest at betragte som en Formsag.
Indtægten deles mellem Brødrene, dog ikke i 30 men i 31 Parter, i det Kirken – der jo sjælden glemte at melde sig, hvor der dryppede Fedt – har forbeholdt sig en Mands fulde Lod. I gamle Dage var Fangsten temmelig indbringende, men med Trannets stedse dalende Priser, paa Grund af dets stadig formindskede Anvendelse, er Fortjenesten nu nærmest flov og har i de senere Aaringer næppe svaret til de Opofrelser, den Udholdenhed og det Tidsforbrug, som Jagten kræver.
66 Samtidig er nemlig ogsaa Fangsten taget af i Størrelse. Gennemsnits-Fangsten er nu c. 1500 Stkr. Svin aarlig. Det højeste Antal, man i Mands Minde har naat, er c. 2600.
Allehelgensdag (den 2. November) begynder Jagten, og den vedvarer indtil Kyndelmisse (2. Februar). Begge Dage samles Brødrene i Lavshuset (nu Gæstgivergaarden) til et Gilde, henholdsvis for at fordele Mandskabet og opgøre Regnskabet.
At Gilder og Festligheder i det hele har spillet en ikke ringe Rolle i Selskabets Historie, faar man en levende Fornemmelse af ved at gennemlæse Lavets Lov eller Skraa, der vel et Par Gange i Tidens Løb er bleven omændret (sidste Gang under Frederik den syvende), men som dog endnu i alt væsentligt er den gamle lig og punktlig overholdes efter Opskriften.
Den ældste kendte er fra 1593. Den er underskreven af 35 Mænd, "alle Borgere udi Middelfart med Borgemester og Raadmænd, desligest med Sognepræst og Capellanens her sammesteds, deres Villie og Samtykke, paa det at Guds Ære og Frygt og god Enighed samt Samling og christelig Broderskab des ydermere maatte voxe, formeres og ved Magt holdes, og samme fiskende desbedre maatte tilgaa Gud allermægtigste til Lov og Ære, os andre til Hjælp og Trøst".
Man fejler næppe i at antage, at det er velærværdige medunderskrevne Hr. Søren Berthelsen, Sognepræst udi Middelfart, hvem denne skønne Bordbøn skyldes. For øvrigt indeholder Skraaen 37 Poster, der fastslaar Bestemmelser om alle de i "Marsvins-Friheden" (!) delagtiges Forhold under Jagten, om Oldermandens Myndighed, om Garnenes Tilberedelse og Stejlernes Opsættelse, samt om den Straf, der tilfalder enhver, som ikke møder til Stævnet efter Oldermandens Tilsigelse, "undtagen Soet eller Sygdom eller og Kongens lovlige Forfald tager hannem det af".
Men fornemmelig findes i Loven nøjagtige Opskrifter angaaende Brødrenes Forhold i Lavshuset og navnlig under Øldrikningen, der livagtig nok tegner et Billede af Tiden, der skrev den. F. Eks.: "Naar Oldermanden lader slaa til Lyd [nemlig ved, som endnu flere Steder brugeligt, med Bagen af Haanden eller et Træstykke at slaa haardt mod Loftet], og den første Tønde Øl, som gives for Tienden, er udtappet og forloven, skal menige Gildsbrødre være pligtige, som og tilbørlig er, at takke Gud for sine Gaver, og hvilken som da gjør nogen Ulyd og enten med Uqvemsord eller Gjerninger lader høre fra sig, bøder derfor 24 Skilling.
"Item som er samtykt, at hvilken som spilder Øl paa Jorden, eller hans Naboer gjør det med Villie eller og sværger og bander imod Guds hellige Nafn, bøder derfor efter Bisidder og 6 af Gildsbrødrenes Samtykke og give en Skilling lybsk udi fattige Folkes Bøsse.
"Item dersom Oldermanden med menige Gildsbrødre, som tilstede ere, blive tilsinds at have mere Øl den Dag, end optaget er, da skal menige Gildsbrødre være pligtige at udlægge hver sin Anpart, hvad heller hand vil drikke samme Øl eller ikke, dog maa det i alt, som er drukken og skal drikkes, ikke overgaa en Tønde Øl. [En Tønde Øl indeholder 136 Potter, hvilke ligelig fordelte mellem 30 Brødre bliver 4½ Pot til hver.]
"Item hvilken som bliver sat til Stoels-Broder, den skal være pligtig at være paa Tønden fra den bliver oplagt, og til den bliver udtappet, saa intet spildes, at alting kan gaa skikkelig og beqvemmelig til uden Guds Fortørnelse". –
Lidt uden for Middelfart ligger – hver til sin Side – to Bygninger, der – hver paa sin Maade – tiltrækker sig Opmærksomheden. Den ene er den ny Sindssygeanstalt, som Staten har ladet bygge et Kvarters Gang fra Byen, en mægtig Samling Murstenskolosser, der paa dette Punkt virker imponerende.
Den anden er Herregaarden Hindsgavl.
Denne ligger en lille Fjerdingvej fra Middelfart, paa den vestlige Kyst af en lang, smal Odde, der som en Finger strækker sig ud imod Kolding Fjord. Selve Bygningen er prunkløs og ikke meget stor, bygget i det syttende Aarhundrede i stor Præstegaardsstil. Egentlig skal dens Navn være ikke Hinds- men Hegnæs-Gavl efter Odden, hvorpaa den ligger. Og alleroprindeligst hed den nok endda hverken det ene eller det andet af dette, men derimod Grimborg efter en Kæmpe, Grim ved Navn, dens første Bygherre.
Men den Gang laa Gaarden ikke, hvor den nu ligger, over den høje, bratte Skrænt, hvormed Oddens Bakkedrag sænker sig mod Stranden. Den laa da – med tykke, skudfri Mure – paa Toppen af en 68 rund, kratbevokset Høj, der som et jættestort Muldvarpeskud hæver sig midt paa den store, flade Eng, der skiller Skrænten fra Vandet. Endnu findes her i Jordsmonnet forvitrede Murrester af den gamle Borg (en af Landets fordums Kongeborge), som – to Gange et Rov for Luerne, først i 1287 ved Marsk Stig, siden under Svenskekrigen – endelig efter denne overflyttedes til dens nuværende Plads og opbyggedes her til Dels af de gamle Sten.
I det hele tyder adskilligt paa, at Egnen har været temmelig befolket og i sin Tid Brændpunktet for betydningsfulde Begivenheder. Blandt andet skal baade en Kirke og et Kloster have haft Plads her paa Odden, og mange Kæmpehøje og Spor af Offersteder findes spredte omkring paa Markerne, og ved Udgravninger er Askekrukker, Vaaben, Armringe og mange Haande andre Prydelser – saaledes et sjælden smukt udarbejdet Skjold – komne frem for Dagens Lys.
Dog, det er intet af alt dette, der har skabt Hindsgavl den Berømmelse, der har gjort den til det Sted, hvorhen enhver Middelfartgæst – og for den Sags Skyld ogsaa Byens egne Beboere – først søger hen, saa snart Vejr og Vej tillader en Udflugt uden for Byens Enemærker. Denne Berømmelse skylder den fornemmelig sin Have eller Park, som ikke med Urette er bleven betegnet som en af Landets skønneste, og som ogsaa ved sin Beliggenhed – terrasseformig ned over den høje Skrænt – frembyder noget næsten enestaaende.
Man finder ikke let noget Sted, hvorfra Lille Bælt og dets Omgivelser tager sig mere indbydende ud. Lige for ens Fødder har man den idylliske lille Ø Fænø, en svømmende Skov, der spejler sine dejlige Trægrupper i det langstrakte Fænø Sund, som, blankt og indelukket som en Indsø, skiller den fra Kysten. Alt her er omgivet af Skov, lige ned til den smalle Gamborg Fjord, der skyder sig ind i Landet bag Fønsskov Hage. Udenfor gaar Bæltets stride Strøm med hvide Solblink og skrigende Maage- og Hejreskarer. Og bag ved, i blaalig Fjærnhed, skimtes Slesvigs Kyster, Skamlingsbanken og Kolding Fjords Skrænter med Koldinghus Ruiner.
Haven er ellers, som Have betragtet, ikke noget ud over det sædvanlig herregaardsmæssige, maaske endda snarere under end over. Men man kan blive ved at gaa i disse hyggelige Gange, der snart sænker sig under skyggefulde Trækroner som mørke og svale Løvtunneler, snart stiger duftende op paa smaa, fritliggende Højder, snart breder sig i vide, smukke Grusplæner med Lysthuse og gæstevenlige Bænke. Hvert Øjeblik aabner ny og overraskende Udsigter sig for ens Blik, nu mod Nord, nu mod Syd, indtil det til sidst oppe fra Havens højeste Punkt (der, hvor en Kanon fra Svenskekrigen paraderer) alt sammen samler sig i et eneste stort Rundskue, der er betagende.
De store Skove, der omgiver Hindsgavl – Vejen herud fra Middelfart gaar næsten udelukkende gennem Skov – er ogsaa ualmindelig smukke og frodige; og fra Haven kryber en lille Sti langs Skrænten og Skovbrynet mod Syd, der – NB. for Folk uden gigtsvage Ben – er fuld af Nydelser: smaa Kig ud over Stranden, smaa Svinkeløb ind i tæt, urskovagtig Krat, smaa hovedkulds Fald ned i dybe, mørke Svælg med nynnende Smaabække, Mosskrænter, Kilder og Bregneskove.
Ad denne Sti naar man til sidst en lille Bro, der skyder sig ud i Vandet, og som er det nemmeste Overfartssted til Fænø.
Denne Ø er et sandt lille Paradis. Det blanke, stille Sund, der skiller den fra Kysten, minder en ved sit dybtliggende Leje, ved de skovklædte Skrænter, der ligesom lukker for det til begge Ender, og ved de lange, ligesom tørstige Grene, der overalt luder ud over Vandet, om Himmelbjærgsøerne. Selve Øen er en Samling af Trægrupper, Skovpartier, frodig-grønne Høje og Dale, hvortil man ikke let finder Mage. Her er da ogsaa blevet "Badested" i de senere Aar, og man kan ikke undre sig derover. Man skal lede længe, før man finder et Sted, der for Folk, som søger Ro og Sundhed parret med Hygge og blidelig Skønhed, egner sig bedre end dette til et behageligt Sommerophold.
Alt her hviler i Stilhed og Fred; Skoven rundt om synes at staa og blunde, Havet glider hastig men lydløst forbi; der høres ingen anden Lyd end Fuglenes muntre Kvidren, der saa rigtignok til Gengæld til Tider – efter Regn – kan stige til dette øredøvende Spektakel, som netop Børn og gamle Folk ynder at sidde stille og lytte efter. Op over de runde Bakker ligger blødt og saftigt Grønsvær, og mellem dette snor sig magelige Stier op til de mægtige Bøgegrupper, under hvis brede og tætte Kroner man selv i Regnvejr kan sidde lunt og tørt paa Mospuder og høre efter Skovens stille Sus og den fine Rislen gennem Blademylret.
70 Egnen omkring Middelfart hører til Fyns fedeste og frodigste. Det er den egentlige Humleegn. De fleste Gaarde, ja næsten hvert Hus har sin større eller mindre Humlehave, og de grønne Ranker snor sig op ad Vægge og hen ad Tage, som de undertiden ganske skjuler med deres Skud.
Alt her tyder paa Velstand og gode Dage.
Men man skal ikke langt mod Øst for at mærke Forandring. I Nærheden af Havet – i Nord op mod Bogense, i Syd ned mod Gamborg og Fønsskov – bevarer Landet vel sin yppige Frugtbarhed (jfr. den gamle Talemaade: "Naar Gamborg ikke har Byg, da er Danmark syg"); men inde i Landet, paa den Strækning, som Jærnbanelinjen og den gamle Odense Landevej gennemskærer, forandrer Jordsmonnet temmelig hurtig Karakter.
Allerede ved Nørre-Aaby, et Par Mil fra Middelfart, begynder Sandhøjene at vise sig. Revl, Moser og mørke Pletter af Lyng veksler med grønne Marker, og ved Vissenbjærg befinder man sig, som Navnet antyder, midt i et storartet Højland af en ejendommelig, næsten vild Skønhed.
Tager man dertil fra Bred Station, kommer man først gennem Byen af samme Navn, hvor man imponeres af og forbavses over en Række stolte, herremandsmæssige Bøndergaarde, hvoraf Byen hovedsagelig bestaar, og som man ikke venter at træffe her paa denne tilsyneladende saa magre og fattige Plet.
Vejen stiger derfra jævnt til Vejrs dybt nede mellem høje og nøgne Bakker. Man har Lyst til under Vejs at kravle op paa dem alle sammen, saa indbydende hæver de deres spidse Toppe op mod Himlen, forjættende om friske Luftninger og vide Syner.
Men man skal ikke lade sig friste. Ellers naar man aldrig frem. Endnu en Timestid bør man taalmodig følge den stadig jævnt stigende Vej, selv om Solen bager nok saa hedt ned mellem de stejle Skrænter og Støvet bliver hængende om ens Klæder som en Sky. Det vil alligevel til sidst lønne sig.
Pludselig øjner man nemlig foran sig en højtliggende Kirke og et Par Gaarde, og bag ved disse – halvt skjult af en Lund – en Præstegaard.
Der skal man op.
Fra Vejen drejer man ind i denne Præstelund, og efter nogle Minuters Gang befinder man sig da ved Randen af et langt og dybt Svælg, der med stejle, tjørneklædte Sider sænker sig for ens Fødder ned til en lille Bæk, der gennemstrømmer dets stenede Bund.
Langs Skoven og Afgrundens Rand er der dannet en Vej; og overvældet af det Virvar af Lys og Land, der pludselig aabenbarer sig hinsides Svælget, synker man uvilkaarlig ned paa en af de mange Bænke, der hensigtsmæssig er anbragte her paa alle fremspringende Punkter, for at hengive sig til Beskuelsen.
Dette er imidlertid lettere sagt end gjort. Det første Indtryk er Forvirring. Man ved ikke, hvorhen man skal vende Øjet i denne Mangfoldighed. Det er, som om hele Fyns Land med et laa udstrakt foran en. Man kan ikke finde sig til rette i denne Uendelighed af Byer, Skove, Veje og tusendtallige hvide Hytter og Gaarde, der ligesom mylrer op af Jorden for ens Blik. Man begynder efter gammel Vane at tælle Kirketaarne, men opgiver det, inden man er kommen over et Felt, som nogle Haandflader bedækker. Man giver sig til at følge Veje, men de slynger sig ind i hinanden og knytter sig sammen og bliver pludselig ligesom borte under ens Forfølgelse. Lige for en hæver sig i det fjærne Bavnehøj, en nøgen Top, Fyns højeste Punkt. Og rundt om ligger Landet med utallige andre høje og lavere Toppe, der ligesom kigger til hverandre og dukker op og dukker ned bag de andres Ryg som Bølger paa et vidtstrakt Hav, helt ind i Horisontens blaa Dis.
Og man falder i Tanker.
Man begynder at fatte, hvor Verden dog maa være stor, i det man gør sig det klart, at alt, hvad man her ser omkring sig, strækkende sig ud i det uhyre Rum, helt ind i Himmelens Riger, hele denne Uendelighed af Byer, Skove, Kirker og tusendtallige hvide Hytter – det er alt sammen kun en forsvindende lille Del af det ganske Danmarks Land, af et af Verdens allermindste Lande. Kun en usynlig Prik paa et Landkort, et lille grønt Fnug paa Huden af den almægtige Moder Jord.
Og – tænker man videre – denne almægtige Moder Jord er selv kun en lille rullende Himmelbold, en af Verdensaltets allermindste; et lille, uanseligt Sandskorn, der forskræmt flyver hen gennem Himmelrummet med sine Lande og Have, sine Folkeslag, sine "Verdensbyer" og sin tusend Gange tusendaarige Historie, med sin Sum af Lidelse, Lykke, Viden, Kunst .... intet vilde forrykkes, om det alt sammen pludselig forsvandt, Solen vilde lige rolig vandre hen ad sin Bane, Stjærnerne vilde blinke med deres sædvanlige ligegyldige Ro, og kun Maanen vilde faa sig en lidt alvorligere Forskrækkelse og mulig uforvarende dumpe ned paa en eller anden stor og fremmed Klode for der at opbevares i et meteorologisk Kæmpe-Museum.
72 Og – tænker man til Slut – her sidder jeg, Mennesket, Skabningens Herre, paa dette lille, trillende Sandskorn og stirrer rolig ned i Afgrunden, mens jeg omhyggelig nyder min Cigar og sorgløst lader Kloderne rullere.
I et Hjørne af Skoven, i Ly af dennes høje Træer, ligger Præstegaarden, en smuk Bygning med en herlig, omfangsrig Have, der gaar i et med Skoven omkring den.
De har det jo i det hele ikke ilde, disse gode Landsbypræster i det gode, lille Land Danmark. Deres Gerning er ikke overvættes opslidende, de jordiske Goder tilmaales dem ikke alt for knapt, deres Stilling er anset og agtet, deres Person hellig, næsten ukrænkelig, og de er sikre paa deres Pension som paa deres Salighed.
Og frem for baade det ene og det andet af dette har de disse fortræffelige Præstegaarde, disse fast guddommelige Præstegaardshaver.
Det er næppe for meget sagt, at disse sidste hører blandt Landets smukkeste og ejendommeligste Prydelser. Som de ligger der under de hvidkalkede Kirker – store og pladsrige, og dog uden alle Pretentioner, kølige og skyggefulde, men uden al afskrækkende Skummelhed – er det, som om Himlens særegne Velsignelse hvilede over dem. Fredelig Side om Side med de dødes Have, fra hvilken ofte kun en lille Laage skiller dem, breder de sig med en egen, gæstevenlig Hygge ned imod Bøndernes Gaarde og til Landevejen langs det store Gadekær, hvor der ligeledes staar en lille Laage paa Klem, som om den vilde sige: træd kun frit ind, alle I, som søger Hvile og er lidt pænt paaklædte. Vær velkomne alle, naar I blot vil børste lidt af Verdens Støv af eders Fødder og ikke vil glemme, at det Sted, I staar paa, er næsten helligt. Vi er glade ved enhver, der kun 73 vil tage til Takke med jævn, landlig Gæstfrihed og ikke vil tage Herrens Navn forfængeligt. Frygt ikke, at I skal blive for mange; vi har Rum nok under vore brede Trækroner og i vore tætte Lindegange baade til gamle og unge. Vi er vante til at give Læ for Alderdommen, være Ly for al sømmelig Glæde, det lønlige Skjul for kyske Sværmerier. Vi er alle ferierende Turisters Sommerherberge, Skuepladsen for alle Studenters første Forelskelse, Genstanden for alle danske Digteres første Sonet, stundum ogsaa for deres sidste Haab. Træd derfor ind uden Frygt. Store Overraskelser eller svulmende Blomsterpragt kan vi ikke byde paa; men til en Rosenknop for Knaphullet eller en Nellike til Haaret har vi altid Raad, og hvis du blot til Gengæld vil sige et lille opmuntrende Ord om vore unge Pigebørns smaa, tarvelige Arrangements, der er deres hemmelige Stolthed – den lille Stendysse med Gedeblad, denne Farvesammenstilling af Roserne, denne Vedbend, slynget om den runkne Egestamme – saa ved vi, at det vil glæde dem, og endnu naar Frosten har slukket hver lille Blomsterfakkel, og Sneens hvide Lagen dækket Sommeren til, vil de da venlig mindes dig og dit Besøg ....
Det er mange Aars og mange Slægters kærlighedsfulde Pleje og ømme Omsorg, der har opelsket og værnet om disse Idyller, til hvilke saa manges bedste og lykkeligste Minder knytter sig. Hvert Træ her har sin hemmelige Historie, ved hver Busk hænger kære, lyse eller vemodige Erindringer; og naar man en stille Maanenat, efter at alt levende er gaaet til Hvile omkring en, sætter sig herud under Træerne og lytter til Løvets stille Susen over ens Hoved, da er det, som om dette spøgelseagtig hviskede til en om disse mange Præsteslægter, der kom og gik, der drømte her og virkede og døde, som Lindene løves og falme.
Det maner frem for ens Blik Billedet af den brede Bondepræst fra Aarhundredets Begyndelse, Sognets "vor Fa'er", der vandrede frem og tilbage i disse Gange i sit tommetykke, graa Vadmelstøj og med den posede Hage sænket værdig ned i det sorte Halsbind som en Herrens Statholder – en Kæmpeskikkelse, hvis lange, 74 hvidgraa Lokker stritter ud under den brede Hat som Totter af Blaar, hvis røde Ansigt med de hvide Skægstubbe, hvis svulmende Næse og store, knortede Hænder, der knyttede hviler over Kors bag paa Ryggen, vidner om en Mand, der stoler ikke alene paa sin aandelige Overlegenhed. – Da aabnes lydløst Laagen inde fra Kirkegaarden, og Haand i Haand indtræder under Maanelyset hint unge, nygifte Præstepar – nu for længst baade døde og glemte – der kom hertil en dejlig Julidag med Lærkesang og Duft af Sommerhø. Stille skrider de frem i Gangen, hendes gullokkede Hoved hviler mod hans Skulder, hendes blaa Øjne i hans, mens han bøjer sig over hende. Stille sætter de sig derhenne paa Bænken ud mod Dalen og Kirken, hvor de sad saa mangen stille Sommeraften, mens Solen sank derude bag Højene, og andagtsfuldt lyttede til Kirkeklokkens Toner som var det en Klang af Herrens egen Stemme. Men henne bag Lindehækken hvisker og tisker Løvet om den unge Student, der var her sidste Høst, og om Præstens egen Ragnhild, der mødtes med ham her, naar de gamle sov Middagssøvn; om Bogen, han læste i, om Kyssene, han tog – hys! tys! – og om Ringen, som han satte paa hendes Finger.
Saaledes spøger og hvisker det rundt om i alle Landets gamle Præstegaarde. Men en Søndagsidyl som den, der slaar en i Møde fra Vissenbjærg Præstegaard, saaledes som den ligger der paa Toppen af den høje Banke, ser man dog ikke mange Steder.
Det er al Præstelivets ejendommelige Poesi samlet som i et Brændpunkt, forstærket og højnet af den Naturens Storhed, med hvilken den vidunderlig smelter sammen – ligesom Haven, der gaar i et med den susende Storskov rundt om den.
I disse slyngede og skjulte Stier, ligesom løftet op over al Verdens Ufred og Larm – i denne uendelige Stilhed, som kun Skovduers fromme Kurren nu og da gennembryder, maa selv det uroligste Hjærte kunne finde Fred og Hvile. Og paa den anden Side: kan man tænke sig en bedre Legeplads for smaa og store Børn end denne dybe Skovkedel, der sænker sig umiddelbart bag Haven med høje Træer og stejle Skrænter, eller disse tætte Tykninger, hvor Skumringen er saa tæt, at man næsten kan blive bange for sig selv derinde? Hvor maa alle Drenge ikke klø efter en "Røverleg" her; og hvor maa ikke Studentens Tænder løbe i Vand efter en gaaende Enkemand "med Udvekslingskys" ved Synet af denne Labyrint af vildsomme Gange mellem tætte Granvægge – f. Eks. en klar Maaneskinsaften, naar alt, Træerne, Himlen, Græsset og den glimtende Dug ligesom vækker til Elskov i det lumske Lys. Og saa selve Haven med dens Hækker og Blomster! Og den lille, fremspringende Digestump, hvorfra Udsigten aabner sig ned over Dalen til den lange, støvede Vej, hvis hvide Slangelinje følges af Øjet, indtil den langt borte forsvinder mellem Bakkerne. Herfra har man sagtens Slægt efter Slægt viftet det sidste bedrøvede Farvel og det første jublende Velkommen til de glade Feriegæster, naar de skumplede bort eller rullede frem i den høje Kalesche med de fede, brune Heste halvt skjulte af Støvet.
Og saa denne magelige Bænk endelig, ved Randen af det dybe Svælg – paa den har sikkert de gode, brave Præstemænd til Vissenbjærg mangen stille Lørdagaften siddet med sin Pibe og i Ro memoreret sin Søndagsprædiken. Og mens Solen sagte har dalet bag Højene, og Klokken fra hans Kirker ringet Søndagsfreden ind over dette vidtstrakte, bølgende og rødmende Land, over hvilket han skuer ud som fra en Himmelens Trone, har hans Øjne fulgt disse trælsomme Veje, disse stenede Agre, disse blaalige Røgstøtter, der stiger op fra de tusendtallige Hytter, hvis Ruder Solen har forgyldt.
Og sikkert maa de da med Taknemmelighed have gentaget for sig selv: "Vi har det i Grunden godt, vi, i det godmodige lille Land Danmark".
Dog – det er ikke alt sammen Idyl her paa denne Plet. Eller rettere sagt: det har i det mindste ikke altid været det.
Der ligger tæt vest for Byen en Skov, der hedder "Røverskoven", og som endnu for ikke saa grumme langt tilbage har været Skuepladsen for højst uhyggelige Begivenheder. Det er vel nu godt og vel et Par Menneskealdere siden, at en Flok Banditter – for øvrigt hovedsagelig bestaaende af Egnens egne Folk – drev deres blodige Haandtering her paa dette Sted, hvor netop de to Hovedlandeveje fra Assens og Middelfart forener sig med Amts-Chausseen fra Odense. Man viser endnu det Sted, hvor Banden havde sit Tilhold i Form af en underjordisk Hule, en mægtig Rævegrav med flere Udgange, uden for hvilken de havde spændt Klokkestrænge over Vejen for i Tide at blive varskoet om de rejsendes Komme.
75 Til sidst drev de deres Uvæsen saa vidt, at ingen længer turde vove sig gennem. Skoven selv ved højlys Dag, og man kan endnu danne sig en Forestilling om den Rædsel, de havde indjaget Befolkningen, ved at lytte til den Stemme, hvormed man den Dag i Dag taler derom. Alle ved de fra Fædre eller Bedstefædre et eller andet at berette om de Gerninger, som her er forøvede, om den koldblodige Ro, hvormed man lemlæstede selv den usleste vejfarende for at faa hans Styver.
Omsider blev dog Banden overlistet i sin Hule ved Hjælp af en Pige, der var Kæreste med et af Uhyrerne. Men kun et Par af dem blev fanget; i en eneste Nat forsvandt de andre sporløst fra Egnen.
Men endnu kan man rundt om i Landet høre gamle Folk tale om, at der netop paa denne Tid pludselig dukkede op i deres By en besynderlig Person, der nedsatte sig iblandt dem og levede meget stille og indesluttet af et lille Haandværk eller som Daglejer. Ingen vidste, hvorfra han kom, eller hvorfor han havde forladt sin Hjemstavn. Men han talte Fynsk, og der var altid noget underlig sky og fordægtigt over ham, som ingen rigtig kunde blive klog paa.
Nu er der virkelig ogsaa noget eget skummelt over denne Skov, naar man, med Hovedet fyldt af disse uhyggelige Fortællinger, vandrer ene gennem den uendelige, skyggemørke Hulvej, der egentlig er den hele Skov, og hvorover gamle Træstammer strækker deres lange, forvredne Fangearme. Det kan nok krible en gennem Kroppen, naar man pludselig hører Løvet rasle over en eller en Ræv nyse noget borte, og alle de gamle, blodige Gerninger bliver levende for ens Øjne, mens man vandrer her uden at kunne slippe ud.
Her – maaske bag denne gamle Eg – laa de med deres sværtede Ansigter og Sækkelærredskitler, spidsende Ørene ved Lyden af hvert Vognhjul paa Vejen, parate til at springe frem med et Brøl for at bringe Hestene til at stejle .... en griber hastig fast i Mundbidslet, en anden stikker med en Stage efter Kusken, mens en tredje bag fra springer op i Vognen og hugger ham med en Kølle i Hovedet, saa han trimler ned uden Liv.
Man bliver ikke vel til Mode her, før man slipper uden for Skoven og atter har det lyse Land liggende udbredt for sine Øjne.
Naar Lille Bælts stride Strøm har bugtet sig forbi Middelfart og Snoghøj og rundt om Hindsgavl, breder den sig et Øjeblik i Indløbet til Kolding Fjord og snævres saa atter ind i Løbene omkring Fænø og mellem Stenderup Hage paa jysk Kyst og den lange Føns Halvø paa Fyns. Det er, som om den vilde bryde sig Vej gennem denne sidste, men den kommer ikke frem og fanges ligesom Marsvinene i Bunden af den smalle Gamborg Fjord; til Gengæld skærer den sig ordentlig ind med brede Bugter i Kysten syd for Føns eller Fyunnæs (Fyns Næs), som det hed i gamle Dage. Den største af disse Bugter er Tybrind Vig, som mod Syd begrænses af det høje Iversnæs, hvor Wedellsborg ligger mellem prægtige Skove og skuer ud over alt sit Tilliggende af Land og Vand, over Øerne ude i Bæltet, Brandsø og Baagø, og Herregaardene inde paa Kysten og oppe i Landet, Sparretorn, Tybrind, Minendal, Billeskov og Orelund, det største samlede Jordegods i Landet om ikke i Udstrækning saa dog efter Antallet af Tdr. Hartkorn.
Selve Hovedgaarden Wedellsborg hed oprindelig Husby og omtales allerede 1295 som tilhørende den bekendte rige Niels Hamundsen, der ejede store Besiddelser paa hele denne Kyst fra Middelfart til Assens. Senere kom den, under Navnet Iversnæs, ved Arv og Køb i forskellige Familjers Besiddelse, indtil den 1672, i Forbindelse med andre af den daværende Ejer, Baron Wedell, tilhørende Godser, ophøjedes til et Grevskab under Navnet Wedellsborg. Dette Navn har Godset siden faaet Lov at beholde, ligesom det ogsaa fra den Tid er gaaet direkte i Arv fra Fader til Søn – sidst dog til Brodersøn – gennem syv Generationer.
Den første Greve til Wedellsborg, hvem Almuen i Fyn endnu mindes som "den gale Grev Wedell", har bygget den nuværende anselige Hovedbygning, der mere virker ved sin Masse end ved arkitektonisk Skønhed eller Ejendommelighed. Det anførte Øgenavn erholdt han, ifølge Trap, paa Grund af sit "myndige Væsen og sin despotiske Fremfærd mod sine undergivne"; og at han virkelig ikke har haft nogen blød Haand eller et blødt Hjærte, fremgaar tydelig nok dels af selve den Omstændighed, at hans Minde endnu saa trofast er bevaret hos Menigmand, dels ogsaa af de Fakta, der berettes om ham. Saaledes lod han sin Forvalters Kone stryge til Kagen ved sin egen Skarpretter; sin Præst skal han ved sin Ridefoged have ladet piske ned af Prædikestolen; og endvidere fortælles, at han hver Dag lod blæse for sig til og fra Bords af tolv Trompetere. Men han skal have været en dygtig Styrer af sit store Gods.
76 Den skønneste og ejendommeligste Del af Godset er Egnen omkring Minendal og Tybrind, en Mils Vej nord for Wedellsborg. Terrænet er her stærkt kuperet, det gaar Bakke op og Bakke ned hele Vejen. Oppe paa Højderne snurrer Vindmøller, og nede i Dalene ligger ærværdige gamle Vandmøller, hvis knagende Træhjul drives rundt af Aaernes glidende Vande. Smaalunde – "Loner", som de hedder paa Fynsk – trænger sig tæt om dem og dækker dem til med bløde, grønne Puder. Et nybygget Tinghus ved Kjærlingebjærg stikker lidt underlig af mod disse idylliske Omgivelser, men at Fru Justitias Tjenere ogsaa kan have Sans for det romantiske, viser Herredsfogedboligens Have, der ligger terrasseformig op ad selve "Bjærget" og byder paa en vid Udsigt over den flade, side Flæg mod Lille Bælt. Paa den anden Side af Tybrind – hvis Navn skal være en Forvanskning af "Ti Brønde" – bliver Landskabet mere alvorligt. For et halvt hundrede Åar siden var Bakkerne her kun øde, golde Sandhøje; ved ihærdigt Arbejde er det efterhaanden lykkedes at faa Gran og Fyr til at vokse her, men man synker endnu dybt i Sandet ved hvert Skridt paa de lumre Skovveje. Det er, som om et Stykke jysk Hedebakke af et eller andet Trold var kastet over Bæltet midt ind i det ellers saa frodige fynske Landskab.
Set ude fra Bæltet højner Landet sig bag den flade, lige Strand mellem Wedellsborg og Assens med Bakke bag Bakke, især nede ad Assens Kanten til, hvor det omkring Øksnebjærg danner som et helt Plateau med Højder paa indtil 300 Fod. Men ogsaa længere mod Nord er der lignende "Bjærge", som paa varme Sommerdage staar i blaanende Dis, aldeles som var det virkelige Stenkolosser og ikke skikkelige, bløde Jordbanker.
77 Ved Øksnebjærg var det, at Kristian den tredjes Feltherre Johan Rantzau den 11. Juni 1535 slog Lybekkerne, der under Paaskud af, at de vilde hjælpe Kristian den anden igen paa Tronen, søgte at gøre sig til Herrer i Landet. Rantzau havde et Par Maaneder forinden slaaet en lybsk Hær mellem Favrskovs Bakker oppe i Omegnen af Minendal, og de tyske Landsknægte havde efter Nederlaget kastet sig ind i Assens, hvor Rantzau belejrede dem. Da skikkede Præsten Hans Madsen fra Svanninge Bud til Rantzau, at en ny lybsk Hær under Anførsel af Grev Johan af Høya vilde angribe ham i Ryggen, der han laa for Assens. Lybekkerne havde foreløbig lejret sig paa Øksnebjærg. Rantzau drog da mod dem, angreb dem og slog dem efter halvanden Times Kamp, i hvilken Johan af Høya faldt og Kristian den andens ivrige Tilhænger, Erkebisp Gustav Trolle, blev dødelig saaret. Dermed var Lybekkernes Tid forbi, og Kristian den tredjes Herredømme over Danmark befæstet.
I Egnen omkring Øksnebjærg ligger forskellige Herregaarde som Frederikslund, Brahesholm, Brahesborg, Søholm, Skovgaarde o. a., de fleste af dem i smukke, frodige Skovomgivelser. Som Navnene antyder har et Par af dem tilhørt Familjen Brahe. Brahesborg er opført af den rige og mægtige Rigsraad og Ridder Jørgen Steensen Brahe, Tyge Brahes Brodersøn, der i sin Tid kaldtes den "lille Konge paa Fyn". Bygningen paabegyndtes i Aaret 1638; men den fuldførtes først omtrent tyve Aar derefter. Den er bygget af svær Grundmur, simpel, uden Taarn eller fremtrædende Udsmykning af nogen Art, men omgiven af brede Grave, hvorover en moderne Hængebro fører. Paa en Sten over Hoveddøren findes følgende Vers:
Herr Jørgen Brahe mig af Grunden lod bygge
saaledes som jeg endnu staaer under Herrens Schygge
med sin kiere, ædle Frue, Fru Anna Gyldenstjerne;
jeg derfor Brahesborg altid kaldis saa gjerne.
Dend Herre Zebaoth velsigne og længe spare
dem sambt ald deris Æt og naadelig bevare
mig fra Ulycke og Vaade, at uden Tvist og Sorrig
jeg, medens Verden staar, maa blive en Brahesborg.
Dette fromme Ønske gik dog ikke i Opfyldelse. Inden Aarhundredets Udløb var den gaaet ud af Slægten. Fra Begyndelsen af det syttende til Begyndelsen af det attende Aarhundrede var den i Rantzauernes Eje, men saa maatte Staten overtage den. Nu ejes den af en Treschow. – Brahesholm kom ved Giftermaal til Tyge Brahes Broder Aksel, og hans Søn, Tyge Akselsen Brahe, var det, der gav denne Gaard Brahe-Navnet; den havde tidligere heddet Vedtoftegaard. Men heller ikke den forblev længe i Brahe-Slægten, i det den allerede i næste Slægtled ved Giftermaal gik over til Daaerne; senere er den kommen til Rantzauerne ligesom Frederikslund, Søholm og Skovgaarde.
Assens er en smuk By.
Der er noget eget søfrisk over den. I dens Gader nærmest ved Havnen lugter det behageligt af Saltvand, Tang, Fisk og Tjære. Og staar man ude paa det stensatte Brohoved, hvorover Flaget vajer med muntre Smæld, og mod hvilket de støjende Bølger bryder sig med kaade Skumsprøjt, ligger Bæltet smilende og blinkende for ens Øjne, stort og aabent som et Hav imod Syd, men imod Vest lukket af et Par Smaaøer og imod Nord, langt borte, af det skønne, skovbevoksede Ivernæs, paa hvilket Herregaarden Wedellsborg knejser.
Paa Broen, paa Molen og Lodsepladserne, i Skipperhusene, Jærnbanestationen, Posthuset, Toldkontoret og Hotellerne, der alt sammen er samlet omkring den betydelige Havn, ja helt ud til "de danske Sukkerfabrikers" store, nyopførte Bygningskompleks for Sukkerkogeri, der ligger umiddelbart ved Stranden – overalt er der Liv og Røre. Havnen er fuld af Skibe og Baade; Skippere, Toldbetjente, Lossearbejdere og Forretningsfolk er i travl Bevægelse. Man føler, at man her befinder sig i Byens egentlige Centrum, ved Kilden for dens Eksistens.
Kommer man her fra op i de smukke, brede Gader, mellem de nette, vel vedligeholdte, i en vis velhavende Ensformighed hvilende Husrækker, finder man alt forholdsvis roligt og stilfærdigt. I Portene sidder Grønthandlere, Trævarehandlere og "Pottekoner" og halvsover. Hundene tumler sig midt ude paa Stenbroen, og en Kat stryger sig langs Husmurene og sætter pludselig i et Spring op paa en af de høje Stentrapper med Jærngelænder for at lægge sig i Solen. Med Anstand og Alvor skrider Byens Embeds- og Bestillingsmænd 79 hen ad Fortovenes Fliserækker, hilser med omhyggelig Høflighed paa hinanden over Gaden som Folk, der intet har at haste efter, henkaster nu og da i forbigaaende et Ord om Vejret eller standser foran en god Bekendt og Kollega og begynder en Samtale om det sidste Bynyt, om Selskabet hos Kancelliraadens eller den sidste Forlovelse – alt mens et dæmpet Bulder af Tønder, der trilles, Skibe, der losses, Kraner, der skriger, og Folk, der synger O-høj! trænger op til dem nede fra Havnen. Smaahaandværkere med Skødskind og Smaahandlende med fedtede Kasketter pusler om i deres aabentstaaende Butiker. Gamle Koner med lange, tyndslidte Sjaler og lydløse Filtsko, Hankekurv i Haand og falmede Tøjblomster paa Hattekysen, lister sig omkring Hjørnerne for at gøre Indkøb. Og inde i de smaa Gyder og Vinkelstræder, der hist og her kryber ud fra Hovedgaderne, ligger Klynger af barhovede og barbenede Børn og leger med Korkpropper og Papirsbaade, som de lader sejle i Rendestenene. Unge Mødre med Patteglutter i Skødet eller ved Brystet sidder derinde og traller paa Dørtærsklerne; andre jægter opkiltrede ud og ind med dampende Vandspande fra de omliggende Brænderier eller skrupper under Kævl og Spektakel inde paa Gulve eller i Vaskebaljer, saa det høres over hele Gyden. Paa en Dørsten midt i denne, uberørt af Larmen og Kævlet omkring dem, sidder to Smaapiger med en Bog imellem sig og læser højt af deres Lektie.
Der ligger i en af Assens Hovedgader og omtrent i Byens Midte et gammelt, skrøbeligt, men vel afstivet og fint oppudset Bindingsværkshus, der ved en i Muren indsat Plade betegner sig som Søhelten Peder Willemoes' Fødested (født 1783).
Af andre berømmelige Mænd, der her for første Gang saa Dagens Lys, kan nævnes Digteren Nicolai Bierfreund Søtoft (født 1790), samt Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau (født 1816). Ogsaa Rasmus Nyerup fødtes her i Nærheden, i den lille Bondeby tæt ved Frederikslund, efter hvilken han tog Navn.
Af andre Mærkeligheder ejer Assens endvidere en meget smuk og stemningsfuld Kirkegaard samt sin Kirke, "Vor Frue", der er en af de største og betydeligste af alle Danmarks Købstadkirker. Paa Fyn kan kun St. Knud i Odense kappes med den. Den er opført af røde Mursten med et treskibet Langhus og Kor. Over Bygningen rager et højt, ottekantet Taarn med Kobbertag paa Spiret. Selve den ærværdige Bygning er moderne skifertækket og i det hele nylig restavreret. I det Indre bærer seksten ottekantede Murpiller de mægtige Korshvælvinger, og Gulvet er belagt med gamle – for fleres Vedkommende særdeles kunstfærdig udhuggede – Ligsten, af hvilke dog adskillige er temmelig medtagne af Slid og Fugtighed, i det de forinden Restavrationen har været benyttede til Brolægningsmateriale uden for Kirken. Den store Altertavle, omgiven af imponerende Træskærerarbejde, er malet af Jess Bundsen og fremstiller Nadveren. Og rundt om paa de hvide Kirkevægge findes flere gamle Malerier (bl. a. et af Luther), indmurede Stentavler samt Epitafier. Det ene af disse er ganske kunstigt. Det er nemlig malet paa en riflet Flade og saaledes, at det, betragtet fra den ene Side, forestiller Korsfæstelsen, fra den anden Side Opstandelsen. Denne Forvandling tager sig for Øjet ud som et Mirakel og har sikkert sat mangen naiv Beskuer i tankefuld Forbavselse, ja maaske Rædsel.
For øvrigt findes der intet i Assens By, der tyder paa en Stad af Ælde og gammel Anseelse. At Byen imidlertid har adskillige Hundreder paa Bagen er sikkert nok; og hvad Anseelsen angaar, saa skal der allerede i Navnet ligge en Antydning af, at den i sin Tid har været holdt højt i Ære.
80 Oprindelsen til Navnet Assens er nemlig at hente – menes der af nogle – fra Asnæs, en gammel Benævnelse paa et lille Næs nær ved Byen. Og nu har igen enkelte af disse nogle villet sætte dette Navn i Forbindelse med de høje Aser, der nemlig en Gang i meget gamle Dage skulde have slaaet sig ned paa dette skønne Næs og givet det Navn.
Hvorledes det nu i Virkeligheden forholder sig, saa er dette i alle Fald en Forklaring, som Byen umuligt kan have noget som helst at indvende imod; den geraader den kun til Ære. Med saa fin en Herkomst maa man have Lov at holde Hovedet højt, selv om man i Øjeblikket fortrinsvis dufter af Fisk og Tjære.
Men Byen har i sin Tid ogsaa været en stærk Fæstning, af hvilken des værre end ikke noget Spor er bevaret. Den omtaltes i Middelalderen som omgiven af Mure og Taarne; men efter Grevens Fejde – under hvilken Byen, der holdt med den fangne Konge, blev belejret af Johan Rantzau, stormtagen og plyndret – blev alle Fæstningsværkerne sløjfede lige til Grunden. Den samme Skæbne delte senere de Volde og Grave, som under Kristian den fjerde blev opkastede omkring Byen; og for Øjeblikket findes intet andet krigerisk i eller om denne end nogle forkomne Skanserester ude paa Asnæs, der skriver sig fra vore sidste Krige.
Endelig har Assens ogsaa været i Besiddelse af et Kloster, et stort Franciskanerkloster, der oprettedes her i Begyndelsen af det sekstende Aarhundrede. Men det fristede hverken nogen lang Levetid eller nogen gunstig Tilværelse. Thi skønt Byen under Reformationsværkets bevægede Tider havde til Biskop hin fremfusende og haardbælgede Skomagersøn Jens Andersen Beldenak, af hvem det Ord er bevaret, at "det var bedre, alle lutherske Præster dinglede i Galgen, end at en Messe skulde nedlægges", saa var Assens alligevel en af de første Byer i Danmark, der gik over til den ny Lære.
Nu er Assens en borgerlig, stræbsom Handelsstad med hen imod fire tusende Indvaanere, en af Fyns største. Takket være den gode Havn, den heldige Beliggenhed, Jærnbanen og det rige Opland blomstrer den gamle Stad fremdeles. Og enten nu Aserne har staaet Fadder til den eller ej, saa har den i alle Fald ikke mistet deres Velsignelse.
En god Mils Vej sydost for Assens ligger der en Landsby med en Kirke. Den hedder Dreslette.
Selve Kirken er ikke særdeles mærkværdig. Derimod har man fra dens Taarn en Udsigt og Oversigt over det sydvestlige Fyn, som man skal lede efter Magen til. Staaende paa den Altan, der er anbragt paa Taarnet, kan man studere Egnen som paa et Landkort. Og da Egnen virkelig ikke er uden Interesse, lønner det nok Umagen at stige her op og betragte den.
Først er at bemærke, at omtrent paa det Sted, hvor man befinder sig, begynder de saakaldte fynske Alper. Man ser straks den store, nøgne Jordbølge, der strækker sig ned imod Sydost, og man undrer sig maaske over, at netop dette triste Bakkestrøg har faaet et saa romantisk Navn. Navnet er alligevel ikke ganske uforskyldt. Fejlen er blot, at man fra dette Punkt akkurat overser den "uromantiske" Del af det berømte Alpeland – men derom mere siden.
Vender man sig imod Nordvest, faar man der, en lille Mils Vej borte, Øje paa en usædvanlig stor Herregaard. Det er Frederiksgave. De fleste kender den af Omtale navnlig fra den Tid, Frederik den syvende opholdt sig her under sin Kronprins-Periode. Sikkert har mange ogsaa hørt om de to mærkelige Porthvælvinger – "Spindehuset" og "Kobbelhuset" – der, hver paa sin Side, fører Vejen ind til den smukke Gaard med den anselige Have, og uden for hvilke enhver fremmed i sin Tid maatte standse og ved Stafet opgive sit Navn til Husherren, før han indlodes. Bekendt er ligeledes den mærkelige Ruin, der findes derinde i Lunden tæt ved Spindehuset, Ruinerne af den gamle Kongeborg Hagenskov, Korfits Ulfeldts Fødehjem og det Sted, hvor Erkebispen Jakob Erlandsen sad fangen. Men navnlig ved alle dog at fortælle om den gamle Næssekonge Hagen, der i Middelalderen byggede denne Borg og gav den Navn, og som er højsat derinde i Lunden paa en opsadlet Guldhest, omgiven af æventyrlige Skatte.
Derimod findes der en anden smuk Fortælling, knyttet til dette Sted, som turde være mindre vel bekendt.
Det berettes, at man paa Gaarden gennem lange Tider opbevarede en simpel Malkestol, en Mælkebøtte og et Par Træsko, og at disse Ting skal have tilhørt en af Borgens højfornemme Fruer. Fru Banner, som hun hed, havde nemlig før sit Giftermaal været en fattig Bondepige, som ved sin Skønhed og Dyd havde fortryllet den rige Jorddrot, saa han hævede hende til sin Ægtefælle. Hun blev klædt i Silke og Hermelin, og Guld og 81 Sølv blev virket ind i hendes Kjole og hendes Sko. Men ved de tre nævnte Genstande vilde hun ikke skille sig. De skulde bestandig være hende for Øje for at minde hende om hendes ringe Herkomst. De blev efterhaanden mere og mere hendes kæreste Klenodier; og dersom hun havde levet i Tid sammen med hin før omtalte guldberedne Næssekonge – og i Fald det hele ikke bare er en skøn Fabel – havde hun sikkert til sidst ladet sig højsætte med dem, f. Eks. siddende paa sin Malkestol i sine Træsko og med Mælkespanden i Skødet.
I Syd og Vest blaaner Havet.
Den fjærne, milelange Landtunge, man ser derude, skilt fra Moderlandet ved en stor, blikstille Havbugt, hvori Baade med hvide og rødbarkede Sejl spejler sig, er det saakaldte Helnæs, opkaldt efter Kæmpen Helle, egentlig nærmest en Ø, der ved et lavt, smalt og langt Sand- og Stenrev er forbunden med Fyns Land.
Man kommer til den ad den Landevej, der gaar forbi Frederiksgave. Fra Enden af den uendelig lange, mærkværdige, maaske enestaaende Alle af tohundredaarige Ege, der fra dennes Have gaar imod Syd, drejer man mod Vest ind ad en sandet Markvej, der til sidst løber ud i et eneste, dybt opkørt Hjulspor – og man befinder sig paa en flad, skyggeløs Sandørk, det fattige Agernæs.
Man ser sig omkring.
Alt her er trist og øde. Solen brænder. Lyset fra Sand og Vand skærer en i Øjnene, som Vejens skarpe Støv har gjort røde og svulne. Og derude i Syd gaar den trange, trælsomme Vej over det lange, næppe ti Alen brede Rev, der fører til Helnæs.
Det er der, vi skal over.
82 Men ikke heller der ovre er der Skyggely at øjne, ikke et Hus, ikke en Busk, ikke en Hyrdehytte engang, kun golde, afsvedne Bakker med ensomme Faareflokke.
Heldigvis kan man ogsaa komme derover søværts. Paa Havet er man i det mindste fri for Støvet, og kølige Luftninger kruser nu og da det blanke Spejl.
I den lille Samling Fiskerhytter, kaldet Aa, inderst i Bugten faar man let fat i en Baad. En stor, skægget Fisker træder en i Møde i Døren. Men i Fald man har Damer med, kan Sagen alligevel blive betænkelig nok. Paa Helnæs findes intet Sted Spor af Havn, og Baaden kan, saa lille den end er, ikke naa Kysten nærmere end et halvhundrede Alen. Der er derfor intet andet for, man maa enten krænke Blufærdigheden og trække Sko og Strømper af eller lade sig bære over paa Fiskerens Arm. I intet af disse Tilfælde er der noget at befrygte. Bunden er god, fast Sandbund, og Fiskerens Arm er stærk og sort behaaret.
Vil man nemmest naa Byen, som man paa Overfarten slet ikke kan øjne, da den ligger helt skjult nede bag Bakkerne, maa man styre Kaas efter Møllen, det eneste, der fra denne Side overhovedet tyder paa menneskelig Virksomhed. Og er man naat i Land under den, kan man stige op paa en af de høje Toppe i dens Nærhed, hvorfra man har en ypperlig Udsigt over Egnen.
Her er virkelig ganske overordentligt. Rundt om sig har man – først selve den lange, smalle Ø, hvorpaa man befinder sig, med hvide, blinkende Maageflokke flagrende rundt om dens stejle Kyster. Derpaa, i Øst, Bugtens vidtstrakte Spejlflade helt over til de skinnende Brinker og skovklædte Skrænter under de fynske Alper. I Nord har man Agernæssets fattige Flade og det lille Fiskerleje, hvorfra man sejlede ud. Ret i Syd ligger det høje Horneland med sin imponerende Rundkirke. Og langt i Vest endelig, vidt over Havet, øjner man Slesvigs dunstblaa Kyster, Als, Nordby og Brinkerne der sønden for.
Helnæs selv er en højtragende og næsten nøgen Bakkerække, en Mil i Udstrækning fra Nord til Syd, en halv Mil fra Vest til Øst paa det bredeste Sted (den sydlige Ende). Landet har Form som en bred Hestesko, bøjet om et Bassin, der er aabent mod Vest, ud til Havet. Dette Bassin er dels fyldt med Havets Vand, dels bestaar dets Bund af en mægtig, ganske plan, marskfed Eng, paa hvilken alle Øens Kreaturer om Sommeren drives ud, og som er dens uudtømmelige Rigdomskilde.
Det er et Syn, der næsten kan faa ens Tænder til at løbe i Vand – disse Flokke paa sikkert flere hundrede trinde og af Fedt glinsende Dyr, der vandrer derude til Knæs i al den saftige Frodighed. Og saadan en smuk Sommeraften, naar Solen langsomt daler ned langt borte over Havet og lægger sit røde Farveskær mellem det grønne Græs og over alle de mange Pytter og Grøfter, der blinker frem rundt om fra Engen; og naar de bararmede Piger kommer inde fra Byen med deres Mælkeaag eller store Blikjunger paa høje Hjul; og naar Karlene kommer ridende ud paa deres Heste med Tøjrepælen dinglende ned ved Siden; og naar Køerne brøler, og Hopperne vrinsker, og Føllene slaar bag ud; og naar Frøerne kvækker og Faarene bræger og Kirkeklokken oppe paa Bakken begynder at ringe – kan man føle sig som hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og frodig Lykke.
Rundt om Bassinet, altsaa ligeledes i Hesteskoform, ligger den ejendommelige By, der turde være en af de længste (og tillige smukkeste) i hele Danmark. For øvrigt har Øen heller ingen uden netop denne ene.
Vejen eller Gaden, hvad man nu vil kalde den, slynger sig frem mellem grønne Diger, Hegn, Markstykker og duftende Haver, bag hvilke Huse og Gaarde hemmelighedsfuldt skjuler sig. Enkelte ligger vel umiddelbart ved selve Vejen, men alle er de som halvt begravede af en næsten tropisk Yppighed af Ranker, Blomster og Træer. Og det faar ingen Ende. Der sker ingen Forandring. Endnu efter en halv Times Forløb vandrer man som mellem præcis de samme Diger, Hegn, Markstykker og Haver, der synes at gaa igen ligesom Tordenskjolds Soldater.
Og ingen er der, som kan give Besked. Alt synes som uddødt.
Hist og her øjner man paa Afstand en Dreng, der ligger og luger mellem Buskene, eller en Pige, der hænger Tøjstykker til Tørring paa Hækkerne. Men ved det første Syn af fremmede Skikkelser dukker de ned i et eller andet Skjul og er ikke til at kalde frem. Enkelte Steder viser ogsaa maabende Ansigter sig bag Vinduer eller ud af Lolemmene. Men saa snart man gør Mine til at nærme sig, forsvinder de lydløst.
Endelig naar man Kroen – og der oplyses man om, at først nu har man naat Byens omtrentlige Midtpunkt. Den synes at være det i dobbelt Betydning. En anselig Samling af drikkende og rygende Mennesker befinder sig derinde i en blaalig Tobakstaage, der er saa tyk, at man næppe kan se Væggene, i det man træder ind. Alle ser de op med saa bestyrtede Miner, som om man i Stedet for en fredelig Stok eller Paraply gjorde 84 sit Indtog med dragne Vaaben og blodige Knive; og det er næsten med Vanskelighed, man til sidst faar den gamle, hyggelige Krokone gjort begribeligt, at man ønsker Mad, rigtig, virkelig Mad – Æg, Brød, Smør, Øl – at man er skikkelige vejfarende, der spaserer rundt for at se sig om, og at man desaarsag nu er sulten, tørstig og træt og i øvrigt intet som helst ondt eller skalkagtigt har i Sinde.
Naar saa endelig Maaltidet staar paa Bordet; naar man begynder at stikke i det friske, glinsende, saltkornede Smør, at skære i den lyse, saltede Pølsemad, i de grove, hjemmebagte, en halv Alen lange Brødskiver og den fede, gule Sødmælksost med de røde Safranspletter – saa fornemmer man maaske allertydeligst, at man befinder sig paa et afsides Stykke Land, en Krog uden Samkvem med den Verden, der er uden om, at man gæster et Folk, der her lever et eget stilfærdigt Liv for sig, uberørt af den sidste Menneskealders Fremskridt, Fordærvelse og Kultur, uden Trang eller Evne til at hente Visdom eller høste Erfaring uden for deres egne snævre Landegrænser.
For disse Folk er Helnæs Verden. Uden for disse Kyster gaar ikke deres Tanker; over disse Vande gaar ikke deres Længsler. De ved, de har det godt og trygt, hvor de er. Vorherre har givet dem en fed Eng, en god Kvægbestand og en bred Ryg til at bære deres gode Dage. De formaar selv at forplante Slægten uden fremmed Indblanding. Som de lever nu, har deres Fædre levet. Og disse døde med Vorherres Velsignelse og tyve tusende Daler paa Kistebunden. Hvorfor skulde de saa forandre sig?
Nej, hvorfor skulde de egentlig?
– – Der findes i Øst, umiddelbart bag ved Byen, en Række dejlige Skrænter. Deres Fod beskylles af Havet, blødt Græs dækker deres Sider, og smaa, tætte Træer og Buske kaster fra oven deres mørke Skygger ned over dem.
Naar man har spist i Kroen, kan man ikke gøre noget bedre end et Øjeblik at lægge sig hen paa en af disse og strække sine Lemmer.
Solen staar lavt paa Himlen. Alt er stille. Søen ligger blank uden mindste Krusning. Himlens blegrøde Aftenskyer svømmer dybt nede i dens Skød. Fyns grønne Brinker ovre paa den anden Side, Husene, Kirkerne, de høje, spidse Træer, der rager op over Underskoven, Agernæs' hvide Lerhytter ved Stranden, Fugleskarerne i Luften og de tre, fire brogede Kvier, der noget borte er soppede ud i Strandkanten for at svale sig, alt viser sig paa Hovedet i det mægtige Spejl, fordobles og ligesom fortrylles .... indtil pludselig et lille Vindstød bryder Spejlet i tusende Stumper og i et Nu hæver Fortryllelsen.
Det er Luft-Heroldens kendte Signal. Den kongelige Sol er i Færd med at tage Afsked. Himlen har slaaet sine gyldne Skyporte op i Horisonten, og langsomt trækker Majestæten sig tilbage til sine Purpurgemakker, sendende i sidste Øjeblik ligesom et naadigt Smil helt rundt over den underdanig rødmende Jord.
Faaborg er en lille, venlig beliggende By med en god Havn, god Handel og hen imod fire tusende vindskibelige Indvaanere.
Den ligger inderst inde i en lille Bugt, der er omgiven af Bakker, nogle nøgne, andre skovklædte, alle med et jævnt Fald ned imod Kysten. Indsejlingen spærres til Dels af en lille Ø, Bjørnø, der næsten"giver Bugten Udseende af en Indsø.
Byen selv er hyggelig og net.
Karakteristisk for den er dens Kirke, der ligger i Udkanten af Byen, mens dens Klokketaarn knejser for sig selv midt inde i Husvrimmelen. Grunden til denne Besynderlighed skal være den, at den nuværende Kirkebygning oprindelig ikke er bygget som Byens Sognekirke, men derimod opført til et Kloster, "Helligaands-klosteret", der kort før Reformationen oprettedes her. Men da Byens egen Kirke (St. Nikolai) under Kristian den tredje ikke længer kunde hænge sammen, skænkede Kongen Klosterkirken til Menigheden. Nu vilde imidlertid Uheldet, at denne ingen Klokker havde, og saaledes gik det til, at det gamle Kirketaarn blev bevaret og endnu den Dag i Dag lader sin Stemme lyde ud over Byen.
Kirken er, hvad det Ydre angaar, hverken særdeles anselig eller tiltrækkende. Til Gengæld har den i sit Indre adskilligt af Interesse. Først og fremmest er der fra den gamle Munketid bevaret store, herlig udskaarne Korstole, et gammelt, ligeledes med Træskærerarbejde bedækket Skab og en Altertavle fra 1511. Denne sidste er navnlig ejendommelig. Den er indrettet paa kunstfærdig Vis med tre Fløje, der paa forskellige 86 Maader kan lukkes sammen og derved aabenbarer en hel Række Billeder af Lidelseshistorien samt Helgenbilleder. Naar den er helt udslaaet, fremviser den paa det midterste Felt en stor Vorherre-Skikkelse i Træ med den blødende Kristus paa Skødet og Helligaands-Duen svævende over sit Hoved – desuden den hellige Augustinus og dennes Moder Monica ved højre og venstre Haand. Paa Sidefløjene fremstilles, i mindre Format, forskellige Helgene, alt bemalet og rigt forgyldt. Lukker man Fløjene sammen, ser man dels andre Helgenbilleder dels hele Lidelseshistorien fremstillet i smaa, afskrækkende malte Billeder, fulde af Blod og Pinsler.
Men ogsaa fra den nyere og nyeste Tid har Kirken Ting at opvise, der gør den til en af Landets interessanteste Købstadkirker. Saaledes hænger i et Kapel et Par sjælden smukke Epitafiumsbilleder, af hvilke det ene skal være malet af Karl van Mander. Og Kirkens ny Altertavle er et mægtigt Maleri af Marstrand, et af hans allerbedste, forestillende Kristus med de to Disciple i Emaus.
Der er en Ting, der vil slaa enhver – han komme fra Øst eller Vest, fra Sjælland eller de jyske Fjordegne – saa snart han betræder fynsk Grund og begynder en Gennemvandring af denne "Danmarks Have". Ikke mindst maaske vil den vække hans Opmærksomhed og Eftertanke, i Fald han tilfældig skulde til en Begyndelse dumpe ned netop paa denne Egn af Landet omkring Faaborg og de fynske Alper.
Den hører ingenlunde til Fyns rigeste eller fedeste, tvært imod. Humlehaverne er hverken store eller hyppige her, hvor Boghvede og Kartofler breder sig paa Agrene.
Alligevel vil man tage storlig fejl, i Fald man hos Befolkningen her, i dens Byer, Sæder eller Skikke venter at møde noget af dette Armods Tryk, denne Fattigdommens Uhyggelighed, som man træffer i en jysk Hedeegn eller i en sjællandsk Landsbys "Smutter". Disse graa, synkefærdige Lervægge, nedtrampede Gærder og sygelige Kartoffelhaver, disse af "Utøj" halvt opædte Straatag og smudsige Klude stoppede i de sønderbrudte Ruder, der hine Steder vækker saa megen Mismod og Medlidenhed, de findes ikke her – som overhovedet næppe mange Steder paa Fyn.
Det er netop denne Omstændighed, der øjeblikkelig slaar den fremmede, og som for hvert Skridt bringer ham mere og mere i Forundring.
87 Hvor, vil han spørge, bor dette Lands fattige? Eller er de alle rige her paa denne Ø, selv der, hvor Sand og kummerlig Hede dækker Jorden?
Nej, det er de ikke – ingenlunde. Der findes nok endda ikke overvættes megen Rigdom mellem den egentlige fynske Landbefolkning. Men den ejer en Sans, som synes dens østlige og vestlige Frænder næsten fremmed – Sansen for Hygge, for Orden, for Skønhed, for Blomster, for skinnende Ruder og nykalkede Vægge. Som Hollænderne, med hvem de i det hele synes at have adskillige Berøringspunkter, sulter de hellere selv, end de lader deres Mure mangle Farve, deres Stuer Tapeter, deres Vinduer Gardiner og deres Have Stakit. De sætter en Ære i at holde deres By ren, deres Gaarde stadselige, deres Haver lidt prangende og deres Veje fuldkomne i enhver Retning.
Da vi netop befinder os i Faaborg, lad os da f. Eks. besøge den høje, næsten skovløse Halvø, der udgør Fyns sydvestligste Sogn, og som bærer Navnet Horneland efter Kirkebyen Home omtrent midt paa Halvøen.
Vejen fra Faaborg derud er meget smuk, med vide Udsigter over Østersøen og de mange smaa, frugtbare Øer – Bjørnø, Svelmø, Avernakø, Lyø – der ligger spredte ud i Havet i Syd; endvidere i Nord og Øst over Helnæs, Helnæsbugten og de fynske Alper.
Paa Vejen passerer man Hvedholm, en pyntelig Gaard, Hovedsædet for Grevskabet Brahesminde. Og efter omtrent en Times jævn Stigen naar man selve den store Kirkeby paa Halvøens højeste Punkt.
Overalt paa begge Sider af Vejen møder Øjet det samme Syn af skinnende hvide eller, endnu oftere, okkerrøde eller brandgule (Fynboerne har en Forkærlighed for iøjnefaldende Farver) Huse og Gaarde midt i 88 deres Haver eller Smaalunde, med nøjagtig tjærede Bjælker i Bindingsværket, tjæret eller, besynderligt nok, lysfarvet Sokkel og skrigende Vinduesrammer. En hvid Sokkel ses ofte under en okkerfarvet Mur og i denne igen blaamalede Vinduer og Døre, undertiden endog med røde og hvide Striber, Blomsterfigurer eller sligt. De nægter sig i det hele sjælden noget i Retning af Pynt og Prang, og ikke altid staar deres Smag paa Højde med den Samvittighedsfuldhed og Flid, de har anvendt paa Dekoreringen.
Rundt omkring Bygningerne er alt pænt og hyggeligt. Alting staar paa sin Plads, og der er sørget for, at alt, lige til Møddingerne, saa vidt muligt tager sig ud. Stakkene staar nøjagtig opstillede i regelmæssige Rader med Støttelægter og Vindbaand. Op om Svinehuset gror der vild Vin, duftende Hyld vokser omkring Møddingen. Der er ingen sammenblæst Halm, ingen Pytter af Spildevand inde i Gaardene. Stakitterne er malede (røde f. Eks.), Postetræet er tjæret, Hækkene er klippede, og i Haverne ligger Gangene fint revne uden andre Fodspor end fra Fuglene, der synger over det alt sammen.
Horne By ejer en særdeles mærkelig gammel Kirke. Og rundt om denne Antikvitet ligger en Kirkegaard, der er velholdt som en Lystpark.
Kirken er oprindelig en gammel Rundkirke. I Tidens Løb er den imidlertid bleven betydelig forandret og desuden udvidet til begge Sider, saa at den nu skal være den største af alle Landsbykirker paa Fyn. Den gør virkelig ogsaa et ganske imponerende Indtryk, som den ligger der, højt til Vejrs midt i Byen, omgiven af den 89 blomsterrige Gravplads, der dækker Skraaningerne. Det ældste, cirkelrunde Kirkerum indtager nu den midterste Del af Bygningen. Hertil er der til den ene Side føjet et anseligt Taarn med Spir og Fløj. Til den anden er der udbygget et Kor, hvorunder der i en hvælvet Kælder, der synes ganske utilgængelig, i det man kun kan se ned i den gennem et Par smaa Vinduer, formelig er magasineret gamle Kister, den ene Stabel ved Siden af den anden, indeholdende Levninger af den gamle, berømmelige Brahe-Slægt.
Kirkens smukke og mægtige Indre skæmmes utilbørlig af et Slags Pulpitur eller Indelukke for Hvedholm-Herskabet, der med sine smagløse Gardiner og Kvaster minder om et stort Mester Jakel Teater, der er hængt op paa Muren lige over Stolestaderne.
Til Gengæld har den gamle Greve paa Hvedholm i den ene Ende af Kirkegaarden opført et Mausoleum, der er meget smukt og stilfuldt. I fem, seks imponerende Marmorkister opbevares her i det luftige, højtidelige Rum de jordiske Levninger af Familjen Brahes mindre berømmelige, men senest afdøde Medlemmer.
Denne Fynboens Sans for Hygge og Trang til Pyntelighed hænger sammen med det lette Sind, det lyse Haab, hele den barnlige Glæde over Tilværelsen, der paa saa mange Punkter afspejler sig hos dem. Det kan lyde underligt og overdrevent, naar man tænker paa de smalle Bælter, der skiller dem fra deres Naboer i Øst og Vest, det er ikke des mindre virkelig Tilfældet – de er ligesom af en anden Race.
Det er en Race, hvis Blod løber hastigere, hvis Forstand spiller livligere, og hos hvilken alle selskabelige Instinkter er udviklede næsten som hos en Sydbo. Der sidder f. Eks. i en Kro et Par Bønder og snakker over et Glas Øl eller en Kaffepunsch. Der er ikke Ørenlyd at høre for dem. De raaber i Munden paa hinanden, gestikulerer med Hænder og Arme, ler og skriger til sidst, som om de vilde sprænge Væggene. Og alt om den mest dagligdags Ting af Verden. De er ikke fulde, de disputerer ikke om Politik (om Tidens Politik er de fleste Bønder ogsaa her temmelig enige), de er gode Venner, maaske Naboer, der daglig ses og forhandler sammen. Det er blot deres sædvanlige Maade at samtale paa, der ikke er for sjællandske Trommehinder. Og som de saa morer sig derved! Man forstaar ikke et Ord af deres Samtale. De synger paa deres besynderlige, smukke og bløde Sprog om "Præsti", "Hesti", "Vogni", og alt løber sammen for ens Øre uden Overgange, som om man hørte et fremmed Maal. Men gennem Miner og Gebærder, gennem deres livlige Øjne og hastige Bevægelser kan man efterhaanden nogenlunde gøre sig det klart, hvorom Talen hvert Øjeblik maa dreje sig. Og med Forbavselse opdager man til sidst, at den Sag, der har sat dem i en saadan Bevægelse, kun er en ganske almindelig og dagligdags Begivenhed, en Hest, der skal skos, en Ko, der har kælvet, en Nabo, der har solgt et Læs Sæd – Bagateller, som en Jyde næppe vilde finde Omtale værd, og som en Sjællænder vilde gabe sig til Døde over.
Eller du vandrer paa en Vej – gennem en Landsby f. Eks. – og du standser hos en Mand, der staar og graver i sin Have, for at spørge om Vejen til Faaborg. Du kommer tilfældigvis fra Jylland; er derfra vant til al den kedsommelige Omstændelighed og ulidelige Mistænksomhed, hvormed du der i lignende Tilfælde bliver betragtet og forhørt. Hvem er du? Hvor vil du hen? Hvor kommer du fra? Hvad er din Haandtering? Hvor er din Fødestavn? .... Du kender alle disse dræbende Spørgsmaal og gruer paa Forhaand for dem.
Da ser du til din Forundring og Glæde Manden med munter Mine hugge Spaden fast i Jorden, følge dig op paa den nærmeste Bakketop, hvorfra Egnen lader sig overskue, og her give dig en paa en Gang livlig og nøjagtig Beskrivelse af det, du ønsker oplyst.
Maaske vil han saa ogsaa til sidst af en vis selskabelig Nysgerrighed fritte dig lidt ud om dig selv, om dine Forhold og din Stilling. Men han vil da til Gengæld byde dig ind i sit Hus, i sine pæne, hyggelige Værelser med de mange kolorerede Smaabilleder paa Væggene, med Porcellænsvaser og forgyldte Fødselsdagskopper paa Kommoden og hvide eller blomstrede Omhæng om Sengene. Her vil han først præsentere dig for sin lille, trivelige Kone, der straks hjærtelig rækker dig en blød, kødfuld Haand til Velkommen, og derpaa for sine unge, vakre Pigebørn, hvis blanke Øjne og runde Kinders Farve tydelig tilkendegiver dig, at din uformodede Indtrædelse straks har sat deres let vakte Interesse i Bevægelse. Dernæst vil han føre dig rundt og vise dig sine Stuer, sine Stalde, sin Præmietyr og sin Have; og du slipper ikke, før du har betragtet hver Ko, hvert Træ og udtalt din Mening om det alt sammen.
Imidlertid vil den lille, trivelige Kone brede sin hvideste Dug paa Bordet, og de buttede Pigebørn vil med pludselig Travlhed og megen Latter løbe ud i Køkken og ned i Kælder, fylde Øl i Glas, skumme den tykkeste Fløde, ælte det friskeste Smør og med største Omhu skære tynde og regelmæssige Skiver af det fine, 90 hvide Helligdagsbrød, som de støtter op mod deres fyldige og bankende Bryst. Og med Forundring vil du erfare, at den navnkundige jyske Gæstfrihed oftest er at finde paa Fyn.
Og naar du saa har spist, vil Manden endnu byde dig en sort, fugtig Cigar, der lugter som Skraatobak – "Ekstravarer" vil han maaske med lidt Stolthed tilføje – og han vil paa ny give dig omstændelig Besked og til sidst følge dig paa Vej, mens han ufortrødent bliver ved at tale om alle Haande Ting, om Markerne, om Sæden, om Politik, om deres Præst. Og i det du stille hører efter ham og lader ham snakke løs, vil du uvilkaarlig beundre denne hurtige Forstand, denne livfulde Opfattelse, denne mangesidige Indsigt, dette fornøjelige Lune; og du vil efterhaanden mindes og forstaa den uforholdsmæssige Mængde af netop fynske Bondesønner, hvis Navne endnu lyser i vor Historie: Rasmus Rask, Rasmus Nyerup, N. M. Petersen o. s. v.
Endelig tager han Afsked, rækker dig Haanden og takker dig for Besøget. Det har rigtig moret ham at gøre dit Bekendtskab. Det er altid saa fornøjeligt at høre lidt nyt og se fremmede Mennesker. Og han haaber bestemt, i Fald du nogen Sinde igen skulde komme paa denne Egn, at du da ikke vil gaa hans Dør forbi, men kigge indenfor, saa I igen kan slaa en lille Passiar af sammen.
Derpaa gaar han med raske Skridt og ganske vel fornøjet med sig selv tilbage til Byen og tager paa ny fat paa sit Arbejde.
Lad nu end være, at Fynboens livlige Sind stundum er parret med et vist "Letsind"; at denne hurtige Forstand er nemmere til at gribe end til at fastholde; at denne Glæde over Livet maaske grunder i Ulyst eller Mangel paa Evne til at se Tingene under deres Overflade – for den fremmede er disse Egenskaber i alle Tilfælde en Behagelighed, som man især paa Rejser er taknemmelig for.
Men det er da heller ingenlunde saa, at der skulde mangle virkelig, solid Dygtighed. Aldeles ikke. Fynboen naar vel ikke Jyden i sej Udholdenhed, i stivnakket Kamp, i ubrydelig Selvtillid. Men han overgaar langt Sjællænderen i Flid, Opfindsomhed, rastløs Iver og Lærelyst.
Den lange Vinter f. Eks. sidder den sjællandske Bonde magelig inde i sin Stue, nysler lidt ved Kvæget, vander sine Heste, passer sine Svin og lader for øvrigt de korte Dage glide i jævn Ørkesløshed – og de lange Nætter med Kortspil eller en tolv Timer lang Søvn. Det er en halv Dvale.
Her staar Bonden selv med sine Karle i Huggehuset og tænker paa Sommeren: laver Høstriver, skærer Tøjrepæle, Hjuleger, Plovskafter, Plejlhandler o. s. v. Alle er de her foruden Bonde tillige lidt (undertiden meget) af en Haandværker. En er mest Murer, en anden mest Tømrer, en tredje snedkererer lidt o. s. v. Og mens de paa Sjælland maa have fremmed Hjælp (og oftest dyr og fordringsfuld Hjælp) til den mindste Ting, der forefalder uden for det dagligdags, og maa til Staden for at købe, om det saa blot er en Rive, saa laver de det her alt sammen selv, ja har endog undertiden med egen Haand og uden mindste fremmed Vejledning opført, muret, tækket og malet de nydelige Huse, hvori de bor.
En Bondemand paa Horneland viste mig en Gang en Hestegang, der var opstillet inde i et af Laderummene, og som ved en sindrig Træmekanisme var sat i Forbindelse saa vel med Hakkelse- som Tærskemaskinen. Den var saa let i Gangen, at den, løst af Sammenkoblingen, kunde føres af en Haand, og ikke tungere i Arbejdet end de sædvanlige Støbejærns.
Han havde lavet det alt sammen selv. Træet var fra hans egen Have, saa det hele havde kostet ham en Bagatel.
Hvor mange sjællandske Bønder maa ikke krybe til Kreditkassen og Prokuratorernes Kontorer, naar en Hestegang skal fornys eller et Svinehus bygges op? Det falder dem ikke ind, at det i Virkeligheden burde være overflødigt.
Men maaske vil de lære det.
Nøden lærer jo nøgen Kone at spinde.
Det var ved Dreslette Kirke, vi sidst forlod de saakaldte fynske Alper – det høje Bakkedrag, der oppe fra noget syd for Assens løber langs med Fyns sydvestlige Kyst indtil ned imod Svendborg.
Det var med lidt Skuffelse, vi den Gang betragtede de nøgne Sandhøjders triste Poesi, der saa ilde svarede til den romantisk spændte Forventning, som det klingende Navn havde indgydt os. Sagen var imidlertid kun den, at vi havde besteget Højderne fra den forkerte Ende.
91 Hen imod Faaborg hører allerede Nøgenheden op. Omtrent fra det Sted, hvor Herregaarden Sandholt ligger, begynder Skovene at brede sig. Og jo længere man kommer mod Syd og Øst, des kraftigere bliver Vegetationen, des mere storslaaet bliver de dybe, skovfyldte Kløfter og de tætte Højdekrat.
For hvert Skridt bliver her mere prægtigt, mere sydlandsk frodigt og farverigt. Hist og her ligger dejlige smaa, idylliske Søer dybt inde imellem Skovene. Andre Steder falder Skrænterne vildt og sønderrevent ned i svimlende Afgrunde. Gennem ganske snævre Dale skynder Bække og smaa Vandløb sig, overskyggede af Hyben og blomstrende Tjørn, mens et vidunderligt Fuglekvidder overalt løfter sig op fra Løvet.
Vejen stiger besværlig op mellem Skrænterne og falder straks efter atter hovedkulds ned i grønne Svælg. Hvert Øjeblik beredes der en ny Overraskelser, ny Udsigter. Hvert andet Skridt bringer Afveksling. Hist hænger en Klynge Smaahuse, klinet paa en Skovskrænt. Her ligger en lille By med en hvid Kirke paa Toppen af en Bakke. Pludselig aabner Bjærget sig for en med en storslaaet Udsigt ud over Landet – og lidt efter lukker alt sig atter tæt omkring en, og man befinder sig dybt inde i mørke Skoves ubrydelige Stilhed, som kun Spætternes taktfaste Hamren og en Kildes Rislen gennemtrænger. – Man er i et virkeligt Alpeland.
Vil man have et fuldkomment Overblik over denne mærkelige Egn, kan man gaa op paa den saakaldte Kongehøj, en Top, der hæver sig midt i Skoven, en god halv Mils Vej fra Faaborg.
Vejen stiger fra Byen jævnt til Vejrs. For hvert Skridt, man naar frem, udvider Synskredsen sig, Horisonten rykker ud over Havet og Smaaøerne i Syd, over Landet og Smaabyerne i Nord og Øst .... indtil man kommer ind i Skoven.
Denne er stor og gammel med mægtige Træer, der kaster deres Skygger hen over Vejen. En smuk Alle fører til Holstenshus, Hovedsædet for det Baroni, hvorpaa man befinder sig, en moderne Bygning, mere imponerende end egentlig skøn, med en stor og ganske smuk Park og en Dyrehave, en ikke ubetydelig Hundegaard og i Dyrehaven Vildsvin foruden den sædvanlige Jagtbestand. Til Baroniet hører den bekendte Gaard Langensø, nordligere paa Øen, og endvidere den smukke lille Ø Lyø, der ligger sydvest for Faaborg, en lille Mil ude i Havet.
Straks nord for Gaarden knejser Kongehøjen. Paa dens Top er der rejst et lavt Granittaarn med en Flagstang. Og fra dette Punkt frembyder der sig en Udsigt, som nok kan gøre Højen fortjent til det stolte 93 Navn, den bærer. Det er vist hen imod det halve af Fyns Land, der fra dette Punkt aabenbarer sig for ens Blik. Man ser til den ene Side helt ned til Svendborg og Taasinge med den højt liggende, berømte Bregninge Kirke som et hvidt, solbeskinnet Punkt i det fjærne. Til den anden ser man langt over mod Als og Slesvigs Kyster. Og mod Syd har man det store, fynske Arkipelag med Ærø, Drejø, Hjortø, Skaarø, Bjørnø og hvad nu alle disse mange smaa Engstykker hedder, der svømmer paa Havet nærmere og fjærnere fra Kysten.
Navnlig er det dog dette vidunderlige Fuglesyn over selve det fynske Alpeland, saaledes som det her bølger under en, der tiltrækker Blikket og fasttryller det. Der er træffende sagt herom, at det er, som om man saa ud over en uhyre Have. Det er virkelig, som om det var en enorm Verdenspark, et Slags Eden, omtrent som man tænkte sig dette som Barn, der breder sig rundt om en. Skovene, saaledes som de ligger der, adskilte ved grønne Marker og blaa Søer, tager sig herfra ud som Bosketter. Og de grønne Marker og de blaa Søer og Aaløb ligner vide Græsplæner med smaa Fiskedamme og Kildeafløb. Byer eller enkelte Huse ses saa godt som slet ikke. Alt er skjult og overskygget af Havernes Blomsterflor. Kun de kalkede Kirker rager hist og her op som hvide Marmorstatuer midt i alt det grønne.
Der findes, som man maaske paa Forhaand kunde formode, adskillige Herregaarde spredte omkring paa denne skønne Egn. I det mindste et Par af dem har mere end almindelig Interesse og skal derfor nærmere omtales.
Det forholder sig med Herregaardene som i fordums Dage med Klostrene. De gode Jorddrotter har, ligesom de gamle Munke, haft god Smag for at vælge passende Byggepladser for deres Boliger. Hvor der, Landet over, findes et smukt, skovrigt Bakkedrag, en idyllisk lille Fjordbugt, en vildt opreven Havklint eller en smilende, sivkranset Indsø, kan man i de fleste Tilfælde være sikker paa at finde et Herresæde – saaledes som forhen et Kloster.
Nu er det rigtignok ogsaa saa, at adskillige af de første skylder de sidste deres Oprindelse og Tilværelse. Enkelte har endog endnu gamle Klostersten og Helgenben i deres Mure. Og naar det kommer til Stykket, er det vel altsaa fortrinsvis Munkene, hvem de lykkelige Opfindelser eller det gode Arrangement skyldes. Det er dem, der fra Begyndelsen ryddede op i de ufremkommelige Vildnis, beplantede de nøgne Højder og afledede Vandet fra Moradserne. Og hvor ikke Vindens eller Havets barske Hænder har splittet eller begravet deres Værk eller senere Slægters Efterladenhed har lagt det øde, nyder vi endnu den Dag i Dag godt af disse nøjsomme, flittige og haardhændede Eneboeres stilfærdige Civilisation.
Hvad er vi dem i det hele ikke skyldige, disse saa ofte forhaanede og bagtalte, fromme Pebersvende? De rev os dog ud af vort tusendaarige Barbari, gjorde vort Land fremkommeligt, vort Folk til Mennesker. De lærte Bønderne at røgte en Have, at plante Kaal og saa Urter. De sparede ikke sig selv; men med de vide Kutteærmer smøgede op over de stærke, haarede Arme fældede de Træerne i de alt omfattende Skove, brød den gamle Skovbund med de seje, hundredaarige Egerødder, og drev Okserne hen over den stridige Muld med den tunge Plovaas. De drog Folkene ind fra de natlige Fiskedræt paa Fjordene og lærte dem at drage Guldet af deres egen Moderjord. De gav dem Velfærd og fredelige Dage for Usselhed og stridbart Liv. De aabnede deres Øjne for Landets Skønhed, for Hjemmets Hygge, for Arbejdets, det daglige, regelmæssige Arbejdes Velsignelse.
Man mærker det ogsaa her.
Paa mange Punkter vil man, i Fald man søger dybt nok eller langt nok tilbage, i sine Undersøgelser støde paa en eller anden gammel Munkeskikkelse med Sandaler paa Fødderne og Hampereb om det slunkne Liv. Man tager f. Eks. Fyns rige Havekultur, disse Mængder af Frugt- og Blomsterarter, som her findes sammenhobede. Vedel-Simonsen beretter: "Allerede i det tolvte saa vel som i det trettende Aarhundrede lagde Munkene sig efter at forplante alle Slags Køkkenurter og Frugttræer herind fra Udlandet; det samme var ogsaa Tilfældet med Pilegrimmene, der vendte tilbage fra Rom og Jerusalem". Han tilføjer endvidere, at der ved hvert Kloster fandtes en stor baade "Abild- og Rosengaard" c: Frugt- og Blomsterhave, ja endog Vingaard eller "Vinbjærge". Tillige udhuggede de Skovene saaledes omkring deres Klostre, at netop de skønneste Udsigter derved fremkom; og de anlagde Vejene skønsomt langs de Linjer, hvor Naturen viste sig fra den fordelagtigste Side.
Men netop disse Klosterhaver er flere Steder den første Begyndelse til de smukke Herregaardsparker, som just her paa Fyn saa ofte henriver den rejsende. Disse Veje med deres vidunderlige Slyngninger, som den Dag i Dag fremtvinger vor Beundring, skyldes ofte disse gamle Munkes Kunst, Kløgt og Smag.
94 Perlen blandt alle Herregaardene her er uden Sammenligning Brahetrolleborg, Hovedsædet for Baroniet af samme Navn. Det tilhører Slægten Reventlow.
Gaarden ligger en god Mil nord for det før omtalte Holstenshus, umiddelbart ved Hovedlandevejen mellem Faaborg og Nyborg. Den er omgiven af herlige Skove, nogle af de smukkeste i Landet. Dette er nu ingen Tilfældighed. Det var jo nemlig, som det vil erindres, de berømte Brødre Reventlow, der i Slutningen af forrige Aarhundrede gik i Spidsen her i Landet med Hensyn til en mere rationel Behandling af vore Skove og derved fortsatte det Værk, der siden Munkenes Tid havde hvilet. Og netop disse Skove her omkring Brahetrolleborg har tjent til Mønster for mange andres Drift rundt om i hele Landet. Fremskridtet gjaldt navnlig den saakaldte "Gennemhugning", d. v. s. Udskillelsen og Fjærnelsen af alle de Træer, der ikke har kunnet følge med deres Sidemænd i Opvæksten. Ved denne Proces fremstaar den egentlige, regelmæssige Højskov, der paa samme Tid er vore Skoves største Pryd og væsentligste Indtægtskilde.
Man kan maaske bedst overbevises om dette Forholds Betydning og Rækkevidden af dets Resultater ved at betragte den vidtstrakte, vistnok over et halvt hundrede Tønder Land store Park, der ligger foran Slottet, og som turde være noget af det smukkeste, vor forenede Skov- og Havekultur har at opvise.
Det er, i Parentes bemærket, en anerkendelsesværdig Liberalitet, hvormed de fleste af vort Lands større Godsbesiddere – og ikke mindst her paa Fyn – aabner deres Haver for Folkets store Masser. Lad være, at der spiller en Del Forfængelighed med deri, saa tilkendegiver det dog en Tillid til det store Folks Takt, som de paa andre Omraader ikke i samme Grad synes tilbøjelige til at lægge for Dagen.
Denne Brahetrolleborg Slotspark staar det hele Aar og den hele Dag ganske aaben for Befolkningen, der ogsaa i fuldt Maal benytter sig af denne Tilladelse og halvt om halvt betragter den som en Slags offentlig Have, hvortil de byder deres egne Gæster og foranstalter Udflugter ved enhver lidt højtidelig Lejlighed. Den eneste Indskrænkning i de besøgendes Frihed indeholdes i en høflig Anmodning om ikke at plukke Blomster og ikke at spise Smørrebrød. Af disse to Forpligtelser er paa dette Sted den første absolut vanskeligere at overholde end den sidste, naar man kommer her paa den Tid, da Havens mægtige Blomsterrabatter staar i fuldt Flor. Der straaler en da en Rigdom, en Farvepragt i Møde rundt om fra de store Plæner og Terrasser, der næsten er blændende.
Parken ligger i en langstrakt Indsænkning foran Slottet. I dennes Bund hviler en kanalformet, sivomkranset Sø, i hvis Spejl de grønne Skraaninger, Bosketter, Drivhuse, Springvand, store Stenvaser, hvide, langsomt glidende Svaner, ikke at tale om selve Slottet med dets Taarn og Spir spejler sig.
Det første Indtryk er i høj Grad indtagende. Alt har en næsten sydlandsk Frodighed. Disse mægtige Trægrupper synes ikke at kunne tilhøre denne Zone. Disse i Sandhed "kongelige" Bøge, disse Egetræer og Kastanjer minder en om de uhyre Stammer, man endnu kan grave op af vore Moser fra hine fjærne Tider, da en tropisk Vegetation dækkede vore Øer. Der er enkelte fritstaaende Træer, hvis Kroner er som en hel Skov. Men ser man nøjere til, vil man ogsaa snart bemærke, hvorledes hvert eneste af Havens mange hundrede Træer har faaet netop den Plads, det Lys, den Luft, det Læ, der er nødvendig for dets fuldkomneste Udvikling. Der ligger et uhyre Studium bag dette tilsyneladende saa tilfældige Arrangement. Alligevel synes det – og det er just det tiltrækkende derved – saa forunderlig lidt arrangeret. Og dog er der næppe plantet en Busk, næppe bortskaaret eller skaanet en Gren uden med den nøjeste Beregning, og uden at hver enkelt lille Del er ligesom istemt den fælles, højtidelige Harmoni.
Parken hører til de saakaldte "landskabelige Haver" og er vel en af Landets ypperste Repræsentanter for denne Stilart. Det kan tilføjes, at den vel ogsaa har hørt til de tidligste her i Landet, der fik forandret det stive franske, unaturlige Rokokosnit, som i forrige Aarhundrede var det saa at sige eneherskende i alle vore større, saa vel offentlige som private Haver, og som jo endnu findes bevaret i adskillige af vore Slots- og Herregaardsanlæg.
Lige foran Slottet ligger store Grønplæner med høje Bladgrupper og navnlig med de i de senere Aar saa moderne "Tæppebede" i spraglede og kunstfærdig slyngede Blomstermønstre. En Elsker af den naturlige Havekunst kan over for disse sidste ikke tilbageholde den Bemærkning, om det ikke igen er et Skridt tilbage mod den med rette forkastede Rokokostil? Denne unaturlige Beklipning af Blomstens Blade, denne Udvisken af enhver Formejendommelighed for at gøre Blomsten til en slet og ret Maske i et Broderi – er det ikke allerede Udtrykket for en Smagsretning, der nærmer sig Hyrdetidens Snurrepiberier?
Uheldigvis er man endda i de sidste Aar gaaet endnu et Skridt videre ad denne Vej.
96 Der findes saaledes ogsaa her i Brahetrolleborg Have nogle Bede, dannede af forunderlig formede og grelt farvede Svampe, Isblomster, Troldhatte etc. Det hele gør et Indtryk, som om det var lavet af Kagedejg, hist og her oversmurt med spraglet Sukker eller lign. Og man mindes med Skræk de Tider, da man i Stedet for med virkelige Blomster dekorerede Bedene med kunstige Porcellænsplanter, Arabesker og Glasperler, farvet Sand og kulørte Stene.
Vi nærmer os med Kæmpeskridt derhen imod.
Selve Brahetrolleborg Slot er en imponerende, stengraa Bygning, bedækket med mange udhugne Prydelser. Dets forskellige Dele er fra højst forskellige Tidsaldere, og det kommer derved til at gøre et noget uroligt og uensartet Indtryk. Saaledes er den ene, med Taarn forsynede Hovedfløj fra 1620, mens den anden er en Levning af et gammelt Cistercienserkloster insula dei (Guds Holm), senere kaldet Holmekloster, som Baroniet oprindelig skylder sin Tilblivelse.
Dette Kloster var meget rigt og har spillet en Rolle i forskellige historiske Begivenheder. Det skriver sig fra Slutningen af det tolvte Aarhundrede, men brændte allerede i det trettende, hvorpaa det paa ny opbyggedes i den nuværende Skikkelse. Ved Reformationen tilfaldt Godset for første Gang Kronen, i hvis Hænder det senere endnu to Gange har befundet sig. I Aaret 1568 afhændede Frederik den anden det til den holstenske Adelsmand Henrik Rantzau paa Breitenburg, hvilken gav det Navnet Rantzausholm. Senere ejedes det af den bekendte Ridder Kaj Lykke, efter hvis Flugt det atter hjemfaldt til Kronen og derpaa solgtes til Birgitte Trolle. Hende er det, som har givet det dets nuværende Navn, i det hun forbandt sit eget med sin afdøde Mands: Manderup Brahe til Torbenfeld. Dets populære Navn er i øvrigt kun Trolleborg.
Efter at Birgitte Trolles Slægt var uddød, tilfaldt Baroniet for tredje og sidste Gang Kronen. Men Frederik den fjerde skænkede det 1722 til sin Svoger, Grev Kristian Ditlev Reventlow, i hvis Familjes Besiddelse det siden har befundet sig.
97 Med Slottet er sammenbygget en meget smuk Kirke, der ligeledes er en Levning af det gamle Holmekloster. Den er nu Sognekirke. Her findes et af Thorvaldsens Arbejder, en Marmor-Døbefont, udført i Rom 1807.
Sandholt, den før nævnte Herregaard, ligger ved de fynske Alpers nordlige Skraaning, omtrent midtvejs mellem det over fire hundrede Fod høje Træbjærg, "Alpernes" højeste Top, og den store By Sønder Broby, en at Fyns største Landsbyer. Blandt Sandholts mest bekendte Besiddere hører Povl Laksmand, den over al Maade rige Adelsmand, hvem Bjørn Andersen og Jakob Strangesen en Dag paa Højbroplads stak halvt til Døde, og derpaa kastede ud i Kanalen med de bekendte Ord: "Du hedder Laksmand, løb nu i Vandet efter din Natur". En anden Ejer er Ellen Marsvin, Eleonore Kristine Ulfeldts Bedstemoder, der efter sin første Mands, Eleonores Morfaders, Død ægtede Knud Rud, Herre til dette Gods. Det fortælles, at den Gang havde Sandholt halvtresindstyve forgyldte Fløje, som Ellen Marsvin alle lod nedtage, hvorved hun paadrog sig en Retssag med Arvingerne og maatte betale store Pengebøder. Nu er Sandholt en mindre, men smuk Gaard i den Sperlingske Familjes Besiddelse.
Af andre større Gaarde paa denne Egn kan endnu nævnes Lundegaard et Stykke længere mod Nord ved Odense Aa. Den har ligeledes tilhørt Ellen Marsvin, men sammen med dennes første Mand Ludvig Munk, der lod deri nuværende Gaard opføre. Mand og Kone ligger begge begravede i Sognets Kirke. Efter deres Død tilfaldt Gaarden Datterdatteren Eleonore Kristine; men efter at dennes Ejendele var blevne inddragne under Kronen, solgte Frederik den tredje Gaarden til en Borgermand Niels 98 Hansen Smidt, der ved sin Død bestemte, at i Fald hans Efterkommere i lige Linje døde uden Børn, skulde Indtægterne af Lundegaard Gods tilfalde Enker og andre trængende i Fyns Stift. Allerede i adskillige Aar har Godsets Midler nu virket i dette smukke Øjemed. Et Stykke fra Gaarden ligger en Høj, kaldet Ranesholm. Der skal nemlig, fortæller Sagnet, i den have været en Hule, i hvilken Rane Jonsen, Erik Glippings forræderiske Svend, efter Mordet paa Kongen holdt sig skjult for sine Efterstræbere.
Tæt nord for de fynske Alper breder Fleninge- eller Arreskov Sø sig, et venligt og smilende Vand, omgivet af frodige Landskaber, der mod Syd og Vest højner sig jævnt op i "Alpernes" Bakkebølger. Paa den modsatte Side af Søen bag skærmende Volde ligger den ældgamle Herregaard Arreskov, der allerede spiller en Rolle i Stridighederne mellem Kong Erik Plovpenning og hans Broder Abel. Senere tilhørte "Aruæschog" Marsken Peder Findsen, som ved sin Flugt fra Slaget paa Lohede var Skyld i, at Enkedronning Margrethe og Kong Erik Glipping blev fangne i Slaget. Marsken blev til Straf dømt fra Liv og Gods af en Herredag i Nyborg og hængt uden for Nyborg Slot, medens Arreskov blev jævnet med Jorden. Den nuværende Hovedbygning er opført 1558–73 og bestaar af fire Fløje, der omslutter en rummelig Borggaard. I Porthvælvingen, der fører ind til denne, findes et Billede, forestillende Treenigheden, hvorunder der læses:
"Help, the helligh Trefoldighed,
War tag for Styld, Løghn, løst Lefnet, Parlament og Kif
Eller tu bortkaster thin Erre, Helbrede og maske Lif.
Arreskovf funderit som den nu stahr ar 1558.
Erik Rosenkrands lod sete thete Porthus och steenlafle Anno 1573.
Thet stenhus nest Tudam ær bigt Anno 1568. Fru Helvig Hardenbierch."
Arreskov er siden 1784 Hovedsæde for Grevskabet Muckadell. Den nuværende Ejer har for en Snes Aar siden ladet den gamle Gaard restavrere.
Vi nævnte før den lille Ø Lyø som liggende en lille Mil ude i Havet og tilhørende Baroniet Holstenshus. Det er en ganske frugtbar Ø, en kvart Kvadratmil stor, med en Kirke og en By. Den udgør et eget Sogn, og dens Beboere ernærer sig dels ved Landbrug dels ved Fiskeri. I Vestsiden ved Revers Krog findes en god Havn. I Østsiden, omgivet af et lille Anlæg, findes den ikke uberømte Klokkesten, der skylder sit Navn den Omstændighed, at den, naar man slaar paa den, frembringer en Lyd som en Kirkeklokke. Dog bør der forsigtigvis tilføjes, at Stenen ikke altid er lige godt ved Stemme. I alle Fald har det, ikke været Meddeleren af disse Linjer muligt at aflokke den nogen Musik.
Øen er nu ganske nøgen. Men Navnet skal antyde, at den i sin Tid har været dækket med Skov, der gav Ly for Vinden ved Indsejlingen til Faaborg. At Skoven forsvandt, skyldes, efter troværdige Folks Udsagn, en uforsigtig Skipper. Dette gik saaledes til. Inden han rejste fra Hjemmet havde han af sin Moder, der maa have hørt til hin Tids talentfulde Kvinder, som kaldtes Hekse, faaet udleveret et Baand med tre Knuder. Disse Knuder skulde han løse, efterhaanden som han tiltrængte god og gunstig Vind; hans Ønsker skulde i saa Henseende straks opfyldes. Den første Knude løste han ved Hjemmet, hvor der da straks bragtes ham frisk Medbør. Den anden løste han i rum Sø, men den tredje ved Faaborg. Og da rejste der sig en sand Orkan, der ødelagde hele Skoven paa Lyø, medens han selv kuldsejlede.
Mest bekendt er dog Øen ved den historiske Begivenhed, der knytter sig til den. Det var nemlig paa en Jagt her, at Valdemar Sejr overlistedes af Grev Henrik af Schwerin i Sommeren 1223 og i Nattens Stilhed, uden at hans Jagtfølge mærkede det, blev bastet i sit Telt og med sin Søn ført bort paa et Skib, der laa rede til dette Øjemed.
Bjørnø, Avernakø, og hvad nu alle disse smaa, frodige Øer hedder, der svømmer om her i dette Farvand, ligner alle hverandre som et Kuld sunde Søskende med deres grønne Marker, Kirkebyer og lille Fiskerbaadehavn. Der er noget eget indtagende ved en frisk Sommerdag at plaske omkring her med en Baad, stige i Land hist og her og besøge den muntre, gæstfri Befolkning, bese disse smaa Byer, der er en underlig Blanding af moderne Herskabelighed og gammel, sammensunken Alderdom. Flere Gaarde synes at maatte have mindst et Aarhundrede paa deres svejede Tagrygge, og lige ved Siden af ligger stolte, grundmurede Bygninger med Tegl- eller Skifertag og store, blanke Ruder.
99 Men er her frisk og lyst og aabent om Dagen, saa kan der om Natten komme noget eget hemmelighedsfuldt og trolddomsagtigt over dette Farvand, naar man driver her ude i en ensom Baad med den store Himmel over sig, der stirrer ned paa en gennem sine tusende blinkende Øjne, mens røde Lys rundt om fra de af Mørke eller Nattetaager skjulte Øer ligesom gynger paa Vandet, slukkes nu og da og igen dukker op. Og det er ikke underligt, at det fornemmelig er paa saadanne Steder, at Sagn om Havfruer og andre Vandenes Aander endnu lever og af og til endog kan faa et lille Gys til at fare gennem vor oplyste Tidsalders Mennesker. Vandet selv skifter ogsaa ofte paa denne Tid mellem de forunderligste Farvetoner; det kan ligge blankt som mathvidt Glas, derpaa blive rødligt, rødgult, ja undertiden ganske brunt, som om det var bestrøt med Bark.
En lys, stille Sommernat for nogle Aar tilbage havde et Selskab af Ferierejsende efter et livligt Aftensniaaltid i det grønne ladet sig ro ud fra Faaborg for at se Solen gaa ned fra Strømmen nord for Lyø. Dette var nu sket, men de blev liggende derude, betagne af denne vedvarende Farveskiften over Vandet, der ikke standsede endog længe efter, at Solen var gaaet ned og Solnedgangsskyerne blegnede.
Imidlertid var det blevet silde. Og Samtalen var efterhaanden gaaet helt i Staa. De var i alt en seks, otte Mennesker, Damer og Herrer; og midt imellem dem, hvilende Armene paa et Par tunge Aarer, sad den gamle Sømand med sit brede, godmodige Ulkeansigt og sov. Nogle sad og saa op paa et Stykke Maane, der forlegen listede sig over Himlen, ligesom ganske skamfuld over sit blege Lys, der sygnede hen i Sommernattens Skær. Et Par unge Piger i lyserøde Toiletter og indhyllede i et fælles, stort Sjal stirrede med hinanden om Livet ud over denne selvlysende Havflade, mens to unge nygifte henne i Bagstavnen sad med hinanden i Haanden og smilte stille hen for sig som i en henrykt Beruselse. Det var, som om ingen af dem havde Magt til at rive sig ud af sine Drømmerier eller Lyst til at vende hjem, skønt Strømmen allerede havde ført dem et godt Stykke uden for Lyø. Alt var blevet stille rundt om. Endog en Flok Maager eller Hejrer, der en Tid havde skreget inde over Øen, var endelig gaaet til Ro, og al Lyd var forstummet. En rødlig Dis havde til sidst lagt sig rundt om Himmelranden, mellem hvilken Havets mathvide Flade laa udstrakt som et stort Troldspejl, hvorover blege Skygger af Skyer, der nu og da drev ind under Taagen, langsomt gled hen. Nede paa den sydlige Himmel saas et Par Gange smaa Stjærneskud.
Pludselig hørtes en besynderlig Lyd ude fra Havet, en mild, melodisk Klang.
Alle løftede de Hovedet, og næsten samtidig udbrød de: "Hvad er det? .... Musik!"
I det samme forstummede Klangen. Men alligevel forblev de alle en lang Stund siddende med spidsede Øren, ligesom ventende paa, at Lyden skulde komme igen.
Det gjorde den da ogsaa – stille, klagende, omtrent som et fjærnt Harpeslag.
"Det var da forunderligt!" sagde en. Og alle saa de forbavsede paa hinanden.
Der var ingen Baad eller overhovedet Tegn til menneskeligt Liv at se vidt omkring dem. Og Landet havde de alt for fjærnt til, at Lyden kunde skrive sig derfra.
"Hvad i Alverden kan dog dette være?" spurgte flere, den ene efter den anden.
Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog undertiden, som om de nærmede sig og samtidig forstærkedes.
"Hør dog!" sagde de da og rykkede sig uvilkaarlig lidt tættere til deres Sidemænd, naar Lyden saaledes pludselig steg op som fra deres umiddelbare Nærhed.
Til sidst blev de ganske underlig til Mode over denne natlige Musik, som man trods alt Hovedbrud ikke kunde forklare sig. En af Herrerne vækkede endelig Sømanden og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men denne, der var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid i det grønne havde gjort særlig udeltagende, rejste blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Ænder – hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer og sov videre.
"Tys!" udbrød lidt efter en af Herrerne, en ung Læge, der havde Plads i Midten af Baaden. "Lad os nu alle sammen paa en Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er".
Derom blev de enige. Og næste Gang, Lyden lod sig høre, drejede de alle Ørene om imod det Sted, hvorfra den kom, hvorpaa de blev siddende saaledes aandeløse nogle Minuter.
"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted her i Nærheden", afbrød endelig Lægen den lange Stilhed og rejste sig utaalmodig op. Derpaa satte han en Haand paa hver Side af Munden og raabte under de andres Dødsstilhed ud over Vandet: "Halløj! .... Er der nogen? .... Halløj!"
Intet Svar.
100 Saa langt Øjet rakte – intet uden denne selvlysende Fosforflade. Under hele den stille, blinkende Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag, der nærmede sig.
En uvilkaarlig Angst gennemfor med et dem alle. Et Par af Damerne begyndte at klynke og til sidst bestemt at fordre, at man skulde vende hjem.
"Væk Skipperen der – og lad os komme hjem!" lød det fra forskellige Sider med beængstede Stemmer. Og da den unge Ægtemand vilde rejse sig ligesom for endnu en Gang at forvisse sig om, at de virkelig befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham pludselig krampagtig i Armen og udbrød bleg og skrækslagen: "Anton! Gør det ikke! Gør det ikke! .... O Gud! Hvad er dette? Hvad er dog dette?"
Kun den unge Læge bevarede endnu Koldblodigheden og sagde strængt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en naturlig Aarsag. Lad os dog ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os saa enfoldige, at de for Alvor tror paa Spøgeri og saadant noget. Lad os derfor bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok".
Uheldigvis vaagnede i det samme den døve Skipper. Og da han saa den Bevægelse og Skræk, der var malet paa alle Ansigterne omkring ham, trode han, at der var sket en eller anden stor Ulykke, og sprang op fra Toften, i det han udbrød: "Herre Jøsses! Hva' er dette her?"
Dette pludselige Udraab gjorde det af med den sidste Rest af Besindighed hos Damerne og hos enkelte af Herrerne med.
"Vi vil hjem .... ro! – ro! .... lad os komme hjem!" raabte Damerne, og en ung Fyr paa sytten Aar, der havde siddet ligbleg paa Toften og stirret ud, kastede sig straks over en af Aarerne, mens Doktoren forgæves søgte at berolige og tale det opskræmte Selskab til Fornuft. Et Øjeblik efter skar Baaden, formelig rystende under den udbrudte Rædsel, pilsnart ind imod Land. De havde dog ikke roet'1 længe, før en Herre, der imidlertid havde siddet ganske stille helt ude i Forstavnen, pludselig brød ud i en øredøvende Skoggerlatter. De vendte sig alle forbavsede om imod ham. Men han blev ved at le, saa han næppe kunde tale.
"Aa Gud!" sagde han endelig. "Hvilke Kujoner I dog er! Her skal I se den hele Hemmelighed!"
I det samme rørte han med Fingeren ved noget usynligt i Luften foran ham. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde anbragt med den ene Ende paa et Søm i den forreste Mast, mens han samtidig havde trykket Hatten godt fast paa Hovedet og derpaa lænet sig tilbage. Den tynde, elastiske Snor var derved bleven stærkt strammet. Og paa denne Streng var det, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.
Efter denne Forklaring steg man tavse og noget slukørede i Land; kun Doktoren triumferede. Alle de andre derimod mente, at det havde været en meget uheldig Spøg; man skulde alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting". Og skønt de nu vidste, at det hele var gaaet naturligt til, bevarede de dog alle en besynderlig og haardnakket Fornemmelse af at have været i Kast med hemmelige og overnaturlige Magter; ja, selv den unge Spøgefugl, der havde givet Anledning til Paniken, havde i den første Tid derefter ikke rigtig Mod til – som ofte før – at ligge ene ude paa Søen ved Nattetid.
