Enetale

Torsdag.

Det er tidt helt foruroligende, hvor Folk kan blive krigerske, ja ligefrem blodtørstige, naar Faren er tilstrækkeligt langt borte. I denne Tid, hvor Grækerne staar i Begreb med at kaste sig ud i en Krig for at befri deres Landsmænd fra Tyrkernes Aag, flammer Begejstringen for Heltemod og Heltedaad atter op i danske Folks Hjærter og faar de runde Kinder til at blusse akkurat ligesom efter et Ørefigen. Uden Stænk af Selvironi tiljubler vi den tapre lille Nation, der trods alle seks Stormagters Advarsler, ja Trusler, trækker Sværdet for deres Brødre under Kampraabet: Sejr eller Død. Vi tiljubler og hidser dem. Vi tilraaber dem paa Vers og Prosa: Til Kamp! Til Kamp! Frygt ikke, Du kække, lille Hob! Bryd Dig Pokker om de elendige Stormagter. Lykken staar den Kække bi.

Man kan under alt dette vanskeligt lade være med at tænke paa, at vi jo ogsaa selv har en Del Stammefrænder, som vi nok kunde ønske frigjorte for fremmed Herredømme. Men taler vi herom, bliver vi – fornuftigvis – adskilligt mindre højrøstede. Da kender vi kun Ordene: Taalmodighed og Underkastelse. Ja, vi er efterhaanden blevne saa ængstelige, at det næsten betragtes som Landsforræderi ikke at synes lige godt om alt, hvad der kommer fra Tyskland, skønt vi jo i de senere Aar har øst ret rigeligt af denne Kilde. Vi er nær ved at gaa rundt og passe paa hinanden ligesom mistænkte Forbrydere. Tys! Ikke et rynket Øjenbryn fra Gedser til Skagen.

Er dette logisk?

Heldigt er det nu – som sagt – at det er det fjærnere Kampbulder, der vækker Vikingeaanden i vort Bryst. Det er virkelig en stor Lykke for os, at vi omsider har bekæmpet vore krigeriske Tilbøjeligheder overfor vor store Nabo imod Syd og nøjes med at give dem Luft overfor Tyrkerne, hvor de næppe vil vække mere Uro, end der er i Forvejen. Der er vel ikke længere en eneste fornuftig Mand herhjemme, der ikke er paa det Rene med, at vi for enhver Pris skal undgaa endog blot Skinnet af at ville benytte en eventuel evropæisk Konflikt til et Forsøg paa at gøre gammel Ret gældende søndenfor Kongeaaen med vore Kanoner.

Nu vel.

Men derfor kan det da ikke være nødvendigt for os altid at ligge med logrende Hale foran Hoffet i Berlin. Fordi vi ikke slaar paa Skjoldene, behøver vi dog ikke at gaa omkring med permanent Buksefeber og straks blive kalveknæede af Skræk, fordi f. Eks. en Medborger synes nok saa godt om en engelsk Prinsesse som om en tysk. Netop fordi vi saa højlydt og enstemmigt, som skét er, har erklæret os for Opgivelsen af alle Revancheplaner, maa vi vel indenfor vore egne Grænser kunne ordne vore Affærer efter eget Tykke, uden altid ængstelig at skele ned til Spreestaden. Dersom vi kun kunde bevare Selvraadigheden i vort eget Hus derved, at vi gjorde os til Tysklands ydmyge Tjener, vilde det noget for meget minde om Fortællingen om den ulogiske Bondedreng, der gjorde sig til Rakkerens Knægt for at kunne kalde sig sin egen Herre. Dersom vi dog skal have Kejser Wilhelm til Formynder, dersom det virkeligt skulde være nødvendigt for Bevarelsen af vor Selvstændighed, at vi langsomt indøvede os i en klejnmodig Ærefrygt for alt, hvad der er tysk, og mere og mere – som vi i de sidste femten Aar har gjort – indblæste vor Statsorganisme Aanden fra Berlin, saa vilde det blive vanskeligt at forstaa, hvad Interesse vi tilsidst skulde have af, om vor politiske Grænse blev flyttet lidt op eller lidt ned. Dersom virkelig en Gang vore Sønderjyder ved Skæbnens Gunst vandtes tilbage for Moderlandet, kunde det jo tænkes, at de betakkede sig og foretrak at blive, hvor de var. Og det vilde i saa Fald virkelig ikke være ganske ulogisk.

Henrik Pontoppidan.

Gå til den næste enetale.