Enetale
Lørdag.
Dersom Almanaken endnu staar til Troende, og Naturens Orden ikke er bleven helt forrykket, skulde vi jo om en Maaned kunne spasere under udsprungne Bøge med vore Kærester eller Koner under Armen og besynge vort Fædrelands Sommerskønhed. Det er lidt vanskeligt at forstaa i disse Dage, hvor vi gaar og fryser i vort Vintertøj, mens store Snefnug hvert Øjeblik daler ned over os som Ligene af ihjelfrosne Sommerfugle. Skønt Foraarsudstillingen er bleven aabnet, og Skræderne har gjort Strejke, kommer der ingen Varme i Luften. Enten Vinden blæser fra Nord eller Syd, fra Øst eller Vest, man bliver lige fortvivlet ved Synet af sin tømte Kulkælder og lige bitter ved Erindringen om den saa meget omstridte "Foraarsbebuder", der for mer end en Maaned siden spøgede i Politikens Spalter. Hvad enten det nu var en Solsort eller en Stær, en meget upaalidelig Fugl har det i hvert Tilfælde været.
Mest gør det mig ondt for de unge Damer, der brænder af Utaalmodighed efter at udfolde sig i deres Foraarspragt. Jeg selv længes saamænd næsten mere efter dette Syn end efter at se Bøgen springe ud. Der er saa ofte noget irriterende tungt og trægt ved Skovens Udspringen. Det er tidt, som om den ikke rigtig gad. Man mærker ingen Utaalmodighed, ingen ungdommelig Iver efter at komme først. Den staar saa længe og ligefrem betænker sig. Man har Fornemmelsen af, at der er et eller andet bag Kulisserne, der endnu ikke er rigtig i Orden. Naar saa endelig den forunderlige Sceneforandring foregaar, er man halvt ærgerlig, paa Grund af den lange Venten. Damerne derimod kaster den første varme Solskinsdag de mørke Vinterhylstre med en Præcision, saa man med ét Slag føler, at nu er Vaaren endelig kommen!
Jeg havde i Dag Besøg af min lille Niece Mimi, der kom for at spørge til min Gigt. Jeg mærkede straks, at der var noget i Vejen med hende. Hun vilde ikke lægge Overtøjet, vilde heller ikke sætte sig, men blev ved at gaa urolig rundt i Stuen og tage alting mellem Hænder for straks at lægge det igen – kort sagt, der viste sig alle Tegn paa, at hun havde faaet sig en ny Forelskelse. Hun hører nemlig til disse moderate, æteriske Smaavæsner paa atten Aar, der spaserer om med en frygtelig Mængde Haar ned over Øren og Kinder og med én eller to uhyre Skildpaddeskamme bag i Nakken lige som et Slags Skilt. Under det meget Haar sidder et lillebitte tomt Hoved, men under dette igen et stort og fuldt Hjærte, saa svulmende rigt paa Følelse og Sværmeri og Poesi, at hun foragter alle Mænd, der ikke skriver Vers.
"Du er virkelig en daarlig Vejrprofet, Onkel," sagde hun pludseligt efter længe ikke at have talt og vendte sig i det samme bort fra Vinduet og gav sig til at lugte til mine Blomster. "Forleden sagde Du, at nu fik vi snart Foraar. Og i Nat har det frosset to Grader, siger Fa'er."
Jeg sad henne i min Lænestol og smilte. Jeg forstod hende nok. Ogsaa hun ventede paa Solen for med en ny Foraarshat eller en lys Jaket at gøre Sommerens store Erobring. Og skønt jeg smilte, havde jeg virkelig Medlidenhed med hende og forstod meget godt hendes Utaalmodighed. Jeg har en Gang selv, da jeg var ung og forelsket, maattet vente med at erklære mig, indtil jeg fik nye Støvler fra Skomageren. Og da de endelig kom, havde Pigebarnet imidlertid forlovet sig med en anden. Ak ja, Kærlighed uden Strømper eller uden Støvler eller ny Foraarshat, det er altsammen lige komisk eller tragisk; det kommer blot an paa, hvorledes man forholder sig til Kærligheden, der alene gør Udslaget. Derfor, da hun kom hen til mig for at sige Farvel, og jeg mærkede hendes lille, nervøst skælvende Haand i min, kunde jeg ikke lade være med at rejse mig og ganske mod min Sædvane trykke et lille, ærbødigt Kys paa hende Pande. Det forekom mig med ét, at det var selve det gryende, gærende Foraar, der dèr gjorde mig en flygtig Visit for at trøste mig for min Gammelmandsgigt. Endnu længe efter hendes Bortgang syntes der mig at bølge gennem Stuen en Duft af friske Violer.
H. P.
Gå til den næste enetale.
