Dagbog
Det kgl. Teater opførte i Søndags Hertz's "Amors Genistreger" sammen med Heibergs "De Danske i Paris".
Intrigen i det første Stykke er højst ordinær; men den er udviklet paa saa udsøgte Vers, Replikkerne rummer en saa besnærende Gratie, et saa fint Vid, en saa uimodstaaelig Stemning, at man under Læsningen ganske glemmer de grove Traade, hvorover dette Kniplingsmønster er spundet.
Anderledes med Heibergs Vaudeville. Læser man denne, sidder man og bliver ganske flad paa Forfatterens Vegne over dens Godtkøbs-Vittigheder og ferske Lyrik.
Men Heibergs Teaterstykkker er – fornuftigt nok – ikke beregnede paa at læses, men paa at ses. Han havde, medens han skrev, udelukkende Opførelsen for Øje, og han havde et enestaaende Blik for, hvad der tog sig ud paa en Scene, og en enestaaende Evne til at fylde denne med Stemning, Farve, Liv og Karakter – det maa man med Beundring erkende selv over for hans svageste Arbejder, hvortil "De Danske i Paris" utvivlsomt maa henregnes.
Nægtes kan det derfor ikke, at dette Stykkes Løjer fra Scenen virkede adskilligt mere underholdende end Hertz's fine og aandfulde Genistreg. De temmelig tarvelige Ord fik ved Stykkets Festivitas Klang og Poesi; i Rampens Skær fik Maskerne Liv; indsmigrende Melodier, patriotiske Udbrud, indmarcherende Soldater osv. holdt Publikum i Aande, saa snart Stemningen begyndte at tabe sig.
"Amors Genistreger" maa, for at komme til sin fulde Ret, spilles med en blændende Kunst, som det kgl. Teater ikke raader over. Olaf Poulsen var vel den, der i Oberstens Rolle var nærmest ved Maalet, medens Hr. Zangenberg end ikke syntes at øjne det. Det var tydeligt nok Versfremsigelsen, der generede – ikke mindst de to Damer. Og det er ikke til at undres over. Man maa saa at sige være opflasket med Vers for at kunne lade Gudernes Sprog lyde som naturlig Tale. Og det er vore kongelige Skuespillere jo nu til Dags ikke.
Øjensynligt følte de sig da ogsaa ganske anderledes hjemme i den heibergske Operette; og hvor megen Andel Skuespillerne her havde i det lykkelige Udfald saas for Eksempel i Olaf Poulsens fra hans store Forgænger arvede Figur "Mikkel". Denne er fra Forfatterens Haand ganske kedsommelig; Mikkel har næppe en morsom Replik og griber slet ikke ind i Stykkets Handling – den kostelige Jyde, der er kommen til Paris, er helt og holdent Skuespillerens Ejendom, og som saadan behandler Hr. Poulsen den ogsaa med al ønskelig Frihed.
Urbanus.
