Dagbog
4de Oktober.
Udenfor Ernst Bojesens bekendte Vindu i Nygade – der nok for Resten nu er overgaaet til en "Efterfølger"1 – ses i denne Tid til Stadighed en tæt Stimmel af Folk, som med vidt spilede Øjne betragter – eller rettere: sluger – tre smaa Gengivelser af den norske Billedhugger Stephan Sindings nyeste Værk "To Mennesker".
Et Portræt af Kunstneren er anbragt under Billedværkerne. Han sidder sidelæns paa en Stol og skuer glad ud imod sit højrøstet beundrende Publikum.
Gruppen forestiller et Menneskepar – Mand og Kvinde – i Hengivelsens søde Øjeblik. Han – en muskuløs Skikkelse – omslutter Pigebarnet med et Par energiske Arme. Hun – en nøgen Dejlighed – gør sig ligesom lang i hans Favn, mens Læbe fyrigt søger Læbe.
Det hele danner en livfuld Illustration til det moderne Udtryk "at "drikke" et Kys".
Stephan Sinding har allerede vundet sig stort Ry som Kunstner. Mange Mennesker anser ham for en lille Thorvaldsen, og paa Pariserudstillingen i Aar, hvor Bissen har faaet Broncemedalje, er Sinding bleven hædret med le grand prix. Brygger Jacobsen, der ogsaa har faaet le grand prix, men for sit Øl, gør Bestilling paa Bestilling hos ham, og efter Forlydende har han ogsaa afkøbt Kunstneren denne nye Gruppe, som vel altsaa vil blive indlemmet i det Panoptikon – om Forladelse, Glyptothek, mener jeg naturligvis (man løber sur i de fremmede Navne!) – hvormed vore offentlige Kunstsamlinger vel sagtens skal forøges.
Ærlig talt – det har ikke været mig muligt at se den store, endsige den epokegørende Kunstner i Stephan Sindings Produktion. Jeg indrømmer, at der i Barbarkvinden var en vis fængslende Energi, men allerede den fangne Moder, der giver sit Barn Die, var en fæl Terrakottafigur, som intet gav udover den rørende Titels Ordlyd, og ganske haandværksmæssige var nogle Relieffer, som – saa vidt jeg erindrer – Bing bragte i Handelen.
"To Mennesker" er et Rabalder–Stykke, udført med stor Bravour og sikker Kendskab til, hvad der kan "gøre sig" – forsaavidt altsaa ægte norsk. Vi ser et Par nøgne, formskønne Legemer, der ret brutalt omklamrer hinanden. Vi kan umuligt tage fejl af deres Sindsstemning; dertil er Stillingen altfor udtryksfuld. Men hvad er der saa mer? Føler vi, hvordan Vellysten gennemstrømmer disse Lemmer? Aabnes der os blot det mindste intimere Indblik i Elskovens Væsen? Afdækkes ved al denne Nøgenhed et eneste dybere Træk af Mandens eller Kvindens Natur? Saaledes som disse "to Mennesker"s Hengivelse er fremstillet, skiller Billedet sig ikke væsenlig fra det, enhver Gibser eller Stenhugger danner sig af "et elskende Par".
Selvfølgelig er de to Legemer modellerede med stor Dygtighed. Stephan Sinding udformer med en bestikkende Naturtroskab, der tager Publikum med Storm. Hvad han som Kunstner fattes er Adel. Kun hvor han – som i Barbarkvinden – kan nøjes med en vis grovkornet Effekt, gør hans Evner fyldest. Derfor kunde man paa Forhaand sige sig selv, at en Fremstilling af Elskoven under hans Hænder maatte blive plat og frastødende.
Jeg har ladet mig fortælle, at Stephan Sinding har søgt Borgerret her i Landet. Jeg haaber, at hans Kunst aldrig vil faa det, forsaavidt det er mit Haab, at man her vil foretrække den stille og alvorlige Kunst, fremfor den, der "bralrer op".
Urbanus.
