Dagmarteatret
Efter Opførelsen af Den Pukkelryggede1, der synes at have Livskraft til endnu en Stund at kunne holde sig paa Plakaten, præsenteredes iaftes en saakaldt Nytaarsrevue2, der gjorde et temmelig luvslidt Indtryk.
Apparatet kender man fra hundrede lignende Revuer. En betrængt Journalist, der skal tjene sine Sporer ved i den ellevte Time at forfatte den manglende Nytaars-Føljeton til Bladet, og som forgæves bryder sin Hjærne for at hitte en Idé, faar tilsidst Hjælp af en Fantasus, der i Frøken Albrechts luftig klædte Skikkelse stiger op af Papirskurven. Hun svinger sin Tryllestav, og Aarets populæreste Begivenheder passerer Revue for ham i et Drømmesyn.
Naturligvis er det igen Udstillingen3 – forhaabentlig for sidste Gang! – der maa holde for. Med den til Baggrund trækkes forskellige kendte Figurer frem, hvorefter Spasen ender paa Redaktionskontoret med en flot Dans i bengalsk Belysning.
Det hele er temmelig ferske Løjer. Især synes det taktløst at en stor norsk Digter og Sædelighedsapostel paa flad Maade søges latterliggjort fra den samme Scene, paa hvilken han i Aarets Løb blev hædret med en Festforestilling4.
Det er ikke let at forstaa, hvad der kan have drevet Dagmarteatret til at konkurrere med Revue-Scenen5 ovre paa den anden Side Gaden. Thi heller ingen af de Spillende synes at have Fyrværkeri nok til slige Nytaarsløjer. Og Forestillingen var saamænd lang nok i Forvejen.
Dog fejrede Hr. Neumann6 en ny Triumf i et Par Repliker som en forsoren Socialist.
Publikum modtog Forestillingen med Taknemlighed.
L.
