Introduktion
(1ste Kapitel af en Novelle, der om nogen Tid vil udkomme paa den Gyldendalske Boghandels Forlag).
I
Den Dag, Kancelliraad Byberg festligholdt sin tresindstyvende Fødselsdag, overraskede han ved den sædvanlige Højtidsmiddag sine Venner med den Meddelelse, at han havde solgt sit Apothek, frasagt sig alle sine offentlige Tillidshverv og agtede at trække sig tilbage fra Verden, – ud til en fjærn og afsides Skrænt ved Havet, for dér i uforstyrret Ensomhed og Glemsel at henleve Resten af sine Dage i Samkvem med Naturen og sine to unge Døtre.
"Som De véd, mine Herrer!" havde den lille Mandsling sagt, idet han med Værdighed førte Haanden op til sine Guldbriller, og derpaa kjækt stak den ind paa Brystet bag sin broderede Silkevest. "Som det næppe er Dem ubekjendt, nærer jeg og har jeg altid næret, en – jeg tror at turde sige ikke helt ulykkelig Kjærlighed til vore Fædres mandige Idrætter. Fra jeg ikke var større end som saa, har der i mit Blod været nedlagt en ubetvingelig Drift ud imod Naturlivets ubundne Glæder … Denne Farernes Spænding og Musklernes Anspændelse, hele denne frie, friske Færden paa Vang og Vove … Mine Herrer! Den, der blot én Gang har fornummet Jægerens Æventyrrus eller i Ensomhed lyttet til Naturens store Alvorsstemme, vil sikkert forstaa mine Følelser og tilgive mig min Beslutning."
Nu forholdt det sig virkelig saa, at Kancelliraad Byberg var en uforbederlig Nimrod. Paa smukke Sommer- og Vinterdage havde den fredelige Smaaby i snart tredive Aar kunnet glæde sig ved Synet af denne lille sirlige Mand, naar han – iført gul Nankinsfrakke, med Myggeslør om Hatten og Guldknap i Skjortelinningen, eller indbunden i Knæ-Gamascher, Sømsko og et Uhyre af en Hovedhætte, hvorfra kun Guldbrillerne morderisk stak frem – med Uforfærdethedens taktfaste Skridt vandrede gjennem Gaden op i Bymarkerne eller ned til den fiskerige Aa, – i fem Skridts Afstand fulgt af sin tro Sancho Pansa, den "tykke Apotheker-Søren", og begge belæssede med et Apparat af Stænger, Snører, Bøsser og Spande som til en hel Hvalfiskefangst.
Saa snart det var begyndt at plaffe ude i Vængerne, havde hver Mand i Byen samlet sine Børn, Katte, Høns, og hvad andet af kjært han ejede, omkring sig. Belært af Erfaring holdt ogsaa Bundtmageren skarpt Øje med sine Muffer og lodne Kraver, der laa til Udluftning paa et Stykke Grønsvær bag hans Have. Men inde i Apotheket besvimede Kancelliraadinden paa sin Sofa, skjønt hun vidste, at Sancho-Pansa i Følge hendes eget udtrykkelige Forlangende var ved Haanden for det Tilfælde, at der skulde indtræffe noget usædvanligt.
Alligevel havde han næppe anrettet større Ødelæggelser hverken paa sig selv eller sine Omgivelser. Hændte det imidlertid, at han kunde gjøre sit Indtog med en død Skade eller to magre Skaller i sin Taske, saa han sig i lykkelig Triumf rundt til alle Vinduerne; og kommen hjem til sin Kone, havde han endnu ikke faaet sig helt omklædt, før han med stor Stemme og vandrende frem og tilbage gjennem Sovekammerdøren begyndte at fortælle om sine Bedrifter, mens den lille svagelige Dame hovedrystende, men med lettet Hjærte, fulgte ham med Øjnene fra sin Lænestol.
Lykkeligvis havde Kancelliraad Byberg dog ogsaa andre og mere fredelige Tilbøjeligheder; og navnlig elskede han, men i Hemmelighed, Blomster.
Skjønt han paa ingen Maade vilde tilstaa det for sig selv, end sige andre, turde disse i Virkeligheden være Gjenstand for hans Livs egentlige og dybeste Lidenskab.
Ofte talte han med højtidelig Foragt om disse "Civilisationens Misfostre", og "Kulturens Koketter"; men i Stilhed kunde et fuldt udsprungen Rosenflor eller en vel tilklippet Buxbomhæk faa hans Hjærte til at banke. – Og, Sandheden at sige, saa var den tilsyneladende saa pludseligt fattede Beslutning om at fly Bylivets Uro og Larm egentlig kun Virkeliggjørelsen af et helt langt Livs hemmelige Drøm, i hvilken han havde set sig selv som en fredelig Urtegaardsmand i en Paradisets Have, syslende mellem Agurker og Tulipaner, Mistbænke og Jordbærbede.
Han havde da heller næppe slugt den sidste Rest af al den megen festlige Mad og bevægede Skaalen, der som en af Byens Bedsteborgere var bleven ham til Del, før han skyndsomst forsvandt ud paa den anden Side af de store Nordskove. Her havde han nemlig i al Stilhed ladet sig sit Eden indrette i Form af et hyggeligt lille Landsted, hvori han nu virkelig i fire Aar havde levet et Liv fuldt af lutter Salighed.
Stedet laa under en stor, grøn Skrænt tæt ved Hovedlandevejen, og var, som rimeligt, en ægte Jægerbolig, bygget i en Slags gammeldags Schweizerstil, med Hjortetakker over Dørene og bredt nedfaldende Tagskjæg. Men skjønt saa ungt af Aar var det allerede altsammen dækket med et tæt Væv af Ranker og Slyngløv, hele Huset skjult under et frodigt Net af Kaprifolier og Roser – en sand lille paradisisk Blomster-Idyl, Symbolet paa den huslige Lykke, som den overskyggede.
Indkjørselsporten laa lige ved Landevejen og dannedes af to kalkede Murpiller, der foroven endte i gule Terrakotta-Vaser med Kaktus. Mellem høje Piletræer gik herfra Vejen op til Bygningen langs med Siden af Forhaven. Bag Landevejsgrøften var der anbragt et højt, hvidmalet Staaltraadsgitter, gjennem hvis Masker man saâ ind over en lysegrøn Græsplæne med et forgyldt Sol-Ur i Midten og omgiven af smalle, grusede Gange, der skinnede kridhvide i 61 Middagssolen, – over en lille Skraaning med spraglede Blomsterbede, en grøn Trappe og en halvskjult Veranda, bag hvis gule Slyngroser man gjærne skimtede Kjolerne af de to unge, nu begge helt voxne Døtre paa hver sin Side af et lille Bord med en Sykurv.
Det hele saâ saa pynteligt, næsten dukkeagtigt ud. Kancelliraaden selv puslede nede bag Lindelysthusene og Syrenhækkene med en stor Solhat ned over Øjnene og en mægtig Havesax. Han var i Aktivitet fra den tidlige Morgen, og var bleven mindst fire Aar yngre. Selv Sorgen over Tabet af hans kjære Nathalia var efterhaanden som sporløst forsvunden fra hans lykkelige Guttaperka-Ansigt.
Ofte sank han rigtignok hen i dybe Selvbebrejdelser og Anfald af Selvforagt. Og for ligesom at bøde paa sin Svaghed, lod han Sancho Pansa, der var fulgt med dem herud, daglig skure og pudse hele Vaabenkamrets Indhold og hænge det op paa Plankeværket ud mod Vejen.
Undertiden stillede han sig da ogsaa med Snører og Stænger hen ved en Mergelgrav et Stykke fra Huset eller forskrækkede Beboerne i den nærliggende Landsby ved at vandre igjennem den med Hovedet puttet ind i sin Hætte og et langt Mordvaaben over Ryggen; men iøvrigt havde herude en hel ny og underholdende Sport, bestaaende af lange æventyrlige Spasereture, hvori ogsaa Døtrene deltog, mere og mere optaget hele Familjens Interesser.
Hver Dag, naar Vejret blot var nogenlunde taaleligt, bandt Kamma og Betty deres silkeforede Kyser eller brede Sommerhatte under Hagen; Kancelliraaden tog sin spigrede Stok, stak et Kompas og et Vejkort i den ene Baglomme, et Par Støvbriller og en Afstandsmaaler i den anden, anbragte et lille Rejsethermometer i Hattebaandet, en Kikkert i Rem over Skuldren samt en Taske med Gummibægre. Forbindingssager og et Taagehorn paa Maven, og saaledes udrustede begav de sig paa Strejftog rundt i Egnen.
Mens Kancelliraaden hvert Øjeblik standsede for at "tage en Observation" med Thermometer og Kompas eller "bestemme Linjen" paa Kortet, løb de unge om og plukkede Blomster, sprang over Grøfter og talte med Bønderne. Og alle Vegne, hvor de kom frem, vakte de to smukke, friske, trods deres store Aldersforskjel dog ganske ens klædte Pigebørn megen smigrende Opmærksomhed.
Selve Egnen frembød ellers ikke meget interessant. Den var flad, bar, ensformig. Men i Syd og Vest rullede Skovene alvorsfuldt deres mørke Masser ud mod Horisonten, og i Nord blaanede Havet.
I Øst laa et lille idyllisk Herresæde, Gudersløvholm, halvt dækket af en mørkegrøn Lund, saa kun et fladt Tag med nogle Stenvaser og Statuer stak frem over Kronerne. Kom man nærmere, traadte Hovedbygningen frem i en lys, venlig Façade, der med sine grønne Vinduesskodder og høje, runde Flisetrappe havde noget over sig som af en Fyrstes Jagtslot. Men navnlig var der en stor, pragtfuldt anlagt Have, hvortil Ejeren – en ung Mand paa tredive Aar – liberalt havde tilbudt ham Adgang. Her sad de da ofte paa stille Sommeraftener i et højt Lysthus ved den yderste Ende af Parken og saâ ud over det store, blanke Hav, der skyllede sit Guld og Purpur ind imod dem paa Stranden.
Til andre Tider vendte de sig ud imod Skoven, hoppede over et Stykke brun, knoldet Mose, fyldt med Kjæruld og Dunhammere, og fortsatte op igjennem en Sandgrav til et dybt, mørkt Indhug i Skovbrynet. Her inde laa nemlig Egnens anden Mærkværdighed: en stor, rød Borg med tunge Taarne, favnetykke Mure, udtørrede Grave og en mosgroet Æblegaard, der gik i ét med Storskoven, – en rigtig gammel musegnavet Ridderborg, der helt spøgelseagtig, som et forglemt Stykke Middelalder, traadte frem af Stilheden, med Skovenes mørke Sus over sit Tag som et Kor af henfarne Aander.
Man vilde ikke være bleven forbavset, om man havde set en Riddersmand med højrød Fjerbusk og guldklingrende Sporer træde frem over Vindebroen, eller en Dame med Atlask-Skulderpuffer og Sølvmors-Ærmer læne sig ud over Karmen af et af de mange smaarudede Vinduer. Betty, som kun var atten Aar, holdt i det hele slet ikke af at komme her.
I daglig Tale kaldtes den – man havde glemt hvorfor – aldrig andet end "Klosteret", skjønt den i Virkeligheden havde et stateligt Navn, der klirrede med Sværd og buldrede med Skjolde. I gamle Dage havde den nemlig været Sædet for en af vore gamle danske Adelsslægter, der imidlertid en Gang i Begyndelsen af Aarhundredet paa Grund af Skatterestancer maatte lægge den under Hammeren. Herved splittedes og spredtes de store Jordegodser for alle Vinde, og Klosteret med tilliggende Skove kom i Hænderne paa en stenrig, holstensk Studehandler, hvis Ætling endnu havde det i sin Besiddelse.
Om denne – "Klosterbamsen" kaldte de ham – var Egnen fyldt med forunderlige Historier. Enkelte af dem var ogsaa sluppet ind i Kancelliraadens ellers vel tillukkede Hjem. Det fortaltes, at han levede et halvt Vildmandsliv, delt mellem Jæger-Hallo i Skovene og støjende Drikkelag i Klostrets forgyldte Sale. Saa meget havde de i alle Fald hørt for vist, at han, selv om Natten, skulde jage gjennem Tykningerne med Kobler af Hunde og Klappere; og de blev derfor meget forbavsede, da de en Dag, de sad og hvilte sig i en Bøgeskygge, overraskedes ved Synet af en – ganske vist noget kæmpemæssig – men ung og elegant Skikkelse med et stort, smukt gult Skjæg ned over Brystet, der høfligt hilste dem, idet han nærmede sig.
Som man kan forstaa, spillede i det hele disse to Herregaarde saavel som deres Besiddere en væsenlig Rolle i Egnens Liv. Men en særlig Interesse fik de paa visse Steder derved, at begge de to unge Herrer endnu var ugifte.
I de sidste ti Aar havde man rundt om i de 62 bedre Familier bogstavelig ikke talt om andet end disse unge Mænds Fremtidsplaner. Et Spil af Intriger og Forstillelse, Bagtalelse af formodede Rivalinder, ømme Øjekast og ivrige Mødres Smiger havde spundet sit hemmelige, men virksomme Net omkring dem i hele Miles Omkreds.
Snart hviskedes der med Skadefryd om én, snart om en anden, som skulde have trukket Garnet til sig i den Tro, at en af Fuglene endelig var fangen. Der gik næppe en Dag, uden man hørte om, at nu brændte Tampen her, nu slukkedes den dér.
Men ingen tænkte paa det lille Kancelliraadshjem eller de to stilfærdige Piger, der saa beskedent skjulte sig i deres silkeforede Kyser.
Og dog sad der snart ogsaa her én, der blev rød, hver Gang hun hørte Skud rulle ud fra Klosterskoven, – og en anden, der blev hvid, blot hun hørte Lyden af Hovslag ude fra Vejen.
Og som nu Skæbnen underligt kan spille selv med vore snedigste Anslag og Beregninger, saa blev det netop disse to unge Hjærters Banken, den denne Gang lyttede til. – En skjøn Dag forbløffedes Verden ved den Meddelelse, at først den ene, og strax efter den anden af de saa meget omstridte Personer havde været med hvide Handsker hos Kancelliraaden.
Nu traf det sig saa passende, at det just blev Kamma, den ældste, der kom til Klostret. Der var nemlig noget over hele hendes Skikkelse og stolte Blik, der ligesom paa Forhaand bestemte hende til en Borgfrues Værdighed. Dette høje, unge og dog fuldmodne Legeme var som skabt til at bære Silke og Brokade over bonede Gulve, disse runde, marmorhvide Skuldre til at lyse over mørkt Fløjl i festligt oplyste Sale.
Betty derimod var, trods sine atten Aar, endnu lille og bly, med noget af Barnets ubevidste Ynde. Rødmende og blegnende, som Mælk og Blod, holdt hun sig helst ligesom i Skjærm bag sin ældre Søster, og saâ halvt frygtsom op bag Øjefrynsernes buede Silkegitter. Man kom ved at sé hende til at tænke paa disse skjønne, rørende Smaaknopper, der ængsteligt skjælvende staar og gjemmer sig bag Græsset; … indtil en Dag den rette Solstraale lægger sig for dens Fod. Thi da aabner den i Løndom en blændende Favn, fuld af berusende Sødme.
Ved Søsterens Bryllup, der ved Sankt Hansdags Tid blev fejret med fyrstelig Pragt i selve Klosterets nypudsede Sale, havde hun sét saa bedaarende ud med sin nye, sølvblanke Atlaskkjole, sine violblaa Øjne og enlige lille Rose i det mørkebrune Haar. Og ved denne Lejlighed var det nok ogsaa, at den unge Herre til Gudersløvholm til sidst kastede sig for hende i et af Sidekabinetterne.
Denne nye Sejr for de før saa ganske oversete Kancelliraadsfrøkner gjorde i den saa sørgeligt skuffede Verdens Øjne Formastelsen komplet. I Virkeligheden var det ogsaa et Slag, bitrere end det første.
Ganske vist havde Klosterbaronen baade tungere Kister og et vægtigere Navn, end Ejeren af Gudersløvholm nogen Sinde kunde vente sig. Men paa den anden Side ejede denne i sig selv Egenskaber, der uvilkaarlig trak Kvinderne til ham.
Det var noget vist tavst eller diskret lidenskabeligt, der dannede ligesom Understrømmen i hans forøvrigt fuldendt ridderlige og formrette Optræden. Han var dertil ejendommelig smuk; velvoxen, rank, med et regelret ovalt, næsten kvindeagtigt ovalt Ansigt; Panden høj, hvælvet, men halvvejs dækket af et Krus af lysbrune Lokker. Under den brændte de blaa, lidt sværmeriske Øjne og gav, sammen med Mundens fint tegnede Linje og en tynd, opadvoxende Moustache, Ansigtet dets Udtryk af Ildfuldhed og Intelligens.
Et Par smaabitte Rynker mellem Brynene og to graa Haar i Tindingen skulde, efter hvad Damerne hviskede, være de interessante Mindelser om forrige Tiders Kvindegunst, – et Kapitel, i hvilket han nok – følgende sin Slægts Traditioner – havde levet baade rigt og forceret.
Men nu hørtes der kun om den ærlige, mandige Alvor, der prægede al hans Færd mod smaa og store, og som uden Undtagelse vandt alle for ham. Han lignede slet ikke sine støjende, drikkende og kortspillende Standsfæller, hvis Interesser han ikke delte, og hvis Selskab han hverken søgte eller skyede. Han elskede Kunst, men Musik over alt. Han nævntes i sin Tid som Hovedstadens graciøseste Danser; og paa sine mange og vidtløftige Rejser havde han erhvervet sig en Indsigt og Dannelse, der ikke var almindelig.
I enkelte Øjeblikke, maaske gjennem Erindringen, kunde hans Blik faa et pludseligt Udtryk af Barskhed eller Tungsind, men ikke saa snart traf det Bettys rene, barnlige Skjønhed, før det smeltede hen i den unævneligste Hengivenhed. Og naar han sad ene hos hende og saa ind i Øjnenes dybe Uskyldsblaat, kunde han trykke hendes lille hvide, bløde, skjælvende Haand med en saa lidenskabelig, skjønt ærbødig Ømhed, at hun, halvt ængstelig, maatte smile.
Betty var over al Maade lykkelig; blot forstod hun slet ikke, hvor det kunde tilkomme hende. Livet laa med ét for hendes Fod som et rosengyldent Æventyr, hvori hun, saa ganske uforskyldt, var kommen til at spille Prinsessens Rolle.
Nu, da hun laa alene i Kammeret, kunde hun hver Morgen uset liste sig hen bag Gardinet, for at se Solen staa op over Gundersløvholm. Hver Middag sprængte en Rytter paa en gul Hest ind mod de hvide Murpiller, hvor Betty stod med bankende Hjærte og spejdede. Om Aftenen vendte Rytteren tilbage; men da gik den gule Hoppe Skridt for Skridt henne langs Grøftekanten, pustede og stampede, og saâ utaalmodig omkring paa den lyst klædte Dame, der lænet ud imod den, med nedslagne Øjne og blussende Kinder, fulgte dem ved Siden. For Enden af et Dige. hvor Vejen drejede, skiltes de i Tavshed. Men saa 63 længe Støvet af dens Hov skimtedes imod Havets sorte Blaa derude, stod hun paa Diget med sit viftende Slør og en Taare skjælvende i Øjet.
Noget mere ellevildt af Henrykkelse end Kancelliraad Byberg, skulde man derimod lede efter i en god Kikkert. Selv ikke Tanken om, at der nu snart vilde blive tomt i hans Hjem, og han selv trippe om i de tavse Stuer, havde kunnet faa Bugt med Smilet i hans Guttaperka-Ansigt; – dette lykkelige Smil, der efterhaanden syntes saa fastgroet i sine Gruber, at det, selv naar han sødeligt sov, uforstyrret laa og bævede omkring hans Læber.
I Egenskab af Sportsmand havde han navnlig helt forelsket sig i Klosterbamsen, der i alle Maader forekom ham som et Mønster paa et Medmenneske. Denne imponerende Storhed, som mindede om de gamle Jættekæmper, – dette smukke Skjæg, hele den mægtige Skikkelse, der førte med sig ligesom et Pust af Vildt og frisk Skovluft, betog ham med den allerhøjeste Beundring. I Følelsen af Fællesskabet imellem dem, rettede han sig uvilkaarlig selv i Vejret, hver Gang han i Afstand betragtede hans mandige Holdning. Og han lovede just sig selv for Alvor at samle sig sammen og bekjæmpe en kvindagtig Svaghed, da en stor og forfærdelig Begivenhed som et Lyn splintrede den lille Lykke under Skrænten.
Den ramte saa meget des mere lammende, som den kom saa aldeles uventet. Betty gik just og havde stundesløst travlt med sit Udstyr; Bryllupet var bestemt til en Gang i Begyndelsen af Avgust, og strax efter skulde de rejse til Schweiz og Italien for at blive borte hele Vinteren. Saa lykkelig som en ung Fugl hoppede hun Dagen igjennem op og ned ad Trapperne og kiggede hvert andet Minut varsomt ind i Kammas gamle Værelse, hvor to Syjomfruer sad i uafbrudt Virksomhed mellem Stabler og Bjærge af hvidt Tøj – dette en Jomfrus fine Brudelinned, der altid synes renere og hemmelighedsfuldere end alt andet.
En Morgen, hun kvidrende kom ned fra sit Soveværelse, traf hun mod Sædvane ingen i Spisestuen. Inde i Faderens Værelse saâ hun derimod til sin Forbavselse Kamma, Søsteren, gaa op og ned ad Gulvet, bleg, i hæftig Bevægelse og med Haaret i Uorden.
I Krogen sad Kancelliraaden paa en lav Taburet og saâ fortumlet, fortabt og forgrædt ned mod Gulvet. Lampen stod endnu og brændte midt paa Bordet melleni Shawler, Handsker, Hat og flere Ting, der i Forvirring laa henkastet over det; … og med en underlig Isnen gjennem Hjærtet huskede nu Betty, at hun en Gang om Natten, som i Drømme, havde hørt Lyden af Stemmer og Tummel nede fra Stuerne.
Hvad der egentlig var sket, blev vel aldrig helt oplyst udenfor Prokuratorers og Retsbetjentes snævre Kreds. Men da Kamma ikke vendte tilbage, og navnlig da man en Dag havde set en Vogn, fyldt med hendes Ejendele, kjøre bort fra Klosteret, forstod man, at det maatte være det allerforfærdeligste, hvorefter ingen Forsoning er tænkelig.
For Resten manglede det ikke paa Rygter og Kommentarer med nærmere Detailler. Og rundt i Egnens bedre Familier tænkte man i sit stille Sind, at det jo kun var, hvad man havde kunnet vente; Retfærdighedens Finger – eller, som de yndede at udtrykke sig, den straffende Nemesis.
Men fra denne Dag var Solen ligesom gaaet bort fra den lille Jægerbolig under Skrænten. Man behøvede blot at gaa forbi paa Vejen for at føle, at her havde Livets store Skygge lagt sig hen. Gule og røde Blade sank stille ned paa Plænerne og de grusede Gange, men ingen samlede dem op. Blomsterne hang og raadnede paa Stilkene, men ingen skar dem bort. Ingen lille smilende Kancelliraad med Solhat og Havesax puslede omkring bag Syrenhækkene, men en gammel, bøjet Mand, der smaasnakkende og hovedrystende vandrede frem og tilbage ved en høj, alvorlig og sortklædt Kvindes Arm. Selv Sancho Pansa syntes at have forladt sit Vaabenkammer og saâs at sidde henfalden i sørgmodige Betragtninger over Verdens Utroskab og Daarlighed.
