Faulhorns bestigning 21. juni 2005
"Det er ikke muligt at skrive Henrik Pontoppidan biografi uden at have besteget Faulhorn".
Sådan lød Flemming Behrendts udfordring allerede for et par år siden, hvor han samtidig efterlyste en seks otte stykker, der ville gøre ham følgeskab på turen. I år skulle det så være, og den 21. juni, på årets længste dag, blev det.
Men først lidt forhistorie. For hvad er der med Pontoppidan og Faulhorn? Ja i den ældre Pontoppidans noget mytologiserende fremstilling i erindringsværket var det sådan, at han i 1876, til dels imod faderens ønske og vilje, rejste til Schweiz som en ung stud.polyt. og få uger senere vendte hjem som digter. Hvad der lå imellem var blandt andet en ikke ufarlig bestigning af Faulhorn, første gang beskrevet i tre avisartikler i 1889, men i senere bearbejdelser dunkelt sammenflettet med en forelskelse i en vis Susan´ eller Suzanne, i hvis hjem han skulle være kommet gennem nogle uger. De samme elementer af dristig flugt og farlig forlokkelse møder vi flere af de steder i forfatterskabet, hvor bjergtinder og alpelandskaber optræder, gerne benyttet som modpol til en alt for præstegårdsagtig tryghed: Lykke-Per og "Ørneflugt", for bare at nævne de mest kendte eksempler.
Mandag aften den 20. juni havde vi'1 sat hinanden stævne på Pontoppidans gamle hotel i Interlaken, Hotel Beau Site. Dengang i 1876 "et landligt Hotel ved Bredden af Thunersøen", i dag beliggende det samme sted og endnu med en imponerende udsigt over søen og bag den de tre sneklædte bjergtoppe Eiger (3970 m), Mønch (4107 m) og Jungfrau (4158 m). Men ellers er det landlige præg ikke mere til at få øje på: Interlaken er blevet et turistmekka, dyrt og mondænt, og hvis en nutidig Pontoppidan skulle finde på at indlogere sig på hotellet, måtte det være for at finde stof til en kritisk roman. Vi spiste middag under et gammelt platantræ foran hotellet &8211; tjeneren mente, at det var mindst 180 år og altså måtte have stået der også i 1876 ... Flemming kunne fremvise Pontoppidans slidte Bädeker, den rejsefører han havde medbragt på sine alpevandringer, og som han en frostkold nat igennem skulle have talt siderne i, igen og igen, for at holde søvnen væk.
Turens detaljer skulle planlægges. Gruppens mest erfarne bjergvandrer, Bjarke, havde 10 dage tidligere gået til Faulhorn ad den rute, der formodedes at være Pontoppidans, dvs. over Schynige Platte, jf. flg. skildring fra den første af artiklerne fra 1889:
De, der har været i den lille Schweizerby Interlaken – og hvem har vel snart ikke det? – kender ogsaa "Schejnige Platte", den mørke Bjærgknold, der staar som en dyster Vogter ved Indgangen til Lauterbrunnenthal. Fra dens Top gaar en vildsom Sti imod Øst op til den fjærne og adskilligt højere Top Faulhorn, der forøvrigt i Almindelighed bestiges fra Grindelwald ovre paa den anden Side. Den omtalte Sti er nemlig kun tilgængelig lige i Midsommertiden; Resten af Aaret dækkes den af tidt mægtige Snemasser.
Den 9. juni i år var der ifølge Bjarke endnu store mængder af sne på ruten fra Schynige Platte, og han turde ikke satse på at få hele gruppen igennem ad denne vej, selv om det i mellemtiden havde været stabilt højtryk og temperaturer omkring de 30 grader i lavlandet. Han foreslog derfor følgende rute: tidligt om morgenen skulle vi tage toget til Grindelwald. Så med gondolbane (hejsebane) til First, der ligger i 2168 meters højde. Derfra skulle der være ca. 3 timers vandring til toppen af Faulhorn, som vi altså skulle kunne nå først på eftermiddagen.
Sådan blev det: et fornuftigt kompromis, for dels ville vi gerne opleve lidt af de strabadser, Pontoppidan har beskrevet, dels skulle vi også være realistiske og satse på at få alle op til toppen og ned igen indenfor de to dage, vi havde sat som ramme om projektet.
Tirsdag morgen kl. 7.10 afgang med toget fra Interlaken mod Grindelwald. Udstyret bestod af gode vandrestøvler, rygsæk, skiftetøj, herunder trøje og jakke, for skønt det tegnede til en varm dag, kan vejret uden varsel slå om. Vi skulle heldigvis ikke slæbe på telt, kogegrej og sovepose, da det var meningen, at vi skulle overnatte på et lille bjerghotel i Waldspitz, på vejen ned fra Faulhorn. Af forplejning havde vi brød, ost og pølse, samt små overraskelser, der kom frem i løbet af dagen. Nogle havde desuden medbragt de populære vandrestave. Pontoppidan havde – naturligvis, fristes man næsten til at sige- taget en jysk knortekæp af eg med sig.
Vi tog som aftalt gondolbanen fra Grindelwald – velvidende at det er meget lidt pontoppidansk. Hør blot hvad han som ældre mand, der ikke var fri for at være lidt af en dyrker af ungdommens styrke, kraft og vovemod, skrev om den slags:
Rejselivet i Alperne var den Gang en hel Del anderledes, end det senere er blevet. Der fandtes f. Ex. ikke andre Bjergbaner end den korte op til Rigi Kulm. Det sædvanlige Befordringsmiddel for dem, der ikke af Tilbøjelighed eller Økonomi foretrak Vandrelivet, var de vældige Postkarosser med Forspand af indtil seks elefantstore Heste og med Plads til Passagerer baade ude og inde. Nu gaar der jo næsten overalt i Schweiz Tandhjulsbaner op til de højeste Tinder, saa selv en Podagrist i al Magelighed kan naa op til den evige Sne. Og langs med disse Baner ligger Pragthoteller og elegante Sommervillaer. Hvor Gemsen tidligere daarligt nok kunde finde Fodfæste for at nippe af en Tot vissent Græs, dufter det nu fra Morgenstunden fedt af Bacon og Bøf. Og Udviklingen fortsættes. Den nyeste Befordring Flyveomnibussen fører et Rejseselskab henover hele Alpekæden i Løbet af et Par Timer. Fra polstrede Kabiner lorgnetterer Folk som fra en Teaterloge de Tinder og stejle Bjergstier, som deres Fædre eller Bedstefædre svedende |89| arbejdede sig op til med en svimlende Fornemmelse af at lade Stykke for Stykke af Verden forsvinde i Dybet bag dem, og som med Vellyst slukkede Tørsten i Bjergbækkenes Vand. Men disse Gamle, der nu sidder i deres Lænestole og mindes, spørger sig selv, om saadanne moderne Luftrejsende i Grunden ikke lige saa godt kunde sidde hjemme i et Biografteater og se en Række Alpe-Prospekter glide forbi paa det hvide Lærred? Og de nikker lunt hen for sig og siger: Absolut!
Jaja, lad ham så blot kalde også os for sådan en flok podagrister. Magelig var i hvert fald denne første etape, men forude ventede adskillige timers vandring i brændende sol. …
Let morgentraktement på udsigtsterrassen i First – bacon og bøf var der nu ingen af os, der nød. Og så af sted – klokken var nu godt 10 om formiddagen. Man mærkede tydeligt, at luften var skarpere end nede i lavlandet, men der var rigeligt med sol og varme endda, så de fleste af os gik i korte bukser og T-shirts, skønt vi snart passerede de første snedriver.
Der var ikke tale om egentlig bjergbestigning – lad os bare indrømme det! Det var bjergvandring ad gode og afmærkede stier, i starten så et terrængående køretøj kunne færdes på dem, men efterhånden snævrede de ind. Enkelte steder vadede vi i sne, over distancer på op til hundrede meter. Men der var ingen bratte klippesider, vi kunne styrte ned af eller skulle klatre op ad, ingen vanskelige passager, ingen steder hvor vi var ved at fare vild. Kun gælder det at finde et tempo, som man kan holde til i timevis. Hellere gå langsomt end holde for mange pauser, belærte Bjarke os, for er man først kommet ned og sidde, kan det være svært at komme i gang igen. Husk at spise og drikke, husk at smøre solcreme på, flere gange!
Og nu foldede naturen sig rigtig ud for os: i det fjerne så vi i det klare vejr de høje tinder – mon man nogensinde kommer op på dem?'2 … Dyrelivet rørte på sig i den pludselige hede: mange murmeldyr, disse klodsede men inderligt kære væsener, hermelin, væsel – og en stor skygge af noget, der kunne have været en gemse. Og under Anders´ kyndige vejledning blev der botaniseret: der var blomster overalt, selv på de nøgne klippesider, hvor der for bare et par uger siden lå meterhøj sne, myldrede de nøjsomme vækster frem og dannede en palet af farver.
Midtvejs passerede vi Bachalpsee, der ligger i en højde af 2265 m., og en del af den var endnu dækket af grødis, hvorigennem et skispor kunne skimtes. Videre, bestandigt let opad. Vi skulle i alt hæve os omkring 500 meter fra First til Faulhorn. Efter godt et par timer kunne vi pludselig se målet – et meget smukt bjerg er Faulhorn. Som en symmetrisk buet top lå det foran os, og vi så på lang afstand den zigzag-formede sti, der fører op til hotellet på toppen. Bjarke fik Flemming og undertegnede med på at vælge en noget længere og vanskeligere vej det sidste stykke: den Pontoppidan gik, den vi ville være kommet ad, hvis vi havde valgt den snefyldte rute fra Schynige Platte. Her var der næsten ingen sti, fra klippesten til klippesten gik vi, stejlere end den grusede og brede vej på bjergets "forside" – men op kom også vi, og så sad vi pludselig samlede på hotellets sydterrasse, hvorfra vi kunne se ud over landskabet, 2686 meter højt er Faulhorn. Hotellet var lukket da vi kom, indtil 1. juli, hvad vi godt vidste på forhånd, så vi havde ikke forventet en modtagelse, som den der blev Pontoppidan til del:
Saaledes halvt legende gennemkæmpede jeg den uendelig lange Nat, indtil det første Skær af Dag ved Firetiden viste sig paa en fjern Bjergtop i Øst. En efter en begyndte nu Tinderne rundtom at gløde. Snart laa hele Alpekæden omkring mig som et Ildhav. Jeg rejste mig og strakte mine stive Lemmer. Og idet jeg nu begav mig videre paa Vej opefter, gjorde jeg den frydefulde Opdagelse, at Nattefrosten overalt havde lagt Bro over Sneen, saa den var som et Stuegulv at gaa paa. Stor var ogsaa min Glæde, da jeg efter nogle Timers Vandring standsede ved Synet af de første Menneskefodspor i Sneen. Helt andægtig betragtede jeg disse Aftryk af en stor, sømbeslaaet Støvlesaal, og ved at følge dem naaede jeg ikke længe efter op til Tilflugtshuset. Det var en ret stor, toetages Bygning, der var lagt tæt op ad en Klippevæg for at være beskyttet mod Vinterstormene. Inde i en rummelig Stue med Bjælkeloft og aaben Kamin, hvor et hyggeligt Brændebaal knitrede, blev jeg venligt modtaget af de overraskede Beboere, et Par unge Ægtefolk, der var helt rørende i deres Omsorg for mig, da de hørte, hvorfra jeg kom, og at jeg havde overnattet i det Fri. Jeg blev straks puttet i Seng og tyllet med varme Drikke, indtil jeg dampede. Hele Dagen maatte jeg blive i Sengen, mens mine vaade Klæder blev tørret, og heller ikke den næste Dag stod jeg op før ud paa Eftermiddagen. Af Manden fik jeg at vide, at jeg skulde have foretaget Opstigningen fra Grindelwald paa Bjergets Sydside. Her var næsten al Sne borte nu. Det var kun ved Midsommertid, man skulde vælge Turen over Wengernalp. Nedstigningen den næste Dag foregik da ogsaa uden Genvordigheder af nogen Art; men Vejen var lang, og i Grindelwald maatte jeg atter overnatte.
Frokost på den solfyldte terrasse – og nu kom de små overraskelser frem i lyset: chokolade, rosiner, frugt, foruden osten og pølsen. Flemming fiskede en calvados frem fra sin sæk – den måtte gøre det ud for den Gipfelwein, som ingen havde tænkt på at slæbe med.
Bjarke udmalede endnu en gang, hvor meget sne der lå omkring huset bare 10 dage tidligere, hvor han havde slået sit lille telt op det selv samme sted, hvor vi sad – og skønt det nu var lunt, troede vi ham gerne: på husets nordside lå sneen nemlig tykt endnu. Det dryppede med smeltevand fra tagene, og mellem to bygninger var en håndværker i gang med en ishakke for at løsne det sidste lag is. Den nye forpagter var ankommet nogle dage i forvejen og var nu med sine hjælpere i gang med den omfattende klargøring til åbningen 1. juli. Alt skal flyves derop med helikopter (så er det pludselig forståeligt, at man på sådanne steder kan komme til at betale 30-40 kr. for en danskvand), og også affaldet flyves væk: man var i færd med at fylde et stort net med papkasser, flasker og emballage fra sidste sæson. Det skulle helikopteren hente senere på dagen.
Af den kommende vært fik vi lov til at kigge indenfor i den gamle bygning, der stammer fra 1832 og til dels står uforandret.'3 Vi bevægede os op ad de snævre trapper og beså de oprindeligt udseende værelser med porcelænsservanter, kakkelovne og hvidt opredte senge, mens vi gættede på, hvilket rum det mon var Pontoppidan havde ligget i. En storslået bedrift dengang overhovedet at rejse denne bygning, hvis sten og tømmer er båret op stykke for stykke på æselryg. Og hvilke strabadser gennem snart to århundreder at drive det. … Vi hørte om nutidens vanskeligheder ved hoteldrift under disse forhold: transporten frem og tilbage, usikker vand- og elforsyning: drikkevandet er oppumpet smeltevand, der samles i store lagertanke. Strømmen leveres fra solceller. Dertil kommer den betydelige risiko for lynnedslag på et så ensomt og højtliggende punkt – rundt om bygningen er der anbragt lynafledere i form af kobberledninger. En fin og informativ rundvisning, der udgjorde et godt alternativ til den overnatning på toppen, der naturligvis havde været det optimale. Fra bygningens nordside er der en overvældende udsigt ned over de spredtliggende bondegårde i højfjeldet omkring Sägistalsee, videre mod de skovklædte skrænter til den store Brienzersee, hvor hvide turistbåde sejler frem og tilbage, og derfra over til de næsten ligeså høje tinder over søens modsatte bred. I midten knejser Brienzer Rothorn (2350 m) som jeg havde "besteget" tre dage tidligere som en slags prøvevandring.
Så startede den lange vandring nedad – klokken var blevet 15.30, og det begyndte at blive køligere. Fra min lidt forcerede vandring tidligere vidste jeg, at nedturen kan være nok så anstrengende som klatringen opad. I hvert fald noterede jeg dengang en skade i mit højre knæ, som jeg ikke ellers vidste af, at jeg havde – og allerede efter få hundrede meter var den der igen. Så må man prøve sig frem med nye gangarter – for mit vedkommende en let sidelæns, der vist ikke så ligefrem professionel ud, men som gjorde det tåleligt.
Målet var som nævnt det lille hotel i Waldspitz, som vi nåede hen omkring klokken 19, 12 timer efter at vi startede i Interlaken. Vi skulle sove på tolvsengs sovesal, med bad én og toilet to etager nede – men alt andet end vandring virkede pludselig som den rene luksus. Vibeke spenderede til hele gruppen kolde øl, som blev nydt på hotellets udsigtsterrasse, hvorfra vi så ned over Grindelwald og over mod gletcheren, der ligger tung og tilsyneladende ubevægelig på byens anden side. Solen var ved at gå ned nu, et par timer tidligere end i Danmark, og det blev snart køligt. Godt nok var vi gået nedad i timevis, men vi befandt os dog stadig i 1919 meters højde.
Den enkle middag indtog vi i strømpesokker – sko og fødder trængte til at være lidt hver for sig. For de flestes vedkommende var det vistnok første gang man sad på restaurant i den mundering. Hvilken kontrast til elegancen på Hotel Beau Site aftenen forinden. Nok havde vi ikke udstået Pontoppidans strabadser, men alligevel oplevede man maden og vinen som i sjælden grad velfortjent og velsmagende.
Årets længste dag var det som nævnt, og ved et sjældent sammentræf tillige fuldmåne. Mod forventning var månen dog ikke til at få øje på – der var lidt torden i luften og derfor måske for overskyet … selv om nogle af os gav den en ekstra chance ved at tage en dram før vi gik til køjs, viste den sig ikke.
Efter en nat på sovesal i snævre køjer er det ikke så svært at stå tidligt op. Der var morgenmad på terrassen med den storslåede udsigt allerede ved 7.30 tiden – tordenvejret var gået i sig selv, og det tegnede til endnu en varm dag med høj sol. Vi var i det hele taget ualmindelig heldige med vejret – vi havde faktisk hjemmefra kalkuleret med, at det kunne blive nødvendigt med nogle dages ventetid i Interlaken, indtil vejr og sigtbarhed var tilfredsstillende – nu var det lykkedes i allerførste forsøg.
Vi havde besluttet at gå hele vejen ned – dvs. svarende til det stykke, hvor vi opad tog hejsebanen. Og således gik vi nu under de små gondoler, hver med plads til 4-6 personer, der i pendulfart allerede her fra morgenen af bragte nye grupper af vandrere og udsigtsturister opad. Pludselig kunne jeg godt, som jeg gik der med mit værkende højre knæ på den stejle skovsti, forstå Pontoppidans beklagelser over de, der i vore dage kommer alt for let til de storslåede naturoplevelser, som vi andre …
Ved middagstid nåede vi så Grindelwald, der ligger i godt 1000 meters højde – dvs. vi var gået i alt mere end 1600 meter nedad, det sidste stykke i en kvælende hede, der fik os til at længes efter den kølige og klare fjeldluft. Missionen var fuldført, vi havde gjort det: kravlet op til Faulhorns top og ikke mindst ned igen.
Pontoppidan blev forandret under sit ophold i Schweiz – han vendte hjem som en anden end den han var, da han rejste ud. Det ved jeg ikke om vi gjorde, sådan taget hver for sig. Men vi var blevet til en rejsegruppe under det døgnlange samvær, og det er vel også værd at fremhæve i forhold til de mange beskrivelser af unge mænds heroiske bedrifter i ophøjet ensomhed. Fra den lidt sonderende konversation og seen hinanden an, man oplever når en uensartet flok af ikke mere helt unge mennesker, der ikke tidligere har set hinanden, pludselig sidder sammen på en fin restaurant – til hjælpsom og ugenert udveksling af erfaringer med vabler og andre genvordigheder, gavmild deling af proviant, plastre og solcreme, gode samtaler undervejs, på kryds og tværs. Merci vielmals, som schweizerne siger på deres sjove sprog, til mine rejsefæller. En særlig tak til Bjarke Madsen for et stort forarbejde, der var med til at gøre turen veltilrettelagt, og til Flemming Behrendt, uden hvem turen aldrig ville være kommet i stand.
Nu er Faulhorn besteget – held og lykke med skrivningen af Pontoppidans biografi.
