Spøgelser
Spøgelser (="skygger", "genfærd", "dødninge" etc.) er en grund-metafor i Pontoppidans forfatterskab, der optræder rundt om i forskellige betydninger, fortrinsvis som noget fortidigt, eller som noget uhyggeligt, uhåndgribeligt, neurotisk eller uvirkeligt. Forestillingen om det fortidige som en byrde, der tynger mennesket og hæmmer dets frihed og udvikling var central hos Nietzsche, der, som påvist af Jørgen Moestrup (se dennes afhandling : "Nietzsche og Pontoppidan) er massivt tilstede i Lykke-Per og De Dødes Rige".
Metaforen kendes også fra Ibsens Gengangere, hvor den henpeger på fortidens synder, som hævner sig i senere slægtled.
Det er i sig selv en anomali, at spøgelser er en gennemgående metafor i et "moderne" forfatterskab som Pontoppidans, idet spøgelser især var en fremherskende figur i romantikkens digtning (fx. i "Grusel-Balladen"). Forholdet understreger HP's karakteristiske ambivalens i relation til romantikken.
Ligesom en anden grund-metafor, "stækkede vinger", udtrykker spøgelser forfatterskabets grundlæggende idé om menneskets (langtfra altid sejrrige) kamp for frigørelse fra skæbnessvangre ydre og indre konflikter, der med rod i fortiden determinerer menneskets liv.
Det er ofte sagt, at HP var digter, modsat "filosof". Men hvis filosofi med moderne (norsk) terminologi defineres som "refleksion over begreber", kan HP's forfatterskab med dets reflektion over bestemte begreber (spøgelser, Kain, stækkede vinger etc.) med rette karakteriseres som filosofisk.
*
Metaforen forekommer første gang i "Syndebukken" ( 1879): "En skummel Verden og et Dødens Rige/ opfyldt af Genfærd som en Morderhule..."
Endvidere især i de små romaner, Spøgelser (1888) og "Det store Spøgelse" (1902) samt i Lykke-Pers efterladte dagbogs-krønike "Det store Spøgelse" (1904), hvor spøgelset er synonymt med den kristne, syge samvittighed, der stemples som "dette hæslige spøgelse" ...
I Lykke-Per er "spøgelseskateismen" (Moestrup) den bærende metafor og indbegrebet af den kristne kirkes statiske begreb om samvittigheden som "Guds stemme", i modsætning til den dynamiske, frimodige, hensynsløse samvittighed i den nietzscheanske ideologi.
Således Neergaard i Lykke-Per. Hans Ungdom (1898): "Saadan sad Folk overalt i Verden og kæmpede mod Spøgelser, mens Livet rødmosset og smilende bød til Fest rundt om dem".
Fra Lykke-Per endvidere f.eks..:
"Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort indre, en Spøgelsestemme, der spørger: "Men hvem er du selv?"
Metaforen "Spøgelsestemme" udtrykker hér specifikt, at refleksion i sig selv er sygelig i modsætning til den karske dåd og handling, jfr. atter Nietzsche.
Og andetsteds:
"Da han en Times Tid efter kom tilbage, tog han straks fat på Forberedelserne til sin Rejse. Men da han ville hente Kufferten ned fra Loftet, var det som om en usynlig, spøgelsesagtig Haand holdt ham tilbage." Hér er det hans Sidenius-natur, der indhenter Lykke-Per.
*
I Michals Falchs causeri "Spøgelsestemmen i Lykke-Per anlægges et andet syn på metaforen:
Den er Guds stemme, som fører individet, med eller mod dets vilje derhen, hvor det skal være; denne betragtning flugter med "Trahimur".
*
I De dødes Rige hersker en spøgelsesstemning overalt, i betydningen: den moderne civilisations sammenbrud.
Dens mennesker er neurotiske, således Jytte Abilgaard: "...Der var hverken Vej eller Sti derinde, men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde fra Mørket".
Og Torben Dihmer: "I sin voksende Ringeagt for de Goder, som man ude i Spøgelsesverdenen sloges om... "
Og:
"...Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus for stumt Orkester. Det er som om de Døde danser på deres egen Grave,dømt til at forsvinde ned i Jorden ved det første Hanegal."
27.04.2012
