Cai M. Woel til Henrik Pontoppidan
1. januar 1937
en forbløffende Aktualitet
1/ Januar 1936 [fejlskrivning for 1937].
Kære Hr. Dr.phil. Henrik Pontoppidan!
Maa jeg med disse Linier bringe Dem mine bedste Ønsker om et godt Nytaar. I denne Influentza-Jul har jeg brugt Dagene til at genopfriske mit Kendskab til Deres store Forfatterskab. Jeg er lykkelig Indehaver af "Stækkede Vinger" og "Sandinge Menighed", de første Udgaver fra 1881 og 83. Navnlig baade forbløffede og optog det mig meget at sammenligne "Kirkeskuden" fra 81 med fjerde Udgave fra sidst i Tyverne. En lærerig Undersøgelse. Men mest Glæde hade jeg dog af atter at læse "De dødes Rige". Det har jeg ikke gjort som Helhed siden 1920. Da læste jeg den som Slut paa en lang1 af Deres Arbejder og fandt den dengang som det absolute Hovedværk indenfor Produktionen. Siden har jeg set kloge Folk ligesom tage fra den2 og interessere sig mere for "Lykke-Per" og "Det forjættede Land" m.f. hvad jeg egentlig godt forstaar, fornuftige Folk som bl.a. Prof. Vilh. Andersen maa naturnødvendigt ta fejl af det hele, hvordan ellers faa Bogen med i deres Billede af Literaturen? Naar han bl. mange andre Fejltagelser i sin Literaturhistorie3 Side 410 siger: "Ingen af Figurerne er 2 saaledes levende som de andre Romaners Mennesker" – da tillader jeg mig at mene, at intet mere forkert er sagt om Deres Arbejder. Nu efter at ha spøget i min Erindring i 16 Aar – efter af og til at ha læst det og det Kapitel, naar Værket faldt mig i Haanden, staar det nu efter fornyet Læsning straalende levende og fornyende i min Bevidsthed, et Danmarksbillede af en forbløffende Aktualitet (jeg husker, jeg syntes det samme i 1920!) – og med Mennesker, jeg synes, jeg har kendt i mange Aar, hvad jeg jo ogsaa har. Og jeg hade ikke glemt en eneste af dem i de mellemliggende Aar.
Det er godt for os yngre af og til at faa de Ældres Arbejder i Hænde. Vi kan saa rart skridte vor Jord af. Maaske har vi engang omtravet et Stykke, saadan som vi nu dengang mente, Kræfterne var til – maaske har Aarene slettet Fodsporene, højst sandsynligt. Men mødes man saa i nogle stille Dage, hvor vor Tids fortaabede Tempo med Magt er gravsat, saa man faar Stunder at tænke sig om – møder man i saadan en Stilletid de Ældres Virke, da ser vi klart, hvad vi troede i sin Tid, og hvad vi orker nu.
Saadan en Synsprøve har jeg haft min Glæde af i denne søde Juletid, Julen 1936. Store eller smaa Kræfter at løfte kommende Opgaver med, det maa Fremtiden om. Jeg vil sige Dem Tak for de store Maal, for Salte, det uforsvundne Salt, der stadig salter.
Deres ærbødigt heng.
Cai M. Woel
