Valdemar Thorup til Johan Rohde
Sendt fra Randers. November 1879 (usikker datering)
min fjende Drachmann
Randers d. — [november 18791]
Kære gamle ven!
Det er næsten en skam, jeg ikke før har besvaret dit brev; men sygdommen har i de sidste sex uger saa fuldstændig taget magten fra mig, at jeg nu ikke er stort bedre end en klud. Iøvrigt er den mystiske glorie, den hidtil har været omringet af, ifærd med at forsvinde. Doktor Lassen, der af og til sér her hen er nu langt om længe kommen paa det rene med, at det er en sten eller flere, der gøre forgæves forsøg paa at slippe ud og derved foraarsage en betændelse (den efter anfaldene særlig slimede, ofte lidt purulente2 urin), der igen hidfører den ledsagende feber. Herved blive alle fænomener saare simpelt forklarede, og jeg tvivler ikke om, at diagnosen er rigtig. Kur bruges ikke. Jeg faar ikke en draabe medicin. Forresten har jeg de voldsomme smærter omtrent√ hver sjette dag, og deres varighed er 8-10 timer. Jeg faar i reglen to 6-stregers morfinindsprøjtninger under hver tur√, men det hjælper 2 kun saare lidt – og aldrig længere end en halv time.
Doktor Knudsens snedige gonorrhé-diagnose viste [sig] snart at være altfor hyperfiffig. Men at en saa√ simpel diagnose som denne√ ikke har kunnet stilles før – ikke engang af dr. Iversen – det er mig unægtelig en gaade.
Forresten tilbringer jeg min dag med at ligge og glæde mig over alle de skandaler, I gør derovre. Leonarda3 har jeg endnu ikke faaet fat i; men trods alle lovtaler over den synes jeg at være kommen paa det rene med, at det er en temmelig ormstukken bindingsværksbygning, hvad skelettet angaar. Jeg antager, det er skelettet replikskiftet, der holder den oppe. Hvad derimod Faraos ring4 angaar, da jeg kan jeg ikke andet end udtale min dybe anerkendelse af en mand, der evner at lave dramer af en saa særegen og sjælden konstruktion, at man evner at kan kaste akter bort uden at det faar nogen indflydelse paa stykket. "Leve digteren, Chr. Molbech!" – det mener jeg med, og det raab kan han vist trænge til i disse dage. Men betingelsen for, at han skal leve, maa være den, at han sluger baade Ambrosius5 3 og Ringen i sig igen og tager fat, hvor han slap i fordums dage – ved "Dante"6. (Det er et virkeligt digterarbejde; men det vil rimeligvis gøre fiasco paa scenen). Saa kan I jo forøvrigt som straf putte ham ind i en af Faraonernes kongegrave og lade ham ligge og drømme dér om "Den forvandlede konge"7 og "En opvækkelse"8 – emner, som vist særlig vil tiltale ham under hans nuværende sindstilstand.
Jeg havde nær forsonet mig med min gamle fjende Holger Drachmann paa grund af hans fornuftige indlæg i Leonarda-Ambrosius sagen9. Men jeg var desværre for nogle dage siden saa uheldig at faa nogle en af hans nye bøger i hænde, og dermed var hele min sympati fløjten. Det var Poul og Virginie10. Du gode gud! Sikken bunke sludder fra ende til anden. Sikke vers og sikken prosa. Jeg ved ikke, om du husker versene om jomfruen, til hvem de elleve bejlere rider. Da hun ser bejlerne komme, fortsættes der saaledes:
"Men jomfruen hun smiler og tænker som saa:
"Ja mange kan sadle – men "ride" kan faa.
Da jeg læste det for Maren11, brast hun i en saa ustanselig latter, at hun nær var bleven kvalt.
4 Jeg ved intetsomhelst nyt at mælde dig. Jeg har en bøn til dig: Hvis du ser Bauditz12, saa bed ham om mit manuskript og hils ham og tak ham. Det er dog ingen nytte til, det ligger og flyder hos ham. Det kunde let blive borte. Jeg skrev ham til, da jeg var i København; men gud véd, om han har faaet brevet.
Hvordan har Kvast13 det? Det var jo galt med hans tyndtarm igen. Og Bierring? Der gaar stort ry af ham herovre. Han skal være den spirituelle side af Regenslivet. Jeg omgaaes med skumle tanker om at sende ham et rykkerbrev – men vilde nødig have en alt for spirituel betaling.
Forresten kunde jeg nok ønske at høre lidt om enkelthederne ved de sidste skandaler. Hvis du faar tid, saa skriv mig til. Jeg fik igaar brev fra frøken Messell14. Hun meddelte mig, at hun havde set det ambrosiske hoved15 i "Ringen" – midt blandt oprørerne.
Hils Pont. og Midde og Lidde og alt hvad huldt og lifligt er derovre i den store hovedstad fra din
V. Th.
