Harry Søiberg til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Gl. Skagen. 6. juli 1947
vil blive mørke Tider
Gl. Skagen 6/7 1947
[til Martin Andersen Nexø1]
[…] Det ser jo ikke godt ud i Verden, Nød og usikre Udsigter til alle Sider – den Fred og Frihed man kæmpede for, er langt borte. Hvor er man kommen langt fra den Verden vi for godt et Halvhundrede Aar siden voksede op i. Der er ikke længere nogen Tvivl om, at den er gaaet tilbunds – Hvad, der ængster mig ved det nye, er ikke Uroen eller Kampene, men en Frygt for Menneskesindets Uafhængighed, Retten til at være et Produkt af sit eget Væsen – vi har i Nazismen oplevet en Mennesketype af den uhyggeligste Art, tildannet i Løbet af kun faa Aar af et Samfundssystem, der udryddede enhver Følelse af Selvstændighed hos Individet. Jeg ser godt, at Mennesket maa underordne sig og tjene Samfundet, men aldrig i en saa slavisk og selvudslettende Grad. Det nye Samfund, som jeg kan være med til at bygge op, maa respektere de Krav om Menneskerettigheder, som gennem alle Tider har været Drivkraften for et personligt aandeligt Liv – den sociale Udvikling som i saa høj Grad præger vor Tid, har min fulde Tilslutning, men den maa ikke ske paa Bekostning af vor personlige Selvstændighed.
Fattigdom for Menneskene er det ækleste i Tilværelsen, men Fremskridt bliver kun ringe, hvis den tilkæmpes paa Bekostning, eller Indskrænkning af den enkeltes Frihed til personlig Udvikling. Formaalet med at opnaa bedre økonomiske Kaar maa netop skabe Mulighed for Frigørelse af alle de Evner, Mennesket har, for at gøre Livet og Tilværelsen rigere og større og ikke blot for at give det Føde og Klæder og selvudslettende Trældom – under allehaande Trusler fra et Samfund, der bruger Mennesket ensrettet uden Hensyn til den enkelte.
Jeg kender ikke Rusland, det er jo stadig et lukket Land for alle os, der gerne vil have Indtryk i dets System, og som gerne vil tro paa det. Jeg er fyldt af Ængstelse for det, naar den Dag kommer, da dets Magt naar os – alt tyder paa at det vil ske, og maaske hurtigere end ventet. Jeg frygter for, at det vil blive mørke Tider for den Del af Menneskeheden som mit Sind og Væsen tilhører.
Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig sidder her og skriver alt dette til dig, kære og gamle Ven, som jeg jo ved har en saa stærk Tro paa, at en ny Verden vil opstaa og at alle anderledestænkende vil møde sin Undergang. Men min Tro er nu heller ikke svag, og jeg tror ikke paa, at den stærke og sunde Drift til personlig Selvstændighed nogensinde vil gaa til Grunde, selvom Samfundsformen om os ændres nok saa meget. Det er sjælden jeg har berørt min Mening paa disse Punkter, da jeg altid har ment, at du nok var fuldt vidende om den dels gennem mine Bøger og dels ved min Person. Men Forholdene tilspidses omkring os, det Tidsafsnit, Verdensudviklingen er inde i, er paa mange Maader en Gentagelse af den gamle Reformation, en Aandens Brydning mere end en social Kamp, og jeg tror, at det nye Samfund, det vil komme, endnu mere end det gamle, vil kræve Menneskerettighederne ikke blot respekteret, men i endnu større Grad frigjorte. Ja, jeg kunde blive ved at skrive om alt det, der baade ængster mig og dog indeholder saa store Haab. Du ryster sikkert paa Hovedet af meget af dette her og synes muligvis, at det er en Røst fra Fortiden, det er det paa visse Punkter ogsaa, da det er det ældgamle Krav i Mennesket om en frigjort Aand, der vil leve hvordan end Samfundet bliver –
[fra Harry Søiberg]