Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra p.t. Gravningsund, Hvaler, Norge. 11. juli 1927
har aldrig indladt mig paa Hastværk
p.t. Gravningsund 11/7 - 1927.
Hvaler. Norge.
Kære Henrik Pontoppidan!
For længe længe siden skulde jeg ha skrevet til Dem og takket Dem for det Brev, De sendte mig, efter at De havde været syg – Nu kommer jeg for at fortælle lidt om, hvor vi befinder os: vi lever paa en Øe med en herlig Skærgaard rundt omkring os og stor Skov lige bag ved Huset. Vi har Baad og ror hver Dag over paa et af Skærene for at bade, og om Eftermiddagen, naar jeg er færdig med at skrive, tar vi ud og fisker en hel Del af den Mad, vi spiser. Vi er alle raske – og jeg skriver paa Fortsættelsen af "Søkongen", jeg skulde gerne have den færdig til 2 Efteraaret, men det er ikke helt sikker, dels har jeg været optaget og forhindret af saa meget andet, og dels har jeg aldrig indladt mig paa Hastværk. Men det er ikke næmt at holde igen, naar alle andre er utaalmodige og er nær ved at rive Manuskriptet fra En –
Jeg har lige læst Bukdahls Bog1 om Thomas Olesen Løkken. Indledningen (første Afsnidt) finder jeg er betydelig interessantere end hele Olesen Løkkens Forfatterskab tilsammen! Denne Bukdahl er virkelig interessant, meget taler for, at han er Manden, der i Fremtiden skal gøre et Arbejde for vor Litteratur!
Jeg ser Gandrup anmelder Bogen i Dag i "Politiken", og hvad han skriver er som talt ud af mit Hjærte –
Mon Gandrup blir færdig med sin Roman i Aar? Denne fortræffelige Mand burde frem paa en meget mere fremtrædende Plads! – Ingen fortjener som han i Øjeblikket at faa "Det 3 Anckerske Legat".
Lene og jeg taler ofte om dem og Deres Frue, hvordan De finder Dem tilpas i Svendborg. Der er jo dejligt: Skov og Sø og Frugtbarhed!
Og hvordan mon Deres Frue har det! Jeg haaber ogsaa, at De selv er rask nu, især nu til Fødselsdagen!!
Jeg har modtaget flere Breve fra Folk med Tak, fordi jeg skrev disse Par smaa "uheldige" Artikler. De er elsket og beundret som ingen anden dansk Digter! Vær nu rar, og luk ikke Deres Dør altfor tæt til, naar Folk nu kommer for at takke Dem for alle de store Gaver, som De gennem et helt Liv har skænket os!!
Baade Berlingske Tidende, Nationaltidende og Politiken har allerede henvendt sig til mig om at skrive – men arme jeg; jeg tør næsten ikke, for hvorledes skal jeg kunde skrive om Dem uden at tale om mig 4 selv, og det siger Lene, at jeg absolut ikke maa! Og sæt jeg bærer mig saa klosset ad igen – og skal jeg skrive, saa kan jeg ikke skrive andet end jeg maa fortælle, hvordan De i 1908 ved Drachmanns Begravelse paa Skagen kom til den unge ukendte Digter, og siden ikke slog ham af Syne et Øjeblik, men ofrede ham baade Tanker, Tid og Opmuntring i lang større Grad end han fortjente.
Jeg vilde ogsaa nødig, at der skulde være nogetsomhelst paagaaende ved min Optræden nu paa Deres Hædersdag, det er jo begyndt at blive kendt af adskillige, hvad De har været for mig gennem hele mit Forfatterskab! Og der er næppe nogen Mand i Landet der føler en dybere Trang til at takke Dem og hædre Dem end jeg!
Med hjærtelige Hilsner til Dem og Deres Frue! fra hele Familien her.
Deres hengivne
Harry Søiberg
