Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Engø, Tjømø, Norge. 17. august 1925

nu lader jeg Vandene ud!

p.t. Engø, Tjømø 17/8 - 1925
Norge

Kære Henrik Pontoppidan!

Det er stygt af mig at lade saa lang Tid hengaa mellem mine Breve til Dem! – Forleden havde jeg Besøg af Hermann Wildenwej1 og paa en Spadseretur talte vi netop om, hvor mange Venner man mistede ved at forsømme at skrive Breve, det gaar jo ofte saadan at man netop lader sine bedste Venner vente i tryg Tillid√ til Gunst for andre! Det var helt trist at gense den feterede Lyriker, som jeg for min Person baade menneskelig og digterisk holder saa meget af, Verden Ondskab og Misundelse har for Tid[en] travlt med ham, og han den forkælede og beundrede viser sig at være næsten et helt Barn ømfindlig og fortvivlet, hvor andre vilde være tilbøjelig til at vise en tyggere Hud! Og for hans Vedkommende gælder det vist ogsaa Følelsen af det store tomme Rum, som altid staar bag os Mennesker, og som en Dag før eller senere kræver at fyldes – Stakkels Fyr, det gjorde mig virkelig ondt at gense ham!

Men den Dag bestemte jeg at nu skulde det være Alvor med dette saa mange Gange 2 udskudte Brev til Dem!

Vi har været her oppe i Norge i de sidste to Maaneder, flygtet fra Skagen, hvor Livet former sig mer og mer kun for Tilrejsende og Badegæster – forøvrigt paa sin Vis en Tragedie i mit eget Liv; nu er der næsten ikke mer igen af de Forhold, som jeg fandt der, da jeg for 21 Aar siden kom der til! Og dog elsker jeg stadig Stedet baade frastødes og tiltrækkes, og har ligesom ikke Styrke nok til at frigøre mig –

Der traf jeg lige før jeg rejste Bønnelycke2, oprigtig talt glædede det mig, at det blev ham, som fik det Legat, som ogsaa jeg ansøgte om! Han er paa mange Maader meget indtagende og synes virkelig ogsaa at besidde oprindelige Anlæg! Men Gud, hvor er han endnu overfladeagtig, og en Bold for al naragtig Sensation. Det er muligt, at han en Gang blir til noget, men efter min Formening er det langt fra sikkert! At gaa mod Strømmen og søge Stoffet udløst af sin egen Personlighed, synes han ikke at være særlig tilbøjelig til! Mig forekommer det ogsaa, at han har ligesom altfor stor Skrivefærdighed! Ogsaa Cavling har sat Negle i ham! Men alt dette kan jo godt vende sig fra at være negativ til at blive positiv!

3 Angaaende mig selv, da arbejder jeg med fuld Kraft paa en ny Roman, endelig har Stoffet fænget saa jeg har en Følelse af at befinde mig i et Ildhav, jeg tømmer ud og tømmer ud, ofte ligefrem i Blinde, men Gang efter Gang viser det sig at det sælsomme sker, at det alligevel er det rette, der kommer frem og paa Plads!

I Aar kommer der kun et Bind Fortællinger, det næste Aar skal saa Romanen komme!

Som De maaske har lagt Mærke til optræder jeg stadig nu og da i Politikens Kronik, og det er min Agt at fortsætte dermed!

For mange Aar tilbage bestemte jeg at tie indtil jeg kunde gøre mig Haab om at blive hørt, saa det er kun paa en Maade fra en opdæmmet Strøm, at jeg nu lader Vandene ud! Og jeg har mange mange Ting at ville udtrykke mit Syn og min Mening om!

Tillige synes mine Kroniker virkelig at interessere Folk, baade gennem Pressen og Breve erfarer jeg det fra mange Sider!

Men under al min Færd ser jeg stadig for mig min store og idealistiske Læremester, og stiller mig ofte dette Spørgsmaal, hvordan vilde han handle og gøre – desværre maa jeg ofte erfare, hvor ringe jeg paa mange mange Maader er i Sammenligning med ham!!!

4 Til Oktober kommer jeg igen til København og da ser De mig!

Vi vil saa gerne væk fra Skagen, men hvorledes skal vi finde et Sted at være, jeg vil gerne paany til Hillerød, men der er ingen Husly at faa!

Vi har det som De ser godt. Børnene er raske, og trives og udvikler sig saa det næsten er helt æventyrligt at være Vidne til! Det gaar mig, som det sikkert er gaaet andre, at jeg synes at Afkommet er bedre og mere lovende end Ophavet!

Gid nu dette Brev maa træffe Dem og Deres Kone begge raske!!!

Med mange hjærtelige Hilsner fra os begge her!

Deres hengivne
Harry Søiberg

 
[1] Wildenwej: Herman Wildenvey (1885-1959), norsk digter. Han boede i Stavern fra 1923 til sin død. tilbage
[2] Bønnelycke: Emil B. (1893-1953), digter. tilbage